mandag den 21. januar 2008

ieg haffuer fait en bogh

Jeg er denne weekend blevet begavet med en bog. Forfatteren, Christian Hau, er far til min gode veninde Elisabet, og bogen er en slags slægtsstudie med titlen Bjælken, sparren og den halve bjørn. Jeg har stadig til gode at finde ud af hvad titlen henviser til, men jeg har opdaget at bogen rummer en del meget interessante sprogligheder. Den omhandler slægten Vinter fra Mors i senmiddelalderen, dvs. i 1400-tallet. Christian Hau har gravet en del citater frem, f.eks. dette:
[Peter Vinter pantsætter i 1439] "myn kiæræ brother Haryld Acerssen myn gardh liggendes i Wodzstrup og al sin ræt i Vodzstrup mark ... og skal han hawe fornæffnde gordh sinæ daghe frij och frælse och ey at løse aff hannum, mæn aff hans rætte og sandh arwingæ skal fornæffnde gordh løses for hwndryt march æffter hans død i godæ pænnongh och gævæ, som tha i Danmarck æræ gængx..."
Oh, det er jo guf. Det er jo lige til at gå løs på. Næsten som en slags kode. Helt konsekvent har man ikke været dengang, men dels var der jo ikke nogen rigsnorm for skriftsproget - den kom første i 1800-tallet, dels udtalte man ordene anderledes. Imidlertid ligner det jo ikke lydskrift, men snarere en vis mængde norm blandet med hvad skriveren syntes passede på den lyd ordet havde. Pantebrevet er skrevet af et medlem af lavadelen, som derfor kunne skrive. Det gjaldt formentlig ikke så mange andre på Mors.

både w og v benyttes som v-lyd, men 'førnævnte' skrev man dengang 'fornæffnde', så ff har også haft en lignende funktion. Af og til er u-lyden repræsenteret af w. 'Og' står to gange, en gang som vi kender det, og anden gang står der 'och', som ordet jo skrives på svensk i dag. Og sådan kan man anstille sammenligninger i massevis. Jeg er blot en glad amatør, så jeg afholder mig foreløbig fra næste skridt, at undersøge hvordan man faktisk udtalte ordene på Mors i 1400-tallet, hvor mange skrivende der var, hvem de var påvirkede af, hvor tilfældig ortografien faktisk var osv. Sprog kan være afsindig kompliceret at hitte ud af. Og alligevel så herligt at pusle med, al den stund der er så meget af det og det ligger alle vegne og byder sig til.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er ikke den mest salgbare titel, jeg har set, nej - men et godt eksempel, når man skal vælge titler til sine bøger: Be aware.

Hvad angår tekstuddraget. Det er skægt, og det virker nu mest af alt, som om man - lige som The Welsh - ikke har nogen ortodoksi. Det kalder man det på engelsk, opdagede jeg, da jeg talte med en amerikansk forfatter om 'staveregler' - "a language without orthodoxy", sagde vedkommende. Det vidste jeg ikke det hed, men det er en smuk formulering (bortset fra at ortodoksi på mange måder er farligt).

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Hmm... jeg ved ikke om engelsk har en anden forståelse af ortodoksi end dansk. I hvert fald er det vigtigt at skelne ortodoksien i skriftsproget fra den i religionen. Normen for korrekt stavning kaldes ortografi og det har ikke noget med religion at gøre. Det er en praktisk foranstaltning som gør at det er muligt at lære folk dansk i Skagen og i København uden at de derefter har problemer med at forstå hinandens danske.

Det problem får man jo først når det bliver realistisk at lære alle mennesker at skrive dansk engang i 1800-tallet. Det er først her at det egentlig giver mening at udvikle en ortografi og et rigsmål (som vistnok blev dannet af noget man talte i København).

Jeg har svært ved at forestille mig et moderne sprog uden ortografi. Ikke et som skrives meget i hvert fald. Det er noget helt andet at ortografien kan ændre sig fordi folk beslutter at de vil stave anderledes (Det er derfor vi har et sprognævn, ikke af den omvendte grund).

Anonym sagde ...

Den amerikanske forfatter var R. Moody, og han sagde, at 'the Welsh (altså waliserne) ikke havde nogen 'orthodoxy' - han kan have taget fejl.Jeg tror det ikke - og det gav meget mening. Måske spillede han på forhodlet ortografi og orthodoxy' - kunne ligne ham.

Ja, jeg fatter heller ikke, hvordan nordmændene klarer deres femsprogsystem og de fleste norske anmeldelser plejer at starte med at fortælle hvilken norske variant sproget er skrevet i.

Jeg elsker at læse gammelt dansk, HOlberg-dansk, fordi der gik så meget lærd koketteri hvem der kunne stave med flest vanvittige konsonanter ved siden af hinanden.

Jean de France er i øvrigt en af mine all time favorites. Tjek den engang.