onsdag den 6. februar 2008

En ægte ekspert taler ud - Jan Øberg efter 10 år.

Hvad enten Gud findes eller ej, så takker jeg ham for SMÅ! Sæsonen startede i dag, og første arrangement var i topklasse, engagerende, informerende, vækkende til eftertanke. Giraffen i Møllevangskirkens sognegård, denne aften freds- konfliktforsker Jan Øberg, praler selv med at han i år har 10 års jubilæum i ikke at komme i tv og blive udspurgt om Jugoslavien eller Irak selv om han er den der ved mest om begge dele. "Man kommer ikke i tv uden at have uniform på, og slet ikke hvis man faktisk har været i det land man skal interviewes om." Øberg er ellers super egnet til tv, han er velformuleret og klar, og ligner en yngre Jack Nicholson.

Jeg fik lidt deja-vu, for jeg havde præcis den samme oplevelse her som jeg havde med Jacob Holdt. Først lyder han som et tudefjæs og en jubelpacifist. Men det første der fik mig til at spærre øjenene op var statistikkerne. USA har et militærbudget større end hele den øvrige verden sammenlagt. Ingen af de lande vi går og bæver for har noget der ligner. Iraks hær var lidt mindre end Sveriges og Irans trusselspotentiale er en vittighed. Kina er vi jo meget bange for fordi det er præget af en enorm vækst. Men Militært? Hvor er de kinesiske baser omkring Europa, spørger Jan Øberg.

Mere statistik: hver dag dør 100.000 mennesker på kloden som følge af sult, vandmangel og sygdomme unødvendigt fordi man med de rette ressourcer og den gode vilje kunne have forhindret det. Den 14 September 2001 holdt man tre minutters stilhed over hele Europa til ære for de 2974 døde ved angrebet to dage før. Egentlig burde man være stille i lidt over 1½ time hver eneste dag.

Og så ville det jo ikke give nogen mening. Men derfor skal man stadig se på proportioner. Forskellen er klar nok, der er ingen der laver den slags symbolske aktioner til ære for statistik. Men det viser hvor der burde gøres noget. At de store udfordringer ligger i renere drikkevand, udryddelse af malaria og den slags. Og så i at skabe et bedre FN. Øberg klager over at han altid bliver kaldt antiamerikaner når han påpeger at meget ville blive bedre hvis USA betalte sine bidrag til FN og lod være med at modarbejde det. Da man lavede seks sikre zoner i Bosnien var det den oprindelige plan at de skulle være tømt for militær og omkranset af blå hjelme. Det skulle man bruge 32'000 mand til, men man fik kun 1'200, og til overflod besluttede man fra amerikansk side at muslimsk militær kunne opholde sig i de sikre zoner. Det gjorde dem naturligvis til et oplagt og nødvendigt strategisk mål for Serbiske styrker, og førte til massakren i Srebrenica i 1995. 400 Hollandske FN-udsendte kunne ikke andet end kigge på. De skulle have været mindst 5'000.

Der er noget næsten berusende ved en mand der bare sådan kan plukke eksempel på eksempel fra en så lang række krige og konflikter, som man har hørt og læste om - og mene at han ved bedre end alle der ellers får lov at udtale sig. han ville være oplagt at invitere ind hos Frank Esmann, men hans Verden er nedlagt fra årsskiftet.

Jeg er ikke rystet i min grundvold, og jeg har nok ikke skiftet mening om så meget. Men det er rart at nogen sådan kan komme og sige alting så klart og smukt og lægge tal på bordet. Jan Øbergs bog Forudsigelig fiasko udkommer snart. Gæt hvilken krig den handler om...

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

En ung Jack Nicholson? Jan Øberg?

Det er godt Jan Øberg ikke kommer i fjernsynet, for så kunne han nemt ende som 'guru' for En Sag, tror jeg.

Så SMÅ-brochure på uni i Århus: Fandt ud af, at jeg har holdt foredrag der før det kom til at hedde SMÅ. Jow jow.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Nej, han skulle kun formidle fakta. Sager har vi ikke brug for flere af, jeg synes vi har rigeligt med Sager og alt for få fakta i debatten.

Du har snakket i SMÅ da det var endnu mindre? Wow, coolt. Hvad hed det dengang? Jeg kender kun SMÅ. Hvad foredrog du om?

Anonym sagde ...

Jeg holdt foredrag på Handelshøjskolen i et samarbejde mellem denne og studentermenigheden og i særdeleshed Studentermenighedens præst (der også har noget med SMÅ at gøre, så vidt jeg kunne se.) Jeg holdt foredrag om fortællingens betydning for mennesket. Det var i Ally McBeal-æraen, og Handelshøjskolen havde derfor anskaffet sig et unisex-toilet, men nu driver jeg vist væk fra emnet.

Det er dejligt med studenterforeninger, der tager sig tid til gode foredrag. Mere af det.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

aha... men SMÅ er jo StudenterMenigheden Århus. Ole og jeg plejer at referere til foreningen som 'de kære SMÅ'. Der er ét årligt arrangement i samarbejde med Handelshøjskolen. Sidst hørte vi Finn Nørbygaard om psykoterapi.

Anonym sagde ...

Ja, der kan du se. Jeg kiggede i SMÅ-brochuren i en kort pausus, så det var med et halvt øje. Det var ret sjovt at have foredraget på Handelshøjskolen. Godt modspil.

Mange menighedsråd ude i landet holder også gode foredrag. De tør ting, som bibliotekerne ikke tør, f.eks. Og godt for det.

De SMÅ synger.
(den har I nok ikke hørt før, men altså)

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Jeg har lige været til Bibelgruppe i SMÅ-regi. En lille intim gruppe som jeg har omtalt før her på bloggen. Det var hos den ene af studenterpræsterne, Elisa Wejse. Den du har mødt er nok den anden, Steen Andreasen. Dejlige mennesker som begge gerne åbner hjem og familie for de kære SMÅ.

Unknown sagde ...

20171226 LEILEI3915
coach outlet
nike outlet
mont blanc outlet
polo shirts
tory burch outlet
mbt shoes clearance outlet
cheap jordans
canada goose outlet
nike air max
canada goose outlet