For omkring tre måneder siden inviterede min gode ven Sébastien mig til en symfonikoncert i den nye symfoniske sal i Musikhuset. Det gav i første omgang anledning til at jeg blev opmærksom på den fantastiske 9. Symfoni af Dvořák. Klassisk musik skal have tid, og dengang gav jeg Dvořák al min tid, hvilket lønnede sig.

Samme koncert bød imidlertid på et andet for mig ukendt stykke musik; Max Bruchs Violinkoncert nr. 1. Solisten var den 34-årige norske Henning Kraggerud, og han var en oplevelse i sig selv. Ikke mindst fordi han ser meget, meget ungdommelig ud. Jeg skød på at han måtte være i starten af tyverne. Mens han spillede så han ofte smilende op på dirigenten som stod på sin forhøjning lige ved siden af og kunne ligne en elev der kigger stolt op på sin mester. Det var næsten rørende, og gav hele forestillingen en ekstra dimension. Sådanne observationer er ofte det jeg først og fremmest bringer med fra koncerter hvor jeg ikke kender musikken i forvejen. Kraggerud spillede i øvrigt fremragende. Det var ham der var mesteren den aften.

Nu har jeg genfundet koncerten. Jeg husker ikke ved hvilken lejlighed, men jeg har hørt den mange gange nu, og den er rent ud fantastisk. Den kan minde lidt om Mozarts klaverkoncerter, bare med violinen som omdrejningspunkt. Jeg tror aldrig jeg har hørt så meget temperament og så avanceret spil på violin. Den koncert er røget direkte ind på min top fem.