
Og Nicholas gik omkring, delte ud og gjorde vel. Men verden omkring ham var fordærvet; skidesprælleriet havde gode kår dengang som nu. Han måtte træde i karakter, slå i bordet. Kræve orden, og han besluttede at starte med de små. Nicholas, der efterhånden var blevet helgenkåret, og æret som skytshelgen af søens folk, blev nu opdrager. Han gav nu ikke blot af godgørenhed, men af omsorg for opdragelsen. Han vandrede stadig, men hans virksomhed satte krav til konditionen, for var efterhånden kendt Europaweit.

I alle årene havde Nicholas været en uundværlig del af samfundet. Den gode rigmand, den strenge opdrager. Men tiderne mildnedes, og sæderne med. Snart tænkte folk ikke på andet end pjank, og Nicholas blev stadig mere fremmed for sin verden. Han grublede længe, men til sidst tog han skridtet. Nicholas udvandrede til Amerika.
Han ankom vel til mulighedernes land engang i 1800-tallet. Han købte en kvægranch for sine penge, og slog sig ned som kvægavler. Sådan levede han i fem år, og i den tid fik han smag for oksekød. Han, der havde været nøjsom mens han boede i Europa lærte at slå sig løs rent kulinarisk. af 5000 køer siges det at han satte 500 til livs i løbet af sin tid på ranchen. Det satte sig spor. Den høje, slanke mand blev tykkere og tykkere. Men det var før fitnesscentrene, og i øvrigt havde den gamle mand flintret hele Europa rundt 30 gange, nu kunne man vel unde ham hans hvil og hans oksehøjræb.
Men naturligvis fik Nicholas tilbagefald. Han kunne ikke helt undvære kontakten med mennesker. På den anden side var han ude af form, og hans lussingearm var helt slatten. Desuden var Amerika ikke rigtig stedet at opdrage, så han droppede den idé. Til gengæld fandt han på at vende tilbage til sin urbeskæftigelse. Han ville være den glade giver. Hele omgangen skulle være hans, og det hvert år fremover. Han kløede på. Hvert år julenat for han rundt og spredte sine gode gaver. Dvs. der var ikke tale om gaver i vores forstand. Han havde solgt kvægfarmen, men nogen stor forretningsmand var han ikke, så han måtte spare. Der blev kun råd til lidt julegodter, og han måtte også begrænse sig horisontalt. I de år talte man meget om Santa Claus men det var langt fra alle der havde set ham.
Nicholas var frustreret. Han havde satset på at han kunne blive lige så kendt og berømt som i sine unge dage, men her i den nye verden var det ikke helt så let. Han havde brug for assistance. Nu skulle det karrieren på skinner, og han havde en idé. Nicholas tog med første damper tilbage til Europa, nu som gæst på gennemrejse. Han rejste rundt i hele Nordeuropa hvor hans stjerne havde været størst. Her vidste han at han kunne finde hvad han søgte; hjælpere.

Og dér sad de så på deres lofter og lader, miskendte og bitre. Nicholas foreslog dem at lægge deres liv om og komme og arbejde for ham. Det var der mange nisser der valgte. Nicholas rejste tilbage til sit nye hjem med et følge af 1.257 nisser. Han havde store planer. Han ville give gaver, rigtige gaver, og han skulle selv fremstille dem med assistance fra sine nisser. Det ville ikke blive let, og slet ikke billigt, men de små fyre var jo heldigvis vant til små kår fra Europa, så de kunne vel stramme strikken om livet lidt ekstra for den gode sags skyld.
Da de 1257 nisser havde bænket sig i Nicholas' hybel og han var ved at sætte vand over til kaffe, ringede telefonen pludselig. Det var aldrig sket før, for den var lige blevet opfundet. Han tog den med rystende hånd. Det var fra Coca Cola. Nicholas lyttede, rynkede panden, kneb øjnene sammen og skulle lige have det igen. Så spærrede han øjnene op, stammede j-ja, det er klart, og lagde så røret på. Det tog lidt at få fatningen, men så rankede og rømmede han sig, hvorefter han fortalte nisserne den glade nyhed.

Her indrettede han sin fabrik. Han producerede først og fremmest legetøj, og han fandt hurtigt ud af hvorfor han skulle bosættes heroppe. Plasticlegetøj til mange millioner børn producerede rigtig, rigtig meget os fra fabriksskorstene, spild som ikke kunne nedbrydes for ikke at tale om de problemer nisserne skabte. De havde været meget ærekære og prikne på deres gårde i Europa, og der havde de som bekendt været alene. Nu intrigerede de livligt mod hinanden og kom tit op at slås. Senere lærte de sammenhold, men så opstod et nyt problem. Nu dannede de fagforening og ville have ferie og overarbejdsbetaling. Santa Claus havde det ikke let. Men han klarede sig år efter år, og efterhånden voksede foretagenet. I Amerika nød børnene godt af hans gaver. Han vidste at de værdsatte ham, for han fik tusinder af breve. Han måtte ansætte en mindre flok nisser til at læse dem. Samtidig vidste han at de voksne nød godt af ham også. Han var et symbol på den godgørende, driftige fabriksejer. Den mand der med sin kapital sætter noget i gang og skaber arbejdspladser og dermed kan dele ud af overskuddet.
Sådan gik det til at Nicholas, også kendt som Sankt Nikolaus, Sinterklaas og Santa Claus blev til julemanden. Han har fødselsdag i dag, og lever stadig i bedste velgående.
Tillykke herfra!
5 kommentarer:
Hold da op en historie! Det er komprimeret historie - jeg havde faktisk helt glemt det, men hollænderne fejrer julen i dag, eller rettere får de vist gaver i morgen, og så er der ikke så meget fest, for ikke at sige nul fest, omkring d. 24. - 25. Faktisk siges det at hollænderne er de dårligste i Europa til at fejre jul - og at det skyldes den voldsomme calvinistiske indflydelse. Jeg ved det ikke - men de svinger sig ikke meget op,d et gør det ikke.
Måske skulle jeg tage til Holland :-)
Nå da, det vidste jeg ikke, det med Holland. Men i Tyskland fejrer man også den 6/12, dog kun ved at stille en sko ved siden af sengen, så kommer Nikolaus og fylder den med slik.
Jeg kan i øvrigt anbefale "julemandens bog" af Anne-Marie Steen Petersen og Henning Prins. Den kommer meget grundigt hele vejen rundt om Julemanden i al hans fylde, både metaforisk og reelt. Et af kapitlerne hedder faktisk "julemanden emigrerer", og de går så langt som til at kalde vore dages julemand en indfødt amerikaner.
Jeg gjorde studier i Julemanden for en 4-5 år siden fordi det pludselig slog mig hvor ulogisk det er at opfinde en person som kommer udefra, helt fra den øde nordpol, og giver gaver. Som om det var gaverne der var det vigtige og som om det ikke betød noget hvem der giver gaverne. Det er da fjollet. Den helt rigtige symbolik ville man få hvis man skabte en julemand som tog imod gaver. Det ville få det bedste frem i folk, og ikke anspore dem til gaveræs, forbrugerisme og stress. Men det er nok for idealistisk tænkt.
Det er i øvrigt det jeg har imod at julen skal være børnenes fest. Børn tænker da ikke på ret meget andet end gaver. Det behøver der ikke være noget galt i, men hvis man skal ud over den der gavefiksering så skal de voksne til at præge julen i deres billede.
Jamen, de voksne er nøjagtigt lige som børnene. Nej, de voksne er værre. De voksne vil også have gaver, gaver, gaver, gaver. Store gaver. Det er barnagtigheden hos de voksne, forbrugerismen i dét led, der gør julen til noget så ufattelig hul indimellem. Ikke børnenes adfærd - de er som vi gør dem til. Så jeg ved skisme ikke om det ville hjælpe at lave julen om 'i de voksnes billede'. Jeg er alvorligt bange for, at det allerede er, hvad der er galt med den. Eller hvad?
Nu kan de voksnes billede jo se forskelligt ud alt efter hvor man kigger hen og hvad man forstår ved det. Jeg mente et ideelt billede som er ægte voksent, dvs. ansvarligt, bare en lille smule alvorligt og autentisk. Ikke det reelle billede af den gennemsnitlige voksne nu til dags. Julen er jo allerede præget i deres billede, så det var selvsagt ikke de voksne jeg mente.
Jeg tror, man skal begynde med sig selv. Det er derfor jeg aldrig bliver politiker. Men når jeg har hidset mig op over fænomenet ovre på min egen blog, så er det faktisk 'de voksnes jul' jeg har svært ved at udholde :-)
DET voksne er jeg mere enig i og alligevel lugter det også fartruende kedeligt. Jeg ved ikke - man skal vel bare begynde med at finde ud hvor ens eget leje ligger og så leve derefter når julepresset begynder. Jeg prøver i år. Det går fint.
Send en kommentar