Gid det må gavne!

Tre æbler, to bananer, en appelsin, et halvt hoved icebergsalat, en halv agurk, to gulerødder, en håndfuld ærter og majs og rigeligt med postevand om dagen holder lægen af vejen. Og det bedste er, at man til gengæld kan gå og gøre interessante studier i andres sygdomme.

Tag f.eks. nyset, som byder på en uendelig række af variationer. Alene på mit arbejde er der tre karakteristiske nys: [atju] som lyder næsten som ordet atju udtalt, [Akh], som mere lyder som et kort åbent host og endelig [pitjiu] som minder om lyden af en stjernekrigspistol og i øvrigt er det kinesiske ord for ’ørevoks’.

I min egen familie kan vi mønstre det voldsomme mandenys med fuld stemmeledsagelse [wahoooo] og det mere afdæmpede kvindenys [hashisch]. Da vi havde hund for mange år siden nøs den som en mellemting mellem en [isj]-lyd og en [flop]-lyd fordi mulen blafrede når den nøs.

Findes der anstændighed i det offentlige rum?

Feminisme II: Indrømmet, jeg lød noget snerpet i indlægget Drengerøvskultur. Jeg overvejede længe ordet uanstændig, og skrev det så alligevel. Jeg var i tvivl om der overhovedet er noget der kan kaldes anstændigt eller uanstændigt i vor rummelige offentlighed. Jeg taler ikke om den fuldstændig arbitrære krænkelse. Krænkelse er noget der knytter an til en enkelt persons eller kulturs mere eller mindre tilfældige følelser. Men uanstændigt, det er kun det vi godt ved er uanstændigt fordi det er en del af vores egen kulturs moralkodeks.

Altså: har vi et moralkodeks som er fast nok til at man kan kalde noget for uanstændigt… Naturligvis har vi debatten en gang i mellem. Hanne-Vibeke Holst skrev for nogle år siden en artikel i Politiken hvor hun skældte rapperen Niarn ud for at bruge sexistisk og kvindenedgørende sprog. At han selv var uenig kan man tænke sig til, men mere interessant var Politiken, som viede en leder til at hylde rapperne, som havde beriget sproget og forlenet det med en "fabulerende hjerterytme". Lederen kaldte Hanne Vibeke Holsts indlæg for ”tantemoral”, med andre ord en moral der ikke så meget gælder os alle sammen, men blot er de mest ’tantede’ snerpers forsøg på at dominere os frisindede. At Holst er feminist blev i den efterfølgende debat også brugt som argument for at hendes mening nok kun burde gælde i den drømmeverden som feminister tænker sig til, hvorfor vi andre kunne ignorere den.

Særlig interessant er i hele denne diskussion begrebet det offentlige rum. Vi går for en kort bemærkning et par tusinde år tilbage til der hvor alle skolestile starter; det gamle Grækenland, nærmere bestemt det gamle Athen. Der havde man en Agora, torvet midt i byen. Den var det offentlige rum, og det var her man mødtes for at give det bedste man havde til fællesskabet. Her var folk forskellige, her kappedes man om at være bedst, her diskuterede man, her tænkte man, har var kreativitet og frihed til at være forskellige.

Ikke at der var ubegrænset frihed. Hvis man gik rundt og fordærvede ungdommen eller opfandt nye guder, så kunne man hastigt blive dømt til at drikke skarntydesaft. Det interessante er bare at ideen om det offentlige var forbundet med mangfoldighed og handling.

I dag er det offentlige rum et snerpet rum. Der er ingen grænser for hvad forskellige grupperinger vil have ud af det offentlige rum; religiøse symboler, porno, sex, bandeord, rygning, slik, amning, alkohol, politik og så videre. Det offentlige rum er stedet hvor ingen, absolut ingen, må føle sig krænket. Det er naturligvis en grå og trist forestilling i sammenligning med den antikke, diametralt modsatte opfattelse. Og det er måske derfor mange debattører afviser at det offentlige rum overhovedet findes. De henholder sig til at der er et rum, nogle individer, og det er dét.

Men derfor giver det også mening at spørge hvad disse individer så har til fælles. Kan der eksistere en kulturel overenskomst mellem dem om at noget er i orden og noget andet ikke, sådan at kravet om anstændighed ikke bliver noget der hører til rummet, men individerne i det. Kan der?

Bibelen - nu på dansk

Som bekendt er den autoriserede Bibeloversættelse fra 1992 skrevet på et dunkelt teologsprog som sine steder er nærmest uforståeligt. Men fortvivl ej, nu kommer Bibelen på Hverdagsdansk. Jeg skal ile den bekendelse at jeg ikke selv har haft værket i hånden. Men jeg har set en meget smuk folder med beskrivele og billeder, og den sagde mere end en million ord (eller hvor mange bogen nu indeholder).

Først og fremmest ligner den et opslag i et kuponkatalog. Der er en præsentationstekst, billede af oversætteren, med fuldmåne og ægte missionsskæg. Og i marginen anbefales oversættelsen af forskellige kändiser, blandt andre Etta Cameron - rosende og uden forbehold naturligvis.

Og så kommer det sjoveste; en pålidelighedsmåling af forskellige oversættelser. Parametrene for målingen af oversættelsers pålidelighed står der ikke noget om, kun at man måler om oversættelsen formår at "kommunikere den oprindelige teksts mening ud til læseren på godt dansk". Så vagt dette end måtte forekomme, kan målingen dog fastslå oversættelsers pålidelighed i promille. Den autoriserede oversættelse fra 1907 er således 15,1% pålidelig, den autoriserede fra 1948 opnår 16,4%, den fra 1992 er nede på 11,1% og - hold nu fast, Bibelen på hverdagsdansk fra 2007 opnår pålidelighed 100,0%.

Så er det vist slået fast. Og resten af pladsen kan den gode wycliffe-bibeloversætter så bruge på at fortælle en sang fra de varme lande (nærmere bestemt Kenya hvor fyren er missionær) om hvordan der er forskel på ordrette oversættelser og dynamiske oversættelser. Med en ild som er Faklen værdig (selvom Neutzky-Wulff og venner nok ikke havde brudt sig om ham) farer ham frem mod teologerne, som forplumrer alt de kommer i nærheden af. Hvor faklen mente at det kristne kom i vejen for en troværdig oversættelse, mener Iver at det er deres faglighed der forhindrer at de kan kommunikere på forståeligt sprog. En ordret oversættelse, belærer han, hænger sig meget i at det samme ord skal oversættes på samme måde. Men sådan skal man ikke oversætte en tekst, den skal være mundret og forståelig på det sprog og i den tid den skal læses. Alt sammen meget rigtigt, og det lyder endda videnskabeligt.

Måske bringer jeg et par uddrag senere med kommentarer og komplet sarkastisk undertone.

Lyt! III

Hvis politikerne strides bravt i disse uger, så er der i hvert fald én ting der kan bringe dem sammen; kaffe. Værten Irene Manteufel skænker op hver uge for en lille udvalgt politikerskare i Kaffeklubben på P1; noget så sjældent som et debatprogram hvor politikerne til tider formår at være mere enige end uenige. Tonen er afslappet og behageligt fri for slagord og partiprogrammer. Der er med andre ord tale om politics in the making; om de etiske diskussioner der først senere fører til en formuleret politik.

Medlemmerne af kaffeklubben er alle unge. Den ældste deltager er så vidt jeg husker Margrethe Vestager på 39, men gennemsnitligt er deltagerne nok omkring 30. Et andet semi-fællestræk har været en klar overvægt af kvinder; mændene kan vist tælles på én hånd og har aldrig talt mere en én ud af de fire deltagere pr. gang. Om det er et bevidst valg skal jeg ikke kunne sige, men én positiv virkning har det da haft, nemlig at kaffeklubbens deltagere ofte har meninger tilfælles på tværs af partierne netop fordi tre ud af fire er kvinder. Vi er simpelthen vidne til en god gammeldags kaffeslabberas med enkelt mandligt element, hvilket slet ikke er så skidt når man sammenligner med traditionel politisk debat.

Så vidt formen, og heldigvis bliver det ikke ved denne super-afslappede form alene. Kaffeklubben taler også om noget. Hvor den traditionelle samtale over morgenkaffen foregår med udgangspunkt i avisen, tager kaffeklubben udgangspunkt i de unges avis; blogosfæren. Diskussionen tager udgangspunkt i et indlæg på en udvalgt blog, hvis forfatter får lov at komme i studiet, læse op og diskutere med. Bloggæsterne er i øvrigt oftest mænd! Emnerne kan spænde meget vidt, men vanen utro vil jeg ikke bare remse op fra hukommelsen. Jeg kan simpelthen dårligere huske hvad der er blevet snakket om, fordi kaffeklubben lige så meget er form som indhold. Det er en diskussion hvor meninger brydes, men også dannes og afprøves. Deltagerne er ikke altid helt sikre på hvad de mener, men kan til gengæld tage udgangspunkt i egne erfaringer og vurderinger. Det er selve det at høre politikere foretage ægte, peronlige vurderinger, som er det gode ved programet. Hvad snakkes der så om:

Er højreorienterede mere lykkelige end venstreorienterede? Har de unge en særlig musiksmag? Hvad skal man mene om den nydannede ”Yngresagen”? Er der musik der er finere end anden musik? Har toiletbrættet en hvilestilling, eller er det noget kvinder kæmper for at få indført? Skal toiletrullen vende indad eller udad? Er rumforskning spændende?

Det diskuteres af kaffeklubbens medlemmer;

Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh.)
Ellen Trane Nørby (V)
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Michael Aastrup (V)
Margrethe Vestager (R)
Helle Sjelle (K)
Martin Henriksen (DF)
Simon Emil Ammitzbøl (R)
Rune Lund (Enh.)
Morten Østergaard (R)
Sophie Hæstorp Andersen (S)

Lyt!

Drengerøvskultur

Feminisme I: Op til sidste valg blev der i en tv-debat diskuteret feminisme. Det var tilsyneladende et plusord på det tidspunkt, så Socialdemokratiets formand Mogens Lykketoft erklærede sig villigt for feminist. Nu kan man sige mange gode ting om Mogens Lykketoft, men dét forsøg på at være sympatisk virkede forstilt. Alligevel var det interessant nok at han forbandt det med noget entydigt positivt, ikke bare politisk korrekt, men politisk populært.

Lykketoft blev ikke valgt, og måske havde han også læst tidsånden forkert. Jeg husker endnu en kronik fra foråret 2003 hvori Anette Dina Sørensen og Sarah Højgaard Cawood beskrev to begreber som var nye for mig, selv om jeg kendte fænomenerne særdeles godt. De opsummerede det i titlen Drengerøvskultur.

Kronikens første halvdel handlede om begrebet porn chic, som betegner pornoens udbredelse i det offentlige rum fulgt af tre tendenser: volume: mængden af porno i det offentlige rum er blevet større og lettere tilgængelig. Clean-up: pornoen er blevet stueren. Massemedierne interesserer sig for den og den optræder i mainstream-medier, dokumenterer og anmeldelser af pornoblade. Den sidste tendens kalder Sørensen og Cawood for fragmenter; pornoen finder vej ud i massekulturen i fragmenter; citater fra pornoen der ikke selv er porno, men bruger dens positurer, kønsroller, beklædning eller replikker. Musikvideoer er et meget godt eksempel.

Anden halvdel af kroniken går tættere på et fænomen man i England kalder new ladism, afledt af lad, altså fræk dreng eller - drengerøv. New ladism er den nye drengerøvskultur, og begrebet falder delvist sammen med det kronikørerne kaldte clean-up. Det er blevet legalt at være en drengerøv, og der er derfor kommet et marked for drengerøvsblade, i Danmark først og fremmest M! Men også den licensfinansierede humor, som dengang i 2003 bla. udgik fra Banjos Likørstue, er præget af dén type humor. Efterfølgeren til programmet hed i øvrigt ”Go’ røv og go weekend” – new ladism helt ud i programtitlen. Jeg indrømmer har set ét fragment af ét afsnit, det var med en stor bamse der gik rundt på gaden og standsede folk og spurgte ”hvis jeg nu siger ’fisse’ synes du så det er sjovt”.

Det var naturligvis ikke spor sjovt, men min egen beklagelse over det her beskrevne fænomen er, udover det åbenlyst uanstændige ved at gøre den slags på tv, at den også fjerner humoren fra humoren. Nu kræves det ikke længere at noget er sjovt, for at drengerøvene kan grine, det skal bare være frækt og provokerende.

Den kronik satte begreber på ting som var ganske velkendte, og bestemt er det endnu. Derfor kan jeg også huske den endnu.

The World's dumbest dane

Næst efter egen succes er det mest frydefulde at grine af andres ulykker. Det hører man i hvert fald når nogen ind imellem får trang til at tematisere den kynisme vi - det ligger implicit i talemåden - alle besidder. Og måske er det sådan. Pænt lyder det ikke, men alligevel er der ikke noget bedre end en sjælden gang at have lov at grine. Og det må vel være tilladt når ulykken skyldes ren og skær dumhed.

Tag nu den gang i januar 1997 hvor Jydske Vestkysten kunne berette om nogle unge mænd, der havde tænkt sig at køre en lille tur på den tilfrossede Augustenborg Fjord. De kørte derud i en ældre Mercedes som 100 meter fra land viste sig for tung, og brød igennem isen. Ikke at det var særlig farligt, der var kun en meter til bunden. Så de unge besluttede at hale bilen op. De hentede derfor en ny bil, en firehjulstrækker så der ikke manglede trækkraft, og kørte ud på isen for at trække den anden bil op. gæt hvad der skete...

Men det havde man råd for. De unge skaffede en traktor fra en by i nærheden, og sørgede for at den også kom til at stå på en meters dybde. Og så lige én traktor til, for symmetriens skyld. Da to biler og to traktorer stod på bunden af Augustenborg fjord gav de unge op og ringede efter Falck, der kom og halede bilerne i land - fra land.

Se den historie gren vi meget af, og den gik naturligvis landet rundt. Så gik der et par måneder, og en skønne morgen var historien igen i avisen, nu som metahistorie. Nyheden var, at historien var nået halvvejs rundt om jorden og havde lagt australierne flade under titlen "The world's dumbest dane". Se så bliver det ikke større. Men det var nok heller ikke billigt...

Jens Otto har fået en gade

I et nyere kvarter på Islands Brygge er alle gader opkaldt efter tidligere statsministre. Forfatteren Per Vadmand gik tur derude forleden og opdagede at en af gaderne hedder Jens Otto Kraghs gade. Han kalder det den ultimative fornærmelse, hvilket man vel nok må sige, det er - at opkalde en gade efter en af de vigtigere statsministre i det sidste århundrede, og så stave hans navn forkert.

Jeg må konstatere at både www.dgs.dk (billedet) og www.krak.dk har det rigtige navn på kortet. At historien er rigtig nok kan enhver imidlertid erfare ved at google "jens otto kraghs gade".

Den kommer dog ikke op på siden af Lucky Luke nr. 66, hvis førsteudgave vi ser til højre. De har nok koncentreret sig for meget om at stave Mississippi korrekt...

Aktuelt!

Min uforbeholdne mening om at statsministeren har udskrevet valg i dag:

!

'Arry Po'er - nu med seksualitet!

Min allerbedste lillesøster Marie har i alt for lang tid presset mig for at få læst sidste bind af Harry Potter-serien, og jeg er nu godt på vej, da bror Thomas har fundet den som lydbog. Det gør denne ålelange bog ganske overkommelig, og jeg er nu på tre dage nået over halvvejs.

Hvilket giver mig en vis ret til at blande mig i den verserende debat om de nyeste afsløringer. Den ærværdige, gamle, så skændigt myrdede rektor Dumbledore er, hævder J.K. Rowling, bøsse.

Jeg skal afholde mig fra at have en mening om den gamle rektor emeritus' seksualitet i forhold til historien, som jeg ikke kender slutningen på. Men det er interessant nok at Joanne Kathleen synes vi skal vide det. En forklaring kan være at hun kunne have en tolkien'sk ambition om at hendes historie skal være større end det værk, der gjorde den berømt. At der skal være en masse guf for nørderne som vil kende alle detaljerne og de mere perifere begivenheder. Såsom Dumbledores seksualitet! Jeg synes ikke helt Harry Potter-serien lægger op til det, for den er meget mere afsluttet end Lord of the Rings; serien handler om Harry, og kan kun svært ses adskilt fra ham.

Hvad så? Er det for at gøre Dumbledore til en større helt ved at gøre ham mere menneskelig? Gøre ham politisk korrekt endda? Pjat! Kærlighed behøver ikke have noget med seksualitet at gøre! Og når J.K. endda fokuserer på seksualiteten som motor for kærligheden, så hiver hun kærligheden ned på - nej, ikke på et lavere, men på et tilfældigt plan. Så kan hun vanskeligt påstå at der var noget tvingende, noget storladent ved kærligheden.

Jeg ved ikke hvilket minde Dumbledore efterlader sig ved enden af bogen. Men jeg tvivler på at den nye 'oplysning' kan være til nogen nytte. Snarere vil det nok inspirere til en masse mere eller mindre (især mindre) anstændig fanfiction.

Lyt! II

Frank Esmann havde for nogle år siden en kedelig sag på halsen. Han havde skrevet en biografi om Henry Kissinger, og lånt lidt for mange direkte formuleringer fra andre. Bogen blev trukket tilbage, og så var der stille omkring Esmann et stykke tid. Men så kom han også igen. For alvor. Jeg nævner den kedelige og kritisable sag om plagiat fordi det var det jeg huskede Esmann for da jeg startede med at høre Esmanns Verden på p1. Og jeg har lagt alle mine reservationer.

Hvad Niels Krause-Kjær er for den indre, nationale debat om sådanne ting som vedrører national politik, samfundet og vores dagligdag, det er Esmann for debatten om udenrigspolitikken. Esmanns Verden er ifølge den traditionelle indledning "programmet om de personligheder der får udenrigspolitiken til at lykkes eller gå bananas". Fokus ligger altså på personlighederne, en journalistisk vinkling der forudsætter at det interessante der sker ude i verden oftest er resultatet af enkeltpersoners beslutninger snarere end konjunkturer, kapitalbevægelser, demokratiske beslutninger og lignende.

Esmann bruger selv udtrykket 'udenrigspolitikken'. Jeg finder det misvisende, fordi udenrigspolitik er noget et enkelt land fører. Når Det handler om de kommende præsidentkandidater i USA er der slet ikke udenrigspolitik inde i billedet. Men vel et spørgsmål som alle verdens lande tager alvorligt. Hvis det ikke lød som en norsk tabloid-avis ville jeg i stedet tale om Verdens gang.

Esmann har lige som Krause en gæst i studiet, som han taler med i halvanden time. Og i endnu højere grad er det alligevel Esmann der er stjernen. Han har ikke den dybe specialviden om dem han snakker om, men han har erfaringen som mangeårig udenrigskorrespondent og undlader ikke at vise det ved f.eks. at stille ledende spørgsmål, henvise detaljeret til egne erfaringer eller bekræfte hvad gæsten siger, selvom det er gæsten der er eksperten.

Man tilgiver det, ja mere end det, man beundrer værten, også selv om der er en hel del (selv)iscenesættelse i programmet, der ikke for intet hedder Esmanns Verden.

Personlighederne er ikke altid bredt kendte. De programmer jeg husker som de mest interessante er om

• Günther Grass
• Bill Gates
• John Wayne
• Jacques Chirac
• Samuel P. Huntington
• Pave Benedict. XVI
• Saddam Hussein

Lyt!

Læseguf

Jeg må starte med at beklage over for alle dem, der allerede har hørt mere end rigeligt om Wolfgang Schivelbusch. Han er en af mine store forbilleder inden for disciplinen kulturhistorie, og det ikke bare fordi han er en fremragende kulturhistoriker, men først og fremmest pga. hans emnevalg. Tag en bog som denne: Paradiset, smagen og Fornuften - Nydelesmidlernes historie. Hvem finder på at skrive om det? Det lyder som en socialrealistisk bog fra 1975, men den er en af mine bedste bøger overhovedet.
Det er den først og fremmest fordi den knytter nydelsesmidlerne uløseligt sammen med kulturen som helhed. Schivelbusch' specialitet er metaforer og associationer. Han sporer stoffernes betydning for kulturen i de egenskaber den hæfter på dem. Det er ikke tilfældigt at alkohol var våd mens kaffe og tobak var tør, det knyttede an til hvordan stofferne virkede på kroppen. Associationer har også stor betydning, og er således Schivelbusch' forklaring på krydderiernes tiltrækningskraft. Krydderierne mindede folk om Paradiset, og Paradiset duftede i folks forestilling af krydderier. Sådan fortæller Schivelbusch saltet og krydderiernes, øllet og vinens, kaffen og teens, tobakkens, opiums og sidst brændevinens historie, og derigennem europas kulturhistorie.
Det er umådelig interessant at se opdagelsesrejserne, kolonitiden, oplysningstiden og industrialiseringen fra en helt anden vinkel end den åndelige eller den materielle. Nydelsesmidlerne må siges at være en joker i spillet mellem de to, for uden kaffe tænker filosoffen knap så store tanker, og hvis arbejderne bliver udbyttet eller mister arbejdet pga. mekaniseringen, så er det letteste jo at slå sig på flasken. Nydelsesmidlerne kan afhjælpe onder og bringe nydelser, men også selv være et onde. De har spillet en meget vigtig rolle i vor kulturhistorie, og derfor kan denne ubetaleligt velskrevne bog ikke anbefales nok.

... den kan også læses på tysk!

Hvad den avis ikke har bedrevet:

POLITIKEN har opfundet meget. I bladets 100-år, 1984 udkom den af Bo Bramsen samlede og forfattede scrapbog Politiken - de første 100 år. En ordentlig sag i to tykke bind, og det er umådelig spændende læsning. Ikke mindst fordi man her må sande at meget af det vi kender som helt almindeligt og hverdagsagtigt, er opfundet af Politiken. Det er næsten som Big Brother, bare på en god måde (hvis vi ser bort fra dem der udskælder bladet under navnet Systemet Politiken).

Politiken har - alene i de første halvtreds år opfundet

• Journalistforeningen
• Kroniken
• kolonihaver
• Juleindsamlingen
• Det Radikale Venstre
• Den kritiske Forbrugerjournalistik
• Den første hjemmebyggede flyvemaskine
• Friluftsteatret
• Juleløses jul
• Motorløb
• Juletræet på Rådhuspladsen
• Det offentligt tilgængelige bibliotek
• Radionyhederne
• Radiokoncerten
• Ordene bil og fødselar

Tendensen til at gøre aviser mindre og mindre blev i øvrigt også startet af Politiken, der under Henrik Cavling gik bort fra lagenformatet - 1 meter på den lange side - og installerede en trykpresse der kunne trykke flere, men mindre sider.

Lyt!

Hvis der er én ting der, trods koncerthus og andet gøgl, gør at licensen er pengene værd, så er det P1, og muligheden for at podcaste næsten alle kanalens programmer. Jeg ved ikke noget sted der bedrives så megen fremragende journalistik. Så kald det venstreorienteret, Ole Hyltoft, jeg kalder det en gave.

Jeg vil prøve et stykke tid fremover at beskrive programmerne nærmere. Jeg starter med Krause på Tværs, med Niels Krause-Kjær. Det er ham med romanen Kongekabale, men det bed jeg sjovt nok først mærke i for et par uger siden. Først og fremmest kender jeg manden som journalist.

Hans program beskriver sig som et "aktuelt debatprogram på tværs af flertallets synspunkt og de rigtige holdninger". Krause har en gæst i studiet hver uge som på den ene eller anden måde kan give et indspark i den nationale debat om dette eller hint, en debat som behøver grundige analyser og fakta, hvor sådanne kan fremskaffes. Programmet varer 1½ time, hvilket er nok til at nå ret langt ned i de ofte meget specifikke diskussioner. Det kan handle om:

• stress, med udgangspunkt i studiet af chimpansers adfærd
• interessen for det alternative fra en hjerneforskers synsvinkel
• Nordgårsskolen i Brabrand - en kæmpe udfordring
• Bilkultur med udgangspunkt i folks idé om det gode liv
• Fedme - hvordan bekæmper vi den, når nu kampagner og sund mad ikke virke

Jeg har valgt emnerne ud fra min egen hukommelse fordi det er de udsendelser jeg har hørt flere gange, og som jeg kan huske her, flere måneder efter. Nogle af udsendelserne knytter an til en debat der var aktuel på sendetidspunktet, men de kan næsten alle høres som almen belysning af et emne.

Udsendelserne foregår som en afslappet, lidt munter samtale mellem Krause og hans gæst. Gæsten bidrager med viden og erfaring, og Krause stiller lange, nærgående og spidst formulerede spørgsmål, der godt kan få udsendelsen som helhed til at virke essayistisk. Det fungerer rigtig godt. Han kan godt finde på at stille et spørgsmål, og når gæsten skal til at svare, afbryder han og reformulerer spørgsmålet med eksempler. Det er egentlig kun formuleringen der lægges til, men for lytteren fungerer det egentlig fint.

Krause på Tværs er en af den slags udsendelser der i høj grad har værten i centrum. Men samtidig kender jeg kun få udsendelser af den type, som kommer så grundigt ned i emnet. Lyt!

Hvaffor-en-saurus

Som bekendt har man fundet ikke mindre end 70% af en megastor dinosaurus i Sydamerikas regnskov. Det er naturligvis lidt af en sensation, ikke mindst for alverdens drenge, der nu vil få en kæmpesaurus mere at beundre. Det vil sige, det kunne de have fået. Imidlertid har de forskere som fandt saurus'en valgt at give den et så umuligt navn at det meget vel kan spolere legen for alle de stakkels børn. Hvem i alverden kan udtale navnet...

FUTALOGNKOSAURUS!

Det er jo den rene chikane. Man ser for sig to børn der leger:

- og så kommer min bracchiosaurus og æder alle dine mennesker
- nej, for de er beskyttet af min Tyrannosaurus Rex som æder din bracchiosaurus og tramper på den
- ha, så kommer jeg bare med min fut.. min futolo... nej, min fungusaurus... ahr... hmm... øv, jeg gider ikke mere!

Der er simpelt hen ingen der kan hverken huske eller udtale det navn. Det er en skændsel, og det er ikke til at forudsige følgerne for fremtidens børneleg.

Og så er den i øvrigt ikke spor sejere end Reptilicus!

Hyldest til en sprogekvilibrist

Storm P var en mester i sproglige finurligheder, og han slap dem alle løs i sine mange monologer. Han var dog ikke bare dygtig, men også heldig. For en monolog har det nu engang bedst med at blive fremført, og helst af en der kan. Storm P selv kunne ikke. Det er min helt personlige mening, men den er måske uvildig, for den er præget af en dyb beundring for en der virkelig kunne fremføre monologerne, Ebbe Rode.

Det han kunne, var at gøre dem levende. Man kan sige at Ebbe Rode havde samme forhold til forlægget - de nedskrevne monologer - som Storm P havde til sproget. Storm P skrev de mange monologer på lavkøbenhavnsk. lå og lagde, ligge og lægge var næsten konsekvent byttet rundt, og ofte foretrak han et ord der lød som det ord der skulle have stået. Når Ebbe Rode fortolkede disse tekster kunne han ofte finde på at gå endnu længere ud. I i musikkens verden bliver en drosje f.eks. til en brosche, og en mand der har kendt Tordenskjold bliver til en lang indviklet historie: "...en mor'lig fin mand, som a der ska ha kendt en som a da kom i en familie hvor der a og te kom en meget fin mand som ska ha set det billede af Tordenskjold."

Det geniale er, at historierne og deres sproglige dynamik lever nok engang. Når Storm P blæser på alle skrevne og uskrevne regler for hvordan sproget bør tales, så gør det sproget levende. Men hvis de forstenede i den form de var nedskrevet ville de dø igen. Derfor har Ebbe Rode gjort dem en uvurderlig tjeneste, og det er nok hans fortjeneste at de er kendt så bredt i dag.

Et visdomsord: Hvis du står i lort til halsen, så lad være med at hænge med hovedet!

Hvor tænder man ?

For nogle år siden arbejdede jeg som vikar for SDC Dandisc som laver dvd'er og VHS-bånd. Der fandt jeg i en affaldscontainer en dvd med kortfilm fra det danske filminstitut. Jeg tog den med, uden at vise den særlig interesse og forærede den kort efter til min kæreste, som godt kunne lide at se danske film. Et par måneder efter på hendes fødselsdag viste hun en af kortfilmene, en afgangsfilm af Martin Strange-Hansen med titlen Når lysterne tændes.

Det er en glimragende lille kortfilm med Jesper Asholt i hovedrollen. Han har ikke andet end støj og uro omkring sig, og det er værst når han er hjemme. Han opfinder et par timers overarbejde og går hen på et værtshus for at drikke en øl i fred. Da han har succes med den strategi udvider han den tager på hotel for at 'arbejde' og nyder den salige fred. Imens finder konen ud af at han ikke arbejder. Da han kommer hjem spørger hun ham ud, og vil selvfølgelig have at vide hvad hun hedder. Konen spilles af Anette Støvlebæk for en gangs skyld ikke nervøs og selvudslettende. Hun går ham så meget på klingen at han er nødt til at opfinde en elskerinde for at stille hende tilfreds.

Jeg har faktisk kun set filmen den ene gang. DVDen har jeg jo ikke mere, og kan heller ikke sådan komme til den. Og så har det vist sig at den ikke er at finde noget andet sted. Den er ikke på nogen biblioteker, ikke i handelen og man kan ikke sådan låne fra Filminstituttet. Den er det tætteste man kan komme på utilgængelig.

Ganske paradoksalt, da den har vundet flere priser; en Student Academy Award - en såkaldt mini-oscar, en Golden Award fra Beijing Film Academy og endda en pris for bedste novellefilm i en festival i Odense.

Men vi må ikke få den at se! Jeg ringer til Filminstituttet i morgen!

Der er de bøger, der bør læses mindst én gang inden man bliver moden og reflekteret. Det gælder afgjort ikke George Orwells '1984'. Jeg har netop genlæst bogen for første gang i to år, og
gensynet overbeviste effektivt om at bogen er ualmindelig politisk.

På forsiden af første oplag stod titlen 'Nineteen eighty-four' og derunder 'a novel'. Mon det stod der for at man ikke skulle forveksle romanen med det, den også var, nemlig en slags forklædt pamflet. Selvfølgelig var den en roman, men en sådan kan være 'ren' i den forstand at den ikke peger ud over sig selv. Modsat den 'rene' roman er den allegoriske. Orwells fabel Animal Farm er en helt igennem allegorisk fortælling; den Russiske Revolution lignet ved dyr. Old Major er Karl Marx, Snowball er Lev Trotskij, Napoleon er Josef Stalin osv.

1984 er ikke anderledes. Den handler om virkeligheden, som den så ud i 1948. De fleste af de elementer der tilsammen danner det rædselsfulde overvågningssamfund Oceania, havde Orwell taget fra virkeligheden i Stalins Sovjet og Hitlers Tyskland. Tendensen til at nedbryde sproget ved at bruge det uden at tænke imens, observerede han også i england.

Bogen indeholder to lange passager som lige så godt kunne have været udgivet som politisk pamflet, nemlig Emmanuel Goldsteins bog, og dens to kapitler hvor det ene beskriver hvordan individerne i middel- og overklassen kæmper om de øverste pladser, mens underklassen, proletariatet, aldrig kommer nogen vegne, det andet der viser krigens meningsløshed og direkte påstår at krig er overklassens måde at holde velstanden nede blandt masserne. Ved at bruge al overskud på krig kan man sørge for at masserne forbliver sultne. Man kan så fodre dem med krigspropaganda, og de vil labbe det i sig, sultne som de er. Præcis denne kritik af krigen - den kolde krig - fremførte Herbert Marcuse 15 år senere.

Men det betød ikke at Orwell var profet. Han beskrev hvad han kunne se i sin samtid. Intet er mere forkert end at læse 1984 som en profeti, og dermed koncentrere al sin opmærksomhed om det relativt tilfældige årstal som titlen angiver, og om hvad der er blevet virkelighed og hvad der ikke er. Det er ikke interessant hvad der er blevet virkelighed, men at det allerede var det dengang. Titlen var 1948. Det var efter sigende en ængstelig forlægger som fik Orwell til at bytte rundt på tallene.

Vel handlede 1984 også om fremtiden. Vel var den en advarsel. For verden var endnu ikke helt så sort som i romanen. Verden var præget af totalitarisme. Oceania var værre end totalitaristisk. I Oceania var overvågning, propaganda og sproglig depravering gået sammen i en helhed som formåede at kontrollere mennesker helt igennem. Dette har vi nok foreløbig undgået. Men vi bør stadig læse 1984, og tage den gravalvorligt!

En god ven mindede mig for nylig om at det er længe, længe siden jeg har tænkt på Otfried Preusslers bog Krabat, en bog som fænslede mig meget, da jeg var 12-13 år gammel. Jeg gik hjem og bestilte den på amazon.de, og venter nu spændt. Det særlige ved at læse den nu, og på originalsproget er, at den indeholder en masse referencer til Østtyskland. Ligesom møllen i Schwartzkollm var Østtyskland ikke til at undslippe. Bogen er politisk, men samtidig en rigtig god børne/ungdomsbog. Den har den sjældne kvalitet at den indeholder budskaber til flere aldersgrupper, som man forstår efterhånden som man bliver ældre. Den slags bøger kan med fordel genlæses, de er slidstærke.

Ligesom jeg knapt vidste hvad Østtyskland var da jeg fik bogen læst højt som lille, vidste jeg heller intet om sort magi, kendte ikke til drudefoden som andet end et sjovt ord, og forbandt i det hele taget ikke noget i historien med ting uden for den. Det er en lykke at kunne opleve en historie med den barnlige åbenhed intakt, som gør at man bliver suget ind i historien uden reflekterende distance.

Det samme gælder en bog som Brødrene Løvehjerte, også fuld af referencer til den tid den blev til i. Muren omkring Rosendalen, Tyrannen der undertvinger et folk, udøver terror og vilkårligt bestemmer hvem der skal leve og hvem der skal dø. Det stod for den lille Anders som den reneste ondskab, men en ondskab der var del af historien, og som forsvandt når jeg lukkede bogen.

Og sådan skal det også være. Refleksionen kommer senere. Og at der også er plads til den i værkerne er det geniale ved dem!

Aflåst pizzaleje!

Ei wie schmeckt der Coffee süße

Bach skabte i 1734 sin Kaffeekantate. Teksten var skrevet to år før af Christian Friedrich Henrici, også kendt som Picander. I en af de kendteste passager lovpriser den unge Liesgen den kaffe, hun ikke må drikke for sin vrantne far, Herr Schlendrian:

Ei wie schmeckt der Coffee süße
lieblicher als tausend Küsse
milder als Muskatenwein

Man ser et helt almindeligt far-datterforhold. Datteren vil have sødt, faderen forbyder hende det. Det interessante er, at det er kaffe datteren ønsker, og at hun omtaler det som havde det været cola eller hvad som helst andet sødt og mildt. Selv den mildeste kaffe er vel ikke mild i forhold til andre ikke-alkoholiske drikke, og kaffe er i hvert fald ikke sødt med mindre man hælder sukker og fløde i. Og så er det jo ikke kaffe længere. Hvorfor kalder hun da kaffen sød?

Forklaringen ligger dels i historien. Friedrich den Store forsøgte i 1760'erne at forhindre kaffens udbredelse blandt den jævne befolkning i Preussen, bla. ved at forbyde ikke-autoriserede at riste kaffe. Der blev ansat kaffelugtere til at opsnuse dem, der forbrød sig mod denne lov. Folket skulle "wie eh und je" drikke øl! Hvad der nok også spillede ind var, at kaffe var en kolonialvare, som måtte importeres. Kaffen var derfor moderne og kontroversiel, hvilket kan forklare Herr Schlendrians modstand.

Men forklaringen kan også være den at smagen simpelthen ikke var blevet voksen endnu. For et barn er sødt det samme som godt. Denne naive smagsdom findes endnu i alle de faste vendinger hvor 'sødt' simpelthen betyder 'godt'; 'det søde liv', 'søde kys', 'vær sød at række mig...' Kaffen er et eksempel på at noget kan smage godt uden at være sødt. Kaffe er bitter, men bitter på en god måde. Ligesom øl er det, men heller ikke altid var det i gamle dage. Den øl man drak var sød, den vin man drak var sødet, bla. med bly. Smagen skulle raffineres før man kunne tænke på en smag som var god, men ikke nødvendigvis sød.

Liesgen kan lide Kaffe, men kan ikke udtrykke det uden at kalde den sød og mild. Og vi døjer stadig med den poetiske kliché der sætter 'sødt' lig 'godt', samt med kaffeproducenter der kalder deres kaffe Milea. Lad os håbe på en lysere fremtid for den sorte drik.

Antikt: Uddrag af Rafaels skitse til Skolen i Athen. Oprindelig skulle samtalen ikke have drejet sig om tingenes former, hverken som evige idéer eller som tingene iboende, disputten havde en helt anden karakter.

Gåde Hvad er meningen med dette:

"Ikke at planterne på det økologiske fynske gartneri ikke leverer deres bedste. Langt fra."

(fra en Irma-reklame)

Ingen lokalplaner her!

Da jeg boede i Berlin for tre år siden cyklede jeg en dag rundt i Wilmersdorf og søgte den danske Kirke. Kvarteret er præget af mellemstore villaer, vist ikke udpræget velhavende, men heller ikke Berlins mest progressive bydel. Overhovedet. Og dog, hvad stødte jeg på, bedst som jeg søgte... en moske. En rigtig moske, ikke noget med sure lokalpolitikere med lokalplaner, ikke noget med Wilmersdorf gegen die Moschee. Dér lå den, moskeen, midt iblandt Berlins småborgere. Det sætter lissom et og andet i perspektiv...

Kult i Næstved

Sidste Obese foregik i Næstved, hvor medlystpedant og mangeårig næstvedning Peter Loumann viste rundt. Byen er en meget spændende middelalderby med mange gamle huse. Se selv på Peter Loumanns side huse-i-naestved.dk.

En gammel by som næstved har også brug for moderne kunst, så byen bestilte i 1986 en skulptur til den netop renoverede kirkeplads hos billedhuggeren Ole Christensen. Han kreerede Kultstenen, som ses herunder.Enhver der har analyseret symboler i dansk i niende, kan se at det er noget gris, særlig midt på kirkepladsen. Efter indsigelser fra menighedsråd og pikerede borgere blev skulpturen flyttet hen foran musikskolen hvor den står i dag. Man engagerede så Bjørn Nørgaard til at lave en anstændig skulptur til kirkepladsen. Han barslede i 1991 med værket Talbrücke Tiefland som ses herunder.Se den må have været lidt af en kamel at sluge for de herrer menighedsrådsmedlemmer med sine to erigerede 'pukler'. Selv finder jeg den nærmest mere fræk end den køligt symbolistiske kultsten, som på sin plads foran musikskolen vel nærmest kan gå for en rund triangel. Jaja, selvmodsigelse fremmer musikken, som man siger. Denne her er derimod meget direkte, nærmest sanseligt pågående. Og navnet, det er naturligvis bare for at forvirre, som det er tilfældet med de fleste kunstværker.

Tekniskt: Min nørdebror Thomas har fundet en måde hvorpå siden her kan få et pænere navn. Så nu kan bloggen også findes på http://blog.anders.plougsgaard.eu

Jan Visby Berthelsen forklarer og illustrerer indvielsesvejen.

Kvinden i kronikken

Jeg fik i 2005 den idé at undersøge hvor stor en procentdel af avisernes kronikker der er skrevet af kvinder. Kronikken er jo netop et redaktionelt valg mellem mange forslag, og der er givetvis både kvinder og mænd på banen hver dag. Hvis kvinder og mænd er lige interessante at høre på, burde fordelingen være nogenlunde ligelig. Jeg afgrænsede undersøgelsen til Information, Politiken og Berlingske Tidende. Jeg var naturligvis ikke naiv. Min tese var, at fordelingen ville være alt andet end ligelig. Jeg havde dog en forventning om at der ville være flest kvindekronikker i den progressive ende, Information, og færrest i Berlingeren. Det var her jeg skulle vise mig naiv.

Det var et slæb at finde frem til alle kronikkerne. Ikke alle aviser laver en oversigt over deres kronikker, så de fleste måtte jeg finde med infomedias søgeværktøjer. Jeg havde valgt perioden fra den første januar til den tredivte juli 2005. I det tidsrum bragte Politiken 195 kronikker, Information 159 og Berlingske Tidende 196.

Jeg sorterede nu kronikkerne efter forfatterens køn: En eller flere kvinder, en eller flere mænd eller to eller flere kvinder og mænd. Resultatet ser således ud:

%												Politiken												Information				Berlingske
M												71,3												75,5				75,0
MK												3,1												3,1				0,5
K												25,6												21,4				24,5

Jeg var egentlig ikke så overrasket over at kvinder kun får ordet i en fjerdedel af kronikkerne. men fordelingen aviserne imellem undrede mig. Den mest konservative avis var havde den tvivlsomme ære at være den marginalt mest progressive af de tre, uden der dog var nogen grund til ligefrem at klappe i hænderne af 24,5%. Jeg har siden hørt at Politiken har et ret dårligt rygte hvad intern ligestilling angår. Så der synes at tegne sig et billede af en intern standard der går i stik modsat retning end det image man holder sig udadtil.

Spørgsmålet er hvor tit man vælger at lytte til en mandig forsker mens der stod en kvindelig på spring. For at isolere de tilfælde må man sortere de kvindekronikker fra, der handler om specifikt kvinderelaterede emner. Jeg gjorde kun dette for Politikens vedkommende, og det drejede sig om 15/50 kronikker. Hvis man sorterer dem fra er det kun 17 % af kronikkerne hvor kvinder skriver om noget som mænd også kunne have skrevet om.

Jeg ved ikke hvordan det ser ud for de andres vedkommende. Jammerligt, sikkert. Imidlertid må man holde sig en anden, usynlig faktor for øje, nemlig fordelingen af de indsendte kronikker. Det er sandsynligt at flere mænd end kvinder sender kronikker ind. Når diskussionen går om lederposter i erhvervslivet hører man tit at kvinder først søger dem når de ved de er 110% kvalificerede, mens mænd kun behøver at være 90% kvalificerede før de søger. Det er muligt at det samme gør sig gældende her i en eller anden grad.

Jeg har overvejet at foretage undersøgelsen igen og se om noget har ændret sig.

Når sundheden skal frem

Hvis al den holisme kunne gøre mig splittet, så har jeg nu haft lejlighed til at samle mig, nemlig om min middagsmad. Fordi sundhed ikke bør være alternativt, men en del af hverdagen, har jeg for lang tid siden besluttet at jeg vil prøve at leve så sundt jeg kan uden at være fanatisk. Det har givet en del interessante indsigter.

Når jeg før stod foran hylderne i den lokale Netto kunne jeg anlægge forskellige kriterier for mine valg. Et af dem var prisen på varen. Hvis jeg bare ville være mæt, kostede det næsten ingenting. Man kan få masser af færdigretter til få penge. Hvis jeg ville være hurtigt mæt var kunsten derfor at vælge dels ud fra prisen, dels ud fra hvad jeg havde lyst til. Eftersom jeg gerne var færdig med maden på 15 min og spiste den på 10, havde man naturligvis også brug for guf til senere på aftenen. Også det køb var en afvejning af hvor meget jeg ville betale og hvor lækkersulten jeg var.

Jeg opdagede at hvis jeg fokuserede på sundhed i stedet for økonomi, blev det meget sjovere at købe ind. Pludselig var madvarene meget mere nærværende, deres form, farve, smag. Tid betød ikke så meget, for mad tager den tid den tager. Til gengæld lærer man mens man laver den. Man lever og lærer. Alt er research, som Dorthe Nors ville sige. Sundhed handler altså også om at komme tættere på maden og give den den tid den behøver. Og betale det, det koster. Sundhed er en investering!

Jeg er ikke super kreativ hver dag. Men jeg giver mig tid til at lave salat næsten dagligt; en ordentlig bunke som holder to dage. Altid af de samme ingredienser, så kan det ikke gå helt galt. Når det så går højt, kan man købe falafler og humus og den slags at spise sammen med. Det tager en del tid, men den får man jo nok i den anden ende af livet.

Dagens fyndord:

Lokumsdigter blandt poeter er som røvhul blandt trompeter!

Idealisterne i Silkeborg

Mens de unge skabte sig i København har jeg tilbragt hele dagen i Silkeborg omgivet af kosmisk ro og midaldrende kvinder. Sådan er stemningen og klientellet til en helsemesse. Filosofisk Boghandel er med på alle messer der kan krybe og gå vest for storebælt, så jeg har en del erfaring efterhånden. Alligevel vænner jeg mig aldrig til det.

I et samfund hvor det er svært at købe sund mad efter kl. 20, er helse en del af det alternative. Derfor er helse i messeforstand lig med et sammenrend af alle mulige handlende i alternativ det ene og det andet. Behandlere, der helbreder med lys eller massage og duftende olie, folk der healer med kraften fra ældgamle japanske naturånder, folk der sælger fiskeolie eller vitaminpiller, for det er vel også sundt, folk der lægger horoskoper eller tilbyder rejser tilbage til tidligere inkarnationer eller sjæleformer. Og der er folk der sælger shamanistiske himstregimser medfølgende healende kraft eller vil lære en hvordan man synger gamle indianske sange der løfter ens sjæl opad. Nogle kan tale med ånderne. De har ikke selv valgt det, de kan bare høre dem og af og til se dem.

Alt dette er der på en helsemesse, på samme 15 gange 30 meter. Og så er der mig, som tilbyder alt hvad man vil vide om det hele i bogform. Og det er ikke spor let. Mens kunderne fint kan shoppe rundt mellem de mest bizarre helsepåfund, skal man som boghandler rumme det hele. Man skal smile, svare på spørgsmål når kunden vil have noget at vide. Man læser bagpå bogen...
- joeh den handler jo om ... mumle... at den der slange af energi ligger nede i ryggen og rejser sig og så sker der ...

Hvad sker der? Ja hvor skulle jeg vide det fra. Jeg kan jo godt indse at jeg ikke kan forventes at vide alt om alle bøgerne, men jeg har alligevel en snert dårlig samvittighed fordi jeg sandt at sige synes de fleste af dem er ualmindelig langt ude. Når jeg sælger bøger er det for at hjælpe en idealistisk ven i permanent nød, men jeg føler mig alligevel splittet. Man kan ikke være halvt til stede, slet ikke når man står på messen hele dagen, og skal passe på ikke at pjatte alt for ironisk med sin medmessedreng Ole.

Lad mig slutte med en litteraturanbefaling. Ironiens og især sarkasmens mester er Hans Scherfig. Hans bog idealister fra 1941 er fuld af ironiseren over fænomener som de her beskrevede. Tager vi det i betragtning må konklusionen 66 år efter vel være, at det alternative er helt og aldeles immunt over for ironi. Det er til gengæld udmærket at væbne sig med for selv at kunne klare splittelsen i sjælen når man en hel dag for venskabs skyld sælger noget man ikke tror på.

Vesten ryster - væk er kristendommens grundlag

For effektens skyld indleder jeg med de samme ord som står øverst på den side hvor overlæge Svend Lings præsenterer Bibelen uden Gud. Ja, den er god nok, Doktoren har sat stetoskopet til den gamle bog og lyttet, og han har hørt "en visdom, en åbning, en udvej ... et produkt af utallige oldtidsgenerationers oplevelser, myter og fantasier". Mange gode og brugbare træk, som kun forstyrres, ja ødelægges rent af Guds tilstedeværelse. Derfor har Svend Lings skrevet Gud ud af Bibelen.

Som en anden amerikansk præsident er Svend Lings rullet ind og har fjernet diktatoren, den bandit til Gud. Der er dog ikke udbrudt kaos, snarere er der sket det samme som da fuldmægtig Theodor Amsted forsvandt, nemlig næsten ingenting. Han er stadig til stede, nu blot i de andre. Adam overtager hans rolle i syndefaldet, han revser først sin hustru og dernæst sig selv. Han forbander slangen, og forbander jorden for sig selv, hvor ejendommeligt det end kan forekomme. Når Gud skaber noget, lader Lings det bare ske: "Der blev lys. Og lyset var godt. Og der blev skel mellem lyset og mørket ... og lyset kaldtes dag, og mørket kaldtes nat." Når teksten omtaler en konkret handling omskriver Lings til passiv, kaldtes.

Ideen med at skrive Gud ud af Bibelen er ubeskrivelig fjollet. Den er lidt som med det hvide snit - de læger der fandt på operationen er mere interessante end de patienter, som har gennemgået den. Svend Lings har givet bibelen det hvide snit. Han har fjernet både den hysteriske Jahve og faren til ham hippien fra evangelierne, og patienten er overlevet, men er blevet kedelig og blodfattig. Og inkonsekvent og forvirrende al den stund Gud jo spøger i kulissen konstant, men bare ikke må vise sig. Han er som Bill Clinton når Hillary er blevet præsident.

Men man må give Svend Lings at han har lagt noget arbejde i det. Han har faktisk udført kunststykket, og endda fået trykt den nye bibel som bog. Siden jeg sidst kiggede på hans side er den faldet fra 695,- til 195,-. Jeg har tænkt på at købe den, alene som kuriosum...

På vejen igen!

Jeg har været på vej denne formiddag. Jeg tog en smuttur til Odense som chauffør for Filosofisk Boghandel, der netop nu er på messe derovre. På vejen sagde vi hej til hundredevis af mennesker på vej til arbejde, deriblandt fem hollændervogne på vej til København for at møde weekendens demonstranter. Vi flakkede forvildede rundt i Odense en times tid før jeg kunne med forsinkelse kunne vende hjemad. Fra Fredericia kørte jeg bag den FedEx- bil som leverer briller til Lindberg, og kunne således glide langsomt over i arbejds-mode.

Og det har jeg været i indtil kl. 18. Derfor har jeg fortjent at holde fri nu! God fredag aften!

Dvořáks nihalede

Jeg har været fraværende på bloggen hele dagen, bekagler. Jeg har dog tilbragt aftenen i godt selskab. Dels med min gode ven Sébastien, dels med Dvořák og Beethoven. Et mindre sammenlignende studie gav denne interessante observation: Beethovens 9. symfoni og Dvořáks ditto har mange fællestræk. Men ved en nærmere gennemlytning viste det sig at mens Beethovens musik hele tiden har samme intensitetsniveau – også i de stille passager, så veksler Dvorak meget mellem intensivt og blødt. En blød og indlullende indledning kan afbrydes brat af strygere og paukeslag så hjertet sidder oppe i halsen, og musikken galloperer derudaf et stykke tid hvorefter den kan lægge sig brat ned eller glide umærkeligt over i en obo, der gentager og blødgør hvad strygerne lige har raset ud. Det virker, man har hele kroppen med når man lytter. Og man tænker at han alligevel er lidt fræk, ham Antonin, for han ved jo godt hvordan lytteren har det. Den samme storhed, den samme grandeur, kan man finde hos Beethoven, men uden de lumske forsøg på at lulle os i søvn for så at vække os igen.

Hyldest til kaffekruset

Jeg drikker min kaffe af krus, jeg er ingen ynder af kopper Kopper er noget man tæller, man sætter sig på en café, drikker kun én kop, den skal helst være kold, og skriver så sin rørende livshistorie eller diskuterer dybe eksistentielle emner, kaffen er en ligegyldig kulisse, mere kulisse jo mindre man drikker af den. Koppen er i øvrigt for rituel, den fører en strøm af ligegyldigt tilbehør med sig, underkoppen, sukkerskål og flødekande, teskeer, alle mulige absurde regler for hvordan man skal opføre sig, så man med sikkerhed ikke kan smage kaffen. Og så kan man jo ikke undgå sukker og fløde fordi det hører til den ritualet. Dertil kommer den krampe i fingrene man får, fordi man skal holde på mikrohankene med tommel- og pegefinger og undgå at koppen vipper ned, som på et hængsel så kaffen spildes. I krusets hank kan man få tre-fire fingre ind, ingen muskler overbelastes, der er tale om en naturlig forlængelse af hånden. Kruset er ligesom en umærkelig mellemstation mellem kanden og maven. Der kan være kaffe nok til at den holder sig varm, og man fylder op når det er halvt tomt.

Demonstrationsnydt

Statsministeren om de utaknemmelige demonstranter:
"Når man giver dem fingeren, forlanger de flere hænder!"

Indavl?

Jeg har to forældre, fire bedsteforældre, otte oldeforældre osv. Hvis jeg for en nemheds skyld regner med en generation som 30 år, så må mine tipoldefædre være født for 150 år siden og være 16 i tal. For 180 år siden fødtes mine 32 tip-tipoldefædre og så fremdeles.

Hvis vi går tilbage til Harald Blåtands tid, år 980, har jeg 8,6 mia 30*tip-oldeforældre. Er der nogen, der kan forklare det?

"Never fear big words

Big long words name little things

All big things have little names

Such as life and death, peace and war

Or dawn, day, night, hope, love, home

Learn to use little words in a big way

It is hard to do

But they say what you mean

When you do not know what you mean

Use big words

They often fool little people"

Joseph Conrad (1857-1924)

FIDUSO - lystpedanternes legeplads

Der er nok faldet et par henvisninger her og der, men her kommer en helt uforbeholden anbefaling, med tilhørende vejviser så ingen skal være lovligt undskyldt. dk.kultur.sprog hedder noget af det mest spændende, mest lærerige og mest humoristiske som har beskæftiget mig de seneste seks år; en diskussionsgruppe hvor vi diskuterer sprogspørgsmål i alle afskygninger. Det kan være oversættelser, stavninger, grammatik, sprogfjel og lignende. Og det bedste er at det hele foregår tilsat masser af humor.

FIDUSO er en forening som er dannet af dk.kultur.sprogs største aktiv Bertel Lund Hansen. Akronymet kan udlægges forskelligt, men oftest står det vist for Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af Sproglig Omhu.

FIDUSOs mærkesag er at stoppe den omsiggribende tendens til at skrive sammen satte ord i to ord. Derfor er en anden udlægning af akronymet FIDUSO Folkefronten af Intelligente Danskere til Udslettelse af Splittede Ord. Eller den positive variant som ender på Udbredelse af Sammensatte Ord.

Folkefronten virker først og fremmest ved at medlemmerne diskuterer i dk.kultur.sprog. Derudover skriver folkefronten jævnligt breve til Odense Banegård Center for at minde dem om at deres navn stadig lyder skrækkeligt. Denne FIDUSOs yndslingsaversion har givet navn til det årlige træf Obese, (dvs. udtalen af OBC) jeg har selv været med én gang i næstved og det var meget fornøjeligt.

Dagens engelske ord: Transmogrify

På dk.kultur.sprog, som både tæller sprognørder i almindelighed og oversætteren af Steen og Stoffer i særdeleshed, har vi diskuteret et ord som jeg hidtil troede var et rent vrøvleord, nemlig det den danske Steen kalder at transmogriffe. Det viser sig at det er et godt, århundredegammelt engelsk ord, transmogrify, som er dannet af transmigure (af transmigrate) under indflydelse af modify.

Den gængse danske oversættelse ville altså have været transmogrificere eller bare transmogrifere. Mod oversættelsen transmogriffe er indvendt at den gør ordet mere barnesprogsagtigt end det oprindelig er. Imidlertid er Steen jo denne hybrid mellem barnet der aldrig bliver voksent og filosoffen der både tænker dybe filosofiske tanker og kender fremmedordene til at udtrykke dem. Begge dele kan altså til enhver tid komme til udtryk i en eller anden grad, så der må være tale om en afvejning.

Sprogfilosofisk overvejelse

Jeg har gennem seks års bekendskab med Kierkegaard oplevet ikke så få ord som dengang i første halvdel af 1800-tallet brugtes anderledes end i dag. Et af dem er lide. Ordet har en del forskellige betydninger, men som jeg kan se det er kun få af dem neutrale. Man forbinder ordet med negative hændelser; man lider smerte, lider nød, lider under dette eller hint. Uden objekt, (f.eks. 'han lider') betyder det i dag at der er tale om smerte eller noget der kan sidestilles med smerte.

Første gang jeg blev opmærksom på ordets mere oprindelige betydning var da Kierkegaard brugte ordet som substantiv: 'en Liden'. Betydningen er her helt neutral, og sættes hos Kierkegaard i modsætning til 'Handlen'. Som sådan modsvarer den det latinske ord 'pati', lide som bedst kendes i ordet 'passiv', altså 'at lide'.

Som Kierkegaard (og formentlig andre på hans tid) brugte ordet var 'lide' altså det samme som 'være passiv'. Ordets fællesgermanske oprindelse bekræfter det. Ifølge Nudansk Ordbog var betydningen "stole på, acceptere, hvile på".

Og nu begynder mine lommefilosofiske overvejelser:

Det ser ud til at en tidligere betydning var neutral eller ligefrem positiv (stole på, acceptere). Kierkegaard bruger det begrebsligt, som modsætning til handlen, og her er det i sig selv neutralt. I dag derimod bruges det med få undtagelser altid negativt.

Det betyder at en dimension er gået tabt. I dag har vi ikke en sproglig ækvivalent til det Kierkegaard kaldte 'Liden'. I hans brug er begrebet ganske vist modstillet handlen, men ikke underlagt det. Det er neutralt, hvorfor han også kan tale om Kristus som 'absolut lidende' i betydningen 'absolut lydig'.

I det gamle begreb om liden klinger en tillid til tilværelsen. Til gud, skæbnen eller hvad man nu ellers skal kalde det man ikke selv kan kontrollere. At lide er at være underlagt noget man ikke kan kontrollere. Da det er et alment menneskeligt vilkår er der ikke noget absolut negativt i det. Når det i dag kun bruges negativt, skyldes det vel at vi alligevel ikke bryder os om at erkende det. Måske!

Mangler vi den gamle dimension? Eller reflekterer sproget bare at vi har fået det bedre og ikke lider så meget mere - i alle betydninger...

Det faldt mig ind at et andet ord der har fået indsnævret betydning er nyde, som måske kan ses som beslægtet med 'lide', og i hvert fald er nogenlunde synonymt med 'kunne lide'. Det har en række betydningsnuancer (føle behag ved ngt, have fordel af ngt, indtage ngt). Uden objekt vil man formentlig tænke på 'nyde' som antonym til 'lide', dvs. en umiddelbar følelse af velbehag. Ligeledes kan man nyde noget, ligesom man kan lide noget (hhv. lide under noget).

Både det at nyde noget og at lide noget synes at have haft neutrale betydninger. 'Nyde' har det stadig når man bruger ordet i betydningen "have fordel af" og måske også i betydningen 'indtage' (alkohol, mad o.lign.)

Squirrel of Caerbannog

BT fortalte i Juni om et egern der gik amok i en tysk by. Det angreb en dame bagfra og bed sig fast i hendes hånd. Hun løb ud på gaden og fik den rystet af, hvorefter den angreb en bygningshåndværker og sårede ham. Den løb så ind i et hus hvor den nåede at såre en ældre distingveret herre inden han knaldede sin krykke i skallen på den og fik den uskadeliggjort.

Hvad minder det om... Ja selvfølgelig; dræberkaninen fra Monty Python og de skøre riddere. Præcis samme zig-zag-dræberkurs. Bæstet kan ses herunder:
Hvad egern angår er en flok på fjorten i øvrigt blevet anholdt for illegalt at overskride den Iranske grænse medbringende lytteudstyr af forskellig art. En pålidelig kilde i egernkredse oplyser imidlertid at gruppen havde et femtende medlem, som det lykkedes at slippe væk. Den går under dæknavnet mikro-chip.