mandag den 15. oktober 2007

Der er de bøger, der bør læses mindst én gang inden man bliver moden og reflekteret. Det gælder afgjort ikke George Orwells '1984'. Jeg har netop genlæst bogen for første gang i to år, og
gensynet overbeviste effektivt om at bogen er ualmindelig politisk.

På forsiden af første oplag stod titlen 'Nineteen eighty-four' og derunder 'a novel'. Mon det stod der for at man ikke skulle forveksle romanen med det, den også var, nemlig en slags forklædt pamflet. Selvfølgelig var den en roman, men en sådan kan være 'ren' i den forstand at den ikke peger ud over sig selv. Modsat den 'rene' roman er den allegoriske. Orwells fabel Animal Farm er en helt igennem allegorisk fortælling; den Russiske Revolution lignet ved dyr. Old Major er Karl Marx, Snowball er Lev Trotskij, Napoleon er Josef Stalin osv.

1984 er ikke anderledes. Den handler om virkeligheden, som den så ud i 1948. De fleste af de elementer der tilsammen danner det rædselsfulde overvågningssamfund Oceania, havde Orwell taget fra virkeligheden i Stalins Sovjet og Hitlers Tyskland. Tendensen til at nedbryde sproget ved at bruge det uden at tænke imens, observerede han også i england.

Bogen indeholder to lange passager som lige så godt kunne have været udgivet som politisk pamflet, nemlig Emmanuel Goldsteins bog, og dens to kapitler hvor det ene beskriver hvordan individerne i middel- og overklassen kæmper om de øverste pladser, mens underklassen, proletariatet, aldrig kommer nogen vegne, det andet der viser krigens meningsløshed og direkte påstår at krig er overklassens måde at holde velstanden nede blandt masserne. Ved at bruge al overskud på krig kan man sørge for at masserne forbliver sultne. Man kan så fodre dem med krigspropaganda, og de vil labbe det i sig, sultne som de er. Præcis denne kritik af krigen - den kolde krig - fremførte Herbert Marcuse 15 år senere.

Men det betød ikke at Orwell var profet. Han beskrev hvad han kunne se i sin samtid. Intet er mere forkert end at læse 1984 som en profeti, og dermed koncentrere al sin opmærksomhed om det relativt tilfældige årstal som titlen angiver, og om hvad der er blevet virkelighed og hvad der ikke er. Det er ikke interessant hvad der er blevet virkelighed, men at det allerede var det dengang. Titlen var 1948. Det var efter sigende en ængstelig forlægger som fik Orwell til at bytte rundt på tallene.

Vel handlede 1984 også om fremtiden. Vel var den en advarsel. For verden var endnu ikke helt så sort som i romanen. Verden var præget af totalitarisme. Oceania var værre end totalitaristisk. I Oceania var overvågning, propaganda og sproglig depravering gået sammen i en helhed som formåede at kontrollere mennesker helt igennem. Dette har vi nok foreløbig undgået. Men vi bør stadig læse 1984, og tage den gravalvorligt!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det fantastiske ved genlæsning af litteratur, der har betydet noget for en, er, hvordan de bliver ved med at kaste noget af sig. Jeg har også oplevet at 'miste' litteratur - at opdage, at noget, jeg engang syntes var overbevisende klogt er blevet rustent for mig. Det er en anden læsebevægelse.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Ja, sådan har jeg det desværre med C.S. Lewis' Narniabøger. Jeg kan ikke læse dem igen efter jeg har opdaget hvor allegoriske de er. Jeg kan godt holde Orwells allegorier ud fordi han først og fremmest er politisk, og ikke lægger skjul på det. Men jeg vil ikke prædikes for, sådan som Lewis gør. Jeg så Disneys nyeste filmatisering af 'Løven Heksen og Garderobeskabet' for et par måneder siden, det var en lidelse og det var for en gangs skyld ikke filmens skyld.

Den anden læsebevægelse er dog ikke så slem. Tolkien kan f.eks. fint fylde hullet efter C.S. Lewis. Der er altid noget at læse.

Anonym sagde ...

Er ret enig i at 1984 er en vigtig bog. Har "fodret" den til flere venner. Og O´Brien (dobbeltænkningens skarpretter) er i helt i top over "bad guys" i romaner! Han virkede så flink...

vwl sagde ...

Jeg vil lige rent lystpedantisk spørge:
Romanen der ikke peger ud over sig selv.
Er det ikke et fabeldyr?