Det var næsten lige som i Anders And...

I 2003 var jeg i akut pengenød og tog et job som telefonsælger. Kun én gang har jeg gjort en større fejltagelse: da jeg blev avisbud. Jeg var ikke særlig god til nogen af delene, og holdt hvert sted omkring 1-2 uger. Til gengæld inspirerede telefonsælgerjobbet til en kronik som blev optaget i information i december 2003:

En telefonsælgers kvaler

Endnu et enkelt nummer, så vil jeg have færdiggjort Bygvænget.

Jeg taster nummeret ind og venter anspændt. To gange ringetone, så lyder en kvindestemme: ”halloo”. Det er en af de svære… hvordan svarer man på det? Jeg finder fatningen efter et halvt sekund og starter i en frisk tone: ”Go’dag, du taler med æh, Anders Plougsgaard fra Forlaget Lademann, jeg skal høre om jeg må tage to minutter af din tid...?” Kvinden i røret tøver, og svarer så i en yderst forbeholden, næsten anklagende tone ”jaa”. Og jeg, som efterhånden kender min smøre udenad fortsætter: ”Jeg ringer fordi vi på Lademann kører så’n en lille kampagne i sommervarmen, o-og i den forbindelse kan vi tilbyde forskellige pakker med bøger til fordelagtige priser for både børn og voksne.”

Det er hele den smøre jeg har lært, men så langt når jeg ikke. Så langt når jeg i øvrigt sjældent. Ordet ’tilbyde’ er som regel kodeordet. Ved dette ord bryder kvinden ind med et ”æææhh det tror jeg ikke vi er interesserede i”. Resten er formaliteter. Jeg messer mekanisk ”nå, men så må du undskylde forstyrrelsen.” Kvinden lægger på og jeg trykker på den røde knap på telefonen.

Jeg streger telefonnummeret på Bygvænget over med en tilfreds følelse af at have afsluttet noget. En hel gade overvundet. Solgt noget har jeg ganske vist ikke, men jeg har da forsøgt. Og nu kan jeg altså tilfreds konstatere at der ikke findes nogen husstand på Bygvænget der er interesseret i at være medlem af en af Egmont-Lademanns bogklubber.

Det er da også en slags fremskridt. Om end jeg da gerne ville have målt mit fremskridt anderledes, nemlig i antal solgte abonnementer. Strengt taget er det jo for at sælge abonnementer at jeg sidder her. Det er et faktum jeg af og til kan glemme, ja som jeg er nødt til at glemme – fordi jeg ganske enkelt intet sælger. For at give arbejdet en struktur, en fremadskridende bevægelse giver jeg mig til at tælle veje eller ringelister. Den tilfredsstillelse som et solgt abonnement giver erstattes af tilfredsstillelsen ved at færdiggøre en seddel eller en gade.

Helt grundlæggende kan det nok siges at være mening jeg stræber efter. Og det er meget meningsløshed der skal kompenseres for. Ved siden af følelsen af fremmedgjort udleverethed til tilfældighedens og kundernes luner hersker en højere form for meningsløshed.

Den angår hele telefonsalgskonceptet. Ingen af produkterne tilfører folk noget de ikke enten har i forvejen, eller kender i forvejen. Tilbudene er konstrueret så de, man ringer til, i princippet ikke kan sige nej. Hvordan skulle man ellers kunne sælge dem via telefon. Derfor er det heller ikke sandsynligt at det man sælger vil udvide kundens horisont. Og alligevel sidder jeg her og sælger skidtet, og kæmper med både min samvittighed og min trang til mening.

Jeg har prøvet at sammenligne med frimærkesamlere. At overbevise mig om at jeg ikke er den eneste der har mærket tilværelsens fundamentale meningsløshed og prøver at dække over den med en kunstig orden. Meningsløsheden her er imidlertid også kunstig og jeg er frivilligt en del af den. Af inerti eller sløvhed. Og med en atavistisk følelse af loyalitet mod min arbejdsplads.

At afbryde noget er en aktiv handling, som sjovt nok ikke er så let. Det er kun i økonomiens abstrakte verden at man er så løst bundet til alting at man kan afbryde det så snart det bliver urentabelt. I virkelighedens verden binder man sig til andre, via loyalitet, håb og stolthed.

I og med at jeg har påbegyndt dette har jeg jo implicit accepteret den mening eller meningsløshed der jeg er en del af. Hvis jeg siger op nu vil alle de timer jeg har været her jo blive ekstra meningsløse og fremstille mig som idiot.

Gaab, kampen med min egen stolthed er næsten det der trætter mest. På en suveræn andenplads over trættende elementer kommer dog salgstalen til ære for Mr Music, som den skrevet står i vores sælgervejledning: ”Hej du taler med N.N. fra Mr Music. Jeg ringer til dig fordi vi er i gang med en helt speciel kampagne for bøger og musik for tiden.” At være tvunget til at høre eller sågar sige den slags vrøvl burde udløse et irritationstillæg. Hvad specielt skulle der dog være ved dette tilbud eller denne kampagne? Snarere kunne man påstå at ingen kampagner nu til dags er specielle. Eller rettere, de er angiveligt alle specielle, hvilket gør dem så ens.

Her i postmoderniteten er det imidlertid den eneste måde man kan sælge noget på. Inklusive sig selv. Alt er specielt og enestående. Kampagnetilbud gælder altid kun i denne uge, andre tilbud kun i dag. I morgen er der bare en anden slags tilbud.

Jeg ringer videre, en smule apatisk. Her om middagen er der mange der ikke er hjemme. Eller de er på ferie og kommer først hjem om 3 uger. Hvor irriterende salgssmøren end kan være er det værre med det monotone duuut duuut og den uafsluttethed der præger ringelisterne hvor så mange numre er åbne. Hvis de dog bare gad tage deres telefon. De fleste svarer temmelig standardagtigt, både når de køber og når de ikke gør. Som om både køber og sælger sad med et ’dialogforslag’. Men der er også nogen som afbryder denne tendens. I både positiv og negativ retning. Der er de sure, som finder det uforskammet at man overhovedet ringer til dem for at sælge noget. Af og til har det en grund; de spiser, de er blevet ringet op af 10 andre, de har hemmeligt nummer etc. Mange af disse svarer også uforskammet og knalder som regel røret på inden man kan komme med en høflig undskyldning. Så er der de humoristiske som ikke køber noget, men gerne sludrer længe om hvordan deres hund netop har ædt 3 bøger eller hvordan det tog dem 5 år at komme ud af den sidste bogklub. Eller om hvorfor de ikke kan købe noget fordi de netop har fejret Mikkels konfirmation og slet ingen penge har til bøger, selvom det ganske vist er meeget billigt.

De flinkeste, men også mest miserable er de gamle damer, hvis mænd lige er døde. En enkelt gang var det såmænd hele familien, der var bortgået og havde efterladt den stakkels 89-årige dame alene. hun var ellers venlig og undskyldte til overflod, at hun ikke ønskede at købe noget. Jeg fik dårlig samvittighed.

Alligevel er det, det eneste spændende ved dette job - at alle tilværelsens typer kan dukke op. De sure, de sjove, de venlige, staklerne, de gamle, de syge... Det kan man så fortælle hinanden om i pausen hvor de gode historier cirkulerer. Om hende der købte abonnementer til hele familien, om ham der kom med dødstrusler fordi sælgeren ringede under hans aftensmad, om de ensomme som snakker og snakker og ikke vil slippe en i 20 min – men til gengæld køber et abonnement. Og de, som lader sælger snakke i 20 min og spørger interesseret, men alligevel ikke køber.

For ikke at tale om salgshistorierne. Ham, der altid sælger 30 Mr Music-abonnementer er ikke længere nogen sensation. Der er ægte legender, som ham, der solgte 40 abonnementer i løbet af en time, og ellers ca. 50 pr. dag. Også telefonsælgere har deres forbilleder, heltene der har præsteret det umulige.

Men i længden irriterer disse historier mig. For jeg kan ikke mærke nogen afsmitning på mit salg. Hos mig går det nøjagtig lige trægt hvad enten nogen har solgt 40 abonnementer eller ej. Desuden passer disse historier for godt ind i call-centrets plan. Fra call-centrets side fortæller man naturligvis ingen myter, næ her siges det formelt og uforpligtende at ”gennemsnitslønnen for en sælger er ca. 100-120 kr. i timen.” Men en reklame er det utvivlsomt når sælgere fortæller hinanden om hvor meget det kan lade sig gøre at sælge. Her, hvor alt er gennemsyret af reklame har al tale udartet til salgstale. Når vi sælgere præsenteres for et nyt produkt er det via en smøre à la ”dette her kan forbedre jeres salg med 50%”. Det var tilfældet med Mr Music Superballads, som ikke har forbedret noget som helst for mig. Jeg har for længst bevæbnet mig med både ironi og mistro når jeg hører folk tale om deres salg.

Jeg irriteres over den manglende forskel mellem arbejdsgivers og de arbejdendes interesser. Call-centret er glad når man har solgt, ligeglad når man ikke har. Man opmuntres til at sælge, ja de gode salgschancer sælges til sælgerne. Men det er uden risiko. Man er ikke en del af et hold, andre hjælper gerne, men man betaler selv. Det eneste der kan mærkes i positiv retning er, når man sælger. Så kan man glæde sig og call-centret kan glæde sig. Har man samvittighedskvaler bør man hellere stå af.

Jeg tror snart jeg vil finde mig et andet job.