Børn og rødspætter

Jeg har tit gået og tænkt på hvorfor en rødspætte hedder sådan. Den er ikke specielt rød, og hvis man spørger et gennemsnitligt skolebarn om rødspættens særlige kendetegn vil 98,15 % formentlig sige at den er flad. Altså burde den hedde en fladspætte, men lad nu den ligge.

Når sådan en rødspætte ligger der på bunden med sine to øjne stuvet sammen på den ene side af kroppen, ser den uendelig meget udad. Jeg forestiller mig at den er ude af stand til at fokusere, at den bare kigger ud som en slags refleks. Først og fremmest kan den ikke se sig selv, og hvem ved om den overhovedet ved at den selv eksisterer.

Modsat rødspætten er mennesket. Det søger, fokuserer, stirrer, ser de små ting og skaber det store overblik. Og sådan kan mennesker af og til skabe helt adskilte verdener. Det er i visse situationer nyttigt at være opmærksom på.

Som f.eks. når man kører i tog eller sidder i Føtex' cafeteria en travl eftermiddag. Ved bordet eller sædet over for sidder en travl mor med sit lille barn på 2-3 år. Sådan et barn er så snedigt indrettet at det både har blikket overalt og samtidig kan fokusere. Man fanger altså barnets blik, og når man har det laver man en skør grimasse. Barnet spærrer øjnene op, og man fortsætter med forsigtig skelen til forældrene, som intet ser og intet mærker. Det interessante er at barnets øjne kan blive så store at de næsten triller ud af hovedet uden at forældrene opdager en dyt. De har deres lille fokuserede verden, indkøb, posthus, bank. Og barnets øjne er låst fast til noget helt andet et par meter væk.

Så stirrer man og skærer ansigter indtil forældrene skal videre, og barnet bliver trukket med, og man tænker at de ikke aner hvad deres unger tænker, ser og oplever. Dér fik I den, I småborgere, jeres barn blev mit for et minuts tid.

Tak til Dorthe Nors for rødspætten og for lån af barnet.