Grimme steder i Berlin

Berlin var en dejlig by at bo i. Og først og fremmest er den pæn. Sådan rigtig småborgerligt pæn, rene gader, pæne velholdte fortove, grønne træer langs de fleste veje osv. Det gælder naturligvis ikke "in der Ost-Pampa" som man kalder gæt-selv-hvilken fjern del af byen. Men jeg er ikke forfaldsæstetiker, så jeg kom ikke så meget derude.

Til gengæld kan det være en smule fascinerende når noget er rigtig gennemført grimt selvom det egentlig blev konstrueret i den bedste mening. Det gælder bla. bygningen ovenfor, Palast der Republik, som ligger i det gamle Østberlin. Det er mere eller mindre en stor klods, dels betonfarvet, dels rustfarvet. Jeg skulle måske ikke slå på en bygning der allerede ligger ned, for rent faktisk er der mange der gerne så den revet ned. Mange af disse er nationalromantikere der planlægger at genopføre Berlins slot som blev bombet under krigen. Problemet med den plan er at det vil koste en formue at rive det asbestbefængte Palads ned og en større formue at bygge et slot på grunden. Den formue har Berlin så langt fra. Man bygger i forvejen overalt i byen for lånte penge og venter på opsvinget.

Freie Universität er faktisk altovervejende pænt, da institutterne er spredt rundt i villaer i bydelen Dahlem. Men masseuniversitetet krævede plads, så i halvfjerdserne opførte man to bygninger kaldet Silberlaube og Rostlaube. Ja, det sidste betyder rust-fløjen.
Jeg gik til tyskundervisning i Rostlaube, og har sjældent oplevet et grimmere sted. væggene var sat sammen med gaffatape og gulvtæpperne virkede slidte. Det har måske været funktionalistisk engang, men da jeg kom der var det kun ubehageligt. Tyskkurset var godt, men man skulle abstrahere fra omgivelserne.