Villy slår i bordet.

Dagens MetroXpress. Mathilde Walther Clark har sporet en tendens i dansk politik. Der slås i bordet, skæres igennem og ud i pap som aldrig før. Politikere har skruet op for følelserne og de forventer ikke bare tilslutning, nej vi skal råbe JAAAA fordi det som politikeren siger ikke er et standpunkt som man kan dele eller ikke dele. Det er et udtryk for hvad vi alle føler.

Anledningen, og i virkeligheden også det eneste klare eksempel i klummen, er Villy Søvndals frådende blogindlæg, som denne blogør kun kender af omtale. Da alle andre formentlig også har hørt indlægget omtalt, vil jeg blot tilslutte mig Mathilde og sige at indlægget indeholder "ord der ikke klæder mange munde".

Men så gør de jo noget andet. De viser engagement. De viser at Villy har følelserne med og først og fremmest at han mener det han siger og siger hvad han mener.

Sådan er det nemlig med følelser. De er ægte, og svære at spille. Ingen kan vel nægte at en del af drivkraften i politik er at man vil gør op med alt det der simpelthen er for dårligt. Venstrefløjen har altid gjort meget ud af at pleje den sociale indignation fordi den skaber engagement, aktivitet og aktivisme. Her giver det selvfølgelig mening at tale med masser af patos hvis målet er at få folk op af stolene. Problemet er at det jo ikke er det vi har valgt vore politikere til. Jeg vil selv bestemme om jeg vil sidde eller stå, og jeg vil hellere høre argumenter fra politikerne end appeller til mine følelser.

Engagement, stærke følelser og social indignation kan sagtens være politisk. Men Villy er en del af det repræsentative demokrati. Han er ansat til at have holdninger, ikke følelser. Hvad skulle vi dog med 179 folketingsmedlemmers tilfældige følelser. Så ville vi nok få mere ærlighed i politik, men en ærlighed der er lige så interessant som en gennemsnitlig gågade-voxpop.