Bid ikke dig selv i næsen!

I gårsdagens Urban foreslår en selvbestaltet kostekspert at man for at leve sundt skal gennemgå hele sit hjem, finde alle søde sager og smide dem ud. Der er mange af den slags råd i bladene for tiden, og fitnesscentrene kører alle kampagner så man bliver helt forpustet bare ved at læse annoncerne. Problemet med alle, både kampagnerne og sundhedsartiklerne, er at de spiller på folks dårlige samvittighed, og dvs. på folks opfattelse af at sundhed er noget man skal kæmpe sig til gennem afsavn og askese. På den måde får man fra starten af gjort sundhed til noget næsten religiøst - og så har man også en undskyldning for aldrig at blive rigtig sund; fuldkommen er kun Gud.

Hvis man spørger rigtige ernæringseksperter hvordan man skal spise og leve bliver de altid uklare i mælet. Det er nemlig ikke så let. Dels er der selve maden og dens virkning på kroppen, som er helt individuel, dels er der spørgsmålet om motivation. Min egen erfaring er at den er nok så vigtig. Luther skal have sagt engang at man ikke skal love kyskhed, for det kan man ikke holde. Man skal i stedet love at man aldrig vil bide sig selv i næsen. Det kan man nemlig holde. Sådan er det også med slik. Jeg sukker opgivende hver gang nogen på den måde hævder at man bare skal smide det hele ud. Hvad skal man så spise i stedet? Slik har jo en funktion, ligesom cigaretter, kaffe, alkohol og andre stimulanser har.

Grundlæggende set har stimulanser altid været nødvendige. Der er altid balancer der skal bevares, og det gælder om at finde ud af hvordan man kan erstatte de dårlige ting med bedre.