fredag den 2. november 2007

Det eneste der ikke er blændværk...

... det er som bekendt tolv bajere, seks til hver.

Så vidt Storm P, uden smålig skelnen mellem forskellige øltyper endsige mellem pilsnere og bajere. Imidlertid er der en stigende interesse for øl, og et støt stigende antal såkaldte mikrobryggerier i Danmark. Jeg har her til aften hørt på en entusiastisk og højtråbende mand, der praler med at det er ham der bestemmer hvor mange der er, dvs. hvor mange der officielt er.

Ole Madsen fra Danske Ølentusiaster havde både medbragt rigeligt med øl og masser af anekdoter og skæve fakta. Og en historie som lyder en anelse langt ude: På Jesu tid drak man ikke vin, men øl. Vinen var noget romerne havde medbragt, mens korn var velkendt og rigeligt. Øllet blev til vin, mener ølentusiasten, da man oversatte bibelen fra hebraisk til latin. Jaja, den går nok liige til en firmaølsmagning, men jeg tvivler på at der er filologisk hold i den påstand. Sagen var naturligvis den, at hans interesse for øl ligner den interesse mange mennesker har for vin. Det var derfor ikke så dumt dels at bruge vinen som eksempel på at man kan tage drikken og dens smagsnuancer alvorligt og på den anden side definere sig op imod vinen, og prøve at vinde terræn.

I øvrigt fik jeg næsten deja-entendu da han talte om gennemsnitsdanskernes komplette mangel på smag. Præcis det samme sagde kaffeentusiaster for nogle år tilbage. Og går vi nogle årtier tilbage havde danskere virkelig heller ingen smag for vin. Der skelnede man mellem "den med tyren" og "den uden tyren". Bevægelsen går den rigtige vej, mod mere varieret smag og krav om bedre kvalitet.

Jeg holder mig primært til kaffen, men har da sympati for den større sag, kvalitetens sag, l'interboirable.