onsdag den 16. januar 2008

Murphys lov og katteparadokset

Af Murphys lov følger blandt utallige andre trælse ting, at brødskiver der tabes altid falder med smørsiden nedad. Helt upåvirket af denne lov er katte indrettet således at de altid lander med benene nedad hvis de falder. Det har givet nørdede fysikere den idé at fastgøre et stykke brød med smør på ryggen af en kat og smide den ud fra en vis højde. Dermed arbejder de to kræfter mod hinanden.

Nogle mener at katten ville blive hængene et stykke over jordoverfladen, andre at den ville give sig til at rotere og atter andre hævder at det hele ville mislykkes som følge af Murphys generelle lov. For at sikre alverdens nørder muligheden for stadig diskussion har man undladt at udføre forsøget. Det har affødt den teori at hele paradokset er en sat i verden af CIA for at sikre at fysik-nørder bruger al deres tid på at løse det. På den måde mindsker man risikoen for at de kreative kræfter bruges til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvis Murphy rigtig havde været lovgiver, ville man have haft nogle ret sære og ineffektive love.

Jeg synes problemstillingen er interessant. Hvis de to kræfter er ækvivalente størrelser vil de udligne hinanden såfremt de peger i hinandens modsatte retninger. Hvis ikke, er det svært at spå om.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Jo, det er jo det, de ville udligne hinanden, men hvad ville der ske. Både katte og brødskiver falder når de ikke understøttes af noget. Men hvis de er sat sammen som beskrevet her, vil de ikke kunne lande. Altså må der ske noget andet. Hvad? Evig rotation? Er dette den længe ventede perpetuum mobile som ingen hidtil har kunnet opfinde?

Anonym sagde ...

En ophævelse af tyngdeloven? Gad vide, om det var noget lignende, der skete for Carlson på taget?

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Ja, enhver kan jo se at den lille bitte rotor han havde på ryggen kun var til pynt. I virkeligheden havde han under rotoren en boks, inden i hvilken der roterede en kat med en skive franskbrød med tyttebærsyltetøj på.

Anonym sagde ...

Propellerede Carlson? Skam få mig, at jeg ikke husker at han havde rotorblade! Men Mary Poppins så? Superman?

Anonym sagde ...

Katten vil slikke smøret af brødet, og lande på benene ;-)

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Så skal den godt nok være fleksibel!!