En god ven mindede mig for nylig om at det er længe, længe siden jeg har tænkt på Otfried Preusslers bog Krabat, en bog som fænslede mig meget, da jeg var 12-13 år gammel. Jeg gik hjem og bestilte den på amazon.de, og venter nu spændt. Det særlige ved at læse den nu, og på originalsproget er, at den indeholder en masse referencer til Østtyskland. Ligesom møllen i Schwartzkollm var Østtyskland ikke til at undslippe. Bogen er politisk, men samtidig en rigtig god børne/ungdomsbog. Den har den sjældne kvalitet at den indeholder budskaber til flere aldersgrupper, som man forstår efterhånden som man bliver ældre. Den slags bøger kan med fordel genlæses, de er slidstærke.

Ligesom jeg knapt vidste hvad Østtyskland var da jeg fik bogen læst højt som lille, vidste jeg heller intet om sort magi, kendte ikke til drudefoden som andet end et sjovt ord, og forbandt i det hele taget ikke noget i historien med ting uden for den. Det er en lykke at kunne opleve en historie med den barnlige åbenhed intakt, som gør at man bliver suget ind i historien uden reflekterende distance.

Det samme gælder en bog som Brødrene Løvehjerte, også fuld af referencer til den tid den blev til i. Muren omkring Rosendalen, Tyrannen der undertvinger et folk, udøver terror og vilkårligt bestemmer hvem der skal leve og hvem der skal dø. Det stod for den lille Anders som den reneste ondskab, men en ondskab der var del af historien, og som forsvandt når jeg lukkede bogen.

Og sådan skal det også være. Refleksionen kommer senere. Og at der også er plads til den i værkerne er det geniale ved dem!