Sprogfilosofisk overvejelse

Jeg har gennem seks års bekendskab med Kierkegaard oplevet ikke så få ord som dengang i første halvdel af 1800-tallet brugtes anderledes end i dag. Et af dem er lide. Ordet har en del forskellige betydninger, men som jeg kan se det er kun få af dem neutrale. Man forbinder ordet med negative hændelser; man lider smerte, lider nød, lider under dette eller hint. Uden objekt, (f.eks. 'han lider') betyder det i dag at der er tale om smerte eller noget der kan sidestilles med smerte.

Første gang jeg blev opmærksom på ordets mere oprindelige betydning var da Kierkegaard brugte ordet som substantiv: 'en Liden'. Betydningen er her helt neutral, og sættes hos Kierkegaard i modsætning til 'Handlen'. Som sådan modsvarer den det latinske ord 'pati', lide som bedst kendes i ordet 'passiv', altså 'at lide'.

Som Kierkegaard (og formentlig andre på hans tid) brugte ordet var 'lide' altså det samme som 'være passiv'. Ordets fællesgermanske oprindelse bekræfter det. Ifølge Nudansk Ordbog var betydningen "stole på, acceptere, hvile på".

Og nu begynder mine lommefilosofiske overvejelser:

Det ser ud til at en tidligere betydning var neutral eller ligefrem positiv (stole på, acceptere). Kierkegaard bruger det begrebsligt, som modsætning til handlen, og her er det i sig selv neutralt. I dag derimod bruges det med få undtagelser altid negativt.

Det betyder at en dimension er gået tabt. I dag har vi ikke en sproglig ækvivalent til det Kierkegaard kaldte 'Liden'. I hans brug er begrebet ganske vist modstillet handlen, men ikke underlagt det. Det er neutralt, hvorfor han også kan tale om Kristus som 'absolut lidende' i betydningen 'absolut lydig'.

I det gamle begreb om liden klinger en tillid til tilværelsen. Til gud, skæbnen eller hvad man nu ellers skal kalde det man ikke selv kan kontrollere. At lide er at være underlagt noget man ikke kan kontrollere. Da det er et alment menneskeligt vilkår er der ikke noget absolut negativt i det. Når det i dag kun bruges negativt, skyldes det vel at vi alligevel ikke bryder os om at erkende det. Måske!

Mangler vi den gamle dimension? Eller reflekterer sproget bare at vi har fået det bedre og ikke lider så meget mere - i alle betydninger...

Det faldt mig ind at et andet ord der har fået indsnævret betydning er nyde, som måske kan ses som beslægtet med 'lide', og i hvert fald er nogenlunde synonymt med 'kunne lide'. Det har en række betydningsnuancer (føle behag ved ngt, have fordel af ngt, indtage ngt). Uden objekt vil man formentlig tænke på 'nyde' som antonym til 'lide', dvs. en umiddelbar følelse af velbehag. Ligeledes kan man nyde noget, ligesom man kan lide noget (hhv. lide under noget).

Både det at nyde noget og at lide noget synes at have haft neutrale betydninger. 'Nyde' har det stadig når man bruger ordet i betydningen "have fordel af" og måske også i betydningen 'indtage' (alkohol, mad o.lign.)