Drengerøvskultur

Feminisme I: Op til sidste valg blev der i en tv-debat diskuteret feminisme. Det var tilsyneladende et plusord på det tidspunkt, så Socialdemokratiets formand Mogens Lykketoft erklærede sig villigt for feminist. Nu kan man sige mange gode ting om Mogens Lykketoft, men dét forsøg på at være sympatisk virkede forstilt. Alligevel var det interessant nok at han forbandt det med noget entydigt positivt, ikke bare politisk korrekt, men politisk populært.

Lykketoft blev ikke valgt, og måske havde han også læst tidsånden forkert. Jeg husker endnu en kronik fra foråret 2003 hvori Anette Dina Sørensen og Sarah Højgaard Cawood beskrev to begreber som var nye for mig, selv om jeg kendte fænomenerne særdeles godt. De opsummerede det i titlen Drengerøvskultur.

Kronikens første halvdel handlede om begrebet porn chic, som betegner pornoens udbredelse i det offentlige rum fulgt af tre tendenser: volume: mængden af porno i det offentlige rum er blevet større og lettere tilgængelig. Clean-up: pornoen er blevet stueren. Massemedierne interesserer sig for den og den optræder i mainstream-medier, dokumenterer og anmeldelser af pornoblade. Den sidste tendens kalder Sørensen og Cawood for fragmenter; pornoen finder vej ud i massekulturen i fragmenter; citater fra pornoen der ikke selv er porno, men bruger dens positurer, kønsroller, beklædning eller replikker. Musikvideoer er et meget godt eksempel.

Anden halvdel af kroniken går tættere på et fænomen man i England kalder new ladism, afledt af lad, altså fræk dreng eller - drengerøv. New ladism er den nye drengerøvskultur, og begrebet falder delvist sammen med det kronikørerne kaldte clean-up. Det er blevet legalt at være en drengerøv, og der er derfor kommet et marked for drengerøvsblade, i Danmark først og fremmest M! Men også den licensfinansierede humor, som dengang i 2003 bla. udgik fra Banjos Likørstue, er præget af dén type humor. Efterfølgeren til programmet hed i øvrigt ”Go’ røv og go weekend” – new ladism helt ud i programtitlen. Jeg indrømmer har set ét fragment af ét afsnit, det var med en stor bamse der gik rundt på gaden og standsede folk og spurgte ”hvis jeg nu siger ’fisse’ synes du så det er sjovt”.

Det var naturligvis ikke spor sjovt, men min egen beklagelse over det her beskrevne fænomen er, udover det åbenlyst uanstændige ved at gøre den slags på tv, at den også fjerner humoren fra humoren. Nu kræves det ikke længere at noget er sjovt, for at drengerøvene kan grine, det skal bare være frækt og provokerende.

Den kronik satte begreber på ting som var ganske velkendte, og bestemt er det endnu. Derfor kan jeg også huske den endnu.