Mennesker, dyr og politik

Alt for sent er en af valgkampens mere skæve indslag kommet mig for øre. Dansk Folkeparti har forslået oprettelsen af et dyreministerium. Nu er dyrevelfærd faktisk en såre vigtig sag, så jeg vil ikke bare følge min første indskydelse og slå en høj latter op, ikke nøjes med at slå det hen som en absurditet.

Her kommer i stedet lidt perspektiv, først lidt om hvordan politik fungerer.

For halvandet år siden opstod af en grund jeg ikke husker, en helt alvorlig diskussion om hvorvidt dyresex skulle være forbudt. Blandt argumenterne var, at dyrene jo ikke selv valgte at være med. Selvfølgelig blev det indvendt at dyremishandling allerede er forbudt, men dyrevennerne ville have fuld tryghed for de dyr, der er i risikozonen. Fra Dansk Folkepartis Ungdoms side havde man endda efterretninger om at udlændinge kom til Danmark for at købe sex med dyr. Jeg fandt den diskussion helt skæv fordi dyresex, hvor perverst man end måtte finde det, er et lille problem hvis det overhovedet er et problem. Og mens vi diskuterede dyresex kørte landmænd fra Nordjylland til Holland med levende kalve for at få dem slagtet, syv burhøns klemte sig sammen på én skrå kvadratmeter, Heste blev vanrøgtet på Hjallerup Hestemarked og sådan kunne og kan man blive ved. Men man ville hellere diskutere dyresex, for sex bør da foregå mellem ligeværdige partnere, ikke sandt...

Dyrevelfærd er en sympatisk sag at støtte. Det er menneskevelfærd også! På Nordsjælland ligger en lejr hvor asylansøgere bor mens deres ansøgning behandles. Skrev jeg bor? De spærres inde bag pigtråd. De bor i barakker, som minder om en sovjetisk koncentrationslejr. beskrivelsen kommer fra usbekiske Dina Yafasova, som har set en sådan koncentrationslejr, og boet i Sandholmlejren i seks måneder. Jeg hørte hende her til aften i SMÅ, og troede knapt mine egne ører.

De indsatte bor på 15 kvm store værelser, 4-7 mand pr. værelse. Alle veje i lejren er videoovervågede. Der spises med plasticbestik på faste tidspunkter og det er forbudt at tage mad med ud af spisesalen. De indsattes lommer bliver gennemsøgt for at sikre at dette overholdes. Sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen bør ikke tage mere end otte uger, men reelt har man ingen garanti. Siden Yafasova var i kløerne på styrelsen har den skiftet navn til Udlændingeservice, men det er jo en anden sag. Yafasova ventede også kun i et halvt år. Andre venter meget længere. Og ingen ved hvor længe de skal sidde i Sandholmlejren, hvilket er langt, langt det værste.

Dina Yafasova har skrevet om sit ophold i bogen "Dagbog fra Sandholm", som hun havde med i aften. Det sidste afsnit hun læste op af, slog hovedet på sømmet. Se det som kommentar på ideen om en dyreminister.

Sandholmlejren har, udover et militært øvelsesområde, en skov til nabo. Derfra kommer der af og til hjorte frem. Folk skynder sig hen til hegnet for at snakke med dyrene og fodre dem. Mennesker i bur, der fordrer frie dyr.