På vores tur til Balkan fik vi set lidt af hvert. I Struga, lidt uden for byen Ohrid i det sydlige Makedonien havde Grega havde sat os i stævne med en ven, Ljubomir Milo
šeski. Han er kunstner og har et galleri i byen. Vi blev varmt modtaget, hvilket synes at være regelen på Balkan. Vi blev bænket med te og Ljubomir gik i gang med at snakke om sig selv, hvilket også er normalt. Galleriet var ikke så meget udtryk for hans egentlige kunst, det var noget han drev for at tjene penge til at lave det han virkelig anså for interessant. Jamen vi kunne da tage med ham hjem og spise, så kunne vi se hans værk.
Så hen på eftermiddagen lukkede Ljubomir for Galleriet og vi pressede os sammen i hans
french car, en Renault 4 som bumlede igennem det ikke brolagte landskab. Vi hilste på hans kone og blev fortræffeligt bespist, hvorefter vi så på hans værk; en større flok mennesker klædt i grisehud med de strideste børster. Det kunne godt minde om et frankensteinsk eksperiment. Billedet her til højre viste vi senere til de kosovoalbanske muslimer, og så euroislamiske og frigjorte de end var så var der en grænse her. Dét kunstværk virkede stærkt.
Billedet som Ljubomir har ved siden af sig hænger hos mig nu, og det har også fået sin egen historie. Da jeg ville sende det til Danmark fra Skopje viste det sig at være problematisk, da malerier af lokale kunstnere kunne repræsentere en national værdi. Derfor kunne man ikke sådan sende dem ud af landet. Det lykkedes at sende billedet efter at posthuset havde ringet til Ljubomir og fået hans forsikring om at den nationale arv godt kunne undvære dét maleri.
På vores tur til Balkan fik vi set lidt af hvert. I Struga, lidt uden for byen Ohrid i det sydlige Makedonien havde Grega havde sat os i stævne med en ven, Ljubomir Milošeski. Han er kunstner og har et galleri i byen. Vi blev varmt modtaget, hvilket synes at være regelen på Balkan. Vi blev bænket med te og Ljubomir gik i gang med at snakke om sig selv, hvilket også er normalt. Galleriet var ikke så meget udtryk for hans egentlige kunst, det var noget han drev for at tjene penge til at lave det han virkelig anså for interessant. Jamen vi kunne da tage med ham hjem og spise, så kunne vi se hans værk.
Så hen på eftermiddagen lukkede Ljubomir for Galleriet og vi pressede os sammen i hans french car, en Renault 4 som bumlede igennem det ikke brolagte landskab. Vi hilste på hans kone og blev fortræffeligt bespist, hvorefter vi så på hans værk; en større flok mennesker klædt i grisehud med de strideste børster. Det kunne godt minde om et frankensteinsk eksperiment. Billedet her til højre viste vi senere til de kosovoalbanske muslimer, og så euroislamiske og frigjorte de end var så var der en grænse her. Dét kunstværk virkede stærkt.
Billedet som Ljubomir har ved siden af sig hænger hos mig nu, og det har også fået sin egen historie. Da jeg ville sende det til Danmark fra Skopje viste det sig at være problematisk, da malerier af lokale kunstnere kunne repræsentere en national værdi. Derfor kunne man ikke sådan sende dem ud af landet. Det lykkedes at sende billedet efter at posthuset havde ringet til Ljubomir og fået hans forsikring om at den nationale arv godt kunne undvære dét maleri.
8 kommentarer:
Hvor er de skræmmende og tankevækkende. Krigskunst, uh.
Hvordan traf I de kunstnere? Jeg synes tit man tør møde mennesker mere åbent og umiddelbart når man rejser. Som om man lader sine danske hæmninger blive i Danmark, hvor de hører hjemme.
Maria underviser på animationsskolen i Viborg, og den fik for nogle år siden besøg af kunstnere fra Balkan. På den måde mødte hun Grega, som vi boede hos i Makedonien. Han henviste så til Ljubomir. Senere på rejsen boede vi en nat i det østlige Slovenien hos en keramiker, som havde besøgt Grega mens vi var der. Han havde også bygget sit eget hus, dog færdigt. Han var 27, løb en lang tur hver morgen og var perfekt på alle leder og kanter. Og så var han frugtar. Han spiste ikke andet end frugt. Så vi var ret sultne efter rigtig mad da vi forlod ham.
Generelt handler det netop om at smide hæmningerne og være åben. Der er ikke noget folk dernede hellere vil end at skænke Slivovic og snakke om sig selv i timevis.
Sludder, Grega boede som tidligere fortalt i Slovenien.
Man tør også mere, når man ikke taler sit eget sprog. Vores sårbarhed er dansksproget. På engelsk kan man forestille sig, at man er sådan en, der tør gå ind i folk med træsko på. Daw-daw.
Det lyder som en fantastisk rejse. De ligner i øvrigt varulve, de der. Det har de jo en vældig mytologi med i det område, så vidt jeg ved.
Varulve... det snakkede vi ikke om. Jeg besøgte Rumænien i 2001 og de var ret trætte af at høre turister snakke om vampyrer.
Det var bestemt en fantastisk tur. Jeg har, som tidligere nævnt, maaange billeder og mange historier derfra. Jeg tror nok jeg vil tage på sådan en tur igen. Men jeg ved ikke helt hvordan. Og det kræver også lidt talent. Maria er supergod til det med at snakke løs og bruge fagter og russisk når dét er det eneste folk forstår. Men så er alle døre også nærmest åbne. Der skal ikke andet end kommunikationen til. Hvis man kan snakke med dem, er de åbne.
Men der er også en pointe i det med sproget. Hvis ikke vi skulle gøre os en anstrengelse for at kommunikere ville vi måske nok være mere forlegne. Hvad skal man så snakke om, og udleverer man ikke sig selv så osv.
Kommunikation skal der til. Det er på alle måder - både på rejser og i al almindelighed - utrolig hårdt at stå uden for lukkede døre og forsøge på alle mulige måder at kommunikere dem til at åbne sig - uden held.
Jeg kan levende forestille mig, at en lærer på animationsskolen må kunne noget med fagter, ja.
Jeg havde i øvrigt en herlig oplevelse på vejen fra Ljubljana til Skopje. Vi kørte med to mandlige makedonske chauffører som talte makedonsk og intet andet. Til gengæld var de meget vilde med Maria, og gav kaffe og mad til os begge på en restaurant lidt uden for Beograd kl. 3 om natten. Maria klarede sig med russisk og fagter, mens jeg fandt ud af at en af dem havde boet og arbejdet i Italien. Jeg havde selv lige fulgt et italienskkursus, og talte en meget lille smule italiensk. Voila, et sprog vi begge kunne. Så vi fik en nogenlunde forståelig samtale ud af det. Det var eneste gang jeg har brugt italiensk, men det var rigtig godt, der blev åbnet en sproglig korridor, og den føltes vid og bred fordi alternativet var at plapre vores respektive sprog og smile, men ingenting forstå.
God historie.
Man kan komme langt med kommunikation, hvis blot man deler ti fælles ord og en villighed til at åbne sig for hinanden OG uendelig kort med kommunikation, selvom man deler ca. 250.000 ord og har et aktivt fælles ordforråd på omtrent 10.000 - hvis døren bare ikke er åben. Et lille kommunikationsparadoks.
Jeg har også prøvet at føre samtaler på sprog jeg faktisk ikke kunne - det er sjovt.
Lige så dejlig kommunikation er når den lykkes, lige så svær er den, når den ikke vil lykkes. Jeg tror det er noget af det vigtigste for mennesker. For mig som skrivende - min identitet er fuldstændig syltet ind i det at kunne føre en samtale - bliver jeg fuldstændig lammet, hvis folk ikke vil. Det er et sikkert våben at bruge imod mig: Nægte at tale. Så er jeg helt flad. Nej, først løber jeg rundt i lang tid og forsøger at få folk i tale, og hvis det ikke er muligt - så står jeg bare der og glor, mens vandet stiger. Jeg ved ikke hvad skal stille op. Så ved du det Plougsgaard, hvis du skal lukke munden på mig engang :)
Måske skulle jeg lære at mime, eller altid gå rundt med en "Kommunikations-nødraket", hvilket jo så ville forudsætte, at jeg var i nærheden af dem, jeg forsøgte at kommunikere med.
Send en kommentar