Julemarked

Så var det alligevel på tide at komme igang med den, julen. Jeg har været til julemarked i Helligåndskirken, Århus V sammen med de andre fra bibelgruppen.

Jeg kender julemarkeder fra Berlin, hvor de skandinaviske menigheder holder hver sit. Det svenske er naturligvis mest velbesøgt, og ligner noget Astrid lindgren har beskrevet i Emil fra Lønneberg, et orgie i julehygge tilsat Dalarheste, luciaoptog og svensk salmesang. Her mødes Berlinernes evne til skabe behag med svenskernes i sig selv behagelige brand, som kan sammenfattes i Astrid Lindgrens Emil og Bullerbü.

Danske julemarkeder, der såvel som her, er en noget mere broget affære. Det ligner i hvert fald ikke Bullerbyn, men snarere et tivoli med sammenrend, som er flyttet indendøre. Helligåndskirken har masser af lokaler i tilknytning til kirkerummet, stor foyer, foredragssal og det hele. Forrest sad alle de, som solgte pæne ting, søde sager og ting de havde strikket og hæklet sammen i løbet af oktober-november. Det er udmærket, og folk får en lejlighed til at købe julepynt med hjem. I kælderen fandt man så resten, alt det folk har haft på lofter og pulterkamre. Jeg har en teori om at pulterkamre er noget man kun har for at kunne have den slags ting stående året igennem indtil det hen under jul bliver skænket til et loppemarked af denne slags og købt af folk der stiller det i deres pulterkamre...

Jeg behøver vel næppe skrive hvad slags ting? Gamle elektriske apparater, glas, tallerkener, krukker, vaser, porcelænsfigurer, potter, pander. Kæmpe mængder af VHS-bånd. kæmpe mængder af bøger, bla. statistisk årbog fra 1991 og nudansk ordbog fra 1974. Jeg købte en fejebakke af messing med forsiringer og en lille buet kost til. Til særlig fornemt skidt, forstås. Den skal være kalendergave. Ellers havde jeg travlt med at komme ud igen.

Hvad skal det til for? Det gode formål er jo en af grundene, hele overskuddet fra sådan et julemarked går til gode formål. Og så er der mange bedsteforældre der kommer her med deres børnebørn. Vi, der aldersmæssigt var 23-28 var en undtagelse, resten var under ti eller over 50.

Døren til kirkerummet stod hele tiden halvt åben, og kirken virkede nu ikke bare metaforisk, men virkelig 'som en helle midt i larmen'. Jeg søgte derind og stod et øjeblik i det store, kvadratiske kirkerum prydet med et stort træ af keramik, der fylder hele væggen bag alteret. Det er et lyst, behageligt rum, også uden kontrasten. Jeg stod i dét rum og følte med ét hvor stærkt, hvor dragende den rigtige kristendom kan være hvis man er overvældet af julegøgl. Det var ikke så meget Gud, men alvoren, det det hele handler om. Uden kirken bliver julen jo bare et inferno af nisser hjemmestrik, loppemarked, støv, æbleskiver og amerikansk lotteri. Det er ikke sjovt i sig selv.

Jeg stod dér i kirkerummet og tænkte, at det må være tiltrængt at finde frem til en jul vi kan lide. En som ikke er alt for kommerciel, som i hvert fald ikke er støvet og anstrengende, men som er behagelig, og én som giver mening.

Den uslukkelige cykellygte

Når noget irriterer en tilstrækkeligt, og har gjort det meget længe, så hober irritationen sig op, får indvirkning på humøret og gør én irritabel og prikken, hvilket spreder sig til andre, og straks er den lille sag blevet politisk. Det er sådan krige starter. Derfor vil jeg gerne prøve at ordne sagen fredeligt før nogen kommer unødigt til skade.

Jeg taler naturligvis om cykellygter. Ganske almindelige velkendte diodelygter af den røde og hvide slags der kan købes i alle supermarkeder for 20-30 kr. De er lette at bruge, man tænder dem med et tryk og cykler ud i mørket. Problemet opstår når man skal slukke dem igen. Her har fabrikanten været snedig og indbygget fem forskellige blinkeprogrammer som man skal trykke sig gennem et for et før lygten slukker. Hvis eller når man trykker forkert, skal man trykke fem gange til. Når lygten bliver gammel sker det samme med den som med mennesker, den bliver langsom i opfattelsen. Man skal altså trykke hårdt for at den registrerer trykket, og ofte må man trykke flere gange. Hvilket selvfølgelig betyder at man tit trykker én gang for meget og tænder lygten igen.

har man både for- og baglygte at slukke kan det faktisk tage lang tid. Jeg har en gang talt med Ole om at importere speciallygter fra England som kun havde tre programmer. Tænk at kunne slukke lygten efter kun tre tryk. Tænk engang hvis man lavede en lygte der kunne slukkes med et tryk og tændes med et tryk.

Og så indvender nogen måske at så lang tid kan de da heller ikke tage, men jeg siger at den gennemsnitlige partileder kan, når hun optræder på tv, forklare sit partis eksistensberettigelse på kortere tid end det tager at slukke mine cykellygter. Hvis man er ankommet til partilederrunden på cykel kan man altså nå at gå glip af meget. Hvis man synes den slags er interessant altså!

Fjæsbog

Jeg blev for snart et par uger siden lokket ind på så'n noget wærk som kalder sig facebook. Og jeg føler mig allerede nu som Mogens Lykketoft der skal præsentere sin nye hjemmeside og minsandten om han ikke også er kommet på You Tube, og for at vi alle kan se at han er med på moden har han skrevet 'You Tube' med tusch på et stykke papir, som han holder op. Så kan vi også se hvodden det staves. Og "noget så fint som podcasts og nyhedsfeeds" kan man også tilmelde sig, jo jo.

Kikset, ja. Meget! Men problemet er at jeg selv føler mig sådan efter at jeg har stukket hovedet ind i facebook og konstateret at jeg ikke fatter noget, dårligt kan finde rundt derinde og finder det ret fjollet. Er jeg allerede ved at blive gammel? Nuvel, her er hvad jeg har forstået: man opretter en profil, lægger masser af billeder ind af sig selv, mest sjove eller manipulerede, og så opretter man 'causes' som man prøver at få andre til at tilslutte sig. Det kan være alt muligt, fjollet såvel som alvorligt. Man kan knytte andres profiler til sin egen og være 'venner'. Så snart man har fået en ven vil facebook vide alt om hvor man har mødt hinanden, om man har fælles venner (som burde inviteres inden for) og så videre. Facebook sender også gerne invitationer til alle ens venner angående dit og dat, og forbrugerorganisationer påstår at der også udgår reklamer med ens billeder i til vennerne, samt at facebook overvåger ens køb på nettet. Det sidste håber jeg er løgn, ellers er det kriminelt.

Og så undrer man sig over at jeg ikke har meldt mig ud for længe siden. Men der er faktisk én meget positiv ting der er sket, nemlig at jeg har fået henvendelser fra alle mulige folk der har brugt facebook som personsøger. Min kusine som jeg sjældent har snakket med har opsøgt mig på facebook, for det må man naturligvis. En tidligere medradikal, tidligere medhøjskolekursister og tidligere bofæller fra startfirserne. Mit liv indhenter mig gennem facebook. Dét kan man bruge den til. Og det er vist ikke så skidt endda.

Børn og rødspætter

Jeg har tit gået og tænkt på hvorfor en rødspætte hedder sådan. Den er ikke specielt rød, og hvis man spørger et gennemsnitligt skolebarn om rødspættens særlige kendetegn vil 98,15 % formentlig sige at den er flad. Altså burde den hedde en fladspætte, men lad nu den ligge.

Når sådan en rødspætte ligger der på bunden med sine to øjne stuvet sammen på den ene side af kroppen, ser den uendelig meget udad. Jeg forestiller mig at den er ude af stand til at fokusere, at den bare kigger ud som en slags refleks. Først og fremmest kan den ikke se sig selv, og hvem ved om den overhovedet ved at den selv eksisterer.

Modsat rødspætten er mennesket. Det søger, fokuserer, stirrer, ser de små ting og skaber det store overblik. Og sådan kan mennesker af og til skabe helt adskilte verdener. Det er i visse situationer nyttigt at være opmærksom på.

Som f.eks. når man kører i tog eller sidder i Føtex' cafeteria en travl eftermiddag. Ved bordet eller sædet over for sidder en travl mor med sit lille barn på 2-3 år. Sådan et barn er så snedigt indrettet at det både har blikket overalt og samtidig kan fokusere. Man fanger altså barnets blik, og når man har det laver man en skør grimasse. Barnet spærrer øjnene op, og man fortsætter med forsigtig skelen til forældrene, som intet ser og intet mærker. Det interessante er at barnets øjne kan blive så store at de næsten triller ud af hovedet uden at forældrene opdager en dyt. De har deres lille fokuserede verden, indkøb, posthus, bank. Og barnets øjne er låst fast til noget helt andet et par meter væk.

Så stirrer man og skærer ansigter indtil forældrene skal videre, og barnet bliver trukket med, og man tænker at de ikke aner hvad deres unger tænker, ser og oplever. Dér fik I den, I småborgere, jeres barn blev mit for et minuts tid.

Tak til Dorthe Nors for rødspætten og for lån af barnet.

Undskyld Danmark!

Jeg har begået en fejl. Jeg gjorde mig i går lystig over at Politiken skrev om tv-serien Forbrydelsen og havde et stort billede af Nicolaj Kopernikus på forsiden af netavisen. Jeg gik endda så langt som til at antyde at det må have været en meget kedelig søndag når en krimiserie kunne opnå nyhedsværdi. Jeg tog fejl, undskyld!

Jeg ser nu at både Ekstra bladet og BT har nyheden om forbrydelsens opklaring på forsiden og i Politiken kommunikerer Nicolaj direkte med læserne. Når serien engang kommer på dvd kommer der nok en ekstraudgave af Børsen med alt om den virkning 1,5 mio. solgte dvd-samlinger har på betalingsbalancen.

Ups, jeg blev vist ironisk igen... undskyld!

Jeg skriver dette fordi jeg har erkendt at den serie altså har betydet meget for Danmark. Jeg har gjort nationen uret. Jeg beder om forladelse.

Gaaab!

Tilgiv gentagelsen, men jeg føler trang til at udvide min kommentar til dagens politiken.dk. Udover den banebrydende nyhed om at meningsmåleren viser en tilbagegang for oppositionen, kan Politiken nu afsløre at det var flyttemanden der slog nanna ihjel. Der er et stort billede af ham øverst på siden, og han ser godt nok skummel ud. Han ligner Nikolaj Kopernikus.

I den faste rubrik som skrives af Ude og Hjemme kan vi læse om et par der blev forlovet i en redningsbåd. "Hun så ringen og sagde 'ja'!" fortæller den nyforlovede Jan Henkel, 42 om sin tilkommende Mette Larsen, 29.

Og på den storpolitiske arena taler alle for tiden om at Tony Blair er sprunget ud som religiøs. Spændende, hvad mon... er han muslim, scientolog ... katolik ligefrem... Det har været svært for ham at måtte indrømme det, det er lissom ikke noget man snakker om i engelske Labour-kredse. Og så viser det sig at han faktisk er helt almindelig protestantisk kristen. Og helt religionsfjendtlig kan han jo heller ikke have været med den ven han har haft på den anden side af ocea....aaab

ZZZzzZZzzzzzzZZZZ

Ja hvad skal man mene?

Så er Fogh gået frem igen og Helle taber terræn. Gaab. Det er hverdag efter valget. Og det er helt ubegribeligt imbecilt dumt. Hvorfor skal jeg høre en ny meningsmåling på dette det mest ligegyldige tidspunkt af alle, hvor det end ikke havde gavnet Helle hvis hun var gået frem. Hvad kan vi bruge det til? Hvis Politiken har glemt det, kan man jo passende erindre om at der kan ske rigtig meget indtil næste valg - og under det.

Det politiken passende kunne bruge mere spalteplads på, er hvad den reelle politik skal være. Meningsmålinger er bekvem journalistisk, men rent informationsmæssigt er de ikke andet end støj. De fylder i aviserne og bevidstheden, de optager politikernes tid og de tjener ikke til nogen nytte. Slet ikke hvis de forhindrer en reel debat om politik.

Jeg krummede tæer hele valgkampen og tænkte at hvis de allesammen er så rørende enige om hele Venstres designerpolitik, hvorfor danner de så ikke en flertalsregering sammen? Hvorfor ikke, de er jo enige. Det ville da være bedre end dette evindelige skuespil og meningsmålinger hver anden dag.

Bang, you're dead!

Sådan sagde han faktisk, en 70årig texaner, før han skød en indbrudstyv der lige var kommet ud af hans nabos hus. Aldeles sindssygt! Ja må man ikke som velforvaret europæer tænke sådan om Texas' castle doctrine som giver ret til at skyde og dræbe hvis nogen bryder ind i ens hjem, bil eller arbejdsplads. (hvad er der næsten tilbage) Loven er godt et år gammel, og den er på vej til også at gælde hvis man har holdt øje med sin nabos hus, og dermed har en slags 'ejerskab'. Den sag er de ved at prøve nu, og den skal nok gå igennem.

De synes at være glade for love med kreative navne som 'castle doctrine' og 'thee strikes and you're out' derovre i syden. Og man tænker først at det jo ikke i streng forstand er love sådan som vi forstår begrebet. Den første minder mere om det Locke kaldte the state of nature. Hvis nogen prøver at få en mand i sin magt har man ingen grund til at tro at han ikke vil misbruge denne magt til at dræbe en. man kommer dermed i state of war:

"This makes it lawful for a man to kill a thief, who has not in the least hurt him, nor declared any design upon his life, any farther than, by the use of force, so to get him in his power, as to take away his money, or what he pleases, from him..." (ch. III, sec. 18)

Problemet er at dette for Locke foregår i naturtilstanden, som netop kommer før enhver kontrakt eller lovgivning. Der er tale om en teoretisk konstruktion, og det er absurd og selvmodsigende at der findes et land hvor denne førkontraktslige tilstand er blevet lov.

Hvorfor så? Jeg fik faktisk et interessant bud på et svar i Esmanns Verden på p1 for nogle måneder siden. Det handlede om westerns og særligt om frontier-begrebet. The frontier er det bælte der flyttede sig hen over kontinentet efterhånden som civilisationen bredte sig vestpå. bæltet lå mellem civilisationen og det vilde uudforskede land og var befærdet og kontrolleret af rangers, som arbejdede for civilisationen, men af og til brugte meget uciviliserede midler. Det kunne de gøre frit, for loven gjaldt ikke hvor de færdedes. De var selv loven.

Det, der gjorde en sådan konstruktion mulig, er den amerikanske idé om den stærke moralske intuition. Det er ikke bare legitimt, det er nødvendigt at man udstyrer ét menneske med meget vide beføjelser. Det gælder så om at vælge de bedste. Dem, som kæmper for det gode imod det onde. Godt og ondt er i denne tankegang absolutte størrelser. De moralske dyder hænger derude som platoniske ideer, og den gode ranger med den stærke moralske intuition er i stand til at se dem.

Den amerikanske helt er Dirty Harry, John McClane, Jack Bauer og alle de andre med et mere end letfærdigt forhold til moderat fysisk vold. For vold er godt når det er i det godes tjeneste. Magt er god når den udøves for at holde det onde i skak. Snak om formel legitimitet er derimod noget europæisk. Robert Kagan fra Bush-holdet argumenterede for fire-fem år siden for at Europæerne er alt for navlebeskuende og egentlig kun tænker på deres eget europæiske projekt, der netop består i en endeløs række af traktater. Når det kommer til at stå op og kæmpe for retfærdighed, frihed og det gode, så er Europæerne dybt splittede og kræver i øvrigt mandat fra FN, som ud fra en amerikansk vurdering, består af ikke så få slyngelstater. Derfor optræder USA som ranger i verden. Man kan ikke lave traktater med uciviliserede slyngler. Så hellere glæde sig over at magten er i gode hænder.

Det er konflikten. I sin yderste konsekvens betyder det altså at selve ideen om lov bliver vag og ligegyldig hvis man kan stole på folks moralske intuition. The Castle Doctrine gør ikke andet end at definere enhver indbrudstyv som ond og ejeren af huset som god. Og så behøver man jo ingen lov i øvrigt.

Beskæmmende!

Det københavnske revolutionære studentermiljø:

Man ser et snurrigt Rum - med Eneboersjæle
Der børster Tøjet lidt engang om Aaret
Ved lange Borde bor de, og lever af lidt Kaffe
En gang i mellem kløer de sig i Haaret

Her sidder Mumlemikkel, her vandrer Pas de Deux
Med Tænkerminer op og ned ad Gulvet
Her massakrerer Halvblod en kugle af Papir
Imens han stirrer ud i Verdenshullet

"Mon vi faar Regn i dag," udtrykker han sin Tanke.
Og Mikkel svarer ham og siger: "Nej!"
Men Kommunismen kommer til Landet inden længe
Jeg tror det bliver først i Måned maj."

Så sidder de og tænker en times tid igen.
Da røber han igen sin hjertens mening:
"Jeg tror vi må ha kaffe hvis vi skal redde Riget
i Røderevolutionistforening."

"Det styrker Sjælens Visdom at faa en god Kop Kaffe"
Udtrykker Halvblod her sin Herskertanke.
"Balzac, Rouget de Lisle drak også megen Kaffe
Og det får Hjertets Muskler til at banke."

(Jens August Schade, Sjov i Danmark eller som man ser det, 1928)

Onsdag er beige, lørdag er blå

Ovenfor ser man hvordan min uge ser ud. Ja faktisk har den set sådan ud så længe jeg kan huske. Det er det indre billede jeg har når jeg tænker på ugen eller på de enkelte ugedage. Jeg ser aldrig ugen som noget blot og bart abstrakt.

Det kan se ud som om dagene er af forskellig længde, men det har mere at gøre med deres placering i cirklen. Jeg ser aldrig cirklen som man ser den her, men kun i udsnit. Tirsdag ligger nogenlunde øverst, mandag lidt til højre for den og onsdag læner sig over mod venstre. Torsdag har jeg ladet begynde oppe ved onsdag, men den ligger egentlig længere nede og når ikke rigtig op over midten af cirklen. Fredag ligger længere nede i bunden, men når ikke så langt over mod lørdag som her. Jeg har forlænget den fordi lørdag helt sikkert begynder et stykke oppe ad cirklen. og søndag starter lidt over midten af cirklen og fylder ikke så meget.

Jeg ved ikke hvorfor min uge bevæger sig fra højre mod venstre. Jeg ved ikke hvorfor dagene har de farver de har. Mandag brun, tirsdag lys blå, onsdag beige, torsdag grå, fredag hvid, lørdag blå, men mørkere end tirsdag og søndag noget lignende onsdag, men lysere. Elfenbenshvid tror jeg. Og sådan har det altid været. Jeg husker ikke noget tidspunkt hvor dagene ikke havde de farver og ugen ikke så sådan ud.

Måske er det en slags indre modvilje mod at tænke abstrakt når nu dagene er så nærværende. Jeg har ofte spekuleret på om andre har samme tendens til at sætte farver og former på den slags. Jeg gør det konsekvent. Året har også en konkret form, men den er ikke cyklisk og månederne har ikke farver. Tal har heller ikke farver, men talaksen ser ud på en helt bestemt måde. Tallene fra et til hundrede løber horisontalt og videre mod 1000 løber de vertikalt. Derefter er de rent abstrakte.

Galla for en kæmpe

Så kom højdepunktet, det arrangement som skulle afrunde en rigtig udmærket bogforumsweekend, marcipanrosen i islagkagen.

Vi var ovenud forventningsfulde og spændte, og med god grund. For vi anede ikke hvad der ventede os. For mig er Storm P kilde til uendelig kreativitet og sproglig finurlighed. Men den eneste der matchede ham var Ebbe Rode, og han er desværre død. Sådan går det ofte. Så hvordan kalde ånden frem igen i denne den borgerligste af alle tidsaldre. Hvordan ville man udføre et sådant kunststykke. Jeg indtog min plads i Falkoner Salen med forventning, men også med en anelse ængstelighed.

Første nummer var yderst velvalgt. Det ny Tonefilmsorkester spillede op under ledelse af den overgearede og 0mkringspringende dirigent Jakob Faurholt. Fem dygtige solister sang kendte revyviser med 30'er-diktion, og det gav den helt rigtige fornemmelse af den tid og det sprog Storm P levede i. Ug for det nummer, og især for den måde dirigenten præsenterede sangerne for med tilløb og store armbevægelser mens orkesteret spillede videre, tilsyneladende uden at behøve hans assistance.

Dernæst kunne konferencieren træde til. Johannes Møllehave talte lidt løst og fast om Storm P og gav så scenen videre til en lang række forskellige indslag. Helt i Storm Ps ånd var revyforfatter Carl-Erik Sørensen som gav tre herlige sange om lægers fuldskab, køernes prutten og en eftermiddag i dyrehaven. Den sidste var en jodlesang! Efter ham fulgte Jytte Abildstrøm, standupperne Rune Klan og Jonathan Spang som var mindre sjove. Det lugtede lidt af at man ville have diversitet og lidt for alle aldersgrupper. Hovedparten af publikum var over halvtreds, så det kunne man have sparet. Madsen og Madsen lagde vejen forbi, Flemming Quist Møller kom, men kun for at tromme sig igennem tre næsten enslydende latinamerikanske sange akkompagneret af klassisk guitar. Tryllekunstneren Joachim Solberg gav et forrygende nummer assisteret af Peter Larsen bedre end nogensinde før.

Der var det ejendommelige ved hele forestillingen at anledningen hele tiden var større end noget som helst arrangørerne kunne levere. Jeg kom for at hylde Storm P. Jeg kom helt oprigtigt også for at støtte Storm P-museet. Men jeg kom med en ængstelse for at det ikke holdt. Den ængstelse som ellers er forbeholdt de optrædende sad jeg og prøvede at bide i mig. Og det gik. De hev den hjem med bravour.

For rammen var i orden. Midterblokken bestod af løst og fast fra det sjove Danmark. Men rammen var musikken. Revymusikken som indledning og hvem andre end Benny Andersen som afslutning. Endda fællessang. Så ku det ikke blive mere folkeligt.

Og ved sådan en lejlighed vil selv den mest elitære gerne tilhøre folket. Tom Kristensen satte ord på hele folkets følelser på Storm Ps dødsdag. Sidste vers lyder:

I et glimt er vi Storm P. Vi kan allesammen se
Vi kan allesammen føle, vi er ændret
i vor tale, i vort sprog, i hvor evne til at le.
I hans latter er vor lille alvor kæntret.

Ingen sammenligning i øvrigt!

Til venstre: Fidel Castros øjne efter et tænksomt sug på cigaren.
Til højre: Anders Fogh Rasmussens øjne der misser tænksomt mod den danske himmel.

(S)urrealistiskt: Bag Dorthe ser man et ur. Eller gør man... Viserne står på ti minutter i to. Ved et rent tilfælde var klokken faktisk netop det, da jeg så uret første gang, hvorfor jeg antog at det var ægte nok, at det var indbygget i kulissen så at sige. Billedet udenom viser køkkenet på Hald Hovedgård, og jeg fandt det ret fikst at tilskueren på denne måde blev suget ind i miljøet.

Omkring fem minutter senere så jeg uret igen, og det viste stadig ti minutter i to. Ubevidst uvillig til at opgive den kreative idé om uret indbygget i billedet antog jeg nu at uret måtte være gået i stå. Jeg tror nok jeg et eller andet sted ærgrede mig over at de ikke havde husket friske batterier.

Den rette sammenhæng gik først op for mig da Centerleder Peter Q. Rannes rullede billedet sammen, og uret pænt rullede med. Da gik det op for mig at uret hele tiden havde været et billede af et ur. Jeg forlanger i tilfælde af fremtidige fremvisninger af det pågældende billede at det forsynes med den passende tekst: 'Ceci n'est pas une horloge' (dette er ikke et ur).

En kändis på Bogforum

Der er noget fattigfint ved at gå til bogforum og få signeret bøger af alle mulige skrivende notabiliteter, som om det var noget helt særligt. Større er Danmark jo ikke end at man nok skal møde dem det ene eller andet sted. Jeg fik for eksempel signeret et eksemplar af Martin Krasniks bog De Retfærdige i Vangsgaards Antikvariat i Århus. Hans underkradser er komplet ulæselig, og jeg ved egentlig ikke hvor meget det har øget bogens værdi. Bogen er dog udmærket i øvrigt.

Men der er også de chancer der ikke bør forspildes. I anledning af at man har genudgivet de ti bind i serien om Martin Beck kom Maj Sjöwall og talte og signerede. Frisk var hun trods sine 82 år, og jeg købte Terroristerne for hun kunne sætte sit navn. Se dét var en signering, tydeligvis en krævende sag for fingre der har været bedre. Men det skulle ikke hedde sig, så tilegnelse fik vi også. Supersejt! Det var et møde med en ægte kändis, den forfatterinde som sammen med sin mand Per Wahlöö har skabt den skandinaviske krimi dengang politiet var et lukket foretagende som ikke havde en stand på Bogforum og ikke følte trang til at kommunikere med offentligheden mere end højst nødvendigt. Krimier før Roman om ett Brott var mest detektivromaner hvor Politiet spillede en passiv eller latterlig rolle mens detektiverne opklarede sagerne.

BOGFORUM og bagforum

Jeg tog til Bogforum fordi en bogorm som mig gerne vil se hvad der vrider og vender sig på bogmarkedet. Og det kan man hurtigt få blik for her, omend overblikket ikke just er der. Faktisk er bogforum lidt som at tvangsindlægge sig selv til at læse to måneders høst af de husstandsomdelte reklamekataloger, alle omhandlende bøger. Det er ikke en kritik. Bogforum er forretning i rigtig stor stil. Man betaler ved indgangen, men forlagene siger selvfølgelig tak til.

Men der er også en anden side som man kan være heldig at få indblik i; det interne liv i forlagene og de steder forfatterne tager hen når de har brug for inspiration eller arbejdsro. Forfatteren Dorthe Nors, som også er min tidligere kursusleder fra et skrivekursus på Rødding Højskole præsenterede mig for sit forlag Samleren som straks forærede mig en bog; Adda Djørup: Hvis man begyndte at spørge sig selv. Anmeldelse følger!

Dorthe talte så engageret og smittende om det glade liv på Hald Hovedgård, et refugium for forfattere, oversættere og illustratorer som har brug for inspiration, arbejdsro eller et spark fremad. Det lød SÅ smukt og kun lidt indspist. Mig mindede det ikke så lidt om højskole, som virkelig er noget man ikke kan se på udefra uden at ryste på hovedet, Jeg selv inklusive, men jeg er ret nostalgisk og kommer til at længes hver gang jeg støder på noget der ligner.

Så jeg har besluttet at jeg vil være forfatter og skrive for Samleren. Hald Hovedgård er forbeholdt forfattere der har skrevet mindst én bog før de er gået i stå. Ellers ville køen af ansøgere nok være 100 gange så lang. Men jeg kommer, bare vent!

Og se bare en på min alder der er sprunget ud som rigtig forfatter, endda med et fedt navn og priser og det hele. Kristina Nya Glaffey sidder dér mellem tre selvhøjtidelige forfattere og ser ud af meget lidt. Men alligevel er hun højere end de andre fordi der vokser en trane ud af hovedet på hende. Rekvisituel symbolik hedder det! Hun læste en novelle op fra sin samling "Lykkejægere" om et ægtepar der skændes før juleindkøbene. De andres tekster kan jeg ikke huske.

Oh Aarhus! Hjemme igen efter en fantastisk Bogforums- og Storm P-gallaweekend. Nu skal jeg bare sove en fire timers tid, til ørelæge i Randers kl. 11.10 og derefter hjem på arbejde - for at vise den gode vilje. Og så skal jeg nok opdatere bloggen!

Murofgob

Så ond er skæbnen at den har sendt mig en ørepine på halsen lige som jeg skal til København. Der er både bogforum og Storm P-galla at se til, så jeg har virkelig ikke tid til at være syg. Altså tager jeg afsted. Men øv alligevel!

Ministry of...

Inspireret af DFs forslag om et dyreministerium har givet mig til at undersøge hvilke gakkede ministerier man har rundt omkring i verden. Fælden er at man opfatter sit eget lands regering som så normal at de ministre man udpeger i andre lande virker ufrivilligt komiske. Er det f.eks. komisk at Italien og en del andre lande har en sportsminister? Det synes jeg, men hvis man sammenligner med den danske familieminister, har man vist et perspektiv...

Ministerier siger noget om hvad man finder vigtigt og hvad man gerne vil kontrollere. Syrien, New Zealand og en del andre lande har en turistminister. Sydkorea har en genforeningsminister, Indien har en minister for hvert råstof; olie, kul og vand samt et tekstilministerium. Serbien har et religionsministerium.

Særligt interessant finder jeg informationsministerierne. Her må man skelne mellem ministerier for informationsteknologi, dvs. for telefonvæsenet og lignende og ministerier i diktaturer, der selv er eneste informationskilde. Jeg har et ganske udvidenskabeligt indtryk af at lande der har et informationsministerium ofte er diktaturer eller lande med stærke ledere. Helt Orwellsk sker det ud hos informationsministeriet i Kuwait, hvor man ser et kamera der zoomer ind på forskellige bygninger. Mellem linierne står: vi holder øje med dig.

Mennesker, dyr og politik

Alt for sent er en af valgkampens mere skæve indslag kommet mig for øre. Dansk Folkeparti har forslået oprettelsen af et dyreministerium. Nu er dyrevelfærd faktisk en såre vigtig sag, så jeg vil ikke bare følge min første indskydelse og slå en høj latter op, ikke nøjes med at slå det hen som en absurditet.

Her kommer i stedet lidt perspektiv, først lidt om hvordan politik fungerer.

For halvandet år siden opstod af en grund jeg ikke husker, en helt alvorlig diskussion om hvorvidt dyresex skulle være forbudt. Blandt argumenterne var, at dyrene jo ikke selv valgte at være med. Selvfølgelig blev det indvendt at dyremishandling allerede er forbudt, men dyrevennerne ville have fuld tryghed for de dyr, der er i risikozonen. Fra Dansk Folkepartis Ungdoms side havde man endda efterretninger om at udlændinge kom til Danmark for at købe sex med dyr. Jeg fandt den diskussion helt skæv fordi dyresex, hvor perverst man end måtte finde det, er et lille problem hvis det overhovedet er et problem. Og mens vi diskuterede dyresex kørte landmænd fra Nordjylland til Holland med levende kalve for at få dem slagtet, syv burhøns klemte sig sammen på én skrå kvadratmeter, Heste blev vanrøgtet på Hjallerup Hestemarked og sådan kunne og kan man blive ved. Men man ville hellere diskutere dyresex, for sex bør da foregå mellem ligeværdige partnere, ikke sandt...

Dyrevelfærd er en sympatisk sag at støtte. Det er menneskevelfærd også! På Nordsjælland ligger en lejr hvor asylansøgere bor mens deres ansøgning behandles. Skrev jeg bor? De spærres inde bag pigtråd. De bor i barakker, som minder om en sovjetisk koncentrationslejr. beskrivelsen kommer fra usbekiske Dina Yafasova, som har set en sådan koncentrationslejr, og boet i Sandholmlejren i seks måneder. Jeg hørte hende her til aften i SMÅ, og troede knapt mine egne ører.

De indsatte bor på 15 kvm store værelser, 4-7 mand pr. værelse. Alle veje i lejren er videoovervågede. Der spises med plasticbestik på faste tidspunkter og det er forbudt at tage mad med ud af spisesalen. De indsattes lommer bliver gennemsøgt for at sikre at dette overholdes. Sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen bør ikke tage mere end otte uger, men reelt har man ingen garanti. Siden Yafasova var i kløerne på styrelsen har den skiftet navn til Udlændingeservice, men det er jo en anden sag. Yafasova ventede også kun i et halvt år. Andre venter meget længere. Og ingen ved hvor længe de skal sidde i Sandholmlejren, hvilket er langt, langt det værste.

Dina Yafasova har skrevet om sit ophold i bogen "Dagbog fra Sandholm", som hun havde med i aften. Det sidste afsnit hun læste op af, slog hovedet på sømmet. Se det som kommentar på ideen om en dyreminister.

Sandholmlejren har, udover et militært øvelsesområde, en skov til nabo. Derfra kommer der af og til hjorte frem. Folk skynder sig hen til hegnet for at snakke med dyrene og fodre dem. Mennesker i bur, der fordrer frie dyr.

Red superlativerne!

Sprognørder i alle farver, foren jer! Der er én gruppe i Danmark som lider, jeg siger LIDER under politikernes ligegyldighed og sløseri. Det er en gruppe som bliver svagere og svagere, og som bløder, her efter valget. Jeg taler om gruppen af superlativer og almindeligt forstærkende tillægsord.

Det har længe stået klart at Fogh fortsætter, og han har iført sig et smil så bredt at han må gå sidelæns ind ad døren til Marienborg i morgen. Men er det "en historisk valgsejr", som Politikens skribent bevidstløst skriver? Kan noget kaldes historisk bare fordi det ud fra en eller anden tilfældig betragtning ikke er sket før. Ingen Venstrestatsminister før Fogh har bevaret magten efter et valg, og nu har han gjort det to gange, den røver. Men er det historisk? Venstre er gået tilbage ved begge valg, så det er vel ikke Venstres brusende fremgang man må prise.

Læs nu bare skuffede forventninger i dette indlæg. Læs blot politisk ærgelse forklædt som sprogrøgt. Men sagen er reel nok, journalister sløser, SLØSER gør de, med forstærkende tillægsord og stærke ord i det hele taget, hvilket gør ordene svagere og svagere. Efter valget i 2001 er det effektivt lykkedes at slå ordet 'systemskifte' helt ihjel. Ordet refererede før til en ægte historisk begivenhed, nemlig indførelsen af parlamentarismen i 1901, da den første Venstreregering trådte til. Nu er systemskifte kommet til at betyde 'regeringsskifte' i almindelighed og i særdeleshed regeringsskiftet i 2001 hvor Venstre kom til magten ved at mene nogenlunde det samme som Socialdemokraterne, bare på en smartere og måde, der var billigere i skat. Siden det valg har partierne nærmet sig hinanden mere og mere, og nu er der snart kun håret til forskel på de to partier og deres formænd. Systemskifte... hvornår?

Vi lever i den kedeligste af alle politiske aldre. Men det er ikke fair at det skal gå ud over ordene. Lad dog alle de dramatiske formuleringer være, til vi en dag får brug for dem. Og husk...

de, som ikke værner om sproget bliver de første mod muren når revolutionen kommer!

Bibel igen (undskyld)

Eliten er dem, der ikke ser samme tv program som alle andre. For at understrege hvor elitær jeg er, har jeg valgt at blæse på valget og tilbringe aftenen i bibelsk lag, i en bibellæsegruppe under SMÅ. Så mens alle andre sad anspændte og kiggede på tal kunne vi nyde kaffen, kiksekagen og føre en yderst interessant samtale om de store spørgsmål i den store bog.

Det er nyt for mig at læse i bibelen på denne måde. Tidligere, da jeg pløjede mig igennem hele bogen, var det som en akademisk kraftanstrengelse. Jeg ville kende den bog, som vist altid har stået som noget lidt mystisk og betydningsfuldt. Jeg er ikke opdraget til at tro, så det er ikke et saliggørende lys som har omsvævet bogen, snarere en aura af kulturel betydningsfylde. Derfor lå der en masse erkendelse alene i det at læse bogen. Ikke fordi den var sand, men fordi så mange mennesker anså den for betydningsfuld.

Det første der skete var, at bogen tabte sin aura og viste sig som den samling af myter, røverhistorier, krøniker, profetier og åbenbaringer den er. Et kludetæppe. Og endda et udvalg ud af endnu mere af samme slags som alt sammen blev produceret i rigt mål dengang for længe siden.

Men Bibelen er jo ikke bare et kludetæppe, den er en samling, den er samlet af nogen fordi teksterne siger nogen noget. Den kan læses utrolig mange planer. Teksterne refererer til hinanden indbyrdes, sene tekster finder forudsigelser i ældre tekster og hvis man vil, kan man læse det hele som et hele, der peger frem mod Jesus og videre ind i Gudsriget. Hvis man vil, vel at mærke, for Bibelen er stadig en samling af skrifter, hvis forfattere havde meget forskellige intentioner med teksterne og ikke skrev til en antologi.

Her er min akademiske bibellæsning endt. Endt med erkendelsen af Bibelen som den enormt mangefacetterede bog den er. Alene det er alle pengene værd. Ateister standser her, de er interesserede i om bogen er sand eller ikke sand, jeg vil videre.

Det overrasker mig at jeg er kommet videre (sig stop hvis det følgende udarter til et kvalmt bekendelsesskrift!) For det der er at gøre er netop at læse bogen i små stykker og diskutere hvad teksten betyder for mig. Ikke hvad der står, hvad der oprindelig måtte være ment, men hvad man selv kan få ud af teksten. Det er ikke særlig akademisk. Superduperkristent er det.

Og jeg kan lide det.

Tro nu ikke jeg er bleven hellig. Jeg kan bare godt lide at diskutere hvad bibelen betyder for mig. Jeg taler ikke med Gud, men bibelen kender jeg. Og jeg kender den kristne tradition. Jeg har faktisk meninger om hvordan teksten skal forstås. Når der ligger noget intimt og bekendende i det her, er det fordi det er ret grænseoverskridende at bevæge sig ud over det rent akademiske. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg så kommer hen, men på samme måde som til gudstjenesterne kan jeg i hvert fald lide at komme til de her aftener. Jeg kan lide samværet, og også det kristne element i samværet. Men gud, hvor kan jeg blive forvirret over mig selv samtidig.

Et mysterium er løst!

Jeg slapper i dette øjeblik af efter et par timers træning i fitnessdk. Og mens musklerne slapper af kører hjernen for højeste omdrejninger. Den har nemlig lige løst et af hverdagens store gåder; hvor forsvinder de sokker hen, der forsvinder.

Faktisk har jeg haft løsningen for øjnene længe, den lå i bruseafdelingen i herrernes omklædningsrum. Om aftenen lige før lukketid er gulvet fyldt med sorte trevler, lidt som overdimensionerede sorte nullermænd. Den, medarbejder der lukker tager en vandslange og spuler gulvet over hvorefter trevlerne skrabes sammen med en gulvskraber. Se det har jeg tænkt meget over, og da jeg ikke tror folk har så meget lakrids mellem tæerne må jeg antage at de sorte kommer fra folks strømper.

Nu opstår problemet: hvis mængden af strømpe er konstant, så må folks strømper jo forsvinde lidt efter lidt, udhules indefra så at sige. Det er imidlertid ikke et kendt problem at de gør det. For at forstå hvad der sker må vi gå helt ned på atomart niveau, til en af de mindste bevægelser der findes; elektronen der skifter skal. Elektronerne i et givent grundstof bevæger sig omkring atomkernen i 'baner' eller 'skaller' og kan, idet de udsender et foton, springe fra den ene skal til den anden. Dette spring er diskontinuert, dvs. elektronen befinder sig ikke på noget tidspunkt mellem de to skaller.

Det er altså muligt for stof at flytte sig diskontinuert. Denne viden kan vi nu bruge til at forklare sokkernes forsvinden. Som vi ved, burde de forsvinde gradvist ved at flere og flere trevler bliver spulet væk i landets fitnesscentre. Det der sker er imidlertid at sokkerne forbliver hele, og at de trevler der spules væk i stedet forsvinder i form af hele sokker. Sokkerne synes uvillige til at forsvinde lidt efter lidt, selv om de slides på den måde. For at gøre det hele endnu mere kompliceret, så foretages det som modsvarer elektronhoppet, springet mellem at der er en sok og at der ikke er en sok, i ens skuffe. Den er altså umulig at observere.

Imidlertid er det langt fra alt der lader sig observere. Fysikerne kan heller ikke se atomerne, de er henvist til at opstille modeller, udkaste hypoteser og efterprøve dem for at gøre deres modeller så præcise som muligt. Jeg udfordrer enhver fysiker der tør, til at modbevise min hypotese.

Carmen - nu med russisk accent!

Så kom min længe ventede chance for at se en rigtig opførelse af Bizets Carmen. Den ukrainske statsopera Odessa er nu på vej videre, men da de sang her til aften var jeg med.

Jeg tror jeg måske har hørt den Opera for meget. Som Walther Benjamin skriver, kan kunsten miste sin aura ved at blive reproduceret og flyttet uden for sit element, her operascenen. Men hvem har tid eller råd til kun at høre opera live. Så jeg har voldlyttet Carmen, og kender mange arier indgående. Også teksten, selvom jeg ikke rigtig forstår den.

Er det nu en ulempe? Det kan være svært at åbne sig for en konkret, unik opførelse når man er vant til indspilninger. Jeg var faktisk en anelse skuffet over denne opførelse, men jeg er ikke sikker på at det er Odessas skyld. Hvad kan man tillade sig at forvente? Især i disse Britain's got talent-tider hvor en kun nogenlunde dygtig amatør, kan fylde Rådhuspladsen med jublende fans. Så kan forventningsniveauet vist ikke komme længere ned.

Visse roller blev sunget udmærket. Michaëla var rigtig god, og mindede mig om at Bizet skrev en ekstra arie til netop den rolle for at også dygtige sopraner ville tage den. Carmen var til gengæld ikke rigtig god, og stemmen mindre gennemtrængende end Michaëlas.

Jeg kan i øvrigt ikke lide personen Carmen, og har grublet meget over hvordan hun skal forstås. For tre år siden skrev jeg en lang artikel med titlen "Carmens Blomst" som skulle prøve at rede trådene ud. Problemet er at hun er den frie og sensuelle samtidig med at det står lysende klart - hvis ikke før, så i operaens slutning - at hun ikke er fri, og heller ikke særlig sympatisk. Odessa fulgte andre insceneringer, og lod Carmen selv løbe ind i Don Josés kniv. Livet, kærligheden, friheden, ensomheden, alt sammen var det for meget.

Hvad Odessa ikke havde i musikken formåede de at vise på scenen. Ofte overdøver musikken det faktum at operaens handling er tragisk, og at den frihed Carmen synger om er løgn. Odessa lod Carmen vise sin smerte, den lod hende ofte stå adskilt fra de andre, alene, bange.

Interpunktionens dilemmata

...Det er muligt at det kan ses på denne blog, det er muligt at alle andre har vidst det længe, jeg har først opdaget det nu: Jeg har en tendens til i stedet for punktum at veksle mellem ... og ! Jeg tror det kommer af at jeg fører en slags indre dialog med modtageren, og hele tiden overvejer hvor jeg vil være bastant, og hvor jeg vil være eftertænksom.

For det er vel udgangspunktet for en god diskussion... At man har meninger, men at de ikke alle er hugget i granit. Det princip kan man sagtens overføre til tekst. Man må godt være prøvende, kaste meninger ud, få indfald, foretage associationer og cykle ud af en tangent. Den slags bør bare ikke interpunkteres som havde man citeret Grundlovens §71. Visse andre ting kan man med fordel sætte udråbstegn efter for at markere at 'det her mener jeg altså!'

Der er nok gået inflation i de tegn, faktisk har jeg bemærket at jeg af og til helt glemmer at man bare kan sætte et punktum. Visse forfattere ville hævde at tegn generelt er støjsendere som bør undgås bedst muligt. Med mindre man kan lade dem med betydning som ikke ligger i teksten selv, såsom "Doktor Henck var blevet mager; og så blev det juleaften."

Hjalmar Söderberg lader det semikolon erstatte alt det, han kunne have skrevet Doktorens efterår, men anser for overflødigt. Det er det geniale ved semikolon at man kan bruge det sådan. Det er mit yndlingstegn, netop fordi det ikke tjener til at forstærke noget i teksten, men til at give den retning, og binde tekststykker sammen. Derved sparer man ord og strammer teksten op.

Semikolon er i øvrigt navnet på et prætentiøst tidsskrift for idéhistorikere og semiotikere (find ét overflødigt ord i forgående sætning). På indersiden af omslaget står som fast rubrik en redegørelse for hvordam semikolonet netop symboliserer det man også gør i tidsskriftet Semikolon; peger fremad, men ser også tilbage. Jeg nævner det for at kunne slå fast at jeg bruger tegnet intuitivt og ikke som akademisk tekstornament.

Ud over semikolon har jeg en ambition om engang at vænne mig fra at bruge kommenterende tegn. Det er det herlige ved sprog at det kan udtrykke det alt - også tvivl og eftertanke - uden at man bruger prikker eller spørgsmålstegn eller andet fyld. Det kan også have sin berettigelse i visse typer tekst, men jeg nærer altså en hemmelig beundring for tekster af den slags der ikke behøver fyld. Jeg må snart gå på afvænning!

Nok om Gud! Sådan så jeg ud i lørdags, og bemærk dyrets tegn.

Endnu en indrømmelse

Jeg omtalte for nogen tid siden en ny bibeloversættelse; Bibelen på hverdagsdansk. Jeg tillod mig at være skeptisk, endog lettere ironisk, måske endda en lille bitte smule sarkastisk over for projektet. Det skyldtes først og fremmest det salgsmateriale som forlaget har fremstillet. Men i dag fik jeg mulighed for at høre om hele projektet fra hestens egen mund, hvilket stiller oversættelsen i et ganske andet lys.

Hele vejen fra kenya kom han, Iver Larsen, til Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej, Århus N. Jeg blev af en tilhører bekræftet i at salgsfolderen var dårlig og manipulerende, men Iver Larsen virkede som en meget reel mand, og har ikke været involveret i det. Hans arbejde er, som missionær at oversætte bibelen til de små stammesprog i Afrika. Da de ikke har noget skriftsprog skal han også lave det til dem. Man kan sige det er den samme bevægelse som skete i Europa et par århundreder tidligere. Her var det også kirken der lærte folk at læse - så de kunne læse i Bibelen.

Da Iver har masser af erfaring i at oversætte bibelen ved han også en masse om hvordan man taler til læseren på hans præmisser. Pointen er ikke at Bibelen fra 1992 er skrevet på dunkelt teologsprog som jeg antydede, men at visse sproglige billeder bliver oversat direkte, og dermed kommer ud af trit med dem, som skal afkode teksten. De har ikke den samme viden, f.eks. om sprogets faste vendinger, som datidens mennesker. Et godt eksempel er:

1. Petersbrev 1,13:
1933: "Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue"
1992: "Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne"
BH 2007: "Hold jer derfor i beredskab, både i tanke og sind."

Sagen er at man bandt op om lænderne når man skulle gøre sig klar til noget. Binde op om sit sinds lænder skulle altså forstås i overført betydning, gør sindet klar, holde sig i beredskab, holde hovedet koldt. 1992-bibelen vil gerne have begge dele med, men ifølge Iver Larsen er det ikke sandsynligt at udtrykket skal forstås i andet end overført betydning.

Og sådan kunne han fremdrage flere eksempler på meningsforstyrrende eller kryptiske oversættelser. Og jeg lod mig faktisk overbevise. Ikke om at vi her har en korrekt oversættelse, men om at holdet bag den nye bibel her faktisk har gjort sit bedste for at få den rette mening frem på de læsendes præmisser. Cadeau for det!

Guds fred!

Her kommer en indrømmelse: Jeg går i kirke. Hver anden uge, om onsdagen. Og hver uge mødes jeg med en masse kristne studerende i SMÅ, Studentermenigheden i Århus. Det er en indrømmelse fordi jeg for ikke ret lang tid siden overvejede at melde mig ud af folkekirken, og tænke på mig selv som ateist. Som en ikke-militant ateist forstås. Mange ateister går op i deres ikke-tro med liv og sjæl, hvilket hurtigt kommer til at virke lidt skørt. Nej, jeg havde sådan set bare ikke noget forhold til gud, og kom heller ikke i kirken.

Det ændrede sig for godt et år siden da jeg fandt SMÅ. Og læs bare videre, der er ikke tale om en omvendelse, ikke om at jeg har set lyset eller har indgået ”en kompromis med den hellige ånd”, som det ville have heddet hos Gustav Wied. For SMÅ er ikke en sekt, men blot en forening af dejlige, sympatiske mennesker, velklingende salmer, højskolesange, en knivspids højskoleånd og masser af kaffe. Og nej, det kunne ikke være bedre.

Jeg er efterhånden nået til det stadie hvor jeg ikke ved om, jeg er skabskristen eller skabsateist. Jeg har stadig ikke noget personligt forhold til Gud, taler aldrig med ham, folder aldrig hænderne, føler mig en anelse akavet når jeg skal ønske Guds fred. Jeg føler i det hele taget ikke noget vertikalt forhold. Alligevel deltager jeg 100% i gudstjenesterne, og med stor glæde, fordi det er en helt unik måde at være sammen på. Det skyldes dels at det bringer mindelser om de glade højskoledage i Testrup. Der er mange lighedspunkter, og højskolen var jo også religiøs. Højskoleånden kunne være så tyk at den Hellige ånd er en frisk brise ved siden af. Det gode samvær skulle jo kittes sammen med et eller andet, og det samme gælder i kirken. Men netop det religiøse er også det jeg kan lide. Jeg har intet problem med at deltage i en fælles religiøs ceremoni. Jeg er ikke ganske klar over hvorfor, men måske er det fordi man her ikke lægger skjul på noget. Højskolen skal selv bære al den pathos man lægger i den, og det samme gælder alsangen i forsamlingshusene. I kirken kan man overlade betydningen til gud, og nyde salmerne og samværet.

Det samvær, den horisontale samvær der findes i SMÅ, er uvurdérligt. Jeg er med til at lægge næste semesters program, så tjek www.smaa.dk. Gud får man med i købet, hvis man kan lide at snakke med ham. Det kan ikke skade.

Og så ikke mere mere om Mikkel Kessler

I'm experienced now, professional.
Jaws been broke, been knocked down a couple of times,
I'm bad! Been chopping trees.
I done something new for this fight.
I done wrestled with an alligator.
That's right. I have wrestled with an alligator.
I done tussled with a whale.
I done handcuffed lightning, thrown thunder in jail.
That's bad!
Only last week I murdered a rock,
injured a stone,
hospitalised a brick!
I'm so mean I make medicine sick!

- Muhammad Ali

Redningsaktion!

Jeg hørte engang om en amerikaner der på en auktion købte Georg Brandes' samlede værker til et amerikansk hotel, alene fordi de var smukt indbundne. De skulle altså bare vende ryggen til og se pæne ud, ingen ville nogen sinde læse dem igen.

Nu er den gal igen! 125 af Storm P's billeder har været i privateje, men bliver snart sat på auktion. For at forhindre at de ender som elevatorudsmykning i Alaska, gælder det om at vi alle forener os for at Storm P-museet kan skaffe midlerne til at købe billederne.

Jeg har selv ydet et tilskud på 225 kr, og med andelen følger retten til at bivåne en kæmpe gallaforestilling med Storm P-entusiastiske kendtheder i alle former og falsetter.

Det skulle gerne afslutte en bogforumsweekend med manér. Der er stadig pladser!

Porterbread

Jeg har været innovativ i dag. Herover ses min nyeste kreation inden for brødbagningskunsten, bagt på fuldkornshvedemel og en halv liter London Porter. Det kan smages, ja det kan så.

Politiskt

Som måske bekendt er Se&Hørs chefredakteur Henrik Qvortrup holdt op med at kommentere valget efter han fik sagt lidt for mange ikke direkte verificérbare ting om sin ven Naser Khader. Han efterlader en tom plads hos Jens-Olaf Jersild på DR2, hvor han ikke længere vil skrælle det tykke lag af spin af den store valgbanan og derefter analysere skrællen indgående. Det må der så andre til.

Valget er faldet på ingen ringere end Niels Krause-kjær. Og fordi dette er en valgperiode, og fordi journalister gør den slags helt refleksmæssigt, så har politiken allerede fundet ud af at Niels Krause-kjær da heller ikke er uvildig, næhnej, han har nemlig lavet valgmateriale for en konservativ. At Krause er konservativ er ellers ikke nogen hemmelighed, men han er tillige en meget dygtig journalist, og jeg kender ikke mange der spænder så bredt og kan få så mange forskellige sider i tale.

Så det er med andre ord mere end uretfærdigt at sammenligne Krause med en mand, som lever af at sælge kulørt illustrerede halve sandheder og hele løgne, og gør det uden at blinke. Det er muligt at Qvortrup er en udmærket kommentator, men hvis vi skal snakke personlig integritet, synes jeg ikke der er noget at diskutere; så er det bare at kigge på de to herrers øvrige beskæftigelser og så ellers holde op med at genere Niels krause-Kjær yderligere. Hvad Jersild-programmet angår, har jeg aldrig været tilhænger af at rode i affald, så det bliver næppe mere interessant af den lille udskiftning, hvor dygtig Krause end er.

Hør ham i stedet på P1

Det eneste der ikke er blændværk...

... det er som bekendt tolv bajere, seks til hver.

Så vidt Storm P, uden smålig skelnen mellem forskellige øltyper endsige mellem pilsnere og bajere. Imidlertid er der en stigende interesse for øl, og et støt stigende antal såkaldte mikrobryggerier i Danmark. Jeg har her til aften hørt på en entusiastisk og højtråbende mand, der praler med at det er ham der bestemmer hvor mange der er, dvs. hvor mange der officielt er.

Ole Madsen fra Danske Ølentusiaster havde både medbragt rigeligt med øl og masser af anekdoter og skæve fakta. Og en historie som lyder en anelse langt ude: På Jesu tid drak man ikke vin, men øl. Vinen var noget romerne havde medbragt, mens korn var velkendt og rigeligt. Øllet blev til vin, mener ølentusiasten, da man oversatte bibelen fra hebraisk til latin. Jaja, den går nok liige til en firmaølsmagning, men jeg tvivler på at der er filologisk hold i den påstand. Sagen var naturligvis den, at hans interesse for øl ligner den interesse mange mennesker har for vin. Det var derfor ikke så dumt dels at bruge vinen som eksempel på at man kan tage drikken og dens smagsnuancer alvorligt og på den anden side definere sig op imod vinen, og prøve at vinde terræn.

I øvrigt fik jeg næsten deja-entendu da han talte om gennemsnitsdanskernes komplette mangel på smag. Præcis det samme sagde kaffeentusiaster for nogle år tilbage. Og går vi nogle årtier tilbage havde danskere virkelig heller ingen smag for vin. Der skelnede man mellem "den med tyren" og "den uden tyren". Bevægelsen går den rigtige vej, mod mere varieret smag og krav om bedre kvalitet.

Jeg holder mig primært til kaffen, men har da sympati for den større sag, kvalitetens sag, l'interboirable.

Bibliopaters humor

Indrømmet, vittigheden i sidste indlæg var så udtalt indforstået at den faldt til jorden. Og så er jeg endda ikke med kredsen selv, jeg snobber indad, jeg scorer billige point, jeg overclocker, smykker mig med lånt jargon. Men...

Der er nu intet i hele verden der er bedre end indforstået humor. Meget humor har som forudsætning at man har en fælles viden som underforstås men ikke siges. Og jo mere eksklusiv denne underforståede fælles viden er, jo bedre. Jeg har selv skrevet masser af artikler til Tingen, tidsskrift for idéhistorie med masser af idéhistorisk terminologi, men med pjattede og aldeles ualvorlige emner. Og sådan bekræftede vi hinanden i at vi forstod hvad paradigme og diskurs og poststrukturalisme betød. Det snedige er at man netop ikke behøver vide det. Jeg ved stadig ikke om de ord egentlig betyder noget.

Hvorom alting er, så var det jeg ville sige egentlig noget ganske andet. Bibliopaten i Politiken har nyligen introduceret en ny leg. Det gælder om at finde på kimærer, d.v.s. sammenblandinger af litterære værkers titler og forfatternes navne. De bedste kimærer indeholder indtil flere krydsreferencer, og her kommer vi til sagen: Det helt eminent herlige ved denne leg er at den forudsætter et ret bredt kendskab til litteratur og derved giver rig mulighed for selvtilfredshed både blandt opfindere og læsere. Lidt som i den Roald Dahl-historie hvor en gentleman jævnligt serverer en god middag med fortræffelig vin for en anden gentleman kun for at denne kan påskønne den førstes udsøgte smag for vin. Jeg kan dog ikke huske hvad historien hedder, så der var den igen: jeg snobber indad.

Et varieret udvalg af de bedste kimærer sakset fra Bibliopatens blog:

Formand Mailer: De nøgne og de røde
Frk. Ditlev Jensen: Det bliver smagt!
Heinz Flaubert: Madame Beauvais
H.C. Kafka: Processen på ærten
Santa Clancy: Jagten på hvide december
Mads Heidegger: Blæren og tid
Kjell Sabel: At flå en pekingeser
Johannes Ølmave: Det skal mærkes at vi har en lever

Tekniskt: Der er 10 slags mennesker. De som forstår binær, og de som ikke gør!