fredag den 29. februar 2008
Dada dadaaa, dada dadaaa, dada dadadadadada
Dét er nostalgi: Alex Kidd in Miracle World, som Thomas og jeg voldspillede i 1992 på vores første spillekonsol, Sega Master System. Man kniber næsten en tåre. Det var dengang musik i computerspil lød som computerspilsmusik, og man var endnu ikke forvænt, så man kunne sagtens sidde og synge med. Og der gik utrolig lang tid med at starte forfra hver gang man var død. Det gjorde man ved at slukke konsollen og tænde igen. Kraskrasse som det hed fordi fjernsynet et kort øjeblik sagde krasss når konsollen var slukket. Det var ubeskrivelig tilbagestående, men vi hældte timer og atter timer i det spil.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Vi er nogen der er fra den slags' virkelige unge dage. Vi spillede ping-pong på tv'et og spillekonsollen tilhørte min storebrors kammerat Jens, og den var på størrelse med en mindre campingvogn.
Jeg har prøvet sådan en, dog efter at den allerede var håbløst gammeldags. Det var Segaen på sin vis også, den blev lanceret i 86, samme år som Thomas blev født. Vi fik den til hans seks års fødselsdag, og alle andre end os spillede allerede Nintendo 64.
Vi spillede ping-pong i 1978-79, tror jeg det var. Jens' storesøster var ansat på Thule Airbase, og hun tog den slags 'spritnye' ting med hjem.
Haha.. jeg tror jeg spillede det i 89 eller sådan noget. Jeg havde en "ven" som elskede at imponere mig med nye tekniske apparater, og en dag da han ikke havde noget bedre blev det altså den der pingpong-konsol. Han fik også en Amstrad-computer hvor spillene lå på kassettebånd. De tog en halv time om at loade. Hans kaffemaskine kunne vi bruge som timeglas.
Send en kommentar