Min brødrister spiller Dvořák

Mon der findes et ord for det der sker når man hører to-tre toner rent tilfældigt og straks associerer til en bestemt melodi. Jeg oplever det hele tiden, og ofte helt umiddelbart. På mit arbejde har vi en labelprinter der siger de to første toner i nationalsangen. Telefonen spiller Halli halli hallo; starten af den dér fjollede sang fra '86 der fortsætter vi vinder i Mexico. Når min brødrister er færdig siger den de to første toner i fjerde sats af Dvořáks 9. symfoni. Hver gang!

Især klassisk musik har det med at byde sig til på alle mulige tidspunkter fordi det er så mangefacetteret. Der er så mange melodier og temaer som hverdagens lyde kan gribe fat i. Og så kan den ene symfoni selvfølgelig associeres med den anden. Man får aldrig klassisk musik på hjernen sådan som man kan det med popmelodier. Fordi det er svært at huske en symfoni fuldstændig nøjagtig ændrer den sig hele tiden i hovedet, og af og til glider den over i andre symfonier, af og til af helt andre komponister. Jeg har det med at tænke Beethoven når jeg hører tredje sats af Dvořáks 9, men i direkte sammenligning lyder de ret forskelligt. Det er hovedet der går ind og trækker paralleller, hvilket sjovt nok er med til at bevare musikken frisk.
Derfor har jeg heller ikke noget imod at min brødrister spiller med.