fredag den 29. august 2008

Don't let worries kill you...

Indrømmet, det er ikke helt ægte!

torsdag den 28. august 2008

Aberet NU!

DR2 sender for tiden magasinet DR2 Udland, et kærkomment og nødvendigt supplement til de ellers ret så provinsielle danske nyheder. Endelig nyhedsdækning hvor der ikke hele tiden skal en dansk vinkel ind over hvert indslag. På tysk har de ordet weltoffen; verdensåben. Det er det et sådant magasin bør være, og jeg synes de er kommet godt fra start.

Og det lyser jo ud af Martin Breum at det er fedt at lave DR2 Udland. Og korrespondenterne er energiske og sprudler med anekdoter og skarpe kommentarer.

Efter at Barack Obama og hans 27 årige taleskriver havde bragt både Breum og hans USA-korrespondent i semi-ekstase, kom et indslag om at man i Spanien har besluttet at tildele menneskeaber rettigheder. Også her bevarede programmet den sprudlende tone. En antropolog kom omkring forskellige politiske aspekter ved det at tildele aberne rettigheder. Der er tale om retten til liv, frihed og til ikke at blive underkastet tortur. I slutningen af indslaget kom den skarpeste kommentar, som jeg gerne vil gentage her: tildelingen af rettigheder er sket på baggrund af genetisk lighed med aberne, som vi deler 98% af vores gener med. Når man vil lave forsøg med dyr er man altså fremover afskåret fra at bruge menneskeaberne, men må bruge laverestående dyr såsom svin. Dem deler vi 92% af vores gener med, og her i landet slagter vi 25.000.000 af dem om året. Mens den genetiske lighed i abernes tilfælde var begrundelsen for tildeling af rettigheder, er den i svinets tilfælde helt ligegyldig og negligibel. Utvivlsomt fordi svin udseendemæssigt ikke deler meget andet end farven med mennesket.

Et aspekt som ikke blev nævnt er vigtigt nok: Man kan argumentere for at rettigheder ikke giver mening hvis man ikke kan udstede pligter sammen med dem. De aber som i stort tal har fået rettigheder nu, har jo ikke fået nogen pligter med dem. Deres rettigheder er altså ikke led i en indlemmelse i samfundet, menneskeheden eller staten, hvilket rettigheder ellers plejer at være.

Et argument for at dyrene alligevel skal have disse rettigheder kunne være at de basale menneskerettigheder som modsvarer aberettighederne, heller ikke er betinget af noget samfundsengagement. Det er menneskerettighederne i øvrigt blevet kritiseret for, bla. fordi det er uklart hvem der skal forsvare dem. Når den Spanske regering nu udsteder aberettigheder, er det spørgsmål ikke aktuelt, men derimod kan det undre at man udsteder rettigheder, i stedet for som man traditiononelt ville gøre, at lave en lov om dyrebeskyttelse som forbyder udnyttelse og drab på menneskeaber.

Sagen ligner den gamle, korte diskussion om forbud mod dyresex. Dengang handlede det også om dyrenes integritet og personlige frihed, som om dyrene havde en sådan. Dette diskuterede man i stedet for at diskutere hvordan vil skal gøre loven om dyrebeskyttelse bedre.

Individer, det være sig dyr, børn eller andre, kan god være beskyttet mod overgreb, tortur og udnyttelse uden at have rettigheder. Når man ikke må forurene naturen er det ikke fordi den har rettigheder som kan krænkes, men fordi der er en lov der beskytter den. Det er faktisk muligt.