Findes der anstændighed i det offentlige rum?

Feminisme II: Indrømmet, jeg lød noget snerpet i indlægget Drengerøvskultur. Jeg overvejede længe ordet uanstændig, og skrev det så alligevel. Jeg var i tvivl om der overhovedet er noget der kan kaldes anstændigt eller uanstændigt i vor rummelige offentlighed. Jeg taler ikke om den fuldstændig arbitrære krænkelse. Krænkelse er noget der knytter an til en enkelt persons eller kulturs mere eller mindre tilfældige følelser. Men uanstændigt, det er kun det vi godt ved er uanstændigt fordi det er en del af vores egen kulturs moralkodeks.

Altså: har vi et moralkodeks som er fast nok til at man kan kalde noget for uanstændigt… Naturligvis har vi debatten en gang i mellem. Hanne-Vibeke Holst skrev for nogle år siden en artikel i Politiken hvor hun skældte rapperen Niarn ud for at bruge sexistisk og kvindenedgørende sprog. At han selv var uenig kan man tænke sig til, men mere interessant var Politiken, som viede en leder til at hylde rapperne, som havde beriget sproget og forlenet det med en "fabulerende hjerterytme". Lederen kaldte Hanne Vibeke Holsts indlæg for ”tantemoral”, med andre ord en moral der ikke så meget gælder os alle sammen, men blot er de mest ’tantede’ snerpers forsøg på at dominere os frisindede. At Holst er feminist blev i den efterfølgende debat også brugt som argument for at hendes mening nok kun burde gælde i den drømmeverden som feminister tænker sig til, hvorfor vi andre kunne ignorere den.

Særlig interessant er i hele denne diskussion begrebet det offentlige rum. Vi går for en kort bemærkning et par tusinde år tilbage til der hvor alle skolestile starter; det gamle Grækenland, nærmere bestemt det gamle Athen. Der havde man en Agora, torvet midt i byen. Den var det offentlige rum, og det var her man mødtes for at give det bedste man havde til fællesskabet. Her var folk forskellige, her kappedes man om at være bedst, her diskuterede man, her tænkte man, har var kreativitet og frihed til at være forskellige.

Ikke at der var ubegrænset frihed. Hvis man gik rundt og fordærvede ungdommen eller opfandt nye guder, så kunne man hastigt blive dømt til at drikke skarntydesaft. Det interessante er bare at ideen om det offentlige var forbundet med mangfoldighed og handling.

I dag er det offentlige rum et snerpet rum. Der er ingen grænser for hvad forskellige grupperinger vil have ud af det offentlige rum; religiøse symboler, porno, sex, bandeord, rygning, slik, amning, alkohol, politik og så videre. Det offentlige rum er stedet hvor ingen, absolut ingen, må føle sig krænket. Det er naturligvis en grå og trist forestilling i sammenligning med den antikke, diametralt modsatte opfattelse. Og det er måske derfor mange debattører afviser at det offentlige rum overhovedet findes. De henholder sig til at der er et rum, nogle individer, og det er dét.

Men derfor giver det også mening at spørge hvad disse individer så har til fælles. Kan der eksistere en kulturel overenskomst mellem dem om at noget er i orden og noget andet ikke, sådan at kravet om anstændighed ikke bliver noget der hører til rummet, men individerne i det. Kan der?