søndag den 2. december 2007

Ismand!

Jeg har netop drukket kaffe med min ven Ole, som er en uudtømmelig kilde til viden om alt muligt, eksempelvis filmens historie. I filmens pubertetsår i 20-40'erne var biografbesøg en normal søndagsforeteelse, som havde den samme funktion som fjernsynet har i dag. Programmet var derfor også mere varieret, og en aftenforestilling kunne bestå i et antal korte film, en 30-40minutters rejsebeskrivelse og én lang spillefilm. Folk købte billet til hele aftenen, men kunne godt forlade salen hvis en del af programmet ikke havde interesse. Der var en løsere stemning, og opmærksomheden var ikke den ensrettede man oplever i moderne biografer, hvor lærredet suger alle sanser mod sig som om der var anbragt et sort hul bag det. Snarere hvirvlede opmærksomheden rundt som små kastevinde blandt publikum mens større vindstød kunne rette den mod lærredet.

I dette livlige, urolige publikum opstod talemåder som vi stadig har ekkoet af nu til dags, f.eks. det at råbe 'ismand' efter folk der kysser. Jeg kender den kun fra 30 år gamle bøger, som omtaler skikken som 'noget man sagde i gamle dage', men jeg kender den da. Og Ole kender oprindelsen: Til disse helaftensforestillinger gik der folk rundt og solgte forfriskninger og is. Hvis et kys varede for længe, kunne folk godt begynde at kede sig, og derfor råbe på ismanden. Filmene blev ikke dårligere af disse tilråb, de de var stumfilm.

Hele skikken med helaftensforestillinger af denne art afgik naturligt ved døden da folk fik fjernsyn. Biograferne blev derved en anelse mere seriøse. Der skete det samme som var sket med operahusene et århundrede før; man slukkede lyset i salen og opmærksomheden blev mindre flakkende. Man kom ikke så meget for at fordrive tiden som for at se filmen, og det er formentlig også småt med de talemåder der er opstået siden 50'erne efter at publikum blev mindre snakkende, mere tyssende og højttalerne kraftigere og kraftigere.