Fjæsbog

Jeg blev for snart et par uger siden lokket ind på så'n noget wærk som kalder sig facebook. Og jeg føler mig allerede nu som Mogens Lykketoft der skal præsentere sin nye hjemmeside og minsandten om han ikke også er kommet på You Tube, og for at vi alle kan se at han er med på moden har han skrevet 'You Tube' med tusch på et stykke papir, som han holder op. Så kan vi også se hvodden det staves. Og "noget så fint som podcasts og nyhedsfeeds" kan man også tilmelde sig, jo jo.

Kikset, ja. Meget! Men problemet er at jeg selv føler mig sådan efter at jeg har stukket hovedet ind i facebook og konstateret at jeg ikke fatter noget, dårligt kan finde rundt derinde og finder det ret fjollet. Er jeg allerede ved at blive gammel? Nuvel, her er hvad jeg har forstået: man opretter en profil, lægger masser af billeder ind af sig selv, mest sjove eller manipulerede, og så opretter man 'causes' som man prøver at få andre til at tilslutte sig. Det kan være alt muligt, fjollet såvel som alvorligt. Man kan knytte andres profiler til sin egen og være 'venner'. Så snart man har fået en ven vil facebook vide alt om hvor man har mødt hinanden, om man har fælles venner (som burde inviteres inden for) og så videre. Facebook sender også gerne invitationer til alle ens venner angående dit og dat, og forbrugerorganisationer påstår at der også udgår reklamer med ens billeder i til vennerne, samt at facebook overvåger ens køb på nettet. Det sidste håber jeg er løgn, ellers er det kriminelt.

Og så undrer man sig over at jeg ikke har meldt mig ud for længe siden. Men der er faktisk én meget positiv ting der er sket, nemlig at jeg har fået henvendelser fra alle mulige folk der har brugt facebook som personsøger. Min kusine som jeg sjældent har snakket med har opsøgt mig på facebook, for det må man naturligvis. En tidligere medradikal, tidligere medhøjskolekursister og tidligere bofæller fra startfirserne. Mit liv indhenter mig gennem facebook. Dét kan man bruge den til. Og det er vist ikke så skidt endda.