Interpunktionens dilemmata

...Det er muligt at det kan ses på denne blog, det er muligt at alle andre har vidst det længe, jeg har først opdaget det nu: Jeg har en tendens til i stedet for punktum at veksle mellem ... og ! Jeg tror det kommer af at jeg fører en slags indre dialog med modtageren, og hele tiden overvejer hvor jeg vil være bastant, og hvor jeg vil være eftertænksom.

For det er vel udgangspunktet for en god diskussion... At man har meninger, men at de ikke alle er hugget i granit. Det princip kan man sagtens overføre til tekst. Man må godt være prøvende, kaste meninger ud, få indfald, foretage associationer og cykle ud af en tangent. Den slags bør bare ikke interpunkteres som havde man citeret Grundlovens §71. Visse andre ting kan man med fordel sætte udråbstegn efter for at markere at 'det her mener jeg altså!'

Der er nok gået inflation i de tegn, faktisk har jeg bemærket at jeg af og til helt glemmer at man bare kan sætte et punktum. Visse forfattere ville hævde at tegn generelt er støjsendere som bør undgås bedst muligt. Med mindre man kan lade dem med betydning som ikke ligger i teksten selv, såsom "Doktor Henck var blevet mager; og så blev det juleaften."

Hjalmar Söderberg lader det semikolon erstatte alt det, han kunne have skrevet Doktorens efterår, men anser for overflødigt. Det er det geniale ved semikolon at man kan bruge det sådan. Det er mit yndlingstegn, netop fordi det ikke tjener til at forstærke noget i teksten, men til at give den retning, og binde tekststykker sammen. Derved sparer man ord og strammer teksten op.

Semikolon er i øvrigt navnet på et prætentiøst tidsskrift for idéhistorikere og semiotikere (find ét overflødigt ord i forgående sætning). På indersiden af omslaget står som fast rubrik en redegørelse for hvordam semikolonet netop symboliserer det man også gør i tidsskriftet Semikolon; peger fremad, men ser også tilbage. Jeg nævner det for at kunne slå fast at jeg bruger tegnet intuitivt og ikke som akademisk tekstornament.

Ud over semikolon har jeg en ambition om engang at vænne mig fra at bruge kommenterende tegn. Det er det herlige ved sprog at det kan udtrykke det alt - også tvivl og eftertanke - uden at man bruger prikker eller spørgsmålstegn eller andet fyld. Det kan også have sin berettigelse i visse typer tekst, men jeg nærer altså en hemmelig beundring for tekster af den slags der ikke behøver fyld. Jeg må snart gå på afvænning!