Nultolerance

Her et surt opstød i anledning af Lene Espersens udtalelser om de seneste dages gadekampe:

Politikersprog er sjældent kønt. Vi lægger ikke mærke til det, fordi vi er vant til at høre dem snakke, men alligevel. Ballade i gaden med flyvende brosten og afbrændte biler. Det er uacceptabelt! Og over for sådanne uromagere må man køre en nul-tolerancepolitik. Det sidste er et i særklasse grimt ord. Et ægte politikerord, men desværre et som har grebet om sig. Allerede for to år siden hørte jeg en socialdemokrat bruge ordet, hvilket var dobbelt ildevarslende: Det, som indtil da havde været to ord, nul tolerance var blevet til ét begreb, nultolerance. Og endda et som kunne bruges af både VKO og S.

Det er grimt fordi det er så fantasiløst. Der er bogstavelig talt nul idé i at kræve nul tolerance. Dertil kommer at man gør tolerance til noget negativt og passivt. Man antyder at de som er uenige med ens egen linie er tolerante over for vold, gadekampe og bilafbrændinger. Der ligger en implicit, men uvederhæftig argumentation i selve sprogbrugen. For hvem er det som tolererer gadekampene? At råbe på hårdere, hurtigere fængselsstraffe er nem signalpolitik. Og ved at kalde det nultolerance antyder man at alt andet er tolerance over for kriminalitet.

Det skal ikke lykkes politikerne at få ødelagt begrebet tolerance ved at omdefinere det til lad passivitet og laden stå til. Tolerance er en forudsætning for politik. Det er at tage fællesskabets
anstrengelse på sig. Det er at acceptere at man er nødt til at leve sammen med de andre, og lige så godt kan prøve at få det bedste ud af det. Det er vores redskab til at klare tilværelsen, selv når skidesprælleriet har gode kår.

Det er politisk grøftegraveri når man ser tolerancen som noget negativt og dutter den på sine politiske modstandere. Ikke mindst når der ikke er nogen konkrete modstandere. Så virker sprogbrugen des stærkere tilbage på sproget selv.