de andengenerationsindlånte bogstaver

I Alfabetets store skolegård er der de populære som alle flokkes omkring selvom de ikke er noget specielt. E og r er sådanne bogstaver. Men der er også de lidt specielle, c, q, x, y og z. De er alle kommet hertil fra udlandet, og de fleste er aldrig faldet helt til.

C mener nok det kan kaldes dansk, men lider alligevel af en anelse mindreværd fordi det ikke kan noget som enten s eller k ikke kan bedre. Kun når der skal skrives udenlandske ord kommer c rigtig til sin ret. Q er noget for sig. Det er ikke et bogstav som andre flokkes omkring, men man kommer til q når et ord skal se lidt flottere ud. Q kan få enhver quinde til at virke mere interessant end hun faktisk er, f.eks. i kontaktannoncer. Det ved q, og det nyder derfor sin plads på sidelinien.

Ikke langt fra q står x, som også er et ensomt bogstav. I 1800-tallet og tidligere var der faktisk mange flere x’er i dansk, men de blev udvist, da de toneangivende sprogbrugere regnede x for et udansk bogstav. Nu tager x revance, og møver sig ind her og der, fx i forkortelser. Y har det tilfælles med x at det er yndet af matematikere og kønskromosomforskere. De har fundet sammen og går af og til langt væk fra skolegården og det danske sprog, for at føle sig vigtige. I skolegården er y outsider ligesom x, men det har haft en vis succes med at stå model for partier. Som Ny Alliance og Venstresocialisterne.

Z er et meget usikkert bogstav. Det skjuler sin usikkerhed ved at pjatte. Det hjælper teenagepiger med at zkrive chatbezkeder zå de lyder zygeligt zeje. Det er der naturligvis ingen der kan tage alvorligt, og z er derfor i den grad udenfor flokken. Z har også haft en politisk karriere, men den er der ingen der kan huske.

Alle de nævnte bogstaver er på en måde udenfor, men de håndterer deres særpræg meget forskelligt, og kan således være model for andre. Det tvivlende c, det selvbevidste q, det brutale x, det fotogene y og det pubertære z. Og netop som jeg er ved at afslutte historien bliver der råbt fra sidelinien med accent. Det er sandt, jeg havde nær glemt et bogstav. W er det bogstav de andre ikke må lege med. Det skyldes ikke bare at w er et udenlandsk bogstav som ikke kan bruges til at skrive andet end låneord - der er en anden grund: W var ikke med til første skoledag, og kom derfor ikke med i alfabetsangen. Da det ankom et stykke inde i skoleåret blev det sat ved siden af v, som det ligner meget. Det har lidt større armbevægelser end v, men alligevel glemmer folk ofte w, og børn har svært ved at huske det fordi det ikke er med i sangen. Det sidste bogstav blandt outsiderne er det oversete w.

Tænk på disse bogstaver når du skriver. Vær god mod dem alle, de har det ikke let. Og husk nu det w!

Ææææh??

24 Timer har øjensynlig haft et behov for at piske en stemning op. I hvert fald fylder nyheden hele forsiden: Æ, ø og å er truede bogstaver! Der er det ejendommelige ved sprog, at det kan få selv meget fredelige mennesker til at fare i harnisk og føre bitre kampe om tilfældige ord. Derfor burde man måske have gået lidt mere stille med dørene. Især når nyheden sådan set ikke er nogen nyhed, men snarere en ældgammelhed, nemlig at sproget ændrer sig.

Direktøren for Institut for fremtidsforskning Johan Peter Paludan siger om sagen: "Æ, ø og å trues af både internationaliseringen og digitaliseringen af vores samfund. Hvis der ikke sker noget overraskende, vil de tre bogstaver givetvis forsvinde. Det kræver en indsats, hvis det ikke skal ske."

Jeg er lige ved at svare åh Gud, fri os dog for sådan en 'indsats'. Tænk hvis vi skulle til at se æ, ø og å som bogstaver det er synd for. Jeg kan ikke rigtig se den store grund til panik; vi har utallige ord med disse bogstaver, hvorfor skule vi aendre dem? Med mindre de langsomt glider ud af sproget, hvilket vi vel ikke meningsfuldt kan have noget imod. Hvem kunne forestille sig at vi skulle kæmpe for at bevare den korrekte vending 'mig synes'?

Med en lille justering kunne mit navn blive et rent bogstavmuseum: Ænders Søe Plougsgård. Hvis de afskaffer æøå ville det være meget værd.

Endnu et kantslag til Ny Fajance

For nogle år siden læste jeg Søren Mørchs glimragende bog om de 24+1 statsministre. Den giver et udmærket indblik i den måde magten har været forvaltet på i det 20. århundrede og den måde magten har påvirket historien og omvendt. Det særlige ved den bog er dette perspektiv, den tager udgangspunkt i magthaverne.

Politik er så meget andet end dem der har magten. Politik er også alle de små slag der slås i periferien, og alle de grupper der presser, truer, lokker, bestikker og bønfalder hinanden om støtte til denne eller hin sag. Nogle finder det meget interessant at følge den slags kampe, lure strategier af, forudsige udfald og gennemskue retorik. Men når historien skal skrives bliver det med udgangspunkt i hvad der faktisk er sket, hvad det muliges kunstnere faktisk fik virkeliggjort.

Og så bliver sådan noget som Ny Alliance en tragikomisk parantes. Nu er en af stifterne gået fordi hun er utilfreds med den borgerlige linie i partiet. For få dage siden havde partiet en reel chance for at skabe politik, endda på eget kerneområde. Man valgte at lade være. Siden gik først den ene, så den anden, så den tredje. Folk strækker ben som aldrig før på centrum-højre, og samtidig sidder der en Statsminister og gnækker i skægstubbene og ved at al den megen aktivitet er helt og aldeles ufarlig fordi de implicerede selv har timet det sådan.

Politik kunne have givet mening. Det kunne i det mindste have været lidt spændende. Efterhånden er det bare plat. Hvis det havde været en dramaserie på DR havde jeg krævet min licens tilbage.

(Tak til Dorthe Nors for udtrykket 'kantslag'.)

En anelse af forår

Ikke bygningen, lyset. Se lyset! Se den blå himmel. Sådan var det i går. Forårsagtigt frisk. Det er den bedste tid på året. Den tid hvor alle dufte vågner og kan anes. Kun anes. Det er koldt endnu, man går inde i alt sit tøj og ånder ind i fulde drag og mærker alle barndommens forår melde sig. Dufte kalder erindringer frem, og for mig virker de stærkest jo nyere de er. Det er lidt som når man har malet en håndfuld kaffebønner og mærker den første anelse af duft. Det er cremen, det bliver ikke bedre end det.

Foråret kom forbi i går. Måske forsvinder det igen. Måske begynder det at vælte ned med sne ligesom sidste år i starten af februar. Men jeg kan lade rigtig meget energi op bare på en dag som i går. Aahhh

Fitness år 1908

For 100 år siden dyrkede man også fitness. Det var dog kun udbredt blandt borgerskabet, som var de eneste der havde tid og kræfter til den slags. Det finere borgerskab talte fransk, og entrainerede, mens det lavere borgerskab brugte datidens danske glose for fitness; passelighed. Heraf opstod udtrykket upasselig der som bekendt betegner en mild grad af hysteri. Man anså passelighed for forebyggende i den henseende.

Man bemærker i øvrigt fraværet af særligt sportstøj. Den oplagte forklaring er, at maskinerne netop kun var tænkt som adspredelse og at man end ikke nåede at komme til at svede i dem. Det er også muligt at billederne er ældre end jeg antager, og stammer fra helt dengang i 1700-tallet hvor snusen effektivt havde ødelagt folks lugtesans, og hvor alt og alle i øvrigt stank så meget at ingen savnede den. Jeg hælder mest til den første forklaring.

Bebbershare - nem og bekvem transport af dit delebarn

Tre hvide lam

En engelsk domstol har netop fastslået at en nyudgivelse af historien om de tre små grise som "three little cowboy builders" er krænkende over for muslimer (hovedpersonerne er grise) og krænkende over for cowboys og håndværkere (hovedpersonerne er håndværkere og cowboys og grise). Nuvel, jeg har nu nyskrevet historien. Jeg håber ikke jeg krænker nogen ved at lade historien foregå på prærien, derudover er alt rent og hvidt:

De tre hvide lam og prærieulven

Der var engang tre små hvide, rene, rettroende lam der valgte at bosætte sig på prærien. Det første hvide lam byggede sig et sødt lille hus. Det lavede et skelet af vatpinde, og omkring dem trak den køkkenrulle. Til sidst tækkede det huset med lommetørklæder. Så lukkede det sin dør og satte kaffe over.

Imens havde det andet lille lam fundet ud af hvordan man kunne flette tandstikkere. Han øvede sig, og blev ret god til det. Snart havde han flettet sig et helt hus, og taget flettede han af røgelsespinde. Mæh, hvor er det pænt, udbrød han. Så gik han ind og satte sig ved vinduet med en god bog.

Det tredje lam så stadig sød og ren ud, men han var af den slags der nok ville vokse op og blive et sort får. Han havde helt fra uldtot af været interesseret i penge, og nu startede han virksomhed. Hans sans for forretning sagde ham at det rigtige her på prærien ville være at starte et bomuldsspinderi. Han havde sparet sammen alle de forgående år, og i den lokale bank lånte han en net sum. Så byggede han. En lille, men solid bygning af sten hvori der var plads til hans maskiner og et lille lager af bomuld.

Men ingen af dem kendte den store, stygge prærieulv. Den var sulten, og da den så det første lille hvide lams køkkenrullehus råbte den: Luk op eller jeg puster huset omkuld. Det lille hvide lam blev bange, og lukkede naturligvis ikke op. Ulven tog en så dyb en indånding at lufttrykket faldt omkring den, hvilket forårsagede en ændring i vindforholdene, som blev omtalt i vejrudsigten hos det andet lille lam. Han så et øjeblik op fra sin bog, så rystede han på hovedet og gik hen og slukkede for fjernsynet.

Nu pustede ulven alt det han kunne på det første lille lams hus. Det stod ikke mange splitsekunder, så fløj køkkenrulle og vatpinde til alle verdenshjørner. Det lille lam var imidlertid så let at han også fløj af sted som en støvbold hen over prærien. Han rullede helt hen til det andet lille lams tandstikkerhus, og ind ad døren. Det andet lille lam blev bestyrtet, men det første lille lam fik forklaret hvad der var sket, og de barrikaderede straks døren med et kosteskaft.

Forpustet søgte ulven efter det lille hvide lam. Han havde pustet så hårdt at lammet allerede var ude af syne da han havde åbnet øjnene. Da fik han øje på tandstikkerhuset og de to lam i vinduet. Han blev rasende og råbte at de skulle lukke ham ind straks. I sit raseri faldt det ham ikke ind at overveje hvorfor pustestrategien var slået fejl sidste gang, og snart tog han igen en dyb indånding og pustede som en ren turbinehal. Pindehuset faldt ganske i staver. Ja det fløj fra hinanden og splittedes ad. Og de to små lam fløj gennem luften og rullede, og var efter hånden ikke helt hvide længere selvom de stadig var rene af hjertet. De rullede lige ind i Det tredje lille lams bomulsspinderi. Han spildte ikke tiden, men lukkede døren og gjorde kort rede for sin plan.

Ulven ankom til Bomulsspinderiet hvor døren var lukket. Der var ingen lam i vinduet. Han skulle til at råbe ”luk op eller jeg puster huset omkuld.” Men så ombestemte han sig og listede hen og tog i døren. Den var åben. Inde i spinderiet så han de store maskiner til forarbejdning af bomuld, og nogle kæmpe ruller med garn. I den fjerne ende af hallen lå en mængde bomuldsballer. Han søgte længe, men kunne ikke finde nogen lam. Imens lå de tre små lam sammenrullet mellem bomulden. Det tredje lille lam havde børstet støvet af de to andre og det første lille lam lå og kæmpede. Støv fra maven røg hele tiden ned i næsen på den og til sidst kunne den ikke undertrykke et højt nys. MÆHTJU!

HaHA skreg ulven, og i tre spring var han ved det lille lam, greb det og stoppede det i gabet. Men så megen pusten gør en tør i halsen, så ulven kunne ikke synke det stakkels lam. Han gik ud i køkkenet og drak to liter vand for at skylle sin lækkerbisken ned. Det skulle han ikke have gjort.

Ulven havde aldrig haft tv, og aldrig set en lambi-reklame og var helt uagtsom da det undgåelige skete. Lammet i ulvens hals absorberede al vandet og svulmede op. Da den blev siddende på samme sted i ulvens hals stoppede den straks både hals og luftrør. Ulven dejsede om af luftmangel.

Det tredje lille lam gik straks hen og ringede til en ven den kendte inde i byen. Han kom straks, iført sort skæg og en lang kniv. Han mumlede et par uforståelige ord og skar så et langt snit tværs over ulvens hals. Ud sprang det første lille lam, og løb direkte ud for at tage et langt, varmt bad.

Lidt efter kom ulven til sig selv og klagede sig:

'Ak min hals er rent til fals.
Således må en halalslagtet føle;
dog er det kun fastklemt lammekølle'.

Og sådan lå han mens livet langsomt forlod ham i en blodpøl.

Lidt snavs og et tragisk tilfælde fra Christiansborg

Når man en gang imellem ser billeder fra folketinget virker stemningen meget afslappet. For det meste er salen højst halvt fuld og folk går frem og tilbage, læner sig frem og taler lavmælt mens en eller anden fra talerstolen læser højt for referenten og de andre ordførere. Og mange debatter handler jo også om bredden af statsstøttede fodboldbaner og den slags teknikaliteter. Men en gang imellem behandles sager som har hele rigets bevågenhed og som mange har en mening om. Alle debatterne ligger på nettet, og det viser sig ved en nærlæsning at de forskellige folketingsmedlemmer bortset fra tiltaleformerne er fuldstændig som de er udenfor.

Jeg har egentlig prøvet at undgå politik på denne her blog. Det er så grimt. Men når der skal svines skal det gøres med manér. Så hermed søler jeg bloggen til med et par citater fra debatten om de afviste asylansøgere:

Pia Kjærsgaard: "Nu er det jo næsten lidt ærgerligt, at de to grønlandske medlemmer under meget stor mediebevågenhed er taget til Danmark, og så viser det sig her i debatten i dag, at det egentlig kunne være lige meget. Man kunne jo bare være blevet hjemme, som man plejer at gøre. Men man havde jo, også i lyset af medieopmærksomheden, troet, at man var udslagsgivende. Det viser det sig jo så i løbet af dagen at man altså ikke er."

Søren Espersen: "Ja, ligesom hr. Lars-Emil Johansen er glad for, at der er et andet Danmark end hr. Villy Søvndal, så er jeg også meget begejstret for, at der er et andet Grønland end hr. Lars-Emil Johansen." [Det giver ingen mening det dér, heller ikke hvis man læser debatten før og efter. Asp]

"Så det er ikke underligt, at man har undret sig over det, specielt i sammenhæng med at hr. Lars-Emil Johansen tidligere, da den her sag ikke var der, har sagt, at dansk indenrigspolitik ville man ikke blande sig i. Så flyver man ned, når muligheden er der, for at genere regeringen og går sammen med det røde sammenrend, som hr. Lars-Emil Johansen altid - altid - engagerer sig sammen med, hvilket jeg i øvrigt synes er dumt. Find dog nogen, som har noget indflydelse i Danmark, at samarbejde med i stedet for de folk dér!"

Og så er der en nogenlunde ren, men pinlig sproglighed:

Peter Skaarup: "og hvis det stadig væk er sådan i forhold til socialdemokratisk politik, vil jeg bare lige sige, at det fra menneskesmugleres side vil skabe en meget stor, flot imitation om at komme til Danmark"

Undskyld, det egentlig ikke pænt at slå folk i hovedet med at de ikke kan sige 'incitament'.

Jeg vil helt undlade at omtale i hvilken utrolinorm grad det er lykkedes forårets store fornyer i dansk politik at smide alt på gulvet. Ny Alliance ligger i respirator nu. Den dag sygehuset får ny bestyrelse bliver respiratoren slukket, og med mindre nogen finder en kur i mellemtiden vil patienten nok dø. Indtil da leverer den 5 blå mandater i alle afstemninger. Ak, sådan kan det gå.

Facebook Facebook, en ulækker fisk

Over morgenkaffen hos Lindberg læste en kollega historien om en kvinde der på nettet havde testet sine færdigheder i at genkende ægte bryster fra silikonebryster. Joo... sådanne fjollerier findes jo overalt. Men jeg kunne straks genkende den næste feature: da bemeldte stakkels 'uskyldige' kvinde havde afsluttet testen blev hun forledt til at sende resultatet til sin kommende chef. Ååååh, udbrød jeg, Facebook! Det er en del af Facebook at man lokkes/tvinges/snydes til at dele alt muligt med ens venner, og således skal man aktivt fravælge at sende testresultater videre inden man overhovedet får lov at se dem. Det er der selvfølgelig mange der ikke opdager. I den konkrete historie kan skaden ikke være særlig stor hvis der overhovedet kan siges at være nogen. Chefen er selv medlem af Facebook, og ved formentlig hvad han kan tænkes at modtage. Ellers ved han det nu.

Men historien kan passende sætte fokus på hvad der kan opstå af uforudsyn når man blander seriøs kommunikation med det mest fjollede fjol, hvilket man gør på Facebook. Og så kan den også advare om den usympatiske måde Facebook med vilje snigløber folk på for at få flest mulige til at sende mest muligt ud til flest mulige venner.

lyt og formidl

Oh hårde skæbne! Det er frustrerende gang på gang at skrive om musikken uden at kunne formidle selve oplevelsen af den. Det kan man ikke, for den er kun så længe den spiller. Noderne gengiver ikke musik på samme måde som en bog gengiver den historie der er skrevet i den. Musikken er øjeblikkets sag, og hver enkelt må være i disse øjeblikke. Så tager musikken form efter ens sind, efter om man har travlt, er forelsket, er opslugt af projekter eller om man kun lytter med krybdyrhjernen fordi resten er beskæftiget.

Jeg har prøvet at tørre en tåre bort midt under opvasken fordi jeg pludselig opdagede at en arie fra Don Giovanni indeholdt en hidtil upåagtet skønhed. Det er let at skrive om, men svært at formidle. Man kan sagtens bruge ord som skøn, sublim, blød, silkeblød, fin, ren, skær om musik, men hvem aner i virkeligheden hvad det betyder...

Jeg har længe overvejet at læse nogen flere bøger om musikteori. Ikke at det vil formidle selve oplevelsen bedre, den er helt personlig og unik. Men teorien kan sætte ord på det som der findes ord og begreber for. Jeg ved ikke om jeg orker. Lige nu. For det er kun en halv løsning.

Så jeg lytter videre. P.t. Schuberts halve 8. og hele 9. symfoni. De lyder meget af Beethoven. Men de to tog jo også klavertimer sammen - Hos Antonio Salieri. De har nok udvekslet et par tips. Måske kommer der mere om dem her på Bloggen. De fylder meget lige nu.

ieg haffuer fait en bogh

Jeg er denne weekend blevet begavet med en bog. Forfatteren, Christian Hau, er far til min gode veninde Elisabet, og bogen er en slags slægtsstudie med titlen Bjælken, sparren og den halve bjørn. Jeg har stadig til gode at finde ud af hvad titlen henviser til, men jeg har opdaget at bogen rummer en del meget interessante sprogligheder. Den omhandler slægten Vinter fra Mors i senmiddelalderen, dvs. i 1400-tallet. Christian Hau har gravet en del citater frem, f.eks. dette:

[Peter Vinter pantsætter i 1439] "myn kiæræ brother Haryld Acerssen myn gardh liggendes i Wodzstrup og al sin ræt i Vodzstrup mark ... og skal han hawe fornæffnde gordh sinæ daghe frij och frælse och ey at løse aff hannum, mæn aff hans rætte og sandh arwingæ skal fornæffnde gordh løses for hwndryt march æffter hans død i godæ pænnongh och gævæ, som tha i Danmarck æræ gængx..."

Oh, det er jo guf. Det er jo lige til at gå løs på. Næsten som en slags kode. Helt konsekvent har man ikke været dengang, men dels var der jo ikke nogen rigsnorm for skriftsproget - den kom første i 1800-tallet, dels udtalte man ordene anderledes. Imidlertid ligner det jo ikke lydskrift, men snarere en vis mængde norm blandet med hvad skriveren syntes passede på den lyd ordet havde. Pantebrevet er skrevet af et medlem af lavadelen, som derfor kunne skrive. Det gjaldt formentlig ikke så mange andre på Mors.

både w og v benyttes som v-lyd, men 'førnævnte' skrev man dengang 'fornæffnde', så ff har også haft en lignende funktion. Af og til er u-lyden repræsenteret af w. 'Og' står to gange, en gang som vi kender det, og anden gang står der 'och', som ordet jo skrives på svensk i dag. Og sådan kan man anstille sammenligninger i massevis. Jeg er blot en glad amatør, så jeg afholder mig foreløbig fra næste skridt, at undersøge hvordan man faktisk udtalte ordene på Mors i 1400-tallet, hvor mange skrivende der var, hvem de var påvirkede af, hvor tilfældig ortografien faktisk var osv. Sprog kan være afsindig kompliceret at hitte ud af. Og alligevel så herligt at pusle med, al den stund der er så meget af det og det ligger alle vegne og byder sig til.

Bønnebog til sort magi

Anbefalinger er altid velkomne, og denne her bog var jeg jo nødt til at købe, da Suzanne Brøgger foreslog det for tre måneder siden. Den lange tid har gået med at vænne mig til tanken om den horrible fraktavgift bokus.se skulle have for at sende bogen fra Sverige til Åbyhøj. Og med at anskaffe dyret i baggrunden, som laver en exquisit espresso.

Forfatteren til bogen, Bo Eriksson er frilandsjournalist og barista. Og så har han boet på Hald med min yndlingsskrivekursuslærer Dorthe Nors. Så da det ad dén vej kom ham själv for øre at jeg havde tænkt mig at købe hans bog var han så venlig at advare mig om at bogen er meget 'svenskinriktad'. Se det kan jo kun være godt! Jeg glæder mig til at at komme i gang.

Murphys lov og katteparadokset

Af Murphys lov følger blandt utallige andre trælse ting, at brødskiver der tabes altid falder med smørsiden nedad. Helt upåvirket af denne lov er katte indrettet således at de altid lander med benene nedad hvis de falder. Det har givet nørdede fysikere den idé at fastgøre et stykke brød med smør på ryggen af en kat og smide den ud fra en vis højde. Dermed arbejder de to kræfter mod hinanden.

Nogle mener at katten ville blive hængene et stykke over jordoverfladen, andre at den ville give sig til at rotere og atter andre hævder at det hele ville mislykkes som følge af Murphys generelle lov. For at sikre alverdens nørder muligheden for stadig diskussion har man undladt at udføre forsøget. Det har affødt den teori at hele paradokset er en sat i verden af CIA for at sikre at fysik-nørder bruger al deres tid på at løse det. På den måde mindsker man risikoen for at de kreative kræfter bruges til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Nogle har den glæde at der er dyr, der venter når de kommer hjem. Det har jeg også. En kat, en sort kat. Men for at gøre det hele lettere for os begge så har den officiel adresse i huset ved siden af, og henter sin mad der. Og når jeg ikke er hjemme, sniger den sig på kattepoter rundt i nabolaget. Når den vil kæle kommer den og banker på. Jeg har aftalt med den at jeg gerne kæler, men ikke har noget mad. Til gengæld ved den at jeg åbner når den banker. Det er næsten uhørligt, men helt umiskendeligt (haha) efter jeg har vænnet mig til det. *Dump*, lyden af to kattepoter på min dør. Nogle gange kan jeg stadig se poterne i vinduet, andre gange er de væk, men når jeg åbner kommer katten troligt. Den ved at jeg åbner, sidder bare og venter. Det er rørende. Katte er noget for sig.

Grimme steder i Berlin

Berlin var en dejlig by at bo i. Og først og fremmest er den pæn. Sådan rigtig småborgerligt pæn, rene gader, pæne velholdte fortove, grønne træer langs de fleste veje osv. Det gælder naturligvis ikke "in der Ost-Pampa" som man kalder gæt-selv-hvilken fjern del af byen. Men jeg er ikke forfaldsæstetiker, så jeg kom ikke så meget derude.

Til gengæld kan det være en smule fascinerende når noget er rigtig gennemført grimt selvom det egentlig blev konstrueret i den bedste mening. Det gælder bla. bygningen ovenfor, Palast der Republik, som ligger i det gamle Østberlin. Det er mere eller mindre en stor klods, dels betonfarvet, dels rustfarvet. Jeg skulle måske ikke slå på en bygning der allerede ligger ned, for rent faktisk er der mange der gerne så den revet ned. Mange af disse er nationalromantikere der planlægger at genopføre Berlins slot som blev bombet under krigen. Problemet med den plan er at det vil koste en formue at rive det asbestbefængte Palads ned og en større formue at bygge et slot på grunden. Den formue har Berlin så langt fra. Man bygger i forvejen overalt i byen for lånte penge og venter på opsvinget.

Freie Universität er faktisk altovervejende pænt, da institutterne er spredt rundt i villaer i bydelen Dahlem. Men masseuniversitetet krævede plads, så i halvfjerdserne opførte man to bygninger kaldet Silberlaube og Rostlaube. Ja, det sidste betyder rust-fløjen.
Jeg gik til tyskundervisning i Rostlaube, og har sjældent oplevet et grimmere sted. væggene var sat sammen med gaffatape og gulvtæpperne virkede slidte. Det har måske været funktionalistisk engang, men da jeg kom der var det kun ubehageligt. Tyskkurset var godt, men man skulle abstrahere fra omgivelserne.

Ljubomir Milošeski, Struga, Makedonija

På vores tur til Balkan fik vi set lidt af hvert. I Struga, lidt uden for byen Ohrid i det sydlige Makedonien havde Grega havde sat os i stævne med en ven, Ljubomir Milošeski. Han er kunstner og har et galleri i byen. Vi blev varmt modtaget, hvilket synes at være regelen på Balkan. Vi blev bænket med te og Ljubomir gik i gang med at snakke om sig selv, hvilket også er normalt. Galleriet var ikke så meget udtryk for hans egentlige kunst, det var noget han drev for at tjene penge til at lave det han virkelig anså for interessant. Jamen vi kunne da tage med ham hjem og spise, så kunne vi se hans værk.

Så hen på eftermiddagen lukkede Ljubomir for Galleriet og vi pressede os sammen i hans french car, en Renault 4 som bumlede igennem det ikke brolagte landskab. Vi hilste på hans kone og blev fortræffeligt bespist, hvorefter vi så på hans værk; en større flok mennesker klædt i grisehud med de strideste børster. Det kunne godt minde om et frankensteinsk eksperiment. Billedet her til højre viste vi senere til de kosovoalbanske muslimer, og så euroislamiske og frigjorte de end var så var der en grænse her. Dét kunstværk virkede stærkt.

Billedet som Ljubomir har ved siden af sig hænger hos mig nu, og det har også fået sin egen historie. Da jeg ville sende det til Danmark fra Skopje viste det sig at være problematisk, da malerier af lokale kunstnere kunne repræsentere en national værdi. Derfor kunne man ikke sådan sende dem ud af landet. Det lykkedes at sende billedet efter at posthuset havde ringet til Ljubomir og fået hans forsikring om at den nationale arv godt kunne undvære dét maleri.

For omkring tre måneder siden inviterede min gode ven Sébastien mig til en symfonikoncert i den nye symfoniske sal i Musikhuset. Det gav i første omgang anledning til at jeg blev opmærksom på den fantastiske 9. Symfoni af Dvořák. Klassisk musik skal have tid, og dengang gav jeg Dvořák al min tid, hvilket lønnede sig.

Samme koncert bød imidlertid på et andet for mig ukendt stykke musik; Max Bruchs Violinkoncert nr. 1. Solisten var den 34-årige norske Henning Kraggerud, og han var en oplevelse i sig selv. Ikke mindst fordi han ser meget, meget ungdommelig ud. Jeg skød på at han måtte være i starten af tyverne. Mens han spillede så han ofte smilende op på dirigenten som stod på sin forhøjning lige ved siden af og kunne ligne en elev der kigger stolt op på sin mester. Det var næsten rørende, og gav hele forestillingen en ekstra dimension. Sådanne observationer er ofte det jeg først og fremmest bringer med fra koncerter hvor jeg ikke kender musikken i forvejen. Kraggerud spillede i øvrigt fremragende. Det var ham der var mesteren den aften.

Nu har jeg genfundet koncerten. Jeg husker ikke ved hvilken lejlighed, men jeg har hørt den mange gange nu, og den er rent ud fantastisk. Den kan minde lidt om Mozarts klaverkoncerter, bare med violinen som omdrejningspunkt. Jeg tror aldrig jeg har hørt så meget temperament og så avanceret spil på violin. Den koncert er røget direkte ind på min top fem.

Meningsfuld leg

Ifølge regeringen skal børns leg til at give mening!

Angående nomineringskampagnen...

Under sidste valgkamp dérovre kunne man fornøje sig med denne video. Det endnu mere fornøjelige ved at se den nu er at ham-vi-ved-nok ikke er med i næste omgang!

Sort snak

Anders Fogh Rasmussen skal i dag have udtalt "Og jeg har ikke tegnet noget sort maleri af dansk økonomi." Ovenfor har jeg selv prøvet at tegne et maleri. Jeg ved ikke om det forestiller dansk økonomi. Det kan i princippet forestille alt muligt. Maleriet altså. Men tegningen forestiller i hvert fald et sort maleri.

Maleriet kunne også forestille Muha.... men det gør det bestemt ikke! Slet ikke sort! Det er stadig et åbent spørgsmål hvorfor man ikke må tegne malerier der forestiller noget sort.

Man kunne også bare konstatere at politikere kan være meget... ufrivilligt kreative i deres brug af metaforer.

NB. På opfordring har jeg tilføjet en lille sol. Det er god metaforik!

Fagnørderi i striber

Jeg har lige opdaget denne serie. Ovenstående er en udmærket parodi på den endeløse og uendeligt kedsommelige disput mellem forskellige fakulteter, som for de respektive fagligheders skyld, må og skal føres. Men det er også en slags spejl, som en humanist ikke kan se i uden at skælve bare lidt. Den sidste replik svider. Av!

Naturvidenskabsnørder kan i stedet fornøje sig med denne stribe som min d@alogbror Thomas har vist mig:

Klæder skaber cyklister

He, man bliver helt skræmt. Sådan ser cykelterroristen Anders altså ud i næsten fuld mundering. Nu mangler jeg bare cyklen. Indtil da kan jeg nyde de stramme bukser, der smyger sig om lårene som på en balletdanser. Det er lidt af et sammenstød af forskelligartede figurer; elefanthuen for oven og myggeben for neden.

Hage

For tre år siden gennemgik jeg et japansk ritual uden at vide det. Jeg gjorde det på en lidt omvendt måde, for jeg kendte det ikke dengang. Faktisk har jeg lige læst om det. I Kroniken "Et skaldet Nytår" skrevet af Kristian Ditlev Jensen. Ritualet hedder hage, udtalt med hårdt g, og består i at man barberer alt håret af lige før nytår. På den måde efterlader man det i det gamle år, og håret kan så ligger dér og symbolisere alt det man heller ikke vil have med ind i det nye år. Det er en slags fysisk nytårsforsæt.

Jeg gennemgik ritualet uden at vide hvad det hed, jeg gjorde det ved at tabe håret først og tage den store beslutning om at indlede et nyt år bagefter. Ikke desto mindre virkede det. Jeg brugte hårtabet som anledning til at starte på noget nyt. Jeg besluttede mig for at finde min egen stil. Allerede inden jeg tabte håret helt havde jeg besluttet at købe en hat, og hattene blev en vigtig del af den nye stil. Jeg købte nye briller, og hele fitness-manien hænger nok også et eller andet sted sammen med den ufrivillige hage.

Sådan er det. Der kommer hele tiden nye elementer til. Jeg kan ikke lave en hage som ritual, det er sket én gang for alle. Det betyder at jeg kan rense mit liv for skidt så tit jeg vil. Men jeg tager det roligt. Det går udmærket!!

Storm Ps smil

Fra Valbykanten er vor opmærksomhed gentagne gange blevet henledt på det i kunsthistorien mest berømte og omtalte smil efter Lisa Gherardinis; naturligvis det kendte Storm P-smil hvor mundvigene sidder helt oppe ved øjnene og ikke sjældent overflødiggør munden helt. Teorien er at smilet simpelthen er Storm Ps eget, og dette selvportræt bekræfter den til fulde.

Fluer

Her i morges jog jeg en flue ud ad vinduet. Pludselig var den der, og havde forvildet sig op under persiennerne. bzzzzzbzzbbbzzbbzzzzbbbzzbzbbzzz sagde den. Jeg åbnede vinduet og viftede den ud. Hvor kom den fra? Det er koldt, sneen fyger. Det er vel ikke ligefrem et vejr for fluer at yngle i! Hvor er dens mor og far? Den var helt alene, og der går måske uger inden jeg hører en flue igen.

Det kan være den har materialiseret sig ud af det bare intet. Jeg ved at bananfluer opstår på den måde. De kan pludselig være i ens køleskab i hele sværme uden at nogen aner hvordan de kom derind. Jeg tror det er madvarerne der ved transsubstantion overgår til flueform.

Storm Ps fluer er derimod opstået ud af ren originalitet.

Bid ikke dig selv i næsen!

I gårsdagens Urban foreslår en selvbestaltet kostekspert at man for at leve sundt skal gennemgå hele sit hjem, finde alle søde sager og smide dem ud. Der er mange af den slags råd i bladene for tiden, og fitnesscentrene kører alle kampagner så man bliver helt forpustet bare ved at læse annoncerne. Problemet med alle, både kampagnerne og sundhedsartiklerne, er at de spiller på folks dårlige samvittighed, og dvs. på folks opfattelse af at sundhed er noget man skal kæmpe sig til gennem afsavn og askese. På den måde får man fra starten af gjort sundhed til noget næsten religiøst - og så har man også en undskyldning for aldrig at blive rigtig sund; fuldkommen er kun Gud.

Hvis man spørger rigtige ernæringseksperter hvordan man skal spise og leve bliver de altid uklare i mælet. Det er nemlig ikke så let. Dels er der selve maden og dens virkning på kroppen, som er helt individuel, dels er der spørgsmålet om motivation. Min egen erfaring er at den er nok så vigtig. Luther skal have sagt engang at man ikke skal love kyskhed, for det kan man ikke holde. Man skal i stedet love at man aldrig vil bide sig selv i næsen. Det kan man nemlig holde. Sådan er det også med slik. Jeg sukker opgivende hver gang nogen på den måde hævder at man bare skal smide det hele ud. Hvad skal man så spise i stedet? Slik har jo en funktion, ligesom cigaretter, kaffe, alkohol og andre stimulanser har.

Grundlæggende set har stimulanser altid været nødvendige. Der er altid balancer der skal bevares, og det gælder om at finde ud af hvordan man kan erstatte de dårlige ting med bedre.

Et chok og en lettelse

Da jeg gik på højskole i 1999 blev jeg gode venner med en tamiler som var flyttet til Danmark kun et par år tidligere og som brugte højskoleopholdet på at lære bedre dansk. Siden mistede jeg kontakten til ham, vidste kun at han boede og arbejdede i København. I forbindelse med en reunion i februar googlede jeg ham for et par timer siden, og blev et kort øjeblik chokeret, da første hit var et link til Den Danske Forening. Tamilere har ry for at være let integrable, men der er også en grænse for hvor godt man kan integreres! Til min lettelse og glæde viste det sig at min bekendte er blevet statsborger. Det google havde fundet var en hadeliste over alle de udlændinge som pr. 25/6 2005 var blevet danskere - lidt ligesom da Dansk Folkeparti trykte en lignende liste som helsidesannonce. Glæder mig på hans vegne og glæder mig til at møde huset Sorgenfri fra Testrup Højskole 1999 igen.

Fra mit første nytår i Århus

Jeg fejrede nytår i Århus første gang i 1999-2000. Det skete i en lejlighed på fjerde sal i Århus N, og jeg blev så fascineret af at betragte andres fyrværkeri fra mit vindue, at jeg skrev denne tekst, som jeg nu lægger på bloggen i sin fulde længde. Enjoy!

"Århus lyder som en kæmpe popcorngryde. Eller hvordan skal man ellers beskrive lyden. En legokasse måske. Lyden af et barn der roder vildt og voldsomt i en legokasse. Og ind imellem en radio der skratter skkkkrrrattttt. Eller er det et stykke plastic af den slags man pakker buketter ind i, der krølles sammen. kkkknnnnrrrniirrrkk. En meget stor buket.

Raketter fiser op, eksploderer og forsvinder. Forsvinder, på nær deres røgspor, som bliver hængende i luften og driver med vinden. Som om nogen forgæves prøvede at tage et still billede, prøvede at fastfryse det magiske øjeblik, gribe farverne og beholde dem, men i stedet blev snydt af dem, sky som de er. Farverne og lyset forsvandt og lod det grå hylster blive tilbage.

Så der hænger de altså, disse blæksprutter. Ja, er det ikke blæksprutter de ligner. En lang hale, som udvider sig indtil eksplosionsstedet hvorfra vekslende antal af arme stikker ud. Eller er det de elektriske udladninger i en af de der kugler. Men måske mest af alt den lille elektroniske ting som kravler ind i Keanu Reeves' mave i The Matrix.

Jeg får den indskydelse at det hele måske faktisk er ret lydløst når man ser på det. Svissjjj - raketten farer op, deler sig med ét i mange grene med grønne og røde stjerner for enderne. Og først når dette syn er halvvejs forstøvet i vinden, da kommer braget, øredøvende, som om det vil gøre ekstra meget opmærksom på sig selv, nu da det kommer for sent. Men for sent kommer det. Deltager ikke i festen, men er mere en irritationsfaktor.

Andre raketter er mindre lydløse. De eksploderer lige uden for køkkenviduet med et provokerende og groft, lidt primitivt brag. Den skal ikke nyde noget af nogen fisefornem forsinkelse. Bang - sådan. En anden type drøner til vejrs med en kolossal hastighed. Jeg griber mig selv i at blive en smule fornærmet på den. Hvad har den så travlt med. Taxachauffør-mentalitet, er det. Eller karriereræs. Den når ganske vist også højt op.

Nå, men nu jeg er i gang med personificeringen; så er der noget lidt friskfyrsagtigt over det de skyder af 50 meter fra de andre. Hvis de første mindede om målrettede og energiske forretningsmænd, så kunne de her passende gøre det ud for modsætningen. De når kun op til måske kanten af taget her, og gør det betydeligt langsommere end de første. Når endda at dreje om sig selv adskillige gange. Der er næsten noget Dionysisk over dem. Eller noget Papageno. "Der Feuerzauber bin ich ja"

Jeg får en tanke. Dette hav af blomster, som lyser op og derefter forsvinder før man kan nå at fange dem, virker så luftige og immaterielle at man let glemmer at de ikke er det. Glemmer at for hvert BANG er der et ikke så lille paphylster, som gerne vil ned igen. Man undres over at folk overhovedet tør vove sig udendørs i denne formodede regn af udbrændte raketter. Men det gør de. Raketterne er som regel også så taktfulde ikke at forstyrre med deres tilbagekomst mens festen er i gang. Man får den indskydelse at de måske bliver hængende deroppe indtil alle er gået i seng, for så kl. 7-8 stykker at dratte kollektivt ned. Hvem ved?

Der er allerede meeeget røg. Begynder at overveje hvad der er røg og hvad der er skyer. Men raketterne fra nær og fjern kan stadig ses. En raket danner et mylder af stjerner. Ligner en forsinket julehilsen. En raket flyver op, laver et par loops, og eksploderer derefter. Det giver umiskendeligt (eller hva) mindelser om en stripper der taget et stykke tøj af, svinger det et par gange på pegefingeren og smider det. Efter denne frækkert fiser et par mindreårige raketter, piftende og tudende, i en proptrækkerspiral. De når ikke halvt så højt op; kan ikke klare det, og er nok heller ikke gamle nok.

Røgen er nu overalt. Ligger som en tæt tåge over hele byen. Jovist, vejret var klart i aftes. Men det fik vi nu hurtigt lavet om på. Et par små forkølede raketter af den slags den plougsgaardske familie plejer at fyre af ses et par steder. De har været næsten fraværende her. Bagved Abildgården på den anden side af Skovvangsvej ses en af de store raketter svagt. Der er virkelig tåget af røg. Et blik den anden vej, mod Louis Hammerichs vej, viser boligkareen dernede i svag silhuet.

Og af og til høres så et virkelig øredøvende brag, fra en af de dræber-kanonslag politiet har advaret mod. Min første indskydelse er altid at nogen må blive høreskadet ved et sådant brag. Det kan ikke undgås at der er folk i nærheden når det lyder så højt her.

Og så pludselig er der helt stille. Et blik ud af vinduet afslører fem gadelamper og to vinduer med lys. Resten er mørk tåge. Et par misforståede heksehyl piver et sted, som om de prøver at holde en fest i gang der er stoppet. Ellers ligger stilheden over byen som om den var indeholdt i tågen. Det går op for mig at her er stille, som der ikke har været i flere dage. Som en flere dage lang optakt der ender i en kæmpe orgasmisk udløsning. Og bagefter ligger hele byen afkræftet hen.

Men alt dette tjuhej mangler stadig at blive indfriet. Den moderne tidsfeticistiske tradition orienterer sig efter fremtiden. Indretter hverdagen så den passer til morgendagen, fester for året der kommer endnu før det har vist sin første solstråle. Er denne fest så ikke et løfte. Om at vi vil tage fat og skabe grunden til at vi fester i dag. Hvis gaden ligger hen i mørke, tåge og stilhed, er det så ikke en udfordring fra det nye år. Til at fordrive røgen, oplyse de rette ting og sige de rette ord. Nu har vi festet. lad os så tage fat."

2008: Jeg har hørt at Napoleon kunne springe en hel nats søvn over, og indhente den ved at lægge sig på den bare jord i en time med sin kappe omkring sig. Jeg har ligget i min varme seng i hele tre timer, så nu må det være på tide at komme videre ind i det nye år.

Godt Nytår til alle.