Dvořáks nihalede

Jeg har været fraværende på bloggen hele dagen, bekagler. Jeg har dog tilbragt aftenen i godt selskab. Dels med min gode ven Sébastien, dels med Dvořák og Beethoven. Et mindre sammenlignende studie gav denne interessante observation: Beethovens 9. symfoni og Dvořáks ditto har mange fællestræk. Men ved en nærmere gennemlytning viste det sig at mens Beethovens musik hele tiden har samme intensitetsniveau – også i de stille passager, så veksler Dvorak meget mellem intensivt og blødt. En blød og indlullende indledning kan afbrydes brat af strygere og paukeslag så hjertet sidder oppe i halsen, og musikken galloperer derudaf et stykke tid hvorefter den kan lægge sig brat ned eller glide umærkeligt over i en obo, der gentager og blødgør hvad strygerne lige har raset ud. Det virker, man har hele kroppen med når man lytter. Og man tænker at han alligevel er lidt fræk, ham Antonin, for han ved jo godt hvordan lytteren har det. Den samme storhed, den samme grandeur, kan man finde hos Beethoven, men uden de lumske forsøg på at lulle os i søvn for så at vække os igen.