Frank Esmann havde for nogle år siden en kedelig sag på halsen. Han havde skrevet en biografi om Henry Kissinger, og lånt lidt for mange direkte formuleringer fra andre. Bogen blev trukket tilbage, og så var der stille omkring Esmann et stykke tid. Men så kom han også igen. For alvor. Jeg nævner den kedelige og kritisable sag om plagiat fordi det var det jeg huskede Esmann for da jeg startede med at høre Esmanns Verden på p1. Og jeg har lagt alle mine reservationer.Hvad Niels Krause-Kjær er for den indre, nationale debat om sådanne ting som vedrører national politik, samfundet og vores dagligdag, det er Esmann for debatten om udenrigspolitikken. Esmanns Verden er ifølge den traditionelle indledning "programmet om de personligheder der får udenrigspolitiken til at lykkes eller gå bananas". Fokus ligger altså på personlighederne, en journalistisk vinkling der forudsætter at det interessante der sker ude i verden oftest er resultatet af enkeltpersoners beslutninger snarere end konjunkturer, kapitalbevægelser, demokratiske beslutninger og lignende.
Esmann bruger selv udtrykket 'udenrigspolitikken'. Jeg finder det misvisende, fordi udenrigspolitik er noget et enkelt land fører. Når Det handler om de kommende præsidentkandidater i USA er der slet ikke udenrigspolitik inde i billedet. Men vel et spørgsmål som alle verdens lande tager alvorligt. Hvis det ikke lød som en norsk tabloid-avis ville jeg i stedet tale om Verdens gang.
Esmann har lige som Krause en gæst i studiet, som han taler med i halvanden time. Og i endnu højere grad er det alligevel Esmann der er stjernen. Han har ikke den dybe specialviden om dem han snakker om, men han har erfaringen som mangeårig udenrigskorrespondent og undlader ikke at vise det ved f.eks. at stille ledende spørgsmål, henvise detaljeret til egne erfaringer eller bekræfte hvad gæsten siger, selvom det er gæsten der er eksperten.
Man tilgiver det, ja mere end det, man beundrer værten, også selv om der er en hel del (selv)iscenesættelse i programmet, der ikke for intet hedder Esmanns Verden.
Personlighederne er ikke altid bredt kendte. De programmer jeg husker som de mest interessante er om
- Günther Grass
- Bill Gates
- John Wayne
- Jacques Chirac
- Samuel P. Huntington
- Pave Benedict. XVI
- Saddam Hussein
3 kommentarer:
To ting jeg må rose for: Brugen af selvportrætter med givne anbefalede værker: Superide. Links til radioprogrammer, superide.
Det kører for dig, Plougsgaard. Frank Esmann ved jeg ikke så meget om, andet udenrigsekspertisen, snyderiet og det der - men jeg har engang set Leif Davidsen i virkeligheden. Tæller det?
Jeg har engang haft et crush på Poul Erik Skammelsen ... Altså på afstand. Meget meget meget lang afstand. Tæller det?
Skriv løs.
Findes Leif Davidsen i virkeligheden?!! Det er stort! Men Poul Erik Skammelsen, det er næsten større. Også pga. af afstanden. Afstanden til den udvalgte plejer at være ligefremt proportional med intensiteten af ens crush.
Det var hans 40'er-look ... Der var noget Kim Malthe Bruun over ham... Afstanden var en tv-skærm og Atlanterhavet, men det var en skøn tid. Nu er den forbi.
Send en kommentar