Hyldest til kaffekruset

Jeg drikker min kaffe af krus, jeg er ingen ynder af kopper Kopper er noget man tæller, man sætter sig på en café, drikker kun én kop, den skal helst være kold, og skriver så sin rørende livshistorie eller diskuterer dybe eksistentielle emner, kaffen er en ligegyldig kulisse, mere kulisse jo mindre man drikker af den. Koppen er i øvrigt for rituel, den fører en strøm af ligegyldigt tilbehør med sig, underkoppen, sukkerskål og flødekande, teskeer, alle mulige absurde regler for hvordan man skal opføre sig, så man med sikkerhed ikke kan smage kaffen. Og så kan man jo ikke undgå sukker og fløde fordi det hører til den ritualet. Dertil kommer den krampe i fingrene man får, fordi man skal holde på mikrohankene med tommel- og pegefinger og undgå at koppen vipper ned, som på et hængsel så kaffen spildes. I krusets hank kan man få tre-fire fingre ind, ingen muskler overbelastes, der er tale om en naturlig forlængelse af hånden. Kruset er ligesom en umærkelig mellemstation mellem kanden og maven. Der kan være kaffe nok til at den holder sig varm, og man fylder op når det er halvt tomt.