Endnu et år er gået, friværdien er steget og vi er blevet endnu rigere. Ifølge Danske Bank ejer hver dansker nu gennemsnitligt 725'000 kr. Det er da altid rart at vide hvis man selv har svært ved at få pengene til at række.

Grega, Golo Brdo, Slovenija

Her endnu et billede fra turen rundt om Balkan. Grega står bagest og ser sej ud, og i den skotskternede er Maria Skov, min rejseledsager som var fantastisk at rejse med. Hun kan russisk, samt en hel del fagter som tilsyneladende forstås af alle, selv de som hverken kan engelsk eller noget andet forståeligt sprog.

Vi står lidt uden for vandfaldet Savica i det vestlige Slovenien. Grega kørte villigt ud på flere lange udflugter hvor vi nåede at se det meste af den del af landet der ligger vest for Ljubljana. Derudover boede vi omkring seks dage hos ham i Golo Brdo. Han sagde at det var en slags ferie for ham. Grega er kunstner og arbejder med noget videoinstallationsværk som vi aldrig fik at se. Maria kender mere til det, hun mødte ham da han var i Danmark på noget kunstner-udveksling.

Men lidt hårdt var det også, for når man sådan gæster et fremmed hus må man naturligvis være lidt selskabelig. Og Grega kunne være selskabelig rigtig længe. Så slæbte han en kæmpe varmeovn ud i sin store garage (Den del af nederste etage der ikke var køkken) og arrangerede siddepladser. Men kun når det virkelig var for koldt til at sidde udenfor, ellers lavede vi bål og sad derude. Det var tidligt i maj, og der var ret koldt. Den tid på året hvor der ikke længere er vinterkoldt, hvorfor man smider overtøjet og sidder ude til kl. 01 og derved kommer til at fryse rigtig meget. Sådan var det den maj. Vi frøs med anstand, bevidste om det privilegium det var at have en villig vært og rejsefører. Grega er et superdejligt menneske, og meget symptomatisk for den store gæstfrihed vi skulle opleve senere på turen. Den synes at være et generelt balkanfænomen.

Huse på Balkan

Sidste år i maj rejste jeg rundt i det tidligere Jugoslavien med en veninde. Vi kom hele vejen rundt og besøgte alle lande og provinser på nær Montenegro. Jeg kunne skrive et langt indlæg om de forskelle der er mellem landene, men det interessante er, at de bygger huse på samme snedige måde overalt. Billedet ovenfor er fra Slovenien, lidt uden for Ljubljana. Vi boede hos en sympatisk kunstnertype ved navn Gregor, eller Grega, som han kaldte sig. Han har selv bygget huset, men som så mange huse er det end ikke halvt færdigt. Som man ser mangler der puds på muren, og indeni er kun køkkenet i nederste etage beboeligt. Resten er bar beton. Grega har et treetagers hus, men bor i køkkenet, og det er helt normalt. Det koster at bygge hus, og folk på Balkan har ikke nogen friværdi, så de bygger det de har råd til og lader resten stå til bedre tider.

Det sætter sit præg på landskabet. Gregas hus har stået sådan i ti år, men det ligner et nybygget hus som kun lige mangler det sidste puds. Det ser ikke nyt ud, men næsten nyt, og derfor bliver det aldrig gammelt. At et hus ældes ser man primært ved at den pæne overflade krakelerer og skaller af. Men huse på Balkan har kun undtagelsesvist fået en sådan overflade. Kører man igennem et landskab præget af mange af disse huse - og det sker ofte - ligner det næsten et nyt land, netop bebygget af driftige pionerer. Det virker fascinerende i starten, men man når også at blive træt af det. Uden på den pudsede, vandskurede overflade plejer man jo at lægge farven, og uden den ser alle huse ens ud. Så er mange af menneskerne til gengæld særdeles farverige, men det er en anden historie.

Kaffe uden De mærker det.

Så har min yndlingsole gjort det igen, og skaffet en uhyre sjælden storm P-tegning som kun kan ses i en svært hjemskaffelig bog fra Statsbiblioteket og obskure antikvariater hvor vi nu har bestilt et eksemplar til eget eje. Bogen hedder Storm P som samfundskritiker og handler om dét. Ovenstående er et udsnit af en tegning som selv er meget større, fordi den skal indeholde endnu en tyk mand i nærbillede. Det er ham der er samfundskritikken. Det interessante ligger dog i detaljen, her i øverste højre hjørne hvor et skilt annoncerer Kaffe uden de mærker det. Se det kan jo forstås på mange måder. Egentlig er det vist en hilsen til erstatnings-tiden, men udsagnet er jo åbent. Jeg foretrækker at tænke på kaffe uden de trælse bivirkninger. Det finurlige er at det jo hører med til kaffen at give søvnbesvær og bløp-fornemmelse, så egentlig står der også at man ikke mærker at kaffen er kaffe. Der kunne også være tale om koffeinfri kaffe.

Sang fra dengang

Ved den årlige familiejulefrokost sang vi i omegnen af 25 sange, som alle stod trykt i et mindre sanghæfte. På bordene lå imidlertid også et antal Højskolesangbøger af ældre dato. Jeg fandt et enkelt eksemplar af 12. udgave fra 1933, og undrede mig spontant over hvorfor jeg ikke forlængst har startet en samling af højskolesangbøger. Den plan være hermed sat i verden: Jeg vil eje et eksemplar af hver udgave af højskolesangbogen. Jeg har selvfølgelig 17. og 18. udgave, Mor og Far har den 16, og fra Fyrstenborg fik jeg lov at tage 12. udgaven.

Den er bestemt et studie værd i sig selv. Den har rigtig mange sange fra udlandet. Der er sange fra alle de nordiske lande, en del både på originalsproget og med oversættelse, andre kun på dansk(!) Det gælder også de ikke-nordiske sange, som alle kun forefindes i dansk oversættelse. Der er danske sange fra Tyskland, England, Polen, Nordamerika og Argentina. Der er måske tale om at man vil gribe det folkelige i alle folkene, men ikke nødvendigvis ved at være international, snarere ved at overtage ideer og udtryksformer fra de andre.

Teknisk: jeg troede først bolle-å blev indført i 1948, men her optræder det frejdigt og med største selvfølgelighed overalt. Til gengæld er der mange forekomster af ö, tilsyneladende side om side med ø. Jeg må undersøge hvad der kan ligge til grund for denne skelnen. Det forekommer ofte at ö og ø optræder i samme sætning. Min foreløbige teori er at ö er mere åbent, som i göre, lön og börn mens ø er lukket som i møde, morgenrøde, løbe, døtre. Jeg synes dog der er flere anomalier der forstyrrer den tese. Jeg forfølger sagen nærmere.

De historiske sange er også ganske sjove, her fra 1864:

Eja! hvor man nu tumler med sønderjydens land!
Vildtysken, han raser, så meget som han kan;
alt dansk skal lægges øde og kvæles i sin rod,
ej mere må der synges om gamle Danebod

Vildtysken! Som man kunne sige det dengang...

Hjemme igen hjemmefra

Så er blogskriveren igen tilbage på pinden efter en kort juleferie. Jeg kørte hertil fra familiejulefrokost i Sædding sammen med Thomas, som overnatter i Århus og kører tilbage til Sønderjylland i morgen. Vi diskuterede emnet 'familie' hele vejen, hvilket er interessant fordi det har optaget mig i syv år, og Thomas ser ud til at have alle de samme overvejelser. De går groft sagt på hvad familien betyder for éns liv som sådan, og hvordan det er at komme hjem. Den ofte alt for oversete sandhed er jo, at når man skaber en tilværelse i en anden by, så er der lige pludselig to verdener at holde styr på, og på en måde også to identiteter. Man har et hjem i den Århus, men også i Hørup, bare på en anden måde nu. Og i barndomshjemmet er man på en gang den samme som da man forlod det, og en helt anden fordi man har sit eget liv et andet sted. Og derhjemme, dvs. i Hørup kommer der ikke flere børn, til gengæld vokser bilparken og hus-beholdningen så man aldrig kan være helt sikker på at man faktisk kan kende sit barndomshjem igen. Altså: man selv er en helt anden, men alligevel den samme når man kommer hjem, selv om man ikke kan kende hjemmet selv. Jeg har prøvet at greje hvordan man egentlig gør i syv-otte år, Thomas i snart to. Vi skal nok sige til når vi har fundet fidusen.

Det kære barndomshjem

Jeg befinder mig i disse dage på Sydals i mit barndomshjem omgivet af hele den spillende, syngende, fløjtende familie. Lige nu spiller Thomas Barn Jesus i en Krybbe Lå på kaver mens Christian spiller noget andet på klarinet og min far synger operalt i køkkenet. Det er ikke kedeligt, jeg er dog søgt ind på kontoet, det eneste refugium i huset. Herunder min sødeste lillesøster, Marie.

Tænder

Herunder til venstre min lillesøster Maries fortænder som vi altid drillede hende med og sagde at hun manglede en tand. Til højre mine kun lidt skæve fortænder.

Herunder til venstre Maries pæne, lige undermund og til højre min egen. Jeg driller hende ikke længere med hendes fortænder!

Futuraaaaama

Det er netop kommet mig for øre og øje at tv-serien Futurama er genopstået. Jeg har prøvet at komme nogenlunde rundt om alt det for mig mest fantastiske i tilværelsen. Derfor er det lidt uretfærdigt at Futurama næsten ikke er blevet nævnt, men problemet er, at man ikke kan forstå Futurama hvis man ikke har oplevet det. Der er noget sekterisk ved at være Futuramafan, og det er frustrerende kun at have sin bror at være sekterisk sammen med. Så alle der gik glip af første omgang kan stå på nu:

PH: Der findes ikke dårlig smag, kun god smag. Det er den, der er dårlig!

Den takke alle vi med Sang

Den største fordel ved højskolesangbogens 18. udgave, som udkom for lidt over et år siden, er at den har glat, vandafvisende omslag - så kan man også tage den med i bad. Og det bør man gøre. Mere kultur ind i brusebadene, om vi må bede. Jeg har selv lamineret, lært udenad og reciteret hele Edgar Allan Poes digt The Raven i brusebadet. Så fik jeg også en emsig nabo på nakken, ikke pga hendes manglende dannelse, men fordi hun mente jeg brugte for meget vand. Ak, store ånder har det ikke let, de skal åbenbart være som Rodolfo fra La Boheme, og hakke tænder og brænde det ene manuskript for at holde varmen mens de skriver på det næste, og griber ømt om deres elskendes hånd, Che gelida manina, så kold den lille hånd eer...

og så skulle det jo egentlig handle om Højskolesangbogen. Jeg havde en slags kontrast-oplevelse i SMÅ forleden hvor en af de meget kristne erklærede at han var en slags novice inden for højskolesang. - Mit forhold til den bog er gennem SMÅ, sagde han. Og jeg tænkte at for mig er det lige omvendt, mit forhold til SMÅ går i høj grad gennem Højskolesangbogen, og højskolesangen. Men på en måde så de virker gensidigt forstærkende; højskolesang skal synges, det er i fællesskab man oplever hvor fantastisk en bog det er. Og så har jeg samtidig gennem bogen fået øjnene op for et fantastisk fællesskab, en forsamling af dejlige, spændende og varme mennesker.

Det interessante er, at sådan var det også på Testrup Højskole, men på en lidt mere påtaget, en mere konstrueret måde. Når jeg skriver om fællesskab nu er der klart et ekko af højskolejargon i det. Men som skrevet før, er højskoleånden mere lummer. Den forudsætter en frivillig afsondring fra samfundet udenfor, hvilket man slet ikke behøver i en menighed.

Og nu får jeg nok alligevel ikke skrevet så meget konkret om bogen. Problemet er, at sangene skal synges, ellers aner man alligevel ikke hvorfor de er gode. Og hvem siger at man overhovedet kan formidle begejstring. Jeg prøver bare.

Syng alligevel. Hvor som helst. Når som helst!

Nax aeterna

Undskyld den prætentiøse og misvisende overskrift, men jeg kunne ikke dy mig. Man kan ikke få evig adgang til alle Naxos-indspilninger, men for et beskedent beløb kan man indhente evigheden en måned ad gangen mens man lytter til liflig musik.

Altså: Hele Naxos-kataloget med al klassisk musik der er værd at lytte til kan nås for en pris af $25 om måneden. (Man kan også vælge at betale €25, men så er man et fjols.) Det er et tilbud man ikke må sige nej til. tænk på de uanede muligheder der ligger her. Megen klassisk musik skal 'høres til' før man sådan rigtig kan nyde den. Det er lidt som med nye sko. Her er alle muligheder for at prøve lidt af hvert og høre musikstykker igen og igen. Jeg selv har længe haft en plan om at læse Mogens Wenzel Andreasens udmærkede bog Politikens introduktion til klassisk musik, og høre alle de i bogen omtalte musikstykker. Det kan realiseres nu.

Og undskyld, det er skamløse reklameren det her. Men gå nu alligevel derind.

Et paradoks: Julen er højsæson for salg af alle slags bøger, og især biografien lever fedt i denne tid. Biografier fortæller om alle de muligheder der ligger i ethvert menneskes liv, som bare venter på at blive realiseret af den, der er modig, fræk og listig nok til at gribe chancen når den er der. De mennesker som vi således alle sidder og læser om i de kolde januarmåneder, er enerne, dem som greb dagen og ikke gjorde som alle de andre. Dem som i øvrigt også gav afkald på en hel del magelighed, dem som tog chancer, satte en hel del over styr. Hvis disse mennesker havde haft en friværdi havde de nok investeret det hele i tvivlsomme, men forjættende foretagender. Og de var ikke nødvendigvis særlig gode familiemennesker. Enhver biografs drøm er ikke enhver svigermors drøm. Johannes V. Jensen, Osvald Helmuth, Thorvald Stauning, Jens Otto Krag. De tre sidste kiggede dybt i flasken, den første var lejlighedsvist dybt usympatisk og så nidkær at Jahve må blive misundelig. Og så havde de jo alle deres fantastiske sider også. Kunsterisk, folkeligt, landsfaderligt.

Disse mennesker og mange andre sætter vi os nu i vores lænestol med vores varme kaffe og læser om, hvorved vi kan være ganske forvissede om at vi ikke selv ændrer verden i nogen nævneværdig retning. Beretningerne om de store handlingers mænd virker passiviserende. Biografien æder sine egne børn. Nogen må gøre noget!

Jeg har ikke tid, jeg er i gang med Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden. Og nu skal jeg på arbejde!

Storm P: "Man kan af Skyernes Udseende forudsige Vejret, nogle Former giver godt Vejr, andre daarligt - men i alle Tilfælde kommer det selvfølgelig an paa Vejret!"

Når storpolitik bliver national farce

Jeg holder meget af Politiken, men den skal have tæsk når den har fortjent det, og det har den nu. Jeg siger min mening om artiklen med det samme i stedet for bare at referere og lade det sive giftigt ud af sidebenene, men det er slemt. Og desværre ikke enestående.

Ok, her kommer det: Nyheden er at politikere i Frankrig og England har tilkendegivet at de gerne vil have Anders Fogh Rasmussen som EUs første præsident. De har samtidig betinget sig at Danmark træder fuldt og helt ind i Unionen og opgiver forbeholdene, bla. over for ØMUen. Se artiklen her.

Politiken kunne sagtens have behandlet dette som en historie på europæisk plan. Det er da lidt stort at betydningsfulde lande som Frankrig og England peger på Fogh som deres EU-præsident, og det er interessant at Storbritannien tilsyneladende mener det er en hindring at vi ikke betaler med Euro, mens de selv kan beholde deres Pund uden at være mindre med. Man kunne også komme ind på franske politikeres forhold til deres egen befolkning og hvad de franske vælgere synes om Fogh. Der er masser af muligheder for interessant vinkling.

Politiken vælger i stedet at transformere hele historien til den lille danske scene for politisk fnidder fnadder. For hvis ØMUen er betingelse for at Fogh kan blive præsident, så må arkitekten bag ØMU-forbeholdet jo være den egentlige bremse for det, der nu er blevet Foghs karriereplaner. Og en altid villig Søvndal striller straks op og siger at man kan bare lige prøve at sætte det forbehold på spil, det er en tabersag.

Hvor er det dog begrædeligt at et hvilken som helst stort skuespil på den Europæiske scene, tragisk såvel som komisk, må sættes op som farce på den lille nationalscene før folk gider se det. Hvor er det begrædeligt, Politiken.

Slagside slår på virkeligheden

Ralf Pittelkow mener valget var domineret af vold, endda vold imod en som næsten alle har daglig berøring med. Han skriver i dagens jp at "tv-dækningen gjorde vold på virkeligheden med sin slagside".

Se den slags fanger øjet. Det er et kraftfuldt billede, det med at gøre vold på virkeligheden. Det er alvorligt.

Men med en slagside? At dækningen har en slagside er en politikermetafor for at tv har snakket mere med ens modstandere end med en selv eller ens meningsfæller. Det er muligt at at Pittelkow mener det kan sammenlignes med en fuldbyrdet ulykke, men så kunne han jo have arbejdet lidt med sin metafor, udvidet den og sagt noget i retning af at tv-dækningens slagside fik virkeligheden til at kæntre.

Formodentlig ville det være for kreativt for Ralf Pittelkow. Ikke fordi han er kedelig, men fordi han skriver en politisk klumme i Jyllands-Posten og bruger det sprog politikere bruger. Det er ofte kendetegnet ved en stor automatik. Politikere skal tale hurtigt om alt, og har ikke tid til at være kreative, så når de mener de ikke får deres sager frem siger de at debatten havde slagside. Det er hurtigt og flytter først og fremmest fokus fra det konkrete som faktisk blev sagt til det abstrakte, debatten. Et abstraktionstrin længere ude findes en anden politiker-yndling, tonen. Den har aldrig slagside, for den er altid allerede forværret og forrået.

Når politikere og politiske klummeskribenter er utilfredse har de også et fælles udtryk for det: Det er er ikke godt nok. Det lyder ret tilforladeligt. Herregud, vi er vel alle mennesker og hvem kan præstere det bedste altid. Ingen. Men sagen er den at udtrykket bruges næsten som om det var taget ud af en lovparagraf. Det kan dække over alt fra den mindste ministerpligtforsømmelse til de største skandaler. Det fritager kritikeren fra at finde på et passende udtryk selv, og har også den fordel at man ikke kan beskyldes for at råbe ulven kommer fordi man fra starten har brugt et vagt udtryk.

Man ser tilmed dette ikke-udtryk brede sig til alt mulig andet end politik. Jeg selv hører altid noget politisk i det, et ønske om at tale ligesom politikere. Det er sket med andre politiske ord, f.eks. nultolerance, og det er aldrig kønt.

Mental Fitness

Fitness er in. Alle går til fitness, det er uforpligtende, fleksibelt og perfekt som livsstilselement. Fitness sælger også. Det er der nogle der har fundet ud af, så vupti kan man ikke bare dyrke normal fitness, men også mental fitness.

På mentalfitness.dk kan man læse om alle de diagnoser som mental fitness kan hjælpe på; DAMP, ADD, ADHD, OCD og stress. Alt er holdt på det nogenlunde plausible plan. Ligesom fitnesscentre ikke reklamerer med at kurere folk for fedme, står der her også kun at man træner hjernen og styrker den, fremmer koncentration, impulskontrol og indfølingsevne. Det har så en påstået positiv virkning i forhold til de nævnte sygdomme.

Man taler gerne i fitnessmetaforer, der er meget lettilgængelige. Det tekniske behandles i afsnittet intro til hjernetræning. Her beskrives hjernen som bestående af en masse nerveceller der udsender elektriske impulser. "Under træningen er der anbragt elektroniske følere på hovedet, som opfanger hjernens aktivitet. Gennem et par højttalere hører personen nu en bestemt tone når han/hun laver den rette type hjernebølger. En træner guider personen under træningen og ved hjælp af mentale øvelser og neurofeedback trænes han/hun i at gå ind og ud af de tilstande, der fx reducerer stress, øger opmærksomhedsniveauet og fremmer mental fokus, nærvær, dynamik og energi."

Det lyder godt nok stressende! Ifølge hjemmesiden skal formålet i sidste ende være at få styr på sine hjernebølger. Hjernebølger fås i et bredt spektrum af frekvenser, og hjernen anvender normalt hele spektret. Men ubalance kan låse den fast på én frekvens. Balance, det er igen helt umiddelbart forståeligt. Fitness for at opnå balance, det kender alle, og nu kan man også opnå balance et sted hvor man end ikke vidste at der kunne være ubalance.

Til gengæld koster et typisk træningsforløb 30.000 kr. Det svarer til ca. syv års medlemsskab af Fitnessdk. Så man skal da nok nå at blive stresset igen inden de er afdraget...

(disclaimer: jeg har ingen som helst forstand på om denne type behandling faktisk har en effekt, og jeg vil derfor ikke påstå at den er nytteløs. Blot føjer den sig perfekt ind i rækken af tilbud om velvære, balance og kontrol over livet som strømmer forbrugeren i møde alle vegne fra. Et andet eksempel er Vibro Care, som tilbyder muskeltræning uden at man behøver røre en muskel; det hele sker med vibrationer. Det her ligner, og indtil jeg hører andet vil jeg tillade mig at sukke med himmelvendt blik og elitær attitude.)

Storm P: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det...

Fjæsbog II: Den stadige strøm af gamle venner, højskolekammerater, samboer og andet godt fra menneskehavet, minder mig med jævne mellemrum om at jeg har en facebook-profil. Når jeg så logger ind ligger der altid en ordentlig bunke obskure causes & requests og venter. Det er lidt som når jeg tømmer postkassen en gang hver tredje dag, blot billigere. Denne uges høst ser sådan ud:

3 vampires invitations
1 are you interested? invitation
1 fight club invitation
2 addicted to the simp invitations
2 know me well? invitations
1 likeness quiz invitation
1 harry potter invitation
1 are you normal? invitation
2 birthday calendar invitations
1 result quiz invitation
1 snowman invitation
1 super wall invitation
1 naughty vs nice invitation
1 mistletoe request

Så er man da noget...

Mens alle andre går og snakker om hvordan vi kan begrænse overvågning har en gruppe rabiate fodgængere sluttet sig sammen i et fodgængerforbund, med hjemmeside og egen gabestok hvor man kan se billeder af allehånde forbrydelser mod fodgængerfolket. Vi taler biler der holder på fortovene, hække der vokser ud på fortovene, træer der hænger så langt ud og ned at man må limboe under dem. Det sidste vil intet fodgængerforbundsmedlem formentlig finde på; foreningen inspirerer ikke ligefrem til humor!

Den har nu annonceret at den fra næste år vil overvåge postbude og offentliggøre alle trafikforseelser der kan tænkes at forårsage fare for fragile fodgængerfolk. Og jeg sidder tilbage og spekulerer på hvofor alle gode ting kan komme til at virke usympatiske når der de bliver sager og får foreninger med talsmænd, lobbyister og kapital. Nå, det var alt for nu, jeg skal på arbejde.

Jeg tager cyklen!

Jul på Hald

Sådan en søndag hvor det småregner og man lige er vågnet efter en julefrokost bør der handles hurtigt, skal dagen ikke forsvinde ned i et hul af sort kaffe, blog og bløp. Altså stiger man på toget til Viborg, hvor man skifter til bus nr. 53 som sætter en af på et øde t-kryds 8 km. fra Viborg, 39 km fra Herning og én km fra Hald Hovedgård.

Hald Hovedgård er en gaaammel Herregård som nu er refugium for forfattere, oversættere og illustratorer. De kommer alle sammen her; danske forfattere er én stor sammenspist klub af nuværende, tidligere eller kommende Hald-refugianere. Jeg holder af alt som er sammenspist, så jeg har naturligvis gået hele dagen og været misundelig.

Hald Hovedgård er stolt af sine omgivelser. Derfor har man lagt julestuearrangementet fra 14-16.30 selv om den eneste bus der kører derud kommer allerede kl. 13. Det snedige er, at så har man en time til at gå rundt og besigtige de naturskønne omgivelser med sø, vandmølle og borgruin. Det er bestemt et kig værd, og sikkert et skønt, skønt område at gå tur - om sommeren. Men man har vel ikke papører, som min far altid plejer at sige om børn der ikke bryder sig om regn.

Kl. rundede de 14 og vi strømmede til. Efter sådan en gåtur har man fortjent sin kaffe, jf. gårsdagens indlæg. Dertil var der instant-småkager fra køkkenet hvor man havde lænket alle de medbragte børn til hver sin plads. Pejsestuen er præcis så hyggelig som hjemmesiden lover - endda uden røg. Møblerne ligner noget fra 1700-tallet uden at være slidte og der er en behagelig atmosfære. Og barokmusik.

Gæstebogen på et sted som Hald er naturligvis noget af det mest interessante. Hvad med "Dette sted gror på én som mug på en ost". Illustratorer har lavet små billeder i bogen og én har tegnet et lagkagediagram over den perfekte gæstebogskommentar, som kun(!) indeholder 22% retorisk show-off. Et Hald-tidsskrift har små tekster om hvorfor folk kommer på Hald, såsom "Når jeg skriver på Hald, er det mest emails. Allerede på vej derover tænker jeg på den gratis opkobling.. etc." Jeg fik også kastet et blik på de berømte Hald-polaroider med signatur. Suuuper sammenspist, men herligt!

Med den samme Hald'ske timing som ved ankomsten, var også afslutningen på arrangementet lagt 35 min. før bussen kom. Alle var gået, kun to var tilbage, en kvinde der sludrede med centerleder Peter Q Rannes og en mand der stod lidt derfra og snakkede italiensk i sin mobiltelefon. Jeg bad om lov til at køre med til Viborg, og vi ventede sammen på at bilens ejer skulle parlere færdig. Det fik han, og han var helt indforstået, og mens han snakkede om hvor upålidelig hans bil var, og nu måtte vi se hvordan den kørte, om den kunne ligge lige på vejen osv, kiggede jeg et par gange stjålent på ham og genkendte ham som dén Knud Steffen Nielsen som Dorthe Nors har skrevet om og med. Vi fik en snak om højskole, idéhistorie, og politik på vejen. Man kan komme rundt om meget på otte kilometer.

Dén slags er det man kan tillade sig at håbe på når man beslutter sig for at bruge sin søndag på at traske rundt på landet i støvregn og kulde. Oplevelser skal opsøges.

Og Dorthe, tak for opfordringen, det var da ikke helt spild af god søndag(!)

Kaffen og den protestantiske etik

Kaffen er en ejendommelig drik. Af og til tror man den har sin egen bevidsthed, at den vil noget med os. Hvis Gud først var opstået efter kaffens opfindelse havde det været overvejende sandsynligt at han var et produkt af netop denne erfaring. Lad os prøve at indkredse forholdet mellem kaffe og Gud nærmere gennem et par enkle erfaringer.
Erfaring 1: kaffe strider imod den smag vi er født med. Alle ved hvordan små børn ser ud når de smager noget bittet. Vi hælder fra barnsben til det søde, og mange bliver aldrig voksne. Sproget har ejendommeligt nok været noget at det mest konservative, og taler stadig om det søde liv som synonymt med det gode, behagelige liv. Sproget kan ikke kapere nydelsen ved det bitre, og hvis man tvivler på det, kan man jo altid genkalde sig en vin- eller ølenthusiasts begejstrede jargon mens han smager. Det er volapyk. Det er ordnani, ingen aner hvad de snakker om.
Sagen er den, at ingen ved hvorfor det bitre kan være sødt. Kaffen er den bitreste drik, og den burde smage skrækkeligt, men er ikke desto mindre en nydelse.Erfaring 2: Nydelsen ved kaffe er nøje afmålt. Kaffens nydelse hænger på en ejendommelig måde sammen med dens opkvikkende effekt, som igen hænger sammen med livet som sådan, dvs. med de opgaver som skal udføres den pågældende dag. Det er ikke tilfældigt at kaffen hænger uløseligt sammen med den protestantiske arbejdsetik. Det er i Nordeuropa man drikker kaffe til og for arbejdet. Græsk, italiensk og tyrkisk kaffe er omtrent den samme tjære, og se bare hvordan det går i sådanne lande. Er de noget forbillede? Prøv at stå op en lørdag hen ved 9-10tiden og lav kaffe. Man sætter sig dovent ved computeren og drikker, kaffen virker knapt nok opkvikkende. Snarere sidder man stadig dovent og skriver på blog hen ved middagstid, og kaffen har bragt en i en tilstand af bløp, som er det bedste ord jeg kan finde.
Til hverdag kan jeg stå op kl. 5 og spise morgenmad, gå til træning, arbejde, og først kl. 9 drikke den første kop. Kaffen virker opkvikkende endda på afstand. Af og til er det som bekendt bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end omvendt - kaffen her forstået som kirken.Erfaring 3: Kaffenydelsen er eskatologisk. Man kan aldrig få den fulde nydelse af kaffe. Det er derfor jeg synes kaffeeksperter og vindere af DM i barista virker en anelse ved siden af. Jeg har smagt den kaffe der vandt DM sidste gang, og den var god, men så var nydelsen heller ikke større. Nydelsen består ikke i at få kildret smagsløg man end ikke vidste man havde. Vel kan man forfine nydelse, vel kan man blive bedre og bedre til at nyde, men selve det gode ved kaffen er forventningen om nydelsen. Den mest rene kaffenydelse ligger i den første snert af friskmalede Guatemala Antigua-bønner. Ikke i at man stikker næsen ned til de malede bønner, det ville svare til at lugte koncentreret parfume. Læs Patrick Süskinds Parfumen for mere om den sag. Kaffen skal anes. Ligesom den første duft af forår mens det stadig er koldt. Det øjeblik fra man har malet kaffen på den kaffekværn man selvfølgelig har, til man mærker duften. Det er forventningens øjeblik, det er stort. Og så slår duften en. Det er lige så stort. Og snart fylder duften det hele og nu har den en tendens til at blive for meget. Kaffen afmåler selv sine doser.

Nydelsen ved kaffe ligger i forventningen om den perfekte kaffenydelse. Håbet om at den duft, som er den første man indfanger, en dag vil undslippe bønnernes fængsel, blive ren ånd og siden kondenseres i en ægte, stærk, dråbe.
Metaerfaring 4: Kaffe kræver arbejde. Når det er svært at drikke kaffe på en doven lørdag må det hænge sammen med at man intet laver. Til hverdag arbejder man og tænker på kaffen, dvs. forventningen om kaffenydelsen i pausen skaber glæden ved arbejdet, arbejdet danner en resonansbund for den dybe forventning om nydelsen ved kaffen. Uden arbejde, ingen kaffe. Ingen kaffe uden arbejde. Ingen forskning uden kaffe. Ingen kirkegang uden sognegårdskaffe.
Metaerfaring 5: Og hér ser vi at det hele hænger sammen. Sognegården og kirkerummet er ét. Gud er i kaffen. Kaffen er i Gud.
Konklusion 6: Kaffe er Gud, og bør æres gennem arbejde.

Min brødrister spiller Dvořák

Mon der findes et ord for det der sker når man hører to-tre toner rent tilfældigt og straks associerer til en bestemt melodi. Jeg oplever det hele tiden, og ofte helt umiddelbart. På mit arbejde har vi en labelprinter der siger de to første toner i nationalsangen. Telefonen spiller Halli halli hallo; starten af den dér fjollede sang fra '86 der fortsætter vi vinder i Mexico. Når min brødrister er færdig siger den de to første toner i fjerde sats af Dvořáks 9. symfoni. Hver gang!

Især klassisk musik har det med at byde sig til på alle mulige tidspunkter fordi det er så mangefacetteret. Der er så mange melodier og temaer som hverdagens lyde kan gribe fat i. Og så kan den ene symfoni selvfølgelig associeres med den anden. Man får aldrig klassisk musik på hjernen sådan som man kan det med popmelodier. Fordi det er svært at huske en symfoni fuldstændig nøjagtig ændrer den sig hele tiden i hovedet, og af og til glider den over i andre symfonier, af og til af helt andre komponister. Jeg har det med at tænke Beethoven når jeg hører tredje sats af Dvořáks 9, men i direkte sammenligning lyder de ret forskelligt. Det er hovedet der går ind og trækker paralleller, hvilket sjovt nok er med til at bevare musikken frisk.
Derfor har jeg heller ikke noget imod at min brødrister spiller med.

Vi har en fødselar!

I dag fejrer mange katolske lande en helt særlig fødselsdag, som også med fordel kan rinde os i hu. Julemandens, Sankt Nikolaus' fødselsdag den 6. december.

Der er det ejendommelige ved Julemanden at man kender hans fødselsdato, men ikke fødselsåret. Det er lidt ligesom med Fru Fernando Møhge og Professor Farnsworth. Det er ikke usandsynligt at han startede sin tilværelse som naturånd på den anatolske højslette, men første gang vi ser ham i egen person er som biskop Nicholas fra det fjerde århundrede. Her var han en velgører, en godhjertet rigmand, som delte ud af sin rigdom, men beholdt så meget at han kunne vedblive at være rig. På den måde var Nicholas allerede som helt ung modstander af idealisme og selvopofrelse. Han var realist, kan man sige. Hans symbol var tre æblestore guldklumper.

Og Nicholas gik omkring, delte ud og gjorde vel. Men verden omkring ham var fordærvet; skidesprælleriet havde gode kår dengang som nu. Han måtte træde i karakter, slå i bordet. Kræve orden, og han besluttede at starte med de små. Nicholas, der efterhånden var blevet helgenkåret, og æret som skytshelgen af søens folk, blev nu opdrager. Han gav nu ikke blot af godgørenhed, men af omsorg for opdragelsen. Han vandrede stadig, men hans virksomhed satte krav til konditionen, for var efterhånden kendt Europaweit. Reformationen skabte fornyet fokus på opdragelsen i hele Nordeuropa, og her tog man godt imod den gamle. Han kom af og til alene, af og til i selskab med Knecht Ruprecht, en lille grim skabning med en lang stok, som han tæskede løs på de uartige børn med. Nicholas selv var mere opfindsom. Særligt i Tyskland blev han kendt for sine udspekulerede straffemetoder, såsom at dyppe børn i blæk.

I alle årene havde Nicholas været en uundværlig del af samfundet. Den gode rigmand, den strenge opdrager. Men tiderne mildnedes, og sæderne med. Snart tænkte folk ikke på andet end pjank, og Nicholas blev stadig mere fremmed for sin verden. Han grublede længe, men til sidst tog han skridtet. Nicholas udvandrede til Amerika.

Han ankom vel til mulighedernes land engang i 1800-tallet. Han købte en kvægranch for sine penge, og slog sig ned som kvægavler. Sådan levede han i fem år, og i den tid fik han smag for oksekød. Han, der havde været nøjsom mens han boede i Europa lærte at slå sig løs rent kulinarisk. af 5000 køer siges det at han satte 500 til livs i løbet af sin tid på ranchen. Det satte sig spor. Den høje, slanke mand blev tykkere og tykkere. Men det var før fitnesscentrene, og i øvrigt havde den gamle mand flintret hele Europa rundt 30 gange, nu kunne man vel unde ham hans hvil og hans oksehøjræb.

Men naturligvis fik Nicholas tilbagefald. Han kunne ikke helt undvære kontakten med mennesker. På den anden side var han ude af form, og hans lussingearm var helt slatten. Desuden var Amerika ikke rigtig stedet at opdrage, så han droppede den idé. Til gengæld fandt han på at vende tilbage til sin urbeskæftigelse. Han ville være den glade giver. Hele omgangen skulle være hans, og det hvert år fremover. Han kløede på. Hvert år julenat for han rundt og spredte sine gode gaver. Dvs. der var ikke tale om gaver i vores forstand. Han havde solgt kvægfarmen, men nogen stor forretningsmand var han ikke, så han måtte spare. Der blev kun råd til lidt julegodter, og han måtte også begrænse sig horisontalt. I de år talte man meget om Santa Claus men det var langt fra alle der havde set ham.

Nicholas var frustreret. Han havde satset på at han kunne blive lige så kendt og berømt som i sine unge dage, men her i den nye verden var det ikke helt så let. Han havde brug for assistance. Nu skulle det karrieren på skinner, og han havde en idé. Nicholas tog med første damper tilbage til Europa, nu som gæst på gennemrejse. Han rejste rundt i hele Nordeuropa hvor hans stjerne havde været størst. Her vidste han at han kunne finde hvad han søgte; hjælpere.

Nisser hed de. De var ligesom han tidligere guder. Han selv havde været en naturånd, nisserne havde tilhørt husene. De havde været beskyttere, og havde haft deres plads over husets arne, der hvor al mana samles og livet skabes og opretholdes. I århundreder havde de udført dette det vigtigste arbejde i huset. Men tiderne ændrede sig. De var ligesom opdrageren Nicholas blevet overflødige. Folk mente de kunne klare sig selv. Det var gået langsomt, men sikkert. Først var nisserne rykket væk fra arnen og ud i laden eller op på loftet. Her havde folk fodret dem nogle århundreder indtil de blev trætte også af det. Da var de endda begyndt at tvivle på nissernes eksistens.

Og dér sad de så på deres lofter og lader, miskendte og bitre. Nicholas foreslog dem at lægge deres liv om og komme og arbejde for ham. Det var der mange nisser der valgte. Nicholas rejste tilbage til sit nye hjem med et følge af 1.257 nisser. Han havde store planer. Han ville give gaver, rigtige gaver, og han skulle selv fremstille dem med assistance fra sine nisser. Det ville ikke blive let, og slet ikke billigt, men de små fyre var jo heldigvis vant til små kår fra Europa, så de kunne vel stramme strikken om livet lidt ekstra for den gode sags skyld.

Da de 1257 nisser havde bænket sig i Nicholas' hybel og han var ved at sætte vand over til kaffe, ringede telefonen pludselig. Det var aldrig sket før, for den var lige blevet opfundet. Han tog den med rystende hånd. Det var fra Coca Cola. Nicholas lyttede, rynkede panden, kneb øjnene sammen og skulle lige have det igen. Så spærrede han øjnene op, stammede j-ja, det er klart, og lagde så røret på. Det tog lidt at få fatningen, men så rankede og rømmede han sig, hvorefter han fortalte nisserne den glade nyhed.

Sagen var at Nicholas havde fået en sponsor. I telefonen havde været en marketingschef for Coca Cola Compagny, og han havde tilbudt fuld finansiering af Santa Claus' virksomhed. Det nye navn skulle fra nu af være tegn på at han var tilbage i fordums vælde, blot med en beskeden økonomisk hjælp og nyt tøj. Nisserne var meget spændte, og Santa Claus ventede en tid med at fortælle the bad news; de skulle virke i Amerika, men kunne ikke bo her. Coca Cola havde stillet en fabrik til rådighed i Nordgrønland. De lovede at sørge for at ingen skulle fryse, og skaffede en stor, vamset, rød jakke til Santa Claus i deres kampagnefarver rød og hvid. En stor hvid hue fik han også, og han indkøbte selv røde uniformer med røde huer til alle sine nisser. Derefter låste han sin dør en sidste gang, smed nøglen ind ad brevsprækken og rejste mod nordpolen.

Her indrettede han sin fabrik. Han producerede først og fremmest legetøj, og han fandt hurtigt ud af hvorfor han skulle bosættes heroppe. Plasticlegetøj til mange millioner børn producerede rigtig, rigtig meget os fra fabriksskorstene, spild som ikke kunne nedbrydes for ikke at tale om de problemer nisserne skabte. De havde været meget ærekære og prikne på deres gårde i Europa, og der havde de som bekendt været alene. Nu intrigerede de livligt mod hinanden og kom tit op at slås. Senere lærte de sammenhold, men så opstod et nyt problem. Nu dannede de fagforening og ville have ferie og overarbejdsbetaling. Santa Claus havde det ikke let. Men han klarede sig år efter år, og efterhånden voksede foretagenet. I Amerika nød børnene godt af hans gaver. Han vidste at de værdsatte ham, for han fik tusinder af breve. Han måtte ansætte en mindre flok nisser til at læse dem. Samtidig vidste han at de voksne nød godt af ham også. Han var et symbol på den godgørende, driftige fabriksejer. Den mand der med sin kapital sætter noget i gang og skaber arbejdspladser og dermed kan dele ud af overskuddet.

Sådan gik det til at Nicholas, også kendt som Sankt Nikolaus, Sinterklaas og Santa Claus blev til julemanden. Han har fødselsdag i dag, og lever stadig i bedste velgående.

Tillykke herfra!

Naturvidenskabs-humor

Jeg har før berørt emnet indforstået humor, hvortil også nedenstående anekdote hører - strengt taget. Her er hvad jeg hørte fra en kemiker til julefest i små i går:

1 kr x 1 kr= 1 kr
1 kr= 100 øre
100 øre x 100 øre = 10.000 øre
100 øre x 100 øre = 100 kr
1 kr x 1 kr = 100 kr.

Den er efter sigende afprøvet med held på forsøgspersoner der havde indtaget rigelige mængder af baconsnaps (sic!).

Dus med kosmologien

En videnskabsmand har netop holdt et langt fordrag om Verdens beskaffenhed og beskrevet hvordan Jorden kredser om solen, som igen kredser om en umådelig samling af stjerner kaldet vor galakse. Da han er færdig, rejser en lille, gammel dame sig fra bageste række og siger: - Det dér er en stor omgang sludder og vrøvl. Jorden er i virkeligheden flad, og ligger på ryggen af en kæmpe skildpadde! Videnskabsmanden vil vide hvad den så står på, og damen svarer at den står på ryggen af en endnu større skildpadde. Nu hælder videnskabsmanden hovedet lidt på skrå og spørger overbærende en sidste gang: - jamen hvad står dén skildpadde så på? Damen kniber øjenene sammen og siger - De er klog, min gode mand, de er snedig. Men der er skildpadder hele vejen ned!

Autentisk Jul

Digtet om Peters Jul i år 2007 har ændret sig lidt her og der i løbet af dagen, men er nu ved at finde sin endelige form. Anledningen til at skrive det var en diskussion på Dorthe Nors' blog om hvor den autentiske jul kan findes.

En meget brugt synsvinkel er julen derhjemme, derhjemme hos moder engang. Julen er noget der var engang, dengang man var et lille troskyldigt barn, mens man nu må sande at julen varer længe og koster mange penge og en masse stress ikke mindst. Det får mange til at sige at julen er børnenes fest. Og de mest frigjorte giver også kun børnene gaver, for de føler ægte glæde ved dem, mens forældrene jo bare tager fra det fælles budget, og så går det jo lige op, så hvorfor ikke droppe det.

På den måde lykkes det folk på en tydelig, men indirekte måde, at bilde hinanden ind at julen i virkeligheden er forløjet og et stort fupnummer, noget forretningerne har opfundet ligesom de opfandt mothers day, valentines day og make-friends-with-your-hairdresser day. Og Julemanden er jo opfundet af Coca Cola ikke sandt... Alt sammen er det løgn. Men for børnenes skyld bevarer vi illusionen.

Men hvad med i stedet at gøre illusionen virkelig. Hvad med at prøve at finde en måde at være gode mod hinanden på som ikke er barnlig og illusorisk. Som man kan tro på selv når man ikke er naiv. Hvad med at gøre julen til den måned om året hvor vi lægger al ironi og sarkasme på hylden.

Se dét er et juleforsæt jeg selv ville få meget svært ved at leve op til. Jeg lover intet. Overhovedet! Men det er da et forslag...

Peters jul 2007

opdateret version:

Jeg glæder mig i denne tid

hvor ingen føler nag og nid
og mor ej har migræne.
Og far som som bor i Göteborg
han kommer hjem igen i år
For ej at være alene.

Og på vort bord har mor sat flag
og sagt det er en dejlig dag
nu vi igen er samlet!
Og far han skænker kaffe op
(Jeg mener aldrig kaffen op
med sodavand har hamlet.)

Og mor har kransekager bagt
Og far har udbrudt 'næææh!', og sagt
at de er ganske kære.
Selv om han hvisker for sig selv
at her nok snarere er held
end kokkekunst på færde!

'Nu skal vi alle kranse få!'
Hvert øjeblik vil Hanne gå,
men kaldes straks tibage.
Jeg villigt nok en kage tager
Mens moer snerrer hen til far
hvad var det dér han sagde?

Far lader kækt som ingenting,
og tager en slurk af kaffen, KLING
det si’r da koppen falder.
'For helved hvor det stads er varmt'
Han ømmer sig og mumler harmt.
Men moers råb det gjalder

’Du er en kæmpe klodsmajor
Se nu på både dug og bord
og på det ægte tæppe!
Jeg arved det fra onkel Knud
Som døde ved et hekseskud
Vurderes kan det næppe.’

'Den gamle måtte', far må le!
Som om han ej udmærket ve’
Det kommer fra IKEA
’Hvad hvis det gør’, si’r moer tvært
’er det for dig så fandens svært
at sige culpa mea’

Latin er ikke fars gebet,
han rømmer sig og hoster lidt,
og er vist noget knotten.
Så vrænger han 'uha uha
Tænk hvis SÅ onde fluida
sku spildes ned på måtten!'

Og søster Hanne går på ny
Hun siger julen er for syg
og græder til hun ryster.
Nu råber faer op. På moer
ryger det fra alle porer
imens jeg Hanne trøster.

Så hulker mor så teatralsk
at far, som er patriarkalsk,
må tjene som beskytter.
Han smelter ganske foran mor
som snøfter hun ej mente spor!
De undskyldninger bytter.

Snart smiler de igen så mildt
jeg tørrer op hvad der er spildt
og samler knuste kopper.
Dog kommer Hanne ikke frem
hun åbner kun sin dør på klem
og hvisker, hun får knopper.

Men far har fundet cognac frem
og mor hun siger han er slem
og griner tem'lig fjollet.
Jeg drikker resten af min vand
og lister bort så let jeg kan
og fødderne er kolde.

Men Søster Hanne varmer mig
og si'r på trods af al ståhej
så kan de lide hinanden.
Jeg nikker og hun ser på mig
alvorligt, med en tankestreg
dybt gravet ned i panden.

Gid far han boede her igen
Men kun hvis han så talte pænt
og mor hun kunne smile
helt uden de nervøse træk
og uden Hanne lister væk.
Gid vi var en familie!

Ismand!

Jeg har netop drukket kaffe med min ven Ole, som er en uudtømmelig kilde til viden om alt muligt, eksempelvis filmens historie. I filmens pubertetsår i 20-40'erne var biografbesøg en normal søndagsforeteelse, som havde den samme funktion som fjernsynet har i dag. Programmet var derfor også mere varieret, og en aftenforestilling kunne bestå i et antal korte film, en 30-40minutters rejsebeskrivelse og én lang spillefilm. Folk købte billet til hele aftenen, men kunne godt forlade salen hvis en del af programmet ikke havde interesse. Der var en løsere stemning, og opmærksomheden var ikke den ensrettede man oplever i moderne biografer, hvor lærredet suger alle sanser mod sig som om der var anbragt et sort hul bag det. Snarere hvirvlede opmærksomheden rundt som små kastevinde blandt publikum mens større vindstød kunne rette den mod lærredet.

I dette livlige, urolige publikum opstod talemåder som vi stadig har ekkoet af nu til dags, f.eks. det at råbe 'ismand' efter folk der kysser. Jeg kender den kun fra 30 år gamle bøger, som omtaler skikken som 'noget man sagde i gamle dage', men jeg kender den da. Og Ole kender oprindelsen: Til disse helaftensforestillinger gik der folk rundt og solgte forfriskninger og is. Hvis et kys varede for længe, kunne folk godt begynde at kede sig, og derfor råbe på ismanden. Filmene blev ikke dårligere af disse tilråb, de de var stumfilm.

Hele skikken med helaftensforestillinger af denne art afgik naturligt ved døden da folk fik fjernsyn. Biograferne blev derved en anelse mere seriøse. Der skete det samme som var sket med operahusene et århundrede før; man slukkede lyset i salen og opmærksomheden blev mindre flakkende. Man kom ikke så meget for at fordrive tiden som for at se filmen, og det er formentlig også småt med de talemåder der er opstået siden 50'erne efter at publikum blev mindre snakkende, mere tyssende og højttalerne kraftigere og kraftigere.

Sådan en købte jeg i går, som beskrevet i indlægget julemarked. Den er ikke særlig stor, nok halvt så stor som en normal fejebakke. Og så de mønstre og forsiringer, kostens bue, altsammen tegn på at det skidt der bliver fejet op med sådan én må være finere end andet skidt.

Min billedkunstlærer i gymnasiet fortalte om Versailles-slottet at det havde 700 rum, men ikke ét eneste toilet. Man satte sig bare i et hjørne (dem må der have været 2800 af) og når man var færdig kom der en dreng med fejebakke og kost og fejede op og gjorde rent. Mon det var sådan nogle de brugte?

1. December!

Jeg starter med lidt trivialkyniske bemærkninger. Udover problemet med at få rejst den husleje som skal falde i dag bringer første decemberdag regnvejr og kulde for den der bevæger sig udendørs. Ingen har ryddet op og gjort rent i løbet af natten, så jeg kan vælge regn, rusk og kulde eller en oprydning, opvask og rengøring. Hvis jeg tilsætter en masse kamillethe skulle det nok hjælpe på min forkølelse. Dog, udluftes skal der jo også...

Jaja, jeg skal stoppe her og ikke opholde herren yderligere, selv om ikke alt er sagt endnu. Det var et storm P-citat, jeg synes det passede ind i sammenhængen. De dukker op af og til. Hør Ebbe Rode recitere Storm P, så får du det på samme måde. Jeg følte mig blot så snakkende, nærmest ligesom dén personage der banker på et sagesløst menneskes dør, møver sig ind og starter "undskyld jeg behager at have flippen på i salonen".

Tænk hvis man havde reciteret storm P-monologer en hel dag, var blevet overtræt, måske havde man også lidt feber og så lå man der, udmattet når ens familie ringede, man ville prøve at samle sig, at konversere på normalt dansk, forholde sig til emnet og så videre, men alt man kunne sige ville være brudstykker fra monologer. "ja De må undskylde, jeg kunne det så godt inden jeg gik hjemmefra, jeg må hellere tænke mig lidt om.. der står en dame på havnen i Åkirkeby..."

Jeg har prøvet det, det var bare mindre kreativt fordi jeg ikke havde arbejdet med storm p, men med papkasser. De er ikke så spændende at snakke om, men jeg gjorde det alligevel. Tænk hvis man kunne synge og havde krøllet hår. Og et par helt nye laksko.