Sådan sagde han faktisk, en 70årig texaner, før han skød en indbrudstyv der lige var kommet ud af hans nabos hus. Aldeles sindssygt! Ja må man ikke som velforvaret europæer tænke sådan om Texas' castle doctrine som giver ret til at skyde og dræbe hvis nogen bryder ind i ens hjem, bil eller arbejdsplads. (hvad er der næsten tilbage) Loven er godt et år gammel, og den er på vej til også at gælde hvis man har holdt øje med sin nabos hus, og dermed har en slags 'ejerskab'. Den sag er de ved at prøve nu, og den skal nok gå igennem.
De synes at være glade for love med kreative navne som 'castle doctrine' og 'thee strikes and you're out' derovre i syden. Og man tænker først at det jo ikke i streng forstand er love sådan som vi forstår begrebet. Den første minder mere om det Locke kaldte the state of nature. Hvis nogen prøver at få en mand i sin magt har man ingen grund til at tro at han ikke vil misbruge denne magt til at dræbe en. man kommer dermed i state of war:
"This makes it lawful for a man to kill a thief, who has not in the least hurt him, nor declared any design upon his life, any farther than, by the use of force, so to get him in his power, as to take away his money, or what he pleases, from him..." (ch. III, sec. 18)
Problemet er at dette for Locke foregår i naturtilstanden, som netop kommer før enhver kontrakt eller lovgivning. Der er tale om en teoretisk konstruktion, og det er absurd og selvmodsigende at der findes et land hvor denne førkontraktslige tilstand er blevet lov.
Hvorfor så? Jeg fik faktisk et interessant bud på et svar i Esmanns Verden på p1 for nogle måneder siden. Det handlede om westerns og særligt om frontier-begrebet. The frontier er det bælte der flyttede sig hen over kontinentet efterhånden som civilisationen bredte sig vestpå. bæltet lå mellem civilisationen og det vilde uudforskede land og var befærdet og kontrolleret af rangers, som arbejdede for civilisationen, men af og til brugte meget uciviliserede midler. Det kunne de gøre frit, for loven gjaldt ikke hvor de færdedes. De var selv loven.
Det, der gjorde en sådan konstruktion mulig, er den amerikanske idé om den stærke moralske intuition. Det er ikke bare legitimt, det er nødvendigt at man udstyrer ét menneske med meget vide beføjelser. Det gælder så om at vælge de bedste. Dem, som kæmper for det gode imod det onde. Godt og ondt er i denne tankegang absolutte størrelser. De moralske dyder hænger derude som platoniske ideer, og den gode ranger med den stærke moralske intuition er i stand til at se dem.
Den amerikanske helt er Dirty Harry, John McClane, Jack Bauer og alle de andre med et mere end letfærdigt forhold til moderat fysisk vold. For vold er godt når det er i det godes tjeneste. Magt er god når den udøves for at holde det onde i skak. Snak om formel legitimitet er derimod noget europæisk. Robert Kagan fra Bush-holdet argumenterede for fire-fem år siden for at Europæerne er alt for navlebeskuende og egentlig kun tænker på deres eget europæiske projekt, der netop består i en endeløs række af traktater. Når det kommer til at stå op og kæmpe for retfærdighed, frihed og det gode, så er Europæerne dybt splittede og kræver i øvrigt mandat fra FN, som ud fra en amerikansk vurdering, består af ikke så få slyngelstater. Derfor optræder USA som ranger i verden. Man kan ikke lave traktater med uciviliserede slyngler. Så hellere glæde sig over at magten er i gode hænder.
Det er konflikten. I sin yderste konsekvens betyder det altså at selve ideen om lov bliver vag og ligegyldig hvis man kan stole på folks moralske intuition. The Castle Doctrine gør ikke andet end at definere enhver indbrudstyv som ond og ejeren af huset som god. Og så behøver man jo ingen lov i øvrigt.
Beskæmmende!
søndag den 25. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
NRA lever ikke forgæves. Du har ret i i øvrigt, at de har nogle smukke navne til deres grimme love. Der er et direkte forhold mellem de to ting.
Det er jo fordi de selv er de gode. My home is my castle... det er der grund til at beskytte og værne om.
De som kommer til skade pga. lovene - og NRAs propaganda - de er jo selv ude om det! Jo jo...
Jeg hørte i øvrigt om en mand der skød sin datters kæreste fordi han, kæresten, klatrede ind ad hendes vindue. Og om en anden som havde skudt og dræbt i alt fire butiksrøvere med en pistol monteret under hans disk. Han blev ikke dømt for nogen af mordene.
Den herhjemme meget omtalte urmager, fik godt nok en masse sympati, men han blev da dømt.
Send en kommentar