de andengenerationsindlånte bogstaver

I Alfabetets store skolegård er der de populære som alle flokkes omkring selvom de ikke er noget specielt. E og r er sådanne bogstaver. Men der er også de lidt specielle, c, q, x, y og z. De er alle kommet hertil fra udlandet, og de fleste er aldrig faldet helt til.

C mener nok det kan kaldes dansk, men lider alligevel af en anelse mindreværd fordi det ikke kan noget som enten s eller k ikke kan bedre. Kun når der skal skrives udenlandske ord kommer c rigtig til sin ret. Q er noget for sig. Det er ikke et bogstav som andre flokkes omkring, men man kommer til q når et ord skal se lidt flottere ud. Q kan få enhver quinde til at virke mere interessant end hun faktisk er, f.eks. i kontaktannoncer. Det ved q, og det nyder derfor sin plads på sidelinien.

Ikke langt fra q står x, som også er et ensomt bogstav. I 1800-tallet og tidligere var der faktisk mange flere x’er i dansk, men de blev udvist, da de toneangivende sprogbrugere regnede x for et udansk bogstav. Nu tager x revance, og møver sig ind her og der, fx i forkortelser. Y har det tilfælles med x at det er yndet af matematikere og kønskromosomforskere. De har fundet sammen og går af og til langt væk fra skolegården og det danske sprog, for at føle sig vigtige. I skolegården er y outsider ligesom x, men det har haft en vis succes med at stå model for partier. Som Ny Alliance og Venstresocialisterne.

Z er et meget usikkert bogstav. Det skjuler sin usikkerhed ved at pjatte. Det hjælper teenagepiger med at zkrive chatbezkeder zå de lyder zygeligt zeje. Det er der naturligvis ingen der kan tage alvorligt, og z er derfor i den grad udenfor flokken. Z har også haft en politisk karriere, men den er der ingen der kan huske.

Alle de nævnte bogstaver er på en måde udenfor, men de håndterer deres særpræg meget forskelligt, og kan således være model for andre. Det tvivlende c, det selvbevidste q, det brutale x, det fotogene y og det pubertære z. Og netop som jeg er ved at afslutte historien bliver der råbt fra sidelinien med accent. Det er sandt, jeg havde nær glemt et bogstav. W er det bogstav de andre ikke må lege med. Det skyldes ikke bare at w er et udenlandsk bogstav som ikke kan bruges til at skrive andet end låneord - der er en anden grund: W var ikke med til første skoledag, og kom derfor ikke med i alfabetsangen. Da det ankom et stykke inde i skoleåret blev det sat ved siden af v, som det ligner meget. Det har lidt større armbevægelser end v, men alligevel glemmer folk ofte w, og børn har svært ved at huske det fordi det ikke er med i sangen. Det sidste bogstav blandt outsiderne er det oversete w.

Tænk på disse bogstaver når du skriver. Vær god mod dem alle, de har det ikke let. Og husk nu det w!