
Der er nok gået inflation i de tegn, faktisk har jeg bemærket at jeg af og til helt glemmer at man bare kan sætte et punktum. Visse forfattere ville hævde at tegn generelt er støjsendere som bør undgås bedst muligt. Med mindre man kan lade dem med betydning som ikke ligger i teksten selv, såsom "Doktor Henck var blevet mager; og så blev det juleaften."
Hjalmar Söderberg lader det semikolon erstatte alt det, han kunne have skrevet Doktorens efterår, men anser for overflødigt. Det er det geniale ved semikolon at man kan bruge det sådan. Det er mit yndlingstegn, netop fordi det ikke tjener til at forstærke noget i teksten, men til at give den retning, og binde tekststykker sammen. Derved sparer man ord og strammer teksten op.
Semikolon er i øvrigt navnet på et prætentiøst tidsskrift for idéhistorikere og semiotikere (find ét overflødigt ord i forgående sætning). På indersiden af omslaget står som fast rubrik en redegørelse for hvordam semikolonet netop symboliserer det man også gør i tidsskriftet Semikolon; peger fremad, men ser også tilbage. Jeg nævner det for at kunne slå fast at jeg bruger tegnet intuitivt og ikke som akademisk tekstornament.
Ud over semikolon har jeg en ambition om engang at vænne mig fra at bruge kommenterende tegn. Det er det herlige ved sprog at det kan udtrykke det alt - også tvivl og eftertanke - uden at man bruger prikker eller spørgsmålstegn eller andet fyld. Det kan også have sin berettigelse i visse typer tekst, men jeg nærer altså en hemmelig beundring for tekster af den slags der ikke behøver fyld. Jeg må snart gå på afvænning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar