Et paradoks: Julen er højsæson for salg af alle slags bøger, og især biografien lever fedt i denne tid. Biografier fortæller om alle de muligheder der ligger i ethvert menneskes liv, som bare venter på at blive realiseret af den, der er modig, fræk og listig nok til at gribe chancen når den er der. De mennesker som vi således alle sidder og læser om i de kolde januarmåneder, er enerne, dem som greb dagen og ikke gjorde som alle de andre. Dem som i øvrigt også gav afkald på en hel del magelighed, dem som tog chancer, satte en hel del over styr. Hvis disse mennesker havde haft en friværdi havde de nok investeret det hele i tvivlsomme, men forjættende foretagender. Og de var ikke nødvendigvis særlig gode familiemennesker. Enhver biografs drøm er ikke enhver svigermors drøm. Johannes V. Jensen, Osvald Helmuth, Thorvald Stauning, Jens Otto Krag. De tre sidste kiggede dybt i flasken, den første var lejlighedsvist dybt usympatisk og så nidkær at Jahve må blive misundelig. Og så havde de jo alle deres fantastiske sider også. Kunsterisk, folkeligt, landsfaderligt.

Disse mennesker og mange andre sætter vi os nu i vores lænestol med vores varme kaffe og læser om, hvorved vi kan være ganske forvissede om at vi ikke selv ændrer verden i nogen nævneværdig retning. Beretningerne om de store handlingers mænd virker passiviserende. Biografien æder sine egne børn. Nogen må gøre noget!

Jeg har ikke tid, jeg er i gang med Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden. Og nu skal jeg på arbejde!