Endnu et kantslag til Ny Fajance

For nogle år siden læste jeg Søren Mørchs glimragende bog om de 24+1 statsministre. Den giver et udmærket indblik i den måde magten har været forvaltet på i det 20. århundrede og den måde magten har påvirket historien og omvendt. Det særlige ved den bog er dette perspektiv, den tager udgangspunkt i magthaverne.

Politik er så meget andet end dem der har magten. Politik er også alle de små slag der slås i periferien, og alle de grupper der presser, truer, lokker, bestikker og bønfalder hinanden om støtte til denne eller hin sag. Nogle finder det meget interessant at følge den slags kampe, lure strategier af, forudsige udfald og gennemskue retorik. Men når historien skal skrives bliver det med udgangspunkt i hvad der faktisk er sket, hvad det muliges kunstnere faktisk fik virkeliggjort.

Og så bliver sådan noget som Ny Alliance en tragikomisk parantes. Nu er en af stifterne gået fordi hun er utilfreds med den borgerlige linie i partiet. For få dage siden havde partiet en reel chance for at skabe politik, endda på eget kerneområde. Man valgte at lade være. Siden gik først den ene, så den anden, så den tredje. Folk strækker ben som aldrig før på centrum-højre, og samtidig sidder der en Statsminister og gnækker i skægstubbene og ved at al den megen aktivitet er helt og aldeles ufarlig fordi de implicerede selv har timet det sådan.

Politik kunne have givet mening. Det kunne i det mindste have været lidt spændende. Efterhånden er det bare plat. Hvis det havde været en dramaserie på DR havde jeg krævet min licens tilbage.

(Tak til Dorthe Nors for udtrykket 'kantslag'.)