Når storpolitik bliver national farce

Jeg holder meget af Politiken, men den skal have tæsk når den har fortjent det, og det har den nu. Jeg siger min mening om artiklen med det samme i stedet for bare at referere og lade det sive giftigt ud af sidebenene, men det er slemt. Og desværre ikke enestående.

Ok, her kommer det: Nyheden er at politikere i Frankrig og England har tilkendegivet at de gerne vil have Anders Fogh Rasmussen som EUs første præsident. De har samtidig betinget sig at Danmark træder fuldt og helt ind i Unionen og opgiver forbeholdene, bla. over for ØMUen. Se artiklen her.

Politiken kunne sagtens have behandlet dette som en historie på europæisk plan. Det er da lidt stort at betydningsfulde lande som Frankrig og England peger på Fogh som deres EU-præsident, og det er interessant at Storbritannien tilsyneladende mener det er en hindring at vi ikke betaler med Euro, mens de selv kan beholde deres Pund uden at være mindre med. Man kunne også komme ind på franske politikeres forhold til deres egen befolkning og hvad de franske vælgere synes om Fogh. Der er masser af muligheder for interessant vinkling.

Politiken vælger i stedet at transformere hele historien til den lille danske scene for politisk fnidder fnadder. For hvis ØMUen er betingelse for at Fogh kan blive præsident, så må arkitekten bag ØMU-forbeholdet jo være den egentlige bremse for det, der nu er blevet Foghs karriereplaner. Og en altid villig Søvndal striller straks op og siger at man kan bare lige prøve at sætte det forbehold på spil, det er en tabersag.

Hvor er det dog begrædeligt at et hvilken som helst stort skuespil på den Europæiske scene, tragisk såvel som komisk, må sættes op som farce på den lille nationalscene før folk gider se det. Hvor er det begrædeligt, Politiken.