Min allerbedste lillesøster Marie har i alt for lang tid presset mig for at få læst sidste bind af Harry Potter-serien, og jeg er nu godt på vej, da bror Thomas har fundet den som lydbog. Det gør denne ålelange bog ganske overkommelig, og jeg er nu på tre dage nået over halvvejs.
Hvilket giver mig en vis ret til at blande mig i den verserende debat om de nyeste afsløringer. Den ærværdige, gamle, så skændigt myrdede rektor Dumbledore er, hævder J.K. Rowling, bøsse.
Jeg skal afholde mig fra at have en mening om den gamle rektor emeritus' seksualitet i forhold til historien, som jeg ikke kender slutningen på. Men det er interessant nok at Joanne Kathleen synes vi skal vide det. En forklaring kan være at hun kunne have en tolkien'sk ambition om at hendes historie skal være større end det værk, der gjorde den berømt. At der skal være en masse guf for nørderne som vil kende alle detaljerne og de mere perifere begivenheder. Såsom Dumbledores seksualitet! Jeg synes ikke helt Harry Potter-serien lægger op til det, for den er meget mere afsluttet end Lord of the Rings; serien handler om Harry, og kan kun svært ses adskilt fra ham.
Hvad så? Er det for at gøre Dumbledore til en større helt ved at gøre ham mere menneskelig? Gøre ham politisk korrekt endda? Pjat! Kærlighed behøver ikke have noget med seksualitet at gøre! Og når J.K. endda fokuserer på seksualiteten som motor for kærligheden, så hiver hun kærligheden ned på - nej, ikke på et lavere, men på et tilfældigt plan. Så kan hun vanskeligt påstå at der var noget tvingende, noget storladent ved kærligheden.
Jeg ved ikke hvilket minde Dumbledore efterlader sig ved enden af bogen. Men jeg tvivler på at den nye 'oplysning' kan være til nogen nytte. Snarere vil det nok inspirere til en masse mere eller mindre (især mindre) anstændig fanfiction.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Vi lærte på Nordisk Institut i Århus, at vi aldrig skulle tro på, hvad en forfatter sagde om sit eget værk, thi forfatteren var for dum til at vide, hvad de selv lavede. Det lærte vi faktisk, og på universitetet lærer man kun sandheden, og det er helt sandt, vi aner ikke, hvad vi foretager os, så du kan sove helt roligt, Plougsgaard.
Det lyder godt. Er det ikke det der hedder nykritik eller new criticism...
Det snakkede litteraturhistorikerne på retorikstudiet også om hele tiden. Forfatteren er død, sagde de. Ikke bare utilregnelig, ikke bare dum, forfatteren er slet ikke mere.
Jo,nykritikken,og i kølvandet på den kom dekonstruktivismen, hvor ikke blot forfatteren, men også teksten var død - og omkring det tidspunkt skulle jeg nok have meldt mig ud, men jeg fik da eksamensbevis (og er ikke set siden).
Har du ikke været på kursus ved mig? Det er penge ud af vinduet, Plougsgaard. Jeg ved ingenting :-)
Send en kommentar