onsdag den 12. december 2007

Slagside slår på virkeligheden

Ralf Pittelkow mener valget var domineret af vold, endda vold imod en som næsten alle har daglig berøring med. Han skriver i dagens jp at "tv-dækningen gjorde vold på virkeligheden med sin slagside".

Se den slags fanger øjet. Det er et kraftfuldt billede, det med at gøre vold på virkeligheden. Det er alvorligt.

Men med en slagside? At dækningen har en slagside er en politikermetafor for at tv har snakket mere med ens modstandere end med en selv eller ens meningsfæller. Det er muligt at at Pittelkow mener det kan sammenlignes med en fuldbyrdet ulykke, men så kunne han jo have arbejdet lidt med sin metafor, udvidet den og sagt noget i retning af at tv-dækningens slagside fik virkeligheden til at kæntre.

Formodentlig ville det være for kreativt for Ralf Pittelkow. Ikke fordi han er kedelig, men fordi han skriver en politisk klumme i Jyllands-Posten og bruger det sprog politikere bruger. Det er ofte kendetegnet ved en stor automatik. Politikere skal tale hurtigt om alt, og har ikke tid til at være kreative, så når de mener de ikke får deres sager frem siger de at debatten havde slagside. Det er hurtigt og flytter først og fremmest fokus fra det konkrete som faktisk blev sagt til det abstrakte, debatten. Et abstraktionstrin længere ude findes en anden politiker-yndling, tonen. Den har aldrig slagside, for den er altid allerede forværret og forrået.

Når politikere og politiske klummeskribenter er utilfredse har de også et fælles udtryk for det: Det er er ikke godt nok. Det lyder ret tilforladeligt. Herregud, vi er vel alle mennesker og hvem kan præstere det bedste altid. Ingen. Men sagen er den at udtrykket bruges næsten som om det var taget ud af en lovparagraf. Det kan dække over alt fra den mindste ministerpligtforsømmelse til de største skandaler. Det fritager kritikeren fra at finde på et passende udtryk selv, og har også den fordel at man ikke kan beskyldes for at råbe ulven kommer fordi man fra starten har brugt et vagt udtryk.

Man ser tilmed dette ikke-udtryk brede sig til alt mulig andet end politik. Jeg selv hører altid noget politisk i det, et ønske om at tale ligesom politikere. Det er sket med andre politiske ord, f.eks. nultolerance, og det er aldrig kønt.

Ingen kommentarer: