Så er blogskriveren igen tilbage på pinden efter en kort juleferie. Jeg kørte hertil fra familiejulefrokost i Sædding sammen med Thomas, som overnatter i Århus og kører tilbage til Sønderjylland i morgen. Vi diskuterede emnet 'familie' hele vejen, hvilket er interessant fordi det har optaget mig i syv år, og Thomas ser ud til at have alle de samme overvejelser. De går groft sagt på hvad familien betyder for éns liv som sådan, og hvordan det er at komme hjem. Den ofte alt for oversete sandhed er jo, at når man skaber en tilværelse i en anden by, så er der lige pludselig to verdener at holde styr på, og på en måde også to identiteter. Man har et hjem i den Århus, men også i Hørup, bare på en anden måde nu. Og i barndomshjemmet er man på en gang den samme som da man forlod det, og en helt anden fordi man har sit eget liv et andet sted. Og derhjemme, dvs. i Hørup kommer der ikke flere børn, til gengæld vokser bilparken og hus-beholdningen så man aldrig kan være helt sikker på at man faktisk kan kende sit barndomshjem igen. Altså: man selv er en helt anden, men alligevel den samme når man kommer hjem, selv om man ikke kan kende hjemmet selv. Jeg har prøvet at greje hvordan man egentlig gør i syv-otte år, Thomas i snart to. Vi skal nok sige til når vi har fundet fidusen.
onsdag den 26. december 2007
Hjemme igen hjemmefra
Så er blogskriveren igen tilbage på pinden efter en kort juleferie. Jeg kørte hertil fra familiejulefrokost i Sædding sammen med Thomas, som overnatter i Århus og kører tilbage til Sønderjylland i morgen. Vi diskuterede emnet 'familie' hele vejen, hvilket er interessant fordi det har optaget mig i syv år, og Thomas ser ud til at have alle de samme overvejelser. De går groft sagt på hvad familien betyder for éns liv som sådan, og hvordan det er at komme hjem. Den ofte alt for oversete sandhed er jo, at når man skaber en tilværelse i en anden by, så er der lige pludselig to verdener at holde styr på, og på en måde også to identiteter. Man har et hjem i den Århus, men også i Hørup, bare på en anden måde nu. Og i barndomshjemmet er man på en gang den samme som da man forlod det, og en helt anden fordi man har sit eget liv et andet sted. Og derhjemme, dvs. i Hørup kommer der ikke flere børn, til gengæld vokser bilparken og hus-beholdningen så man aldrig kan være helt sikker på at man faktisk kan kende sit barndomshjem igen. Altså: man selv er en helt anden, men alligevel den samme når man kommer hjem, selv om man ikke kan kende hjemmet selv. Jeg har prøvet at greje hvordan man egentlig gør i syv-otte år, Thomas i snart to. Vi skal nok sige til når vi har fundet fidusen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
En meget rigtig beskrivelse af vore strabadser må man sige, omend jeg nok sov halvdelen af vejen til Århus (som jo var i bil). Det er dog godt gået at du har fundet energi til at skrive på bloggen efter en familiejulefrokost. Jeg selv er bare glad for, for en stund at skrive på et ordentligt (IBM) tastatur.
Hehe, der kender man dig nok. Vil lige sige til udenforlæsende at Thomas selv kørte bilen, så det var godt jeg ikke opdagede at han sov. Må dog sige til hans forsvar at GPSen havde en silkeblød, søvdyssende stemme, og den var egentlig unødvendig, da vi jo bare skulle tværs over Jylland, så det var svært at holde sig vågen, det var det. Nu vil jeg ned under dynen, her er spidbelighedskoldt, da jeg i solidaritet med Jorden har undladt at have varme mens jeg har været væk.
(eventuelle uforståelige ord er familejargon, det går nok over i løbet af natten.)
Send en kommentar