Så kom højdepunktet, det arrangement som skulle afrunde en rigtig udmærket bogforumsweekend, marcipanrosen i islagkagen.
Vi var ovenud forventningsfulde og spændte, og med god grund. For vi anede ikke hvad der ventede os. For mig er Storm P kilde til uendelig kreativitet og sproglig finurlighed. Men den eneste der matchede ham var Ebbe Rode, og han er desværre død. Sådan går det ofte. Så hvordan kalde ånden frem igen i denne den borgerligste af alle tidsaldre. Hvordan ville man udføre et sådant kunststykke. Jeg indtog min plads i Falkoner Salen med forventning, men også med en anelse ængstelighed.
Første nummer var yderst velvalgt. Det ny Tonefilmsorkester spillede op under ledelse af den overgearede og 0mkringspringende dirigent Jakob Faurholt. Fem dygtige solister sang kendte revyviser med 30'er-diktion, og det gav den helt rigtige fornemmelse af den tid og det sprog Storm P levede i. Ug for det nummer, og især for den måde dirigenten præsenterede sangerne for med tilløb og store armbevægelser mens orkesteret spillede videre, tilsyneladende uden at behøve hans assistance.
Dernæst kunne konferencieren træde til. Johannes Møllehave talte lidt løst og fast om Storm P og gav så scenen videre til en lang række forskellige indslag. Helt i Storm Ps ånd var revyforfatter Carl-Erik Sørensen som gav tre herlige sange om lægers fuldskab, køernes prutten og en eftermiddag i dyrehaven. Den sidste var en jodlesang! Efter ham fulgte Jytte Abildstrøm, standupperne Rune Klan og Jonathan Spang som var mindre sjove. Det lugtede lidt af at man ville have diversitet og lidt for alle aldersgrupper. Hovedparten af publikum var over halvtreds, så det kunne man have sparet. Madsen og Madsen lagde vejen forbi, Flemming Quist Møller kom, men kun for at tromme sig igennem tre næsten enslydende latinamerikanske sange akkompagneret af klassisk guitar. Tryllekunstneren Joachim Solberg gav et forrygende nummer assisteret af Peter Larsen bedre end nogensinde før.
Der var det ejendommelige ved hele forestillingen at anledningen hele tiden var større end noget som helst arrangørerne kunne levere. Jeg kom for at hylde Storm P. Jeg kom helt oprigtigt også for at støtte Storm P-museet. Men jeg kom med en ængstelse for at det ikke holdt. Den ængstelse som ellers er forbeholdt de optrædende sad jeg og prøvede at bide i mig. Og det gik. De hev den hjem med bravour.
For rammen var i orden. Midterblokken bestod af løst og fast fra det sjove Danmark. Men rammen var musikken. Revymusikken som indledning og hvem andre end Benny Andersen som afslutning. Endda fællessang. Så ku det ikke blive mere folkeligt.
Og ved sådan en lejlighed vil selv den mest elitære gerne tilhøre folket. Tom Kristensen satte ord på hele folkets følelser på Storm Ps dødsdag. Sidste vers lyder:
I et glimt er vi Storm P. Vi kan allesammen se
Vi kan allesammen føle, vi er ændret
i vor tale, i vort sprog, i hvor evne til at le.
I hans latter er vor lille alvor kæntret.
onsdag den 21. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Der går en historie om Storm P. at han engang gik en tur på en kirkegård, hvor en graver lige var blevet færdig med at 'kaste' en grav, og nu sad på kanten af graven og tog en pause. Idet Storm P. går forbi siger han: "Nå, du har fået lov at være oppe i dag."
Det er stort.
haha, ja det er det. Den bedste er den med den lille bitre mand, der siger: "Alle tænker kun på sig selv. Jeg er den eneste der tænker på mig."
Den næstbedste er
Bedsteborgeren: "jeg er ved at samle appetit til frokosten"
Vagabonden: "jeg er ved at samle frokost til appetiten"
Og så er der tegningerne. Dem er jeg ret pjattet med.
Per Arnoldi kom faktisk også til festen og fortalte at ret beset kunne Storm P ikke tegne. Nu er sådan en påstand jo svær at forholde sig til uden kontekst, og Arnoldi ville vist også bare på omvendt logisk måde sige at Storm P var go alligevel, eller netop derfor.
Jeg kom også ind i Storm P via tegningerne, især maskinerne. De er herlige. Jeg lavede selv en hel i 10-12årsalderen. Måske kan jeg finde nogle frem og lægge ud på bloggen.
Ja, gør det! Dem vil vi se!
Wow this is a great resource.. I’m enjoying it.. good article
Send en kommentar