Bibel igen (undskyld)

Eliten er dem, der ikke ser samme tv program som alle andre. For at understrege hvor elitær jeg er, har jeg valgt at blæse på valget og tilbringe aftenen i bibelsk lag, i en bibellæsegruppe under SMÅ. Så mens alle andre sad anspændte og kiggede på tal kunne vi nyde kaffen, kiksekagen og føre en yderst interessant samtale om de store spørgsmål i den store bog.

Det er nyt for mig at læse i bibelen på denne måde. Tidligere, da jeg pløjede mig igennem hele bogen, var det som en akademisk kraftanstrengelse. Jeg ville kende den bog, som vist altid har stået som noget lidt mystisk og betydningsfuldt. Jeg er ikke opdraget til at tro, så det er ikke et saliggørende lys som har omsvævet bogen, snarere en aura af kulturel betydningsfylde. Derfor lå der en masse erkendelse alene i det at læse bogen. Ikke fordi den var sand, men fordi så mange mennesker anså den for betydningsfuld.

Det første der skete var, at bogen tabte sin aura og viste sig som den samling af myter, røverhistorier, krøniker, profetier og åbenbaringer den er. Et kludetæppe. Og endda et udvalg ud af endnu mere af samme slags som alt sammen blev produceret i rigt mål dengang for længe siden.

Men Bibelen er jo ikke bare et kludetæppe, den er en samling, den er samlet af nogen fordi teksterne siger nogen noget. Den kan læses utrolig mange planer. Teksterne refererer til hinanden indbyrdes, sene tekster finder forudsigelser i ældre tekster og hvis man vil, kan man læse det hele som et hele, der peger frem mod Jesus og videre ind i Gudsriget. Hvis man vil, vel at mærke, for Bibelen er stadig en samling af skrifter, hvis forfattere havde meget forskellige intentioner med teksterne og ikke skrev til en antologi.

Her er min akademiske bibellæsning endt. Endt med erkendelsen af Bibelen som den enormt mangefacetterede bog den er. Alene det er alle pengene værd. Ateister standser her, de er interesserede i om bogen er sand eller ikke sand, jeg vil videre.

Det overrasker mig at jeg er kommet videre (sig stop hvis det følgende udarter til et kvalmt bekendelsesskrift!) For det der er at gøre er netop at læse bogen i små stykker og diskutere hvad teksten betyder for mig. Ikke hvad der står, hvad der oprindelig måtte være ment, men hvad man selv kan få ud af teksten. Det er ikke særlig akademisk. Superduperkristent er det.

Og jeg kan lide det.

Tro nu ikke jeg er bleven hellig. Jeg kan bare godt lide at diskutere hvad bibelen betyder for mig. Jeg taler ikke med Gud, men bibelen kender jeg. Og jeg kender den kristne tradition. Jeg har faktisk meninger om hvordan teksten skal forstås. Når der ligger noget intimt og bekendende i det her, er det fordi det er ret grænseoverskridende at bevæge sig ud over det rent akademiske. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg så kommer hen, men på samme måde som til gudstjenesterne kan jeg i hvert fald lide at komme til de her aftener. Jeg kan lide samværet, og også det kristne element i samværet. Men gud, hvor kan jeg blive forvirret over mig selv samtidig.