Hyldest til en sprogekvilibrist

Storm P var en mester i sproglige finurligheder, og han slap dem alle løs i sine mange monologer. Han var dog ikke bare dygtig, men også heldig. For en monolog har det nu engang bedst med at blive fremført, og helst af en der kan. Storm P selv kunne ikke. Det er min helt personlige mening, men den er måske uvildig, for den er præget af en dyb beundring for en der virkelig kunne fremføre monologerne, Ebbe Rode.

Det han kunne, var at gøre dem levende. Man kan sige at Ebbe Rode havde samme forhold til forlægget - de nedskrevne monologer - som Storm P havde til sproget. Storm P skrev de mange monologer på lavkøbenhavnsk. lå og lagde, ligge og lægge var næsten konsekvent byttet rundt, og ofte foretrak han et ord der lød som det ord der skulle have stået. Når Ebbe Rode fortolkede disse tekster kunne han ofte finde på at gå endnu længere ud. I i musikkens verden bliver en drosje f.eks. til en brosche, og en mand der har kendt Tordenskjold bliver til en lang indviklet historie: "...en mor'lig fin mand, som a der ska ha kendt en som a da kom i en familie hvor der a og te kom en meget fin mand som ska ha set det billede af Tordenskjold."

Det geniale er, at historierne og deres sproglige dynamik lever nok engang. Når Storm P blæser på alle skrevne og uskrevne regler for hvordan sproget bør tales, så gør det sproget levende. Men hvis de forstenede i den form de var nedskrevet ville de dø igen. Derfor har Ebbe Rode gjort dem en uvurderlig tjeneste, og det er nok hans fortjeneste at de er kendt så bredt i dag.