Vi har en fødselar!

I dag fejrer mange katolske lande en helt særlig fødselsdag, som også med fordel kan rinde os i hu. Julemandens, Sankt Nikolaus' fødselsdag den 6. december.

Der er det ejendommelige ved Julemanden at man kender hans fødselsdato, men ikke fødselsåret. Det er lidt ligesom med Fru Fernando Møhge og Professor Farnsworth. Det er ikke usandsynligt at han startede sin tilværelse som naturånd på den anatolske højslette, men første gang vi ser ham i egen person er som biskop Nicholas fra det fjerde århundrede. Her var han en velgører, en godhjertet rigmand, som delte ud af sin rigdom, men beholdt så meget at han kunne vedblive at være rig. På den måde var Nicholas allerede som helt ung modstander af idealisme og selvopofrelse. Han var realist, kan man sige. Hans symbol var tre æblestore guldklumper.

Og Nicholas gik omkring, delte ud og gjorde vel. Men verden omkring ham var fordærvet; skidesprælleriet havde gode kår dengang som nu. Han måtte træde i karakter, slå i bordet. Kræve orden, og han besluttede at starte med de små. Nicholas, der efterhånden var blevet helgenkåret, og æret som skytshelgen af søens folk, blev nu opdrager. Han gav nu ikke blot af godgørenhed, men af omsorg for opdragelsen. Han vandrede stadig, men hans virksomhed satte krav til konditionen, for var efterhånden kendt Europaweit. Reformationen skabte fornyet fokus på opdragelsen i hele Nordeuropa, og her tog man godt imod den gamle. Han kom af og til alene, af og til i selskab med Knecht Ruprecht, en lille grim skabning med en lang stok, som han tæskede løs på de uartige børn med. Nicholas selv var mere opfindsom. Særligt i Tyskland blev han kendt for sine udspekulerede straffemetoder, såsom at dyppe børn i blæk.

I alle årene havde Nicholas været en uundværlig del af samfundet. Den gode rigmand, den strenge opdrager. Men tiderne mildnedes, og sæderne med. Snart tænkte folk ikke på andet end pjank, og Nicholas blev stadig mere fremmed for sin verden. Han grublede længe, men til sidst tog han skridtet. Nicholas udvandrede til Amerika.

Han ankom vel til mulighedernes land engang i 1800-tallet. Han købte en kvægranch for sine penge, og slog sig ned som kvægavler. Sådan levede han i fem år, og i den tid fik han smag for oksekød. Han, der havde været nøjsom mens han boede i Europa lærte at slå sig løs rent kulinarisk. af 5000 køer siges det at han satte 500 til livs i løbet af sin tid på ranchen. Det satte sig spor. Den høje, slanke mand blev tykkere og tykkere. Men det var før fitnesscentrene, og i øvrigt havde den gamle mand flintret hele Europa rundt 30 gange, nu kunne man vel unde ham hans hvil og hans oksehøjræb.

Men naturligvis fik Nicholas tilbagefald. Han kunne ikke helt undvære kontakten med mennesker. På den anden side var han ude af form, og hans lussingearm var helt slatten. Desuden var Amerika ikke rigtig stedet at opdrage, så han droppede den idé. Til gengæld fandt han på at vende tilbage til sin urbeskæftigelse. Han ville være den glade giver. Hele omgangen skulle være hans, og det hvert år fremover. Han kløede på. Hvert år julenat for han rundt og spredte sine gode gaver. Dvs. der var ikke tale om gaver i vores forstand. Han havde solgt kvægfarmen, men nogen stor forretningsmand var han ikke, så han måtte spare. Der blev kun råd til lidt julegodter, og han måtte også begrænse sig horisontalt. I de år talte man meget om Santa Claus men det var langt fra alle der havde set ham.

Nicholas var frustreret. Han havde satset på at han kunne blive lige så kendt og berømt som i sine unge dage, men her i den nye verden var det ikke helt så let. Han havde brug for assistance. Nu skulle det karrieren på skinner, og han havde en idé. Nicholas tog med første damper tilbage til Europa, nu som gæst på gennemrejse. Han rejste rundt i hele Nordeuropa hvor hans stjerne havde været størst. Her vidste han at han kunne finde hvad han søgte; hjælpere.

Nisser hed de. De var ligesom han tidligere guder. Han selv havde været en naturånd, nisserne havde tilhørt husene. De havde været beskyttere, og havde haft deres plads over husets arne, der hvor al mana samles og livet skabes og opretholdes. I århundreder havde de udført dette det vigtigste arbejde i huset. Men tiderne ændrede sig. De var ligesom opdrageren Nicholas blevet overflødige. Folk mente de kunne klare sig selv. Det var gået langsomt, men sikkert. Først var nisserne rykket væk fra arnen og ud i laden eller op på loftet. Her havde folk fodret dem nogle århundreder indtil de blev trætte også af det. Da var de endda begyndt at tvivle på nissernes eksistens.

Og dér sad de så på deres lofter og lader, miskendte og bitre. Nicholas foreslog dem at lægge deres liv om og komme og arbejde for ham. Det var der mange nisser der valgte. Nicholas rejste tilbage til sit nye hjem med et følge af 1.257 nisser. Han havde store planer. Han ville give gaver, rigtige gaver, og han skulle selv fremstille dem med assistance fra sine nisser. Det ville ikke blive let, og slet ikke billigt, men de små fyre var jo heldigvis vant til små kår fra Europa, så de kunne vel stramme strikken om livet lidt ekstra for den gode sags skyld.

Da de 1257 nisser havde bænket sig i Nicholas' hybel og han var ved at sætte vand over til kaffe, ringede telefonen pludselig. Det var aldrig sket før, for den var lige blevet opfundet. Han tog den med rystende hånd. Det var fra Coca Cola. Nicholas lyttede, rynkede panden, kneb øjnene sammen og skulle lige have det igen. Så spærrede han øjnene op, stammede j-ja, det er klart, og lagde så røret på. Det tog lidt at få fatningen, men så rankede og rømmede han sig, hvorefter han fortalte nisserne den glade nyhed.

Sagen var at Nicholas havde fået en sponsor. I telefonen havde været en marketingschef for Coca Cola Compagny, og han havde tilbudt fuld finansiering af Santa Claus' virksomhed. Det nye navn skulle fra nu af være tegn på at han var tilbage i fordums vælde, blot med en beskeden økonomisk hjælp og nyt tøj. Nisserne var meget spændte, og Santa Claus ventede en tid med at fortælle the bad news; de skulle virke i Amerika, men kunne ikke bo her. Coca Cola havde stillet en fabrik til rådighed i Nordgrønland. De lovede at sørge for at ingen skulle fryse, og skaffede en stor, vamset, rød jakke til Santa Claus i deres kampagnefarver rød og hvid. En stor hvid hue fik han også, og han indkøbte selv røde uniformer med røde huer til alle sine nisser. Derefter låste han sin dør en sidste gang, smed nøglen ind ad brevsprækken og rejste mod nordpolen.

Her indrettede han sin fabrik. Han producerede først og fremmest legetøj, og han fandt hurtigt ud af hvorfor han skulle bosættes heroppe. Plasticlegetøj til mange millioner børn producerede rigtig, rigtig meget os fra fabriksskorstene, spild som ikke kunne nedbrydes for ikke at tale om de problemer nisserne skabte. De havde været meget ærekære og prikne på deres gårde i Europa, og der havde de som bekendt været alene. Nu intrigerede de livligt mod hinanden og kom tit op at slås. Senere lærte de sammenhold, men så opstod et nyt problem. Nu dannede de fagforening og ville have ferie og overarbejdsbetaling. Santa Claus havde det ikke let. Men han klarede sig år efter år, og efterhånden voksede foretagenet. I Amerika nød børnene godt af hans gaver. Han vidste at de værdsatte ham, for han fik tusinder af breve. Han måtte ansætte en mindre flok nisser til at læse dem. Samtidig vidste han at de voksne nød godt af ham også. Han var et symbol på den godgørende, driftige fabriksejer. Den mand der med sin kapital sætter noget i gang og skaber arbejdspladser og dermed kan dele ud af overskuddet.

Sådan gik det til at Nicholas, også kendt som Sankt Nikolaus, Sinterklaas og Santa Claus blev til julemanden. Han har fødselsdag i dag, og lever stadig i bedste velgående.

Tillykke herfra!