"Århus lyder som en kæmpe popcorngryde. Eller hvordan skal man ellers beskrive lyden. En legokasse måske. Lyden af et barn der roder vildt og voldsomt i en legokasse. Og ind imellem en radio der skratter skkkkrrrattttt. Eller er det et stykke plastic af den slags man pakker buketter ind i, der krølles sammen. kkkknnnnrrrniirrrkk. En meget stor buket.
Raketter fiser op, eksploderer og forsvinder. Forsvinder, på nær deres røgspor, som bliver hængende i luften og driver med vinden. Som om nogen forgæves prøvede at tage et still billede, prøvede at fastfryse det magiske øjeblik, gribe farverne og beholde dem, men i stedet blev snydt af dem, sky som de er. Farverne og lyset forsvandt og lod det grå hylster blive tilbage.
Så der hænger de altså, disse blæksprutter. Ja, er det ikke blæksprutter de ligner. En lang hale, som udvider sig indtil eksplosionsstedet hvorfra vekslende antal af arme stikker ud. Eller er det de elektriske udladninger i en af de der kugler. Men måske mest af alt den lille elektroniske ting som kravler ind i Keanu Reeves' mave i The Matrix.
Jeg får den indskydelse at det hele måske faktisk er ret lydløst når man ser på det. Svissjjj - raketten farer op, deler sig med ét i mange grene med grønne og røde stjerner for enderne. Og først når dette syn er halvvejs forstøvet i vinden, da kommer braget, øredøvende, som om det vil gøre ekstra meget opmærksom på sig selv, nu da det kommer for sent. Men for sent kommer det. Deltager ikke i festen, men er mere en irritationsfaktor.
Andre raketter er mindre lydløse. De eksploderer lige uden for køkkenviduet med et provokerende og groft, lidt primitivt brag. Den skal ikke nyde noget af nogen fisefornem forsinkelse. Bang - sådan. En anden type drøner til vejrs med en kolossal hastighed. Jeg griber mig selv i at blive en smule fornærmet på den. Hvad har den så travlt med. Taxachauffør-mentalitet, er det. Eller karriereræs. Den når ganske vist også højt op.
Nå, men nu jeg er i gang med personificeringen; så er der noget lidt friskfyrsagtigt over det de skyder af 50 meter fra de andre. Hvis de første mindede om målrettede og energiske forretningsmænd, så kunne de her passende gøre det ud for modsætningen. De når kun op til måske kanten af taget her, og gør det betydeligt langsommere end de første. Når endda at dreje om sig selv adskillige gange. Der er næsten noget Dionysisk over dem. Eller noget Papageno. "Der Feuerzauber bin ich ja"
Jeg får en tanke. Dette hav af blomster, som lyser op og derefter forsvinder før man kan nå at fange dem, virker så luftige og immaterielle at man let glemmer at de ikke er det. Glemmer at for hvert BANG er der et ikke så lille paphylster, som gerne vil ned igen. Man undres over at folk overhovedet tør vove sig udendørs i denne formodede regn af udbrændte raketter. Men det gør de. Raketterne er som regel også så taktfulde ikke at forstyrre med deres tilbagekomst mens festen er i gang. Man får den indskydelse at de måske bliver hængende deroppe indtil alle er gået i seng, for så kl. 7-8 stykker at dratte kollektivt ned. Hvem ved?
Der er allerede meeeget røg. Begynder at overveje hvad der er røg og hvad der er skyer. Men raketterne fra nær og fjern kan stadig ses. En raket danner et mylder af stjerner. Ligner en forsinket julehilsen. En raket flyver op, laver et par loops, og eksploderer derefter. Det giver umiskendeligt (eller hva) mindelser om en stripper der taget et stykke tøj af, svinger det et par gange på pegefingeren og smider det. Efter denne frækkert fiser et par mindreårige raketter, piftende og tudende, i en proptrækkerspiral. De når ikke halvt så højt op; kan ikke klare det, og er nok heller ikke gamle nok.
Røgen er nu overalt. Ligger som en tæt tåge over hele byen. Jovist, vejret var klart i aftes. Men det fik vi nu hurtigt lavet om på. Et par små forkølede raketter af den slags den plougsgaardske familie plejer at fyre af ses et par steder. De har været næsten fraværende her. Bagved Abildgården på den anden side af Skovvangsvej ses en af de store raketter svagt. Der er virkelig tåget af røg. Et blik den anden vej, mod Louis Hammerichs vej, viser boligkareen dernede i svag silhuet.
Og af og til høres så et virkelig øredøvende brag, fra en af de dræber-kanonslag politiet har advaret mod. Min første indskydelse er altid at nogen må blive høreskadet ved et sådant brag. Det kan ikke undgås at der er folk i nærheden når det lyder så højt her.
Og så pludselig er der helt stille. Et blik ud af vinduet afslører fem gadelamper og to vinduer med lys. Resten er mørk tåge. Et par misforståede heksehyl piver et sted, som om de prøver at holde en fest i gang der er stoppet. Ellers ligger stilheden over byen som om den var indeholdt i tågen. Det går op for mig at her er stille, som der ikke har været i flere dage. Som en flere dage lang optakt der ender i en kæmpe orgasmisk udløsning. Og bagefter ligger hele byen afkræftet hen.
Men alt dette tjuhej mangler stadig at blive indfriet. Den moderne tidsfeticistiske tradition orienterer sig efter fremtiden. Indretter hverdagen så den passer til morgendagen, fester for året der kommer endnu før det har vist sin første solstråle. Er denne fest så ikke et løfte. Om at vi vil tage fat og skabe grunden til at vi fester i dag. Hvis gaden ligger hen i mørke, tåge og stilhed, er det så ikke en udfordring fra det nye år. Til at fordrive røgen, oplyse de rette ting og sige de rette ord. Nu har vi festet. lad os så tage fat."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar