Idealisterne i Silkeborg

Mens de unge skabte sig i København har jeg tilbragt hele dagen i Silkeborg omgivet af kosmisk ro og midaldrende kvinder. Sådan er stemningen og klientellet til en helsemesse. Filosofisk Boghandel er med på alle messer der kan krybe og gå vest for storebælt, så jeg har en del erfaring efterhånden. Alligevel vænner jeg mig aldrig til det.

I et samfund hvor det er svært at købe sund mad efter kl. 20, er helse en del af det alternative. Derfor er helse i messeforstand lig med et sammenrend af alle mulige handlende i alternativ det ene og det andet. Behandlere, der helbreder med lys eller massage og duftende olie, folk der healer med kraften fra ældgamle japanske naturånder, folk der sælger fiskeolie eller vitaminpiller, for det er vel også sundt, folk der lægger horoskoper eller tilbyder rejser tilbage til tidligere inkarnationer eller sjæleformer. Og der er folk der sælger shamanistiske himstregimser medfølgende healende kraft eller vil lære en hvordan man synger gamle indianske sange der løfter ens sjæl opad. Nogle kan tale med ånderne. De har ikke selv valgt det, de kan bare høre dem og af og til se dem.

Alt dette er der på en helsemesse, på samme 15 gange 30 meter. Og så er der mig, som tilbyder alt hvad man vil vide om det hele i bogform. Og det er ikke spor let. Mens kunderne fint kan shoppe rundt mellem de mest bizarre helsepåfund, skal man som boghandler rumme det hele. Man skal smile, svare på spørgsmål når kunden vil have noget at vide. Man læser bagpå bogen...
- joeh den handler jo om ... mumle... at den der slange af energi ligger nede i ryggen og rejser sig og så sker der ...

Hvad sker der? Ja hvor skulle jeg vide det fra. Jeg kan jo godt indse at jeg ikke kan forventes at vide alt om alle bøgerne, men jeg har alligevel en snert dårlig samvittighed fordi jeg sandt at sige synes de fleste af dem er ualmindelig langt ude. Når jeg sælger bøger er det for at hjælpe en idealistisk ven i permanent nød, men jeg føler mig alligevel splittet. Man kan ikke være halvt til stede, slet ikke når man står på messen hele dagen, og skal passe på ikke at pjatte alt for ironisk med sin medmessedreng Ole.

Lad mig slutte med en litteraturanbefaling. Ironiens og især sarkasmens mester er Hans Scherfig. Hans bog idealister fra 1941 er fuld af ironiseren over fænomener som de her beskrevede. Tager vi det i betragtning må konklusionen 66 år efter vel være, at det alternative er helt og aldeles immunt over for ironi. Det er til gengæld udmærket at væbne sig med for selv at kunne klare splittelsen i sjælen når man en hel dag for venskabs skyld sælger noget man ikke tror på.