Bibliopaters humor

Indrømmet, vittigheden i sidste indlæg var så udtalt indforstået at den faldt til jorden. Og så er jeg endda ikke med kredsen selv, jeg snobber indad, jeg scorer billige point, jeg overclocker, smykker mig med lånt jargon. Men...

Der er nu intet i hele verden der er bedre end indforstået humor. Meget humor har som forudsætning at man har en fælles viden som underforstås men ikke siges. Og jo mere eksklusiv denne underforståede fælles viden er, jo bedre. Jeg har selv skrevet masser af artikler til Tingen, tidsskrift for idéhistorie med masser af idéhistorisk terminologi, men med pjattede og aldeles ualvorlige emner. Og sådan bekræftede vi hinanden i at vi forstod hvad paradigme og diskurs og poststrukturalisme betød. Det snedige er at man netop ikke behøver vide det. Jeg ved stadig ikke om de ord egentlig betyder noget.

Hvorom alting er, så var det jeg ville sige egentlig noget ganske andet. Bibliopaten i Politiken har nyligen introduceret en ny leg. Det gælder om at finde på kimærer, d.v.s. sammenblandinger af litterære værkers titler og forfatternes navne. De bedste kimærer indeholder indtil flere krydsreferencer, og her kommer vi til sagen: Det helt eminent herlige ved denne leg er at den forudsætter et ret bredt kendskab til litteratur og derved giver rig mulighed for selvtilfredshed både blandt opfindere og læsere. Lidt som i den Roald Dahl-historie hvor en gentleman jævnligt serverer en god middag med fortræffelig vin for en anden gentleman kun for at denne kan påskønne den førstes udsøgte smag for vin. Jeg kan dog ikke huske hvad historien hedder, så der var den igen: jeg snobber indad.

Et varieret udvalg af de bedste kimærer sakset fra Bibliopatens blog:

Formand Mailer: De nøgne og de røde
Frk. Ditlev Jensen: Det bliver smagt!
Heinz Flaubert: Madame Beauvais
H.C. Kafka: Processen på ærten
Santa Clancy: Jagten på hvide december
Mads Heidegger: Blæren og tid
Kjell Sabel: At flå en pekingeser
Johannes Ølmave: Det skal mærkes at vi har en lever