Dada dadaaa, dada dadaaa, dada dadadadadada

Dét er nostalgi: Alex Kidd in Miracle World, som Thomas og jeg voldspillede i 1992 på vores første spillekonsol, Sega Master System. Man kniber næsten en tåre. Det var dengang musik i computerspil lød som computerspilsmusik, og man var endnu ikke forvænt, så man kunne sagtens sidde og synge med. Og der gik utrolig lang tid med at starte forfra hver gang man var død. Det gjorde man ved at slukke konsollen og tænde igen. Kraskrasse som det hed fordi fjernsynet et kort øjeblik sagde krasss når konsollen var slukket. Det var ubeskrivelig tilbagestående, men vi hældte timer og atter timer i det spil.

Villy slår i bordet.

Dagens MetroXpress. Mathilde Walther Clark har sporet en tendens i dansk politik. Der slås i bordet, skæres igennem og ud i pap som aldrig før. Politikere har skruet op for følelserne og de forventer ikke bare tilslutning, nej vi skal råbe JAAAA fordi det som politikeren siger ikke er et standpunkt som man kan dele eller ikke dele. Det er et udtryk for hvad vi alle føler.

Anledningen, og i virkeligheden også det eneste klare eksempel i klummen, er Villy Søvndals frådende blogindlæg, som denne blogør kun kender af omtale. Da alle andre formentlig også har hørt indlægget omtalt, vil jeg blot tilslutte mig Mathilde og sige at indlægget indeholder "ord der ikke klæder mange munde".

Men så gør de jo noget andet. De viser engagement. De viser at Villy har følelserne med og først og fremmest at han mener det han siger og siger hvad han mener.

Sådan er det nemlig med følelser. De er ægte, og svære at spille. Ingen kan vel nægte at en del af drivkraften i politik er at man vil gør op med alt det der simpelthen er for dårligt. Venstrefløjen har altid gjort meget ud af at pleje den sociale indignation fordi den skaber engagement, aktivitet og aktivisme. Her giver det selvfølgelig mening at tale med masser af patos hvis målet er at få folk op af stolene. Problemet er at det jo ikke er det vi har valgt vore politikere til. Jeg vil selv bestemme om jeg vil sidde eller stå, og jeg vil hellere høre argumenter fra politikerne end appeller til mine følelser.

Engagement, stærke følelser og social indignation kan sagtens være politisk. Men Villy er en del af det repræsentative demokrati. Han er ansat til at have holdninger, ikke følelser. Hvad skulle vi dog med 179 folketingsmedlemmers tilfældige følelser. Så ville vi nok få mere ærlighed i politik, men en ærlighed der er lige så interessant som en gennemsnitlig gågade-voxpop.

Landskab

Foto: Sune Calonius Cramer Christensen

Det var næsten lige som i Anders And...

I 2003 var jeg i akut pengenød og tog et job som telefonsælger. Kun én gang har jeg gjort en større fejltagelse: da jeg blev avisbud. Jeg var ikke særlig god til nogen af delene, og holdt hvert sted omkring 1-2 uger. Til gengæld inspirerede telefonsælgerjobbet til en kronik som blev optaget i information i december 2003:

En telefonsælgers kvaler

Endnu et enkelt nummer, så vil jeg have færdiggjort Bygvænget.

Jeg taster nummeret ind og venter anspændt. To gange ringetone, så lyder en kvindestemme: ”halloo”. Det er en af de svære… hvordan svarer man på det? Jeg finder fatningen efter et halvt sekund og starter i en frisk tone: ”Go’dag, du taler med æh, Anders Plougsgaard fra Forlaget Lademann, jeg skal høre om jeg må tage to minutter af din tid...?” Kvinden i røret tøver, og svarer så i en yderst forbeholden, næsten anklagende tone ”jaa”. Og jeg, som efterhånden kender min smøre udenad fortsætter: ”Jeg ringer fordi vi på Lademann kører så’n en lille kampagne i sommervarmen, o-og i den forbindelse kan vi tilbyde forskellige pakker med bøger til fordelagtige priser for både børn og voksne.”

Det er hele den smøre jeg har lært, men så langt når jeg ikke. Så langt når jeg i øvrigt sjældent. Ordet ’tilbyde’ er som regel kodeordet. Ved dette ord bryder kvinden ind med et ”æææhh det tror jeg ikke vi er interesserede i”. Resten er formaliteter. Jeg messer mekanisk ”nå, men så må du undskylde forstyrrelsen.” Kvinden lægger på og jeg trykker på den røde knap på telefonen.

Jeg streger telefonnummeret på Bygvænget over med en tilfreds følelse af at have afsluttet noget. En hel gade overvundet. Solgt noget har jeg ganske vist ikke, men jeg har da forsøgt. Og nu kan jeg altså tilfreds konstatere at der ikke findes nogen husstand på Bygvænget der er interesseret i at være medlem af en af Egmont-Lademanns bogklubber.

Det er da også en slags fremskridt. Om end jeg da gerne ville have målt mit fremskridt anderledes, nemlig i antal solgte abonnementer. Strengt taget er det jo for at sælge abonnementer at jeg sidder her. Det er et faktum jeg af og til kan glemme, ja som jeg er nødt til at glemme – fordi jeg ganske enkelt intet sælger. For at give arbejdet en struktur, en fremadskridende bevægelse giver jeg mig til at tælle veje eller ringelister. Den tilfredsstillelse som et solgt abonnement giver erstattes af tilfredsstillelsen ved at færdiggøre en seddel eller en gade.

Helt grundlæggende kan det nok siges at være mening jeg stræber efter. Og det er meget meningsløshed der skal kompenseres for. Ved siden af følelsen af fremmedgjort udleverethed til tilfældighedens og kundernes luner hersker en højere form for meningsløshed.

Den angår hele telefonsalgskonceptet. Ingen af produkterne tilfører folk noget de ikke enten har i forvejen, eller kender i forvejen. Tilbudene er konstrueret så de, man ringer til, i princippet ikke kan sige nej. Hvordan skulle man ellers kunne sælge dem via telefon. Derfor er det heller ikke sandsynligt at det man sælger vil udvide kundens horisont. Og alligevel sidder jeg her og sælger skidtet, og kæmper med både min samvittighed og min trang til mening.

Jeg har prøvet at sammenligne med frimærkesamlere. At overbevise mig om at jeg ikke er den eneste der har mærket tilværelsens fundamentale meningsløshed og prøver at dække over den med en kunstig orden. Meningsløsheden her er imidlertid også kunstig og jeg er frivilligt en del af den. Af inerti eller sløvhed. Og med en atavistisk følelse af loyalitet mod min arbejdsplads.

At afbryde noget er en aktiv handling, som sjovt nok ikke er så let. Det er kun i økonomiens abstrakte verden at man er så løst bundet til alting at man kan afbryde det så snart det bliver urentabelt. I virkelighedens verden binder man sig til andre, via loyalitet, håb og stolthed.

I og med at jeg har påbegyndt dette har jeg jo implicit accepteret den mening eller meningsløshed der jeg er en del af. Hvis jeg siger op nu vil alle de timer jeg har været her jo blive ekstra meningsløse og fremstille mig som idiot.

Gaab, kampen med min egen stolthed er næsten det der trætter mest. På en suveræn andenplads over trættende elementer kommer dog salgstalen til ære for Mr Music, som den skrevet står i vores sælgervejledning: ”Hej du taler med N.N. fra Mr Music. Jeg ringer til dig fordi vi er i gang med en helt speciel kampagne for bøger og musik for tiden.” At være tvunget til at høre eller sågar sige den slags vrøvl burde udløse et irritationstillæg. Hvad specielt skulle der dog være ved dette tilbud eller denne kampagne? Snarere kunne man påstå at ingen kampagner nu til dags er specielle. Eller rettere, de er angiveligt alle specielle, hvilket gør dem så ens.

Her i postmoderniteten er det imidlertid den eneste måde man kan sælge noget på. Inklusive sig selv. Alt er specielt og enestående. Kampagnetilbud gælder altid kun i denne uge, andre tilbud kun i dag. I morgen er der bare en anden slags tilbud.

Jeg ringer videre, en smule apatisk. Her om middagen er der mange der ikke er hjemme. Eller de er på ferie og kommer først hjem om 3 uger. Hvor irriterende salgssmøren end kan være er det værre med det monotone duuut duuut og den uafsluttethed der præger ringelisterne hvor så mange numre er åbne. Hvis de dog bare gad tage deres telefon. De fleste svarer temmelig standardagtigt, både når de køber og når de ikke gør. Som om både køber og sælger sad med et ’dialogforslag’. Men der er også nogen som afbryder denne tendens. I både positiv og negativ retning. Der er de sure, som finder det uforskammet at man overhovedet ringer til dem for at sælge noget. Af og til har det en grund; de spiser, de er blevet ringet op af 10 andre, de har hemmeligt nummer etc. Mange af disse svarer også uforskammet og knalder som regel røret på inden man kan komme med en høflig undskyldning. Så er der de humoristiske som ikke køber noget, men gerne sludrer længe om hvordan deres hund netop har ædt 3 bøger eller hvordan det tog dem 5 år at komme ud af den sidste bogklub. Eller om hvorfor de ikke kan købe noget fordi de netop har fejret Mikkels konfirmation og slet ingen penge har til bøger, selvom det ganske vist er meeget billigt.

De flinkeste, men også mest miserable er de gamle damer, hvis mænd lige er døde. En enkelt gang var det såmænd hele familien, der var bortgået og havde efterladt den stakkels 89-årige dame alene. hun var ellers venlig og undskyldte til overflod, at hun ikke ønskede at købe noget. Jeg fik dårlig samvittighed.

Alligevel er det, det eneste spændende ved dette job - at alle tilværelsens typer kan dukke op. De sure, de sjove, de venlige, staklerne, de gamle, de syge... Det kan man så fortælle hinanden om i pausen hvor de gode historier cirkulerer. Om hende der købte abonnementer til hele familien, om ham der kom med dødstrusler fordi sælgeren ringede under hans aftensmad, om de ensomme som snakker og snakker og ikke vil slippe en i 20 min – men til gengæld køber et abonnement. Og de, som lader sælger snakke i 20 min og spørger interesseret, men alligevel ikke køber.

For ikke at tale om salgshistorierne. Ham, der altid sælger 30 Mr Music-abonnementer er ikke længere nogen sensation. Der er ægte legender, som ham, der solgte 40 abonnementer i løbet af en time, og ellers ca. 50 pr. dag. Også telefonsælgere har deres forbilleder, heltene der har præsteret det umulige.

Men i længden irriterer disse historier mig. For jeg kan ikke mærke nogen afsmitning på mit salg. Hos mig går det nøjagtig lige trægt hvad enten nogen har solgt 40 abonnementer eller ej. Desuden passer disse historier for godt ind i call-centrets plan. Fra call-centrets side fortæller man naturligvis ingen myter, næ her siges det formelt og uforpligtende at ”gennemsnitslønnen for en sælger er ca. 100-120 kr. i timen.” Men en reklame er det utvivlsomt når sælgere fortæller hinanden om hvor meget det kan lade sig gøre at sælge. Her, hvor alt er gennemsyret af reklame har al tale udartet til salgstale. Når vi sælgere præsenteres for et nyt produkt er det via en smøre à la ”dette her kan forbedre jeres salg med 50%”. Det var tilfældet med Mr Music Superballads, som ikke har forbedret noget som helst for mig. Jeg har for længst bevæbnet mig med både ironi og mistro når jeg hører folk tale om deres salg.

Jeg irriteres over den manglende forskel mellem arbejdsgivers og de arbejdendes interesser. Call-centret er glad når man har solgt, ligeglad når man ikke har. Man opmuntres til at sælge, ja de gode salgschancer sælges til sælgerne. Men det er uden risiko. Man er ikke en del af et hold, andre hjælper gerne, men man betaler selv. Det eneste der kan mærkes i positiv retning er, når man sælger. Så kan man glæde sig og call-centret kan glæde sig. Har man samvittighedskvaler bør man hellere stå af.

Jeg tror snart jeg vil finde mig et andet job.

Legomanden - de unge år

I 1997 går en 18-årig, lidt usikker gymnasieelev på Amtsgymnasiet i Sønderborg. Han har det bedst i de timer hvor man får lov at være kreativ. Han klarer sig udmærket i de andre fag, men det er i designfag, man får anerkendelsen når man har fundet på noget godt. I det her omtalte tilfælde gælder det om at lave kreative dragter i plastik, og alle muligheder ligger åbne for den, der kan finde på. Folk laver sig om til alt muligt, supermænd, plasticballerinaer og hvad ved jeg. Men vor lidt usikre 18-årige, har et indre billede af sig selv som han, halvvejs ubevidst skaber om til en dragt, der både udtrykker hele hans barndoms eneste altopslugende glæde og lader ham fortsat stikke ud, selv midt i en mængden af kreative plasticudklædninger. Ikke mindst fordi man intet kan se ud af sådan en legomandsdragt, og derfor konstant går forkert, og nær snubler ned af catwalken. Det sidste var til stor moro for alle - og igen og igen på videoen fra arrangementet.

Sådan reproducerer man på kreativ måde et indre billede af én selv som man måske ikke helt bryder sig om, men heller ikke helt kan slippe - det føles jo også så trygt.

In cani veritas (i hunden er sandheden)

I en syret passage fra Goetes Faust læser hovedpersonen op af Bibelen. En puddel, der har fulgt ham ind i hans studerekammer giver sig nu til at hyle og vånde sig. Snart efter svulmer den op, bliver snart stor som en elefant og flyder ud i en tåge som fylder rummet. Tågen spreder sig, Mefistopheles træder frem og hér er det Faust ytrer de så berømte ord

"Das also war des Pudels Kern"

... et udtryk som folkevidet har gjort til en fast vending på linie med der ligger hunden begravet. Der er megen sandhed at finde i hunde, lader det til. Endnu et eksempel på at den instans vi kalder folkevidet er en mageløs størrelse. Lad andre begræde folkets grænseløse stupiditet, jeg besynger dets humor.

Palindromiskt

Advarsel: det det kan være særdeles risikabelt at blive bidt af et galt palindrom. At konstruere palindromer er lidt som at løse sudoku, og så er det sjovt oveni. Som bekendt er et palindrom en sætning der kan læses både forfra og bagfra. Man skal altså koncentrere sin fulde opmærksomhed om to vidt forskellige steder i en sætning som man ikke hvordan kommer til at se ud. Det giver oftest meget absurde resultater. De bedste er de korte, enkle. Mine yndlings-palindromer lyder "En af dem, der nedrev Sannas verden, red med fane" og "Amok-igle redder elg i koma". Enkelt, fortællende og mundret. Den sidste kan man lige se for sig som overskrift i Ekstra Bladet. Desværre er ingen af dem forfattet af mig. Det er nemlig svært.

Når jeg starter tager jeg oftest udgangspunkt i et ord der stavet bagfra danner et andet ord eller dele af det. Så bygger jeg på i begge ender og i midten. Det er her det gælder om at være kreativ, fange de utraditionelle ord. Kunsten er at fatte sig i korthed, og her har et palindrom lidt til fælles med haiku; det er bedst når det er kort og indholdsrigt.

Et palindrom der ikke vil løses bliver længere og længere. Hele tiden er der løse stavelser som kun kan give mening hvis man tilføjer flere stavelser - i begge ender. Jeg har bakset med ét i et par timer nu, men det kommer først på når det er færdigt.

Sprogpuritanismediskussionsperspektivering

"The problem with defending the purity of the English language is that English is about as pure as a cribhouse whore. We don't just borrow words; on occasion, English has pursued other languages down alleyways to beat them unconscious and rifle their pockets for new vocabulary."

- James Nicoll

(Sakset fra dk.kultur.sprog. Og nu i seng og sove igennem for første gang i ugen. Godnat!)

Forklistring

To indtil for nylig mig ukendte, finurlige ord i dansk kemi og svensk jura.

Forklistring: Det at strukturen i de enkelte stivelsesholdige partikler brydes op og ”smelter” sammen med andre partikler. Forskellige former for stivelse har angiveligt forskellige forklistringspunkter.

Lurendrejeri: "blåsning, en planerad handling som är tänkt att avsiktligt alur en person, ofta i syfte att stjäla pengar. Denna typ av brott sorteras i Sverige in under bedrägeri eller förskingring."

En mildere form for lurendrejeri er 'knappendrejeri', altså når man drejer folk en knap. Det er en mindre skinger forbrydelse end den nævnte förskingring, dvs. underslæb.

Bibelnørderi i en sen nattetime. Aaahh!

Der er ikke noget bedre end at nørde med sprog. Jeg kan få timevis til at gå med at sidde og lave krydsopslag mellem den danske og den græske bibel, og lejlighedsvis den tyske plus alle andre sprog jeg har en lille fornemmelse af. I aften i SMÅ snakkede vi lidt om Johs 15,15 hvor Jesus siger "jeg kalder jer ikke længere tjenere ... jeg kalder jer venner...". Vi kom til at snakke om hvad der ligger i det ord, venner. Og jeg tænker straks sprogligt. Jeg husker fra Judasevangeliehysteriet nogle år tilbage at Jesus siger "hetaire, ef ho parei". Det betyder "ven, hvorfor er du kommet her" (og ikke: "min ven, nu har du gjort dit", som der står i 1992-oversættelsen). Det græske ord hetairos, ven, bruges af Matthæus fire gange, men ikke af nogen af de andre evangelister og heller ikke Paulus og de andre brevskrivere bruger det. Matthæus skriver til gengæld én gang det andet ord for ven, filos. Det forekommer i en passage som er identisk med et sted i lukasevangeliet. (matt 11,19 og luk 7,34). Det kan altså være at Matthæus simpelhen har foretrukket ordet hetairos borset fra ét sted hvor han skrev direkte af efter en anden kilde.

Så meget om selve ordet for ven. Sådan en undersøgelse kan jeg fortabe mig helt i for så at opdage at det ikke gør mig klogere på det jeg faktisk gerne ville vide. Jeg har nemlig udkastet en teori, intet mindre. Venskabet er noget grækerne har berømmet meget, og alle har hørt om gæstevenskabstraditionen og dens nærmest hellige status. Samtidig fremgår det af gamle testamente, at slaveri var en hverdagsting for jøderne. Især i GT virker det som et livsvilkår. Man underkaster sig hinanden på kryds og tværs. Jakob tjente hos Laban, læser man. Men man kan også sige at han var Labans slave. Hvis man laver krydsopslag mellem forskellige oversættelser kan der fint stå tjener i den danske oversættelse og slave i den engelske.

Det fik mig til at overveje om Jødernes måde at omgås på var meget præget af de spændinger der opstår når tilværelsen begrænser ens muligheder, altså at man automatisk af tilværelsen gøres til en andens slave, men at denne sagtens kan være slave af en som man selv er herre over. Og her kommer pointen: Når Jesus så gør op med herre-slavetankegangen og taler om 'venskab' i Johs. 15,15, er det så fordi han er under græsk indflydelse? Er det et græsk begreb om venskab han benytter? Nok talte han aramæisk, men han kunne græsk, og græsk kultur havde meget stor indflydelse på alt muligt.

Her er imidlertid grænsen for hvad en halvstuderet røver som mig kan finde ud af. Og egentlig er hele undersøgelsen jo også bare noget jeg gør for hyggens skyld. Når jeg lægger den herud er det for at vise hvor langt man kan komme uden at kende alt for meget til græsk. Jeg har transskriberet det græske her, men bogstaverne er heller ikke svære. Bare læs, det er sjovt!!

Kage!

Jeg får ikke skrevet så meget fordi jeg skal alt muligt og knap nok er hjemme. I aften er der f.eks. fællesspisning og diskussion i bibelgruppen i SMÅ. Jeg opdagede for sent at det er mig der skal have kage med, fór i Kvickly for at købe alt det sukker og kvark som jeg selvfølgelig ikke har stående, så ernæringshellig som jeg er til daglig. Æg var på tilbud til kun seks kroner, økologiske og alting. Ved kassen kostede de så 23, og jeg havde ikke mere travlt end at jeg gik til kiosken og brokkede mig. De ringede ned i afdelingen hvor man ikke kunne finde nogen æg til 5.95. Jeg trak på skuldrene og stak æggene i tasken; så kunne det være det samme. Men alligevel. Jeg måtte ned og tjekke igen, og voila: skiltet var fjernet. Flot Kvickly!

Hrmpf!

Mens jeg skriver dette, sveder kagen de sidste fem minutter i ovnen, og det øjeblik den kommer ud starter spisningen i den anden ende af byen. Jeg må se hvordan jeg klarer det. Gud kan man erfaringsmæssigt ikke regne med - jeg har delt kirkeblade ud i hylende storm og regn. Men mon ikke der stadig er lidt til mad mig når jeg har fået kæmpet mig frem...

Kosovo selvstændigt!

Midt i Pristina står en halvfærdig ortodoks katedral, på et stort græsareal, der ikke ser ud til at blive plejet særlig tit. Mest af alt ligner det et forladt hus. Et overdimensioneret forladt hus ligner det, og er det også. Det er på sin vis endnu et af Balkans halvfærdige huse, men bygherrerne forlod byen i august 1999, og kommer næppe tilbage.

Byggeriet blev stoppet efter en bombesprængning inde i katedralen, én ud af en længere kampagne. Dagen efter forlod en stor mængde serbere byen. Katedralen stod sådan i knæhøjt græs og med grafitti her og der, da vi besøgte byen og dens kosovoalbanske unge i 2006. De kunne fortælle grimme historier fra serbiske bombardementer af byen Gjakova og ødelæggelsen af en ældgammel gade med juvelérbutikker en masse. Selv havde de ingen intentioner om andet end harmonisk samliv med serberne, og kunne ikke helt forstå at serberne var bange. De mente sikkert hvad de sagde, de var unge og deres store drøm var først og fremmest at få lov at rejse ud og opleve europa. Men de lidt ældre medlemmer af seperatistgrupperne som startede konflikten i årene op til 1999 var mindre tolerante.

Nu har Kosovo så erklæret sig selvstændigt ud fra princippet om at den altovervejende del af befolkningen ikke føler sig knyttet til Serbien. Det er et kæmpe slag i ansigtet på Serbien, ikke blot fordi hele deres nationalmytologi er centreret omkring Solsortesletten i kosovo hvor fyrst Lazar led et forsmædeligt nederlag til Osmannerne. Det er også uretfærdigt, fordi serberne til en vis grad er blevet trængt ud. Og fordi kosovo oprindelig blot var en administrativ provins i Jugoslavien. Tito dannede kosovo i Syd og Vojvodina i nord og gjorde dem til selvstændige dele af Serbien, ikke først og fremmest pga. deres mindretal, men for at svække Serbiens styrke i Jugoslavien.

Når nu kosovo bliver selvstændigt, skal Krajina-provinsen i Kroatien så erklære sig for serbisk? Serberne har på dette punkt ført en politik med dobbelte standarder, Krajina, som er en del af Kroatien burde tilhøre Serbien fordi det bebos af serbere, mens Kosovo burde tilhøre Serbien selvom befolkningen er albansk fordi det er en del af Serbien.

Det der sker nu er imidlertid ikke stort bedre. Ingen kan nægte at serberne er blevet røget ud af noget der oprindelig var Serbien, men nu ikke er det længere. Ret skal være ret. Politik følger ikke altid høje principper, så lad os se hvordan det kommer til at gå. Jeg havde nær skrevet hvor galt...

se http://politiken.dk/udland/article472563.ece
men også Freds- og konfliktforsker Jan Øbergs vurdering af situationen

"Gid jeg kunne trylle, så der ikke fandtes arbejde. Så ville alle mensker komme hen til mig og gi mig en medalje"

- Bastian 5½ år

(snappet fra en signatur i dk.kultur.sprog)

Ungarnsk rastadog. Fotograferet i Budapest, maj 2006.

Nultolerance

Her et surt opstød i anledning af Lene Espersens udtalelser om de seneste dages gadekampe:

Politikersprog er sjældent kønt. Vi lægger ikke mærke til det, fordi vi er vant til at høre dem snakke, men alligevel. Ballade i gaden med flyvende brosten og afbrændte biler. Det er uacceptabelt! Og over for sådanne uromagere må man køre en nul-tolerancepolitik. Det sidste er et i særklasse grimt ord. Et ægte politikerord, men desværre et som har grebet om sig. Allerede for to år siden hørte jeg en socialdemokrat bruge ordet, hvilket var dobbelt ildevarslende: Det, som indtil da havde været to ord, nul tolerance var blevet til ét begreb, nultolerance. Og endda et som kunne bruges af både VKO og S.

Det er grimt fordi det er så fantasiløst. Der er bogstavelig talt nul idé i at kræve nul tolerance. Dertil kommer at man gør tolerance til noget negativt og passivt. Man antyder at de som er uenige med ens egen linie er tolerante over for vold, gadekampe og bilafbrændinger. Der ligger en implicit, men uvederhæftig argumentation i selve sprogbrugen. For hvem er det som tolererer gadekampene? At råbe på hårdere, hurtigere fængselsstraffe er nem signalpolitik. Og ved at kalde det nultolerance antyder man at alt andet er tolerance over for kriminalitet.

Det skal ikke lykkes politikerne at få ødelagt begrebet tolerance ved at omdefinere det til lad passivitet og laden stå til. Tolerance er en forudsætning for politik. Det er at tage fællesskabets
anstrengelse på sig. Det er at acceptere at man er nødt til at leve sammen med de andre, og lige så godt kan prøve at få det bedste ud af det. Det er vores redskab til at klare tilværelsen, selv når skidesprælleriet har gode kår.

Det er politisk grøftegraveri når man ser tolerancen som noget negativt og dutter den på sine politiske modstandere. Ikke mindst når der ikke er nogen konkrete modstandere. Så virker sprogbrugen des stærkere tilbage på sproget selv.

Grænser for guf

Jeg løb tør for pebermyntete hen på formiddagen, så jeg pakkede mig godt ind og gik ned i Netto, hvor jeg blev opmærksom på endnu en interessant ting ved at interessere sig for mad. Jeg er ikke særlig fristet til at købe chokolade og slik, selv ikke når jeg er syg. Ikke at det i sig selv havde været forkert eller farligt, jeg er nok næppe blevet syg af for meget chokolade. Men det koster jo også, og det er dyrt nok at købe alle de sunde varer, så jeg sparer gerne hvor jeg kan.

Og faktisk er det ikke noget problem. Der hvor jeg ikke kan holde mig tilbage er i selskab med andre. Der er noget socialt ved at spise kage eller chokolade. Det gjorde jeg så her til aften hvor jeg vovede mig til foredrag i SMÅ og drak 1½ kande kamillete mens Johannes Nissen talte om etik. Dér tog jeg da min del af kagerne, for hvem kan lade være. Mums!

Det er ikke helt dårligt at have en slags social bremse for hvor meget man spiser. Jeg mindes stadig da jeg i sjette klasse købte en pose Familie Guf på 300 gram og guffede for en hel familie i løbet af en time. Det var ikke specielt dejligt.

Det er den slags jeg gerne vil undgå. Jeg kan kun være rigtig principfast og entusiastisk alene. Det sætter også en naturlig grænse for fanatismen, så jeg er ved godt mod.

Snøft! II

Aua! Forkølelsen blev ikke hentet løbet af i nat, så jeg er nødt til at blive hjemme og passe den. Den sidder helt ude i næsen og snurrer, næsten som en tændt barbermaskine. Det føles også lidt som om der er noget stort der stopper næsen. Det vil bare ikke ud. Øv! Jeg prøver med mere kamillete og en knivspids selvmedlidenhed.

Snøft!

Jeg skriver ikke noget interesant i aften efterdi jeg har snot i hele hovedet og ikke er spor frisk. Jeg går i seng i stedet. Med en balje kamillete og håb om at ånde friere i morgen.

Min maskinpark

Da jeg købte min første mobiltelefon røg jeg ud i en mindre krise. En lettere påtaget krise måske, men jeg havde faktisk lovet mig selv aldrig at få en mobi, og jeg følte at jeg havde et forklaringsproblem. mine forbehold dengang var nok et udslag af halvbuddhistisk idealisme plus anelser om hvor stressende moderne apparater faktisk kan være. Jeg har siden fået bekræftet at man faktisk bliver mere stresset, jo flere kommunikationsmidler man anskaffer sig. Det er den ene interessante side af sagen. Hvordan er det kommet dertil at vi må stresse os selv. Lige så interesant er det at de små apparater der sluger vores tid og opmærksomhed følges af de store, der sluger vores plads.

Jeg drømmer ofte om den indre frihed der må være i at kunne overskue de ting der betyder noget for en. På tysk er det buddhistiske ideal blevet hverdagsudtryk, meine Siebensachen er det jeg pakker hvis jeg har 10 min. til at pakke alt hvad der er vigtigt i mit liv. Men vi er oversvømmet med så mange brug-og-smid-væk-apparater at de ikke engang opfattes som ting. Jeg prøver så godt jeg kan at holde alting på et simpelt plan. Men man er vel nødt til at have en saftmaskine hvis man vil være ordentlig sund. Og en espressomaskine, for ordentlig kaffe skal man jo have. Og nu har jeg snart levet længe nok uden en printer, som er helt basalt udstyr, så sådan en har jeg også lige fået mig.

Behøver jeg sige at dingenoterne jo ikke koster noget særligt. De kommer og går uden at der følger de store økonomiske overvejelser med. Printere er alle designet lige som mobiltelefoner, de holder op med at virke efter et halvt år, og koster først og fremmest noget i brug. En brug som er blevet almindelig - noget man bare har. Denne her er overtaget fra Filosofisk Boghandel, og skal erstatte en tidligere printer som spontant holdt op med at virke.

Jeg tror nok jeg kunne samle syv ting som virkelig betød noget mens resten forsvandt i et hul i jorden. Og være nogenlunde cool. Men netop derfor er det interessant at selv hos mig udvider maskinparken sig og min værelse skrumper indad. Jeg må snart til at udkaste planer for at imødegå den tendens.

Blogøren vil ikke være så aktiv de næste dage, da han drager til Hovedstaden for at deltage i en højskolehusgruppegenforening.

Bibelen: Pi=3

Jeg er netop vendt hjem fra en lang aftens diskussion om intelligent design i SMÅ-bibelgruppen. Det var ikke helt let, for man kommer altid til at tale forbi hinanden i sådan en diskussion. Jeg har det med pr. refleks at være djævelens advokat, men i diskussioner som denne er jeg også meget idéhistorikeren der insisterer på distinktioner, principper og først og fremmest faglighed. Man kan godt tro på Gud og samtidig være videnskabsmand, men det er noget fusk hvis man vil tro halvt på Gud og halvt på videnskaben. Og så synes jeg nok også at man hiver alting ned på et meget mere simpelt plan ved at ville forklare skabelsen som designet af Gud.

Hvis jeg havde et liv mere ville jeg nok være blevet fysiker. Jeg synes at verden er ufattelig interessant, og har nok indblik i fysikken til at vide at man kan få ahaa og åååååhhhh og woow-oplevelser i hobetal hvis man kigger godt nok efter. Fysikere er parate til forundring. Hvis verden er skabt ved intelligent design bliver det mere en slags pligt at beundre den, ikke for dens egen skyld men pga. dens skaber. Lidt som en Georg Jensen-kagekniv.

Jeg er fuld af forundring over hvad folk kan skrive af det ene og det andet. Det er min faglighed at forholde mig til den slags. Jeg blev i dag klar over at Bibelen påstår at Pi er lig med 3. Det står i 1. Kongebog 7,23: "Så støbte han Havet, ti alen fra kant til kant, cirkelrundt; det var fem alen højt, og det målte tredive alen i omkreds." Altså ti alen i diameter og tredive alen i omkreds. Pi = 30/10. Egentlig er det ikke helt dårligt regnet ud, og bygherren kong Salomon har ingen grund til at skamme sig. Men er der mon folk der hænger sig i det skriftsted ligesom de påstår at kvinder ikke må være præster ud fra 1. kor 14,34 eller påstår at jorden er 5600 år gammel udfra slægtsbøgerne i GT. Osv. osv. Det er interessant at folk hænger sig i tekster på den måde.

Jeg var næsten ved at miste fodfæstet i aften fordi jeg ikke rigtig kunne finde min kristne side i denne diskussion. Jeg klamrede mig til det halmstrå at hele diskussionen er umådelig fjollet. Kristendommen handler om at Gud blev menneske, hvilket vel nok er betydelig mere fantastisk og meget vigtigere end hvor mange dage han brugte på at skabe jorden.

Jeg glæder mig til vi skal til at snakke tekst igen.

En ægte ekspert taler ud - Jan Øberg efter 10 år.

Hvad enten Gud findes eller ej, så takker jeg ham for SMÅ! Sæsonen startede i dag, og første arrangement var i topklasse, engagerende, informerende, vækkende til eftertanke. Giraffen i Møllevangskirkens sognegård, denne aften freds- konfliktforsker Jan Øberg, praler selv med at han i år har 10 års jubilæum i ikke at komme i tv og blive udspurgt om Jugoslavien eller Irak selv om han er den der ved mest om begge dele. "Man kommer ikke i tv uden at have uniform på, og slet ikke hvis man faktisk har været i det land man skal interviewes om." Øberg er ellers super egnet til tv, han er velformuleret og klar, og ligner en yngre Jack Nicholson.

Jeg fik lidt deja-vu, for jeg havde præcis den samme oplevelse her som jeg havde med Jacob Holdt. Først lyder han som et tudefjæs og en jubelpacifist. Men det første der fik mig til at spærre øjenene op var statistikkerne. USA har et militærbudget større end hele den øvrige verden sammenlagt. Ingen af de lande vi går og bæver for har noget der ligner. Iraks hær var lidt mindre end Sveriges og Irans trusselspotentiale er en vittighed. Kina er vi jo meget bange for fordi det er præget af en enorm vækst. Men Militært? Hvor er de kinesiske baser omkring Europa, spørger Jan Øberg.

Mere statistik: hver dag dør 100.000 mennesker på kloden som følge af sult, vandmangel og sygdomme unødvendigt fordi man med de rette ressourcer og den gode vilje kunne have forhindret det. Den 14 September 2001 holdt man tre minutters stilhed over hele Europa til ære for de 2974 døde ved angrebet to dage før. Egentlig burde man være stille i lidt over 1½ time hver eneste dag.

Og så ville det jo ikke give nogen mening. Men derfor skal man stadig se på proportioner. Forskellen er klar nok, der er ingen der laver den slags symbolske aktioner til ære for statistik. Men det viser hvor der burde gøres noget. At de store udfordringer ligger i renere drikkevand, udryddelse af malaria og den slags. Og så i at skabe et bedre FN. Øberg klager over at han altid bliver kaldt antiamerikaner når han påpeger at meget ville blive bedre hvis USA betalte sine bidrag til FN og lod være med at modarbejde det. Da man lavede seks sikre zoner i Bosnien var det den oprindelige plan at de skulle være tømt for militær og omkranset af blå hjelme. Det skulle man bruge 32'000 mand til, men man fik kun 1'200, og til overflod besluttede man fra amerikansk side at muslimsk militær kunne opholde sig i de sikre zoner. Det gjorde dem naturligvis til et oplagt og nødvendigt strategisk mål for Serbiske styrker, og førte til massakren i Srebrenica i 1995. 400 Hollandske FN-udsendte kunne ikke andet end kigge på. De skulle have været mindst 5'000.

Der er noget næsten berusende ved en mand der bare sådan kan plukke eksempel på eksempel fra en så lang række krige og konflikter, som man har hørt og læste om - og mene at han ved bedre end alle der ellers får lov at udtale sig. han ville være oplagt at invitere ind hos Frank Esmann, men hans Verden er nedlagt fra årsskiftet.

Jeg er ikke rystet i min grundvold, og jeg har nok ikke skiftet mening om så meget. Men det er rart at nogen sådan kan komme og sige alting så klart og smukt og lægge tal på bordet. Jan Øbergs bog Forudsigelig fiasko udkommer snart. Gæt hvilken krig den handler om...

Beckett Palimpsest

Af min ven Ole har jeg fået en bog med titlen Beckett Palimpsest. Han siger den passer lige til mig. Det er ikke fordi titlen er overdrevent klar, så jeg vender bogen og læser dette:

"BECKETT PALIMPSEST har af NIELS EGEBAK fået undertitlen: Et bidrag til skriftens fænomenologi, en semiologisk analyse. Der er altså tale om et videnskabeligt værk, antaget til forsvar på l'Ecole Pratique des Hautes Etudes i Paris. Værket beskæftiger sig næsten udelukkende med Samuel Becketts forfatterskab eller rettere med det NIELS EGEBAK kalder "Becketts franske suite", men det må forstås inden for rammerne af den litterær-semiologiske forskning i almindelighed. (...) "

Sådan fortsætter det hele bogens bagside ned. Jeg er lige ved at fælde en tåre. Det er længe siden jeg har læst så ægte, akademisk mumbo-jumbo, og det minder mig fjernt om idéhistorie. Gad nok vide hvilke typer der falder for sådan en appetitvækker af en bagsidetekst. Jeg kigger spørgende op på Ole, og han smiler: "Jeg vidste den bog passede til dig!"

Argumentér ikke mod ateisme!

På det tidligere omtalte julemarked fandt jeg et billigt eksemplar af Jan Lindhardts Katekismus i Kristendom - børnelærdom for voksne. Nu er Jan Lindhardt for mig ikke så meget biskop som en dygtig kender af retorikfaget, som han har skrevet meget interessante bøger om. Hans biskoppelige vandel har jeg aldrig interesseret mig så særligt for, men da jeg nu har fået et kig ind i kirken var det da værd at høre hvad en af girafferne mener om sagen selv, kristendommen.

Jeg klatlæst lidt her og der, og bogens styrke er netop at den igen og igen forklarer ordene og deres oprindelse. Den er derimod svag når det kommer til argumenter over for tvivlere eller ikke-troende. Man burde nok i det hele taget afholde sig fra argumenter her, men Jan Lindhardt forsøger sig, endda med en vaskeægte stråmand. Han skriver:

"Af og til sker det at folk fortæller mig at de ikke tror på Gud. Hvis der er tid til det, plejer jeg at spørge hvad det er for en Gud de ikke tror på. Når de har fortalt lidt om det, må jeg i de fleste tilfælde sig at sådan en Gud tror jeg da heller ikke på, og han lyder ikke som om han overhovedet er værd at tro på. Det er også alt for usikkert at basere sin gudstro på egne fornemmelser - medmindre man tror man har en ufejlbarlig intuition eller en særlig (indre?) kilde til viden om Vorherre."

En stråmand er det retorikfaglige ord for det man laver når man fordrejer modpartens holdning til noget nonsens som er let at afvise. Her insisterer han først på at den Gud man ikke tror på skal have en konkret skikkelse (det er ren Svante ved pølsevognen), dernæst afviser han så denne konkrete skikkelse som noget han heller ikke selv tror på. Skal man tro Richard Dawkins er det et ret hyppigt argument mod ateisme at Gud selvfølgelig ikke er en gammel mand med langt hvidt skæg der sidder på en sky, det er der naturligvis ingen der tror på. Ergo bør man tro på Gud. Det er dårlig argumentation, hvilket Jan Lindhardt burde vide.

Han bruger det imidlertid mest som afsæt til en snak om hvad kristendommen faktisk tror på - trosbekendelsen. Dén er det sikkert at basere sin Gudstro på. Det siger han. Mindre sikkert er det at bruge intuition eller en særlig indre kilde til viden. Jeg har ellers været overbevist om at det var netop det, der skilte mig og mange af de andre jeg ser i Studentermenigheden. Jeg har ikke nogen indre forbindelse til Gud. Ingen. Jeg kan godt trosbekendelsen, men at synge den er en social, en horisontal handling for mig. Hvis det samtidig gør mig kristen i Jan Lindhardts øjne, så fint nok, men jeg tror ikke det er helt så enkelt.

Slimmer, healthier, happier...

At lave mad er en herlig overspringshandling som kan tage timer og atter timer. Og det er sjovt. Jeg blev for nylig overtalt til at anskaffe mig Gillian McKeiths bog "You Are What You Eat", og jeg bruger den som vejleder og inspiration.

Bogen ser på overfladen mere end billig ud. Men den har noget for alle. Der er mange, der behøver at få tværet bogen ud i ansigtet før de køber den. Derfor er bogens forside skriggrøn med pinke bogstaver og to målebånd, så de overvægtige kan se at her er en bog for dem. Og for dem som hopper på den slags har bogen undertitlen "The plan that will change your life".

Jaja, jeg har på sin vis ændret mit liv, og det er min overbevisning at det er noget man selv gør, og at det er ens eget engagement der gør udfaldet. Ikke en eller anden plan. Jeg skøjter derfor let henover alle Dr. Gillians planer og programmer. For bogen indeholder meget andet. F.eks. omtaler af alle mulige fødevarer og hvad de indeholder. Tænk at blåbær indeholder 10 gange så mange c-vitaminer som citronsaft... Bogen indeholder også en del råd som kan være lidt provokerende. Selvfølgelig skal kaffe bandlyses helt og aldeles. Det var jeg forberedt på, og læser hurtigt forbi det. Men hvad med komælk? Ud med det, siger Doktoren, det er svært fordøjeligt og for fedt. Mad bør ikke steges eller koges hvis det kan undgås. Bogen advokerer ikke for vegetarianisme, men gør det på en måde ad bagvejen. Den omtaler stort set ikke kød hvis den ikke netop påpeger at dette eller hint vegetabilske produkt er bedre kilde til protein end kød.

Til venstre ses denne aftens kreation. Champignon, fennikel og quinoa, med mandelstykker drysset over. Det uformelige der ligger ved siden af er en slags paté af halvt oksekød og halvt selleri, pastinak, bladselleri, gulerod, kikærtepaste, hvidløg og rødløg.

Hvad Ny Alliance har lært os:

Når et parti skifter kæphest i vadestedet risikerer man let at mange medlemmer får kolde fødder.