Fra mine sponsorer:

If you're frustrated with your weight and are fed up with the fad diets and false promises... then you need to start using MoyoJava right NOW.

MoyoJava is a rare, nutrient-rich coffee from the high mountain regions of Ethiopia, Africa. Exciting, new clinical research confirms this extremely rare African coffee offers its drinker miraculous health and weight-loss benefits.

Already thousands of people have quickly and easily melted away pounds of stubborn belly fat, just by drinking this mysterious coffee. Could it be nature's hidden weight-loss cure? Many scientists say, "YES!"

Da Julemanden fik varme fødder og sagde op

Nissen havde taget sin røde jakke, sine røde bukser og røde støvler på. Huen var knaldrød, og ansigtet var godt på vej til at blive lyserødt, mens næsen havde antaget en let blålig farve. Han trak skuldrene op og huen ned om ørerne. Tænderne klaprede og resten af nissen rystede i den kolde polarvind. Han gik 50 meter hen ad den lange, lige bane hvor sneen var plan og hård, stampet af mange små nissefødder. Der var mørkt, men han kunne skimte et skilt for enden af banen. Han vidste at der stod ”løft fødderne”, men anede ikke hvorfor. På hver side af skiltet stod en lille lampe af den slags der består af en glasbeholder med et lys indeni. Han dykkede ned i lommen og fandt en lighter. Han tændte forsigtigt hvert lys, og gik så ud til siden, hvor han trak armene helt ind i jakken og slyngede dem rundt om sin rystende nissekrop. Så ventede han. Der lød en meget dæmpet lyd af jern mod sne, og en sort skygge strøg mod det sted nissen stod. Den sorte skygge fik langsomt matte farver i skæret fra de to lygter. Der er noget galt, nåede nissen at tænke lige før rødt, grønt og guld strøg lige forbi ham. Polarvinden afløstes kort af et varmt pust, så lød et stort PLUTFGFSC, og mørket omsluttede nissen og den store kane, som havde ramt snedriven bag landingsbanen og slukket de to lygter. Pakker lå spredt rundt om i sneen, og nissen stod lamslået, men uskadt. Da han var kommet til sig selv, klatrede han op ad snebjerget for at se om det værste var sket.

Omkring frokosttid dagen efter prøveflyvningen havde et hold mekanikernisser bjærget den ramponerede kane. Pakkerne var også samlet ind og stuvet sammen i magasinet efter en nødtørftig reparation. De var klar til næste gang kanen skulle testes. Men i sin klinik gik lægenissen og rev sig i skægget, og var slet ikke sikker på at der ville blive en test mere dette år. Denne første testflyvning havde bekræftet hans værste ænstelser, og det var ikke bare kritisk, det var allerede katastrofalt.

Julemanden var blevet for tung til at flyve!

Nu bør man ikke tro det er let at flyve i en kane. Når julemandens kane kan flyve og menneskers kaner ikke kan, så medfører det ikke at julemandens kane altid kan flyve og menneskers kaner aldrig kan. Mennesker kunne udstyre deres kaner med vinger, raketmotor eller en helikopterrotor. Det ville godt nok overflødiggøre rensdyrene, og få kanen til at se meget lidt kaneagtig ud. Men i princippet er det muligt. Altså: under visse omstændigheder kan en kane flyve. Sådan er det også med Julemandens kane. Den er et uhyre avanceret fartøj, og slet ikke noget legetøj.

Julemanden fik kanen mens han stadig var juleknægt, og historien om hvordan det gik til er lang og kedelig. Den handler om hvordan julemanden omdelte Bilkas tilbudsavis til 4.743.982 husstande hvert år i 237 år, indtil han havde penge nok til at købe den kane han altid havde drømt om. Alle de mange år havde han boet hos den hellige Jomfru, som havde givet ham en streng, men kærlig, katolsk opdragelse. Det var derfor ikke så lidt af en befrielse da han nåede sit 510. år og blev myndig. Han købte sin kane og satte kursen stik nord, for deroppe drejede jorden hurtigst rundt.

Vi må huske at dengang kunne kanen endnu ikke flyve, så julemanden bumlede af sted over jordknolde og græsmarker. Og hvor gjorde han så det, spørger man, men har må vi desværre være en smule upræcise. Den som solgte Julemanden hans kane har på det bestemteste frabedt sig enhver berømmelse, og ønsker at forblive anonym. Af hensyn til hans forretning forstås. Derfor kan vi ikke sådan røbe hvor kanen er bygget, men springer direkte til den grønlandske is. Julemanden mærkede sne under mederne, han mærkede den kølige luft omkring sig, og han smilede, thi det hjalp ham til at ryste den hellige Moders varme omfavnelse ud af kroppen. Videre nordpå gik det i strakt rensdyrgalop.

Jo længere nordpå Julemanden kom, jo lysere blev det indtil han syntes han kunne se solen alle døgnets timer. Den vandrede i en ring på himlen og mindede ham om hans morfar. Han vidste ikke rigtig hvorfor, og brød sig heller ikke særlig om tanken, så han trak sin grønne hue ned i panden, så den næsten skyggede for lyset. Men det hvide landskab reflekterede det. Sne, sne og lys. Men til gengæld nød Julemanden at kunne ræse deruda’ med otte rensdyrkræfter og ingen til at fortælle ham at besindighed er en kardinaldyd. Han følte sig fri.

Og just som han kom ræsende hen over Nordgrønland så han en iglo. En slags iglo-værtshus om man vil. Og julemanden var blevet sulten efter den lange rejse, så han satsede på at der var mad at finde inden døre. Han parkerede kanen, smækkede sidedøren og lagde rensdyrene i benlås. Så slog han døren op og gik ind.

Bag døren var en væg. Af røg. Tyk og hvid var den som hundreder af rensdyrhaler, og gennem den kunne julemanden skimte svage silhuetter der lå og sad rundt omkring og pulsede på nogle mærkelige rør. Det røg svagt op af rørene, og tykke røgskyer sivede ud fra silhuetternes hoveder. I baggrunden sang Beatles ”come together, riiight noow. Over me”. Det var megastenet. Men der var noget i røgen som gjorde julemanden glad. Den var meget anderledes end den hellige røg han var vant til hjemmefra. Denne her duftede sødt som honning og smøg sig om hans frostblå næse som velour. Ja han følte det som var han landet i paradiset (som han havde hørt så meget om som barn).

Og nu lå han så der. Han var faldet omkuld og lå… nej han svævede. Og rummet flød sammen omkring ham og det var som at køre 4000 km/t i kane. Julemanden var lykkelig og endelig fri. Nogen rakte et af de mærkelige rør over til ham, han tog det, sugede og …

Tolv timer senere vågnede julemanden og konstaterede at nogen havde båret ham op på et værelse. Han havde ondt i hovedet, og var drabeligt sulten. Han kunne spise et af sine rensdyr hvis det skulle være. På en sær måde forekom det ham at hans sult var forbundet med hvad han end havde lavet tidligere på ’dagen’. Han gik ned i den hal som han havde sejlet rundt i dagen før. Folk sad rundt omkring og spiste, og Julemanden bestilte et stegt hvalrosinderlår mens han prøvede at regne ud hvilken slags folk han var kommet blandt. Små og blege var de, og talte uforståeligt, men Julemanden var ærlig talt heller ikke sikker på hvor klar han var i hovedet.

Han slog døren op, kiggede ud og opdagede at det for første gang i ugevis var begyndt at mørkne. Han blev en anelse bekymret, da han ikke havde lys på kanen, og mørket ville givetvis vare i månedsvis når det først var indtruffet. Han gik ind i hulen igen og spurgte med sit bedste tegnsprog en af de små, blege mænd der sad og voldfrådede en sælskinke, om det virkelig var ved at blive mørkt. Den lille mand nikkede ivrigt, men pegede så smilende på en af de rør de havde suget på da Julemanden kom ind.

Nu skete der sådan set ikke så meget mere de næste seks måneder. Det blev mørkt, rensdyrene blev opstaldet i et værelse, og i stuen hang julemanden og de små mænd og røg, spiste og sov, røg, spiste og sov. I månedsvis levede de sådan. Men så skete det at dagen kom. En solstråle trængte ind og ramte Julemanden lige i fjæset. Han rejste sig op - med noget besvær, for han havde taget et par kilo på i løbet af den lange vinter. Solen slog mod hans ansigt og han var fuld af overskud. Han havde lyst til at give hele Verden en kæmpe krammer. Han ville råbe sin lykke ud, men han var nok stadig lidt skæv, og formåede kun at udstøde en ukontrolleret, dyb latter. Ho ho. Ho. Hik. Ho…

Oven på en hel vinters megaskævert var julemanden sprængfyldt med kærlighed. Han ville være ven med alle på hele jorden, og besluttede at gaver nok var den bedste måde at vinde deres venskab på. Og julemanden var ikke så lidt af en entrepreneur, så i løbet af et par uger havde han engageret alle de omkringboende små mærkelige mænd. De skulle hjælpe ham med at lave gaver, og til gengæld kunne han garantere dem en lille andel af den store kærlighed der ville flyde den anden vej. ”Der er simpelthen så meget kærlighed i verden”, siger Julemanden. ”Rørene er ved at give slip, vi må gøre det til vores fælles projekt, vi må finde en mulighed for at distribuere al den kærlighed der er i Verden.”

Og da han hev rensdyrene ned fra deres værelse fandt han ud af hvordan han skulle distribuere gaverne. Rensdyrene, som havde stået en hel vinter og modtaget al røgen fra stuen nedenunder, var så skæve at deres næser lyste, og hoppede hele tiden op og ned, overbeviste om at de kunne flyve. Mekanikernissen fik så den ide at hvis man nu borede kanen, så kunne det være at hastigheden og rensdyrenes skævert tilsammen kunne løfte den fra jorden.

Ingen vidste egentlig hvordan det gik til, men snart efter fløj kanen. Og selv om man med vanlig mistro havde testet den hvert år en uge inden jul med ægte julemand, og dummy-pakker, så havde den troligt fløjet.

Altså lige indtil i dag, hvor det frygtelige var sket.

Nu lå julemanden forslået derinde, rensdyrene stod forkølede i stalden og ingen vidste deres levende råd. Alle vidste hvad der var galt, for staldnissen havde testet om kanen kunne flyve uden julemand. Altså var det julemanden som måtte være blevet for tung. Der var ingen tvivl. Og det var det lægenissen nu sad og rev sig i skægget over. Julemanden var blevet for tyk, og uden julemanden ingen julegaver, og uden gaver, ingen distribution af kærlighed, og så ville rørene jo springe.

Udenfor var det aften den 16. december, og stadig nederdrægtig koldt. Mørket omsluttede fabrikken, sådan som det gjorde dag og nat på denne årstid. Der var otte dage til jul.

Hvad nu med Julemanden? Han lå i fabrikkens spa og boblede. Han lå i det boblende bassin og flød ud som en kogt smørklat. Hans skrammer gjorde ikke ondt længere, han følte bare en varm fred strømme igennem sig, og tænkte at det var første gang i mange år han havde denne følelse. I så mange år havde det kun drejet sig om at flyve. Trodse tyngdeloven og hans mor. Fræse hen over himlen som en komet og være ven med Gud og hver mand. Fest og farver og piger var det også blevet til, da han for 50 år siden var med i en Coca Cola-kampagne. Han lo da han tænkte på episoden. Det havde været sjovt. Det var dengang han fik sit røde tøj, og måtte give regnskabsnissen grå hår fordi alle nisser på fabrikken skulle skifte arbejdstøj fra gråt til rødt.

Nu var han efterhånden blevet 1654 år, og var for tung til den kane han havde kørt siden sin grønne ungdom. Alt i alt havde han nok været en succes. Han havde nået sit mål: at sprede kærlighed til hele verden. Det var et kredsløb. Hele verden sendte sin kærlighed op til ham, og han sendte den tilbage. Sådan havde det været i århundreder. Men når han tænkte over det nu lød det som noget hippie-pis. Hvorfor skulle han egentlig tage ansvaret for andre folks lykke? Det var en umulig opgave. Det begyndte at dæmre for Julemanden at hans job hvert evig eneste år havde været at udføre det umulige. Og han havde gjort det uden tanke for det vanvittige i foretaget. Han havde været ung og grøn.

Hvis han nu ikke kom ud at flyve igen, hvad ville der så ske. Han ville stoppe et kredsløb af varm kærlighed. Standse den atlantiske pumpe og måske indvarsle en ny istid. Men Julemanden var ligeglad. Han lagde hovedet tilbage og sukkede dybt i lettelse over sin nye beslutning. Verden måtte klare sig uden ham.

Fra pr-nissen udgik der dagen efter en pressemeddelelse som her skal gengives i sin helhed. Hermed slutter denne del af historien. Den sidste rest må I selv sørge for.

PRESSEMEDDELELSE
18. december 2008

Julemanden har parkeret kanen.

Pr-nissen på Julemandens værksted i Grønland meddeler hermed at Julemanden med øjeblikkelig virkning har nedlagt sit hverv som Julemand. Der sker dels af personlige, dels af praktiske grunde. Julemanden understreger at beslutningen er grundigt gennemtænkt og ikke lader sig ændre.

Julemanden gør desuden opmærksom på at julen sagtens kan afvikles uden ham. Den megen kærlighed som han traditionelt har modtaget og omsat i julegaver må finde nye veje. Julemanden har store forhåbninger til at folk finder disse veje selv. Gaver er ikke det eneste udtryk for sand kærlighed, siger han og tilføjer:
Tag hinanden i hånden, syng, tænd et lys, bryg kaffe. Så skal det nok blive jul, også i år.

En sjælden ikke-metaforisk kattelem

Hvordan vi slipper af med de sorte

På det seneste har man registreret et stort antal af sorte indvandrere, der er kommet hertil via Holland. Fagfolk beklager denne tendens, for de mener at kun de hvide rettelig hører til i Danmark. De sorte kommer fra den anden side af kloden, de er fremmede og bestemt ikke velkomne. Derfor vil man sørge for at de bliver skudt inden de når at formere sig. 

Jeg taler naturligvis om svaner. 

Og det er ikke kun ”Den naturlige balance” der risikerer at forrykkes. Der er langt større ting på spil. Svaner har nemlig ofte været brugt til at vise den induktive metodes fejlbarlighed. Induktion er når man slutter fra det specielle til det almene, og det typiske eksempel involverer svaner: Alle de svaner jeg har set er hvide, ergo er alle svaner hvide. Jo flere hvide svaner man ser, jo sikrere føler man sig på at man har ret. Alle svaner må være hvide. Men det induktive argument fejler hvis bare man ser én sort svane. Og som bekendt findes der sorte svaner. 

Når nu syvogtyvende oplag af håndbog i logik udkommer om ti år, må man måske finde et nyt eksempel for at anskueliggøre den induktive metodes fejlbarlighed. Med mindre altså ornitologerne får held til at udrydde den sorte svane. 

Og så kan man jo overveje hvorvidt man kan se på en grim ælling om den vil blive en smuk hvid svane eller en naturbalanceforrykkende terroristsvane med sort fjerdragt...

Kristen spiritualitet

Foredraget i SMÅ denne aften handlede om kristen spiritualitet. Jeg var altså advaret. Men jeg håbede faktisk på at lære noget nyt. Spiritualitet ja, men kristen. 

…Men nej. Jeg blev ret skuffet. Ikke fordi foredraget var dårligt, for det tiltalte da en del andre, deriblandt folk som var kommet netop for at høre Ben Alex og sad i yogastilling med alle antenner ude. Jeg var tilfældigvis kommet til at sidde lige over for manden, og kæmpede for at se bare lidt interesseret ud. 

Spiritualitet betyder at Gud skal ud af kirken. Ben Alex’ bog om den sag hedder meget sigende ’vejen ud’, og han vakte efter eget udsagn stor opstandelse med den for ti år siden. Kirken pakker gud ind i en masse dogmer, og kalder Jesus for hans søn. Men Ben Alex vil hellere spørge sig selv hvem Gud er. Han er vist nået til noget i retning af at Gud er en slags visdomskilde, Jesus var en oplyst eller indviet, og når man selv når den samme erkendelse vil man så at sige blive bror til Jesus og selv søn af Gud. 

Han har hørt det som en slags stemme inden i sig selv, der bød ham vælge mellem Jesus og Sandheden. Han valgte Sandheden. Og dermed fik han ”en endnu større Jesus” – som altså er den Jesus som du står side om side med som indviet og søn af Gud. 

Ben Alex holder en hånd op med spredte fingre. Se, fingrene er de forskellige religioners fundamentalistiske form. Deres dogmatiske form. Bevæger man sig ned ad fingrene nærmer man sig de andre religioner, men slæber traditionen fra sin egen religion med. Ben Alex vil gerne ned på håndfladen. Slippe traditionen også. Ikke sådan at han vil kaste kristendommen overbord, men han vil også kunne læse og lære af Buddhisme og hvad ved jeg.

 

Folk der kender mig vil mærke den stille ironi, og jeg iler den tilføjelse at jeg ikke påstår at have forstået hans fremstilling til fulde. Faktisk forstår jeg ingenting. Det er problemet. For hvem gør det. Hvem kan sige at man forstår det, når en mand fortæller at han har haft en åbenbaring. Eller at han er blevet indviet? Der er flere grunde til at jeg følte ét langt dejá vu i aften, og én af dem er at det hele er så postuleret.

Bibelen? Hvorfor læse den… Kirken, dér finder man ikke Gud, det gælder om at aflære, smide væk. Præster har han det svært med. De vil ikke forstå ham. Det tror i øvrigt pokker, når de har brugt mange år på noget han mener er underordnet. Men altså, smid ud, skær bort. Det gælder om at finde frem til énhed. Væk med dualistisk tankegang som mørke/lys eller liv/død. Ja væk med gud/menneske-dualismen. Du er guds søn, gud er visdom og du er indviet.

Det er sådan noget som gør spiritualitet så uendelig tvivielt. Den dér længsel imod enhed. Hvorfor er enhed godt? Det synes jeg på ingen måde er selvindlysende. Hvorfor er dualisme af det onde. Hvorfor er konflikt af det onde. Sjovt nok snakkede han en del om at kaste sig ud på de 70.000 favne vand, og havde også skrevet en bog om Kierkegaard. Men gamle Sørens pointe med den vandmetafor var jo netop at man skulle tro på paradokset, på at Gud var blevet menneske og trådt ind i tiden. Det er da dualismer så det batter. Og det er  dogmatik, og det er frygtelig uspirituelt. Jeg kommer først i tanker om det nu, og ærgrer mig lidt. 

Der er i øvrigt et stort paradoks i spiritualitet. Man kan skrive tykke bøger om komplekse emner, netop fordi de komplekse, altså sammensatte. For hvordan relaterer del A sig til del B, skal vi tilføje en del C og ændrer det så vort syn på del A. Ny viden om en del fordrer mere viden. Der dukker hele tiden nye spørgsmål op. Den regres vil Ben Alex bryde. Det handler ikke om at indsamle viden, men om at komme tilbage – til enheden. Og hvordan beskrive sådan en enhed. Det kan man ikke rigtig. Enhed er en mystisk oplevelse. Det handler om at møde gud. Det kan kun den enkelte gøre. Og så er spørgsmålet hvad vi egentlig skal med alle disse bøger. En konsekvens af spiritualitetens snak om enhed og personlig tilgang til Gud må vel være at man holdt op med at skrive. 

Men Ben Alex skrev altså en bog om for ni år siden om hvordan man finder ud af hvad Gud er for en selv.  Dengang var det åbenbart frygtelig kontroversielt, for hans budskab blev kaldt kættersk og alt muligt. Jeg måbede noget ved den oplysning, jeg troede kættere var noget man udråbte for 500 år siden. Og i dag findes der jo hundreder der har budskaber der til forveksling ligner Ben Alex’. Kirken ville få gevaldig travlt hvis den skulle til at udråbe kættere. Han fortalte det selvfølgelig med ansigtet i de rette, bekymrede folder og nævnte også hvilke problemer det gav ham. Men egentlig må det vel være en Guds gave til enhver at blive kaldt kætter. Højere når man vist ikke. End ikke Erwin Neutzky-Wulff har høstet den ære, selvom han har nyoversat Første Mosebog, indført polyteisme og kaldt Teologer onde og manipulerende. 

I dag er budskabet næppe særlig kættersk, og der er da også gået næsten ti år. 

Ich will!

Don't let worries kill you...

Indrømmet, det er ikke helt ægte!

Aberet NU!

DR2 sender for tiden magasinet DR2 Udland, et kærkomment og nødvendigt supplement til de ellers ret så provinsielle danske nyheder. Endelig nyhedsdækning hvor der ikke hele tiden skal en dansk vinkel ind over hvert indslag. På tysk har de ordet weltoffen; verdensåben. Det er det et sådant magasin bør være, og jeg synes de er kommet godt fra start.

Og det lyser jo ud af Martin Breum at det er fedt at lave DR2 Udland. Og korrespondenterne er energiske og sprudler med anekdoter og skarpe kommentarer.

Efter at Barack Obama og hans 27 årige taleskriver havde bragt både Breum og hans USA-korrespondent i semi-ekstase, kom et indslag om at man i Spanien har besluttet at tildele menneskeaber rettigheder. Også her bevarede programmet den sprudlende tone. En antropolog kom omkring forskellige politiske aspekter ved det at tildele aberne rettigheder. Der er tale om retten til liv, frihed og til ikke at blive underkastet tortur. I slutningen af indslaget kom den skarpeste kommentar, som jeg gerne vil gentage her: tildelingen af rettigheder er sket på baggrund af genetisk lighed med aberne, som vi deler 98% af vores gener med. Når man vil lave forsøg med dyr er man altså fremover afskåret fra at bruge menneskeaberne, men må bruge laverestående dyr såsom svin. Dem deler vi 92% af vores gener med, og her i landet slagter vi 25.000.000 af dem om året. Mens den genetiske lighed i abernes tilfælde var begrundelsen for tildeling af rettigheder, er den i svinets tilfælde helt ligegyldig og negligibel. Utvivlsomt fordi svin udseendemæssigt ikke deler meget andet end farven med mennesket.

Et aspekt som ikke blev nævnt er vigtigt nok: Man kan argumentere for at rettigheder ikke giver mening hvis man ikke kan udstede pligter sammen med dem. De aber som i stort tal har fået rettigheder nu, har jo ikke fået nogen pligter med dem. Deres rettigheder er altså ikke led i en indlemmelse i samfundet, menneskeheden eller staten, hvilket rettigheder ellers plejer at være.

Et argument for at dyrene alligevel skal have disse rettigheder kunne være at de basale menneskerettigheder som modsvarer aberettighederne, heller ikke er betinget af noget samfundsengagement. Det er menneskerettighederne i øvrigt blevet kritiseret for, bla. fordi det er uklart hvem der skal forsvare dem. Når den Spanske regering nu udsteder aberettigheder, er det spørgsmål ikke aktuelt, men derimod kan det undre at man udsteder rettigheder, i stedet for som man traditiononelt ville gøre, at lave en lov om dyrebeskyttelse som forbyder udnyttelse og drab på menneskeaber.

Sagen ligner den gamle, korte diskussion om forbud mod dyresex. Dengang handlede det også om dyrenes integritet og personlige frihed, som om dyrene havde en sådan. Dette diskuterede man i stedet for at diskutere hvordan vil skal gøre loven om dyrebeskyttelse bedre.

Individer, det være sig dyr, børn eller andre, kan god være beskyttet mod overgreb, tortur og udnyttelse uden at have rettigheder. Når man ikke må forurene naturen er det ikke fordi den har rettigheder som kan krænkes, men fordi der er en lov der beskytter den. Det er faktisk muligt.

Kat i farver

Villums Tegneblog er fuld af farvede pastelkridttegninger. I lørdags købte jeg så selv et sæt kridt og forsøgte mig. Denne psykedeliske kat er hvad der kom ud af forsøget. Billedet minder mig om Zapp, den dér karamelis vi spiste mellem første og anden inkarnation af Kung Fu. Det har været i 90 eller deromkring.

Agurketid i JP - om religion og politik

Jyllands-Postens kronik i går havde den noget vage titel Islam er religion og politik. Det må være agurketid på kronikredaktionen for kronikken tilfører intet som helst nyt til debatten om islam. I stedet fremlægger den en række påstande som alle er hørt før. De fleste er diskutable, men kronikken er ikke egentlig polemisk, den fremlægger bare synspunkterne side om side med et vue over de sidste 700 års Europahistorie.

For at man ikke skal være i tvivl om noget indleder skribenten med "Europa er blevet invaderet af muslimske hærstyrker og civile muslimer i mange hundrede år." De næste linier om muslimernes erobring af først mellemøsten, dernæst Nordafrika og siden den Iberiske halvø er ikke forkert, men sammen med indledningssætningen tegner den et billede af en muslimsk kultur der angriber os og har gjort det siden dens fødsel i 1300-tallet. Men det at gå ind på et fremmed område med soldater og give sig til at bestemme var jo noget man (romerne) havde gjort i Europa i et årtusind. Hvorfor er muslimer særligt onde når de gør det?

Så får vi historien om muslimerne som 'angriber' os demografisk, dvs. ved at strømme til som flygtninge eller familiesammenførte for derefter at blive flere og flere. Den har vi også hørt de første 50 gange før.

Lidt interessant er det at Saudi-Arabien bygger moskeer i Europa og i det hele taget støtter muslimsk kultur. Men Alf berører kun emnet forbigående. Det er ellers interessant at moskéer i Balkanlandene er bygget i en særlig lokal byggestil med en ottekantet, hvid bygning og én minaret, som oftest har form som en rund blyant. Udenfor nogle af disse moskeer har man placeret små boder hele vejen rundt. Moskeerne er en naturlig del af gadebilledet og pranger ikke. Når Saudi-Araberne bygger moskeer på Balkan sker det naturligvis ikke i denne stil, men i arabisk stil. Det er interessant nok hvilke konsekvenser det har.

Grunden til at jeg skriver dette er imidlertid at vi også her skal trækkes igennem den fortærskede påstand om at islam ikke blot er en religion, men at religion og politik er forbundet. Det er sagt så mange gange før at jeg undres over at JP lægger papir til denne gang nr 117.123. Til gengæld er der forbløffende få der har vovet at diskutere betingelserne for at en religion på den måde kan blande sig selv og politik.

Først engang: hvad forhindrer en religion i at have en mening om politik? Adskillelsen af religon og politik er noget moderne, ikke noget der ligger indlejret i kristendommen. Det er rigtigt at kristendommen har et potentiale for den adskillelse der er sket. Man kan endda hævde at reformationen var forløber for oplysningen. Men den diskussion er der kun få der tager. De fleste debattører foretrækker at mene at det er islam der er speciel, og at det ligger i religionen selv at den hænger sammen med politikken.

Læser man Mosebøgerne i det Gamle Testamente vil man opdage at alle de mange regler og bud - også de lettere absurde - er led i en civilisering af et beskidt ørkenfolk. Afvaskningsritualerne kan for os moderne mennesker forekomme symbolske, men det var de ikke. Det handlede om at vaske hænder før man spiste og deslige. Og nej, det kunne man ikke have sagt sig selv. Det er ikke mange hundrede år siden at kirurger fandt på det revolutionerende nye tiltag at vaske og desinficere knivene før de opererede.

Religionen var for den tidlige jødedom et spørgsmål om at blive civiliserede mennesker. Det var også et spørgsmål om at tilbede Jahve. Det var ham der bandt folk sammen, og sikrede deres tilhørsforhold til hinanden. Sådan fungerede Islam også da den opstod, og hvilken universel regel siger at netop dette er noget en religion ikke må? I de lande hvor folk ikke har et klokkeklart tilhørsforhold til én nation ser man af og til en nationalisme der ligner religion meget. I Danmark hvor de færreste er i tvivl om at de er danske, har vi råd til en nedtonet nationalisme. Det er noget med flaget, kolonihaver, røde pølser og den slags, men det er relativt ufarligt. Det overbeviser kun de allerede frelste. Så det kan være svært at forstå hvor religiøse folk kan lyde der hvor nationalisme er alvor - tag blot Balkan som eksempel.

Var det religion eller politik? Hvad er forskellen?

Dertil kommer det litteraturteoretisk interessante: kan en tekst foreskrive hvordan den skal læses. Det hævder man jo at koranen gør. Den er Guds ord, og dermed sand. Men det er jo en påstand. Enhver bestemmer selv om man vil tro på den. Dan Brown indledte ligeledes The Da Vinci Code med en claimer, hvor han påstod at "all descriptions of artwork, architecture, documents, and secret rituals in this novel are accurate". Det er jo en del af romanen, ligesom det er en del af koranen at den påstås at være dikteret til Muhammed af Gud gennem englen Gabriel og nedskrevet af en skriver. Der er mange forskellige udlægninger af hvordan Bibelen står i forhold til Gud, og visse kristne mener faktisk at den er direkte inspireret af ham, altså at Bibelen ligesom Koranen er 'guds ord'.

Men der er ingen der ved hvordan det virkelig forholder sig. (Dog vil mange sige at Gud er den mindst sansynlige ophavsmand) .

Når man altså taler uden for en religiøs kontekst, må man også tale uden religiøse forudsætninger. Litteraturvidenskaben har i årtier været domineret af den såkaldte nye kritik, new criticism. Det indebærer bla. at forfatteren til en tekst ikke kan udstikke retningslinjer for hvordan hans tekst skal læses. Forfatteren er død, som Roland Barthes skrev, og vi har kun teksten.

Det gælder også Koranen. Vi kan vælge at læse den som Guds ord, men det er ikke religionen, ikke islam, men os selv der vælger det. Religion er når vi er bundet sammen i et fællesskab om en helligtekst. Religion er altså også at læse teksten sammen og sammen bestemme hvordan den skal tolkes.

Ukritisk kritik

Jeg læser ikke Politikens tjek-sektion særlig tit, fordi de oftest tester cykelpumper, tandstikker, tøjbøjler eller andre uinteressante ting. Men smoothies det vil jeg gerne læse om. Jeg har egentlig ikke nogen mening om de forskellige mærker, for jeg plejer at blende mine smoothies selv. Men i testen af smoothien Froosh tager Politikens skribent et interessant emne op: Hvor meget frugt er der egentlig i en smoothie?

Først sker det i selve testen, og vinklen er kritisk:

"Froosh skriver dog, at du på trods af et stressende byliv får to ud af dagens seks frugter eller grønt, du har brug for hver dag. Men juicer kan altid kun tælle for én frugt lige meget mængden ifølge 6omdagen-kampagnen, hvilket gør den reklame til vildledning. "

Det kunne ligne et tilløb til ægte, kritisk journalistik. Men foreløbig får den sætning altså lov at stå alene. Ingen begrundelse andet end at "det siger 6omdagen-kampagnen".

Skribenten er så imponeret over sin kritiske vinkel at hun skriver en hel artikel med samme indhold og overskriften Froosh vildleder om frugtindhold. Her får vi alle påstande mere udførligt. Froosh siger "at du på trods af et stressende byliv får to ud af dagens seks frugter eller grønt, du har brug for hver dag". Direktør for 6omdagen-kampagnen Iben Nowak siger til gengæld at "en frugtdrik eller juice kan altid kun udgøre én af dagens frugter".

Det er påstand mod påstand, og hvis der skal blive en ordentlig, kritisk artikel ud af det havde det været rart med lidt begrundelser. Iben Nowak taler i første omgang om "frugtdrik eller juice", ikke om smoothie. Den indvending imødegås i sidste afsnit: "Men derfor kan en smoothie stadig kun udgøre en enkelt ud af de seks daglige stykker frugt, forklarer Iben Nowak. "

Forklarer? Jeg har da ikke fået bare skyggen af forklaring. Hvorfor blive fire frugter eller mere, til én frugt hvis man blender dem? Det er en helt vild påstand, og den vil jeg da gerne have forklaret. Men journalisten vil være kritisk, og prøver ikke at forklare eller opklare. Iben Nowak og 6omdagen-kampagen skal blot bekræfte den kritiske vinkel ved at påstå noget som er i modstrid med markedsføringen af Froosh.

Jeg har personlig ikke smagt en Froosh. Men jeg mener egentlig deres påstand er den mest plausible. Hvis man blender x stykker frugt og drikker dem, så har man indtaget x stykker frugt. Påstanden om at man altid kun har indtaget ét stykke, kræver en forklaring. Er det fordi frugten ikke er frisk? hakker man fibrene i stykker når man blender dem? Hvorfor? Det er frustrerende at skulle høre på ubegrundede påstande fra en kampagne der sælger sig selv på den platte lighed mellem tallet seks og ordet sex. Så når vi nu er i gang med at tælle, kan vi vel lige få slået fast at der ikke er noget videnskabeligt ved det tal, det er valgt af markedsføringshensyn. Også en kampagne skal jo markedsføres. Hvorfor ikke være kritisk over for deres påstande, Politiken!

Z, årgang 98, 10 år

Her ser man de få seje som mødte op til Z-klassens tiårsjubilæum i fredags. Fra højre Helle, Nikolaj, Karin, Mikael, Alex, Jacob og undertegnede. Senere kom Anne Kathrine og Anée. Når vi mødes - formentlig færre - til vores 25 års jubilæum, vil jeg være nøjagtig 43 år, og dermed svare til Edvard Ellerstrøm, Theodor Amsted, Harald Horn, Michael Mogensen og de andre fra Scherfigs Forsømte Forår. Jeg vil sørge for at nyde alle forårene indtil da, og har vist ingen chokerende afsløringer heller. Men der er 15 år til. Det var meget hyggeligt denne gang.

1-2-3

På éntallige opfordringer slutter jeg mig til en litterær selskabsleg, der fungerer som følger:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse
instruktioner
5. Kommentér citatet
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig

Jeg kender forskellige versioner af den leg, og det handler selvfølgelig mest om at generere tekst. Man starter med et udgangspunkt for inspiration, som i princippet kan være hvad som helst, f.eks. sætning 5, 6 og 7 på side 123 i en tilfældig bog. På et debatforum havde vi det princip at man skulle skrive to ting, og den næste skulle vælge hvad han foretrak. Jeg tror Coca-Cola og Pepsi var oppe fire-fem gange, selvfølgelig, men det var også fordi folk blev revet med af diskussionen, og kommenterede ting folk havde skrevet flere indlæg tilbage. Der kunne køre flere parallelle diskussioner i den tråd, selv om den principielt ikke havde noget emne. Senere var der en debatredaktør der flyttede debatten til det 'frie debatforum', hvor den døde en stille død. Den slags lege er noget man deltager i for sjov og uden grund. En lille ændring i omstændighederne, bare det at debatten bliver flyttet, kan betyde at folk mister lysten. Lige som når de første to gæster går fra en fest og trækker de næste seks med.

1. Nå, men jeg leger gerne. Jeg har altid bøger inden for en armslængdes afstand (Det omvendte armslængdeprincip), så jeg rækker ud og griber Erik Meier Carlsens bog "Tilstedeværelsen. Dalai Lamas liv og lære - uden pynt". Jeg købte den bog fordi Tibet jo er aktuelt og fordi jeg godt kan lide undertitlen "uden pynt". I hvert fald tænkte jeg at det her var en anden slags bog end alle de selvudviklingsbøger der som fremstiller Dalai Lama som forbillede for enhver der vil have et godt og harmonisk liv. Jeg mener godt jeg kan udvikle mig selv uden hjælp fra han Hellighed, men det er altid værd at søge information om det man ikke ved nok om.

2-4. Sætning 5,6 og 7: "Neichung-oraklet erklærede igen, at der var fare for hans liv. Her er det måske værd at bemærke, at ingen af de forudgående fire Dalai Lamaer, fra den 9. til den 12. havde nået myndighedsalderen. De var alle døde under omstændigheder, der kunne tyde på urent spil i den forgiftede atmosfære i Lhasas politiske og religiøse elite."

5. I så fald skal der nok ikke ligefrem et orakel til for at fastslå hvad oraklet fastslår her... Jeg finder det enormt interessant at den nuværende Dalai Lama har foreslået at den kommende 15. Dalai Lama skal udpeges før han selv dør, for at sikre at kineserne ikke prøver at få indflydelse på udvælgelsen. Interessant fordi det er så skærende realpolitisk. Netop fordi det er politisk.

Ellers ser man ofte Dalai Lama hilse med håndfladerne samlet foran ansigtet på en rar måde, mens alverdens præsidenter og statsministre står i kø for at møde ham og blive fotograferet med ham. Der ser godt ud på billeder. Virker fredeligt og sympatisk, og er godt til at styrke ens image efter en opslidende krig.

Men det hans Hellighed nu foreslår er slet ikke ufarligt. Og så er det samtidig så mærkeligt. Dalai Lama kan vel ikke inkarneres igen hvis han udpeges før den nuværende inkarnation er død. Det kunne godt lyde som om den 14. Dalai Lama slet ikke tror på at han er den han er. At han har et pragmatisk forhold til sin egen status som Lama. Eller har han blot tvunget sig selv til at udøve doublethink for at redde den institution han er en del af?

6. Jeg blev tagget af Rasmus . Utroligvis kender jeg ikke fem andre bloggere, og heldigvis for det, for blog tager tid, mange blogs tager al ens tid - især hvis man skal skrive på sin egen også. Og underholde katten. Så den ryger videre til Villum

EM!

Dovne ben!

Lousie hjemme igen!

Kat på menuen

Nu hvor jeg er blevet medlem af kattelobbyen er det vist på tide at komme ind i kampen! Som bekendt har en gruppe studerende på Journalisthøjskolen gjort et nummer ud af at flå, tilberede og fortære en kat.

Billeder kan ses her: http://www.facebook.com/photo_search.php?oid=17811671431&view=all og artikel læses her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=17811671431&topic=4163

De har ikke selv slået katten ihjel, den skal være skudt af en landmand, for at holde bestanden nede. Det burde gøre i det mindste drabet på katten helt ukontroversielt. I hvert fald for dem som accepterer at den enkelte søde, bløde kats ret til at leve kan afhænge af den noget abstrakte bestand.

For kokken Nikolai Madsen er det ligegyldigt om katten har været sød og blød før han pelsede den: "Det rører mig ikke, at katte er kæledyr. En kat er kun et kæledyr, hvis man gør den til et kæledyr". Det argument hidser mig ikke op, for det er reelt nok. Mange steder, vistnok især i Tyrkiske slagterforretninger, er kaniner en fast vare. Det der gør den journalistiske happening så plat er at den provokerer uden rigtig at vække til eftertanke. Pointen er at vi skal tvinges til at overveje om et kæledyr rangerer højere end en slagtegris. Men det gør det jo. Det er derfor vi har kategorien kæledyr.

Nikolai Madsen har valgt at indtage et helt og aldeles abstrakt standpunkt og udtaler ”Jeg synes egentlig, det er lidt pjattet at blive forarget over, at man har lyst til at tilberede en kat (...) For mig er en kat såvel som en kanin bare kød, bare mad.” Problemet med det standpunkt er at det kan han jo sige om alt kød. Ville han også spise menneskekød med velbehag, for det er jo også bare mad? Distinktionerne mellem søde dyr, og fødedyr er måske kunstig, men den er stadig reel nok.

Folk er ikke hyklere fordi de kæler med katte og spiser grise. Det eri øvrigt i orden at påpege hykleri hvor det forekommer. Jeg argumenterede for nogle år siden imod et forbud mod dyresex af netop den grund. Jeg mente og mener at man skal bruge sine kræfter på at forhindre dyremishandling i almindelighed, og ikke mindst sikre at det ikke ligefrem er muligt at mishandle dyr lovligt. Dyremishandling er vigtigt at komme til livs. Selv dyr man ikke kæler med, skal behandles ordentligt.

Men selv når det er slået fast er der forskel på dyr. Det er ikke en naturlig forskel, den er menneskeskabt. Vi har en tendens til at overføre vores egne følelser på visse dyr. Det gælder katte og hunde især, mens svinet, som vi er genetisk meget nært beslægtede med lader os kolde. Sådan er det. Hvis artiklen fra Journalisthøjskolen var et oplæg til debat om netop det, så tror jeg ikke den debat vil ændre ret meget. Der er fem gange så mange svin i Danmark som mennesker, og jeg tvivler på at de vil modtage ret meget kæl før de bliver par- og eksporteret til England og Kina. Og lad os så have vores kælekatte i fred.

Søndagsdriveri

Lousie

Vi hentede Lousie hos Dansk Dyreværns dyreinternat i Tranbjerg hvor hun var indleveret som herreløs. Hun havde charmeret sig ind på alle, og der var ikke én ansat som ikke havde en mening om hende. Hun er uimodståelig! Det er utroligt at nogen vil skille sig af med sådan en kat. Flere billeder følger!

Isbjørnens Land (version 1.1)

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørnelabber. En modig isbjørn kastede sig ud i den lange svømmetur. Hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den nok et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk, og snart var den helt udhvilet. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring Den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte. En høj, kraftig mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en lille, bleg mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Dyr ønsker deres daglige føde, og så lidt afveksling som muligt, for afveksling er lig med fare. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder, ofte med fare for deres liv. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men et vink med en isbjørnelab kan let misforstås. Den lille, blege mand smed sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt mens manden greb noget aflangt.

Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den lille, blege mand vidste at fremmedlegemer altid var farlige. Han rettede sit gevær mod bjørnen og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Den store, hvide krop, faldt om så jorden rystede. Den var stadig våd af havvand. Men nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden og forgrenede sig til små bække af salt og blod, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem; de havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I dens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede, og blev ved at vokse i to døgn. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst og hvilede, mens det nye bjerg langsomt kølnede. Og se! på bjergets top samledes sne - hele den rundryggede bjergkam blev langsomt hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. Man mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, og det havde rislet folk så skønt ned ad ryggen. Man havde haft noget at snakke om, jojo, men så havde nogen skudt dyret, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandretur op på det store bjerg. Mange fra bygden tog med, og de gik længe opad i det askegrå terræn til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko, mens nogle begyndte at blive urolige. En enkelt besluttede at han ikke ville gå længere, og da han vendte hjemad fulgte tre andre med. En lille, bleg mand var fast besluttet på at fortsætte, og kaldte til opbrud. Han tog sin rygsæk på, og satte resolut sin støvle i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og folkene fra bygden så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe på ryggen, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af blodrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til det sårede bjerg og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en høj, kraftig mand vovede at bestige isbjørnebjerget. Han havde været med, da bjørnen blev skudt. Han var en eventyrer, og havde den dengang følt en dyb erbødighed for det stærke dyr. Tænk at svømme så langt over havet. Hvilken udlængsel!. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen, løftede armen og hilste mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en sky til vejrs. Ikke en røgsky som fra et gevær, mere som en venligt pust fra en isbjørnesnude på en frostklar dag i Grønland. Dampskyen opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.

Isbjørnens land

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørneluffer. En modig isbjørn kastede sig alligevel ud i den, svømmeturen, og hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring, den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, og det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte forbi. En mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en anden mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men den bageste mand smed nu sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt. Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den indfødte rettede et gevær mod den og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den hvide krop som havde tilbagelagt 500 km over havet. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem, havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I øens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede. I to døgn voksede bjerget. Samme tidsrum som isbjørnen havde brugt på at svømme fra Grøndland. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst der. Og se! på det nye bjergs top samledes sne. Langsomt blev hele toppen hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. De mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, men det havde man skudt, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandring op på det store bjerg. Mange landsbyboer tog med, og de gik længe opad til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko. Da de gik videre var det netop den mand, der havde skudt bjørnen, der satte den første fod i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og landsbyboerne så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af ildrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til den sønderskudte isbjørn og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en enkelt vovede at bestige isbjørnebjerget. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen og så mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en dampsky til vejrs, opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.

den slog aldrig igennem

Honeywell Model 316 køkkencomputeren blev lanceret i 1965. Den vejede 68 kg og kostede $10,600. I hukommelsen kunne den have 4Kb lækre madopskrifter og så var den bygget med integreret skærebræt. Der blev ikke solgt et eneste eksemplar.

Alderens udtryk

Ca. 1980. Karen Berg og Karin Nellemose som Fru Fernando Møghe og datteren Misse Møghe. Karen Berg er på billedet midt i halvfjerdserne og Karin Nellemose er et år ældre.

Apostroffernes apostle

Nej, det er ikke Indiana Jones, men han er ude i en slags korstog. Det har foreløbig varet tre måneder, og fjenden er typos, forkert stavede ord. Manden på billedet hedder Jeff Deck og han har sammen med sin medpedant Benjamin Herson rejst rundt i USA og korrigeret hver typo de har kunnet finde. Nogle gange selv, nogle gange blot ved at påpege fejlen for indehaveren af skiltet. De er selvfølgelig også ofte blevet bedt om at skrubbe af.

På billedet ovenfor er Jeff ved at male en nydelig apostrof i Men's. I Danmark ser man ofte den modsatte fejl, nemlig at apostroffen er der selv om den ikke bør være det ifølge dansk retskrivning. Jeg har dog ikke set nogen gå rundt med en spatel og skrabe apostroffer af danske skilte.

Læs om de to kors- eller snarere apostroffarere i Chicago Tribune.

Inkaens fjerde mulighed

Jeg hørte Peter Dreyer fortælle om sin bog i Vangsgaards Antikvariat for nogle år siden. Det var egentlig bare for at få en hyggeaften med lidt kaffe og litterær adspredelse. Dreyer er ualmindelig høj og rødhåret. Sådan en som sikkert blev kaldt flagstang som barn. Jeg har i øvrigt lige opdaget at min kollega Elin har gået i skole med ham, men glemte at spørge.

Jeg kan ikke huske hvad han fortalte om bogen. Men han talte længe om en idé han havde (læst om): der findes en fjerde dimension. Og genstande i den fjerde dimension kan bevæge sig ind og ud af den tredje. Det lyder fantasifuldt, men han illustrerede det med en fortælling kaldet flatland, der foregår i en todimensionel verden befolket af polygoner. For at kende hinanden må man bevæge sig rundt om den anden og tælle kanter. Kongen har ingen, han er rund. Det interessante er at der ovenover og nedenunder denne todimensionelle verden er et tredimensionelt rum. En kugle der bevæger sig gennem dette vil starte med at være et punkt, derpå blive en cirkel der vokser og igen aftager, bliver et punkt og forsvinder.

For de todimensionelle væsener er dette uforklarligt, men de kender jo også kun de to dimensioner de lever i. Kunsten er at tænke denne oplevelse ind i det tredimensionelle rum. At tænke sig at en ting kan være samme sted som os i det tredimensionelle rum, men langt væk i det fjerde. Det nærmer sig, det dukker op, det forsvinder igen.

Det bruger Dreyer til at lade en pyramide dukke op og forsvinde igen i en peruviansk bjergsø. Det sker hen i slutningen af romanen, som først og fremmest er fyldt med hovedpersonen og hans kompliceret kærlige forhold til en kvinde han har kendt siden barndommen. Dette forhold beskrives ganske vellykket. Romanen er derudover forsynet med et krimiplot med tilhørende mord samt et stort kompliceret persongalleri der både tæller narkosmuglere og andre skrupelløse skurke Alt sammen lidt for forvirrende og lettere kedeligt når det nu først og fremmest gjaldt om at få hovedpersonerne op på det bjerg så det fantastiske kan ske.

Men bogen er god. Jeg vover et øje og placerer den i stil med Da Vinci Hysteriet og dens efterfølgere som solgte på folks trang til billig mystik. Denne bog er langt, langt bedre; den tager fat på mystik af en ny slags, kaldt det 'naturvidenskabelig mystik'. Dreyer gør i et efterskrift rede for hvad der er fakta og hvor han har digtet (videre) og giver tips til videre læsning.

Støt kagen!

For fire-fem år siden gik min kæreste og jeg sultne ind på Statsbibliotekets kantine for at spise en god frokost. Klokken har vist været omkring 13 og vi var begge sultne. Derfor var det ikke videre praktisk at man lige den dag havde valgt at tilbyde sønderjysk kaffebord til den latterlige pris af 16 kr. for en fyldt tallerken. Faktisk var det umådelig upraktisk, for vi var sultne efter rigtig mad, men kunne ikke uden videre lade sådan et tilbud stå.

For når man har gået hele sin barndom og drømt om at hele verden var fyldt med slik, lidt som i Willy Wonkas Chokoladefabrik, skulle man så være så voksen og kedelig at man lod det meste ligge?

Ja, faktisk. Den slags kaffeborde er et lærestykke i mådeholdets kunst. Eller for de fleste er det demonstration af resultatet af manglende mådehold. Sådan en tallerkentopfuld kage ligger som en sten i maven i lang tid og bringer ens appetit i ubalance hele resten af dagen. Den første kage smager lækkert, men den store nydelse der er forbundet med det første sukkerkick forsvinder snart. Derefter bliver kagespisningen et projekt. Man ser på den store tallerken og føler sig lidt stolt at at man snart vil have spist al den kage. Endnu senere bliver resten af kagen en udfordring og til sidst en hårdnakket modstander der skal overvindes.

Man starter som elskeren der kærtegner flødeskummet blidt med sin teske mens man udstøder små vellyde i forventning om tilfredsstillelse af lyst, og man ender som gladiatoren der vælter om af udmattelse efter en kneben og hårdt tilkæmpet sejr, stolt, men afkræftet.

Og se! Et sådant orgie har faktisk været afholdt de sidste 13 år under navnet Kagens Dag. Københavns Rådhus har lukket 800 ind, og de har spist som var det deres sidste måltid. Jeg sidder med en stille undren over at nogen har lyst til at gå sådan grassat. Det er lige før man får lyst til at genoplive de sultne kineser/afrikanerbørn.

Se politikens video fra arrangementet her: http://politiken.tv/ibyen_dk/ibyen/article511483.ece

Filmnyt: Nicolas Bro skal spille hovedrollen i den nye film om Jesus.

Pi

Yann Martels Life of Pi ligner Hundehovedet på den måde at den er formet som en fortælling. Som én lang fortælling ganske vist, en umanerlig usandsynlig skrøne som man aldrig ville tro på hvis ikke man blev suget ind i historien og tvunget til at acceptere den.

Det meste af handlingen foregår i en lille redningsbåd befolket af en mand på 16 år og en bengalsk tiger. For at sandsynliggøre dette gør Yann Martel lidt ligesom Jules Verne, når han vil skyde et projektil ud af jordens tyngdefelt med en kæmpe kanon; han læsser så mange videnskabelige fakta på at læseren må overgive sig, anerkende forfatterens viden og acceptere hans konklusioner. Helt uden selv at kunne gennemskue argumenterne vel at mærke. Ville det være muligt at indrette sig i en redningsbåd med hver sit territorium? Jeg ved det ikke, men det er en rigtig god historie.

Til gengæld virker forfatteren som om han selv kommer i tvivl om bogens karakter. Det meste af tiden er den seriøs, fantasifuld, men omhyggelig med at sandsynliggøre alt som sker. Men ind i mellem har han lagt små passager eller ord som hører til i en komedie. Som om forfatteren træder et skridt tilbage og opdager det absurde i den scene han er ved at udmale, og kommer til at fnise, for så at tage sig sammen og fortsætte i en seriøs tone. Hans fnis ligger rundt omkring og gør romanen let ujævn.

Det bedste i den er netop når historien kulminerer efter 200 dage på havet og en masse beskrivelser af hvordan man overlever som skibbruden. Robinson Crusoe - nu med tiger. Da han er udmattet og ved at blive blind af vitaminmangel begynder den mere syrede del af romanen. Nu bliver Robinson Crusoe til Gullivers rejser, tigeren begynder at tale, en mystisk, flydende ø dukker op og man begynder så småt at tvivle på det realistiske. Og pludselig husker man at det er en fortælling. Hvem ved om det hele ikke er løgn. Sådan nogle metaøjeblikke er gode, de kan gøre en god historie meget bedre.

Hjernen er Gud

Bender: So you know what I'm gonna do before I do it?
God: Yes!
Bender: What if I do something different?
God: Then I don't know that!

Dialogen er fra fjerde sæson af Futurama, afsnittet 'Godfellas', som blev sendt første gang 17/3 2002. Men samtidig svarer det meget præcist til den nyeste hjerneforskning som har fundet ud af at man kan se hvad en person vil vælge længe før han vælger det. Der er tale om forsøg med relativt simple valgmuligheder, og man har ved at måle på hjerneaktiviteten fundet en måde at se hvilket valg forsøgspersonen vil træffe før han træffer det. Denne information er til stede flere sekunder før personen vælger aktivt. Med mindre altså han vælger om i sidste øjeblik...

Hør derom i Videnskabens Verden på P1 her:

Sprogligt guf fra kancelliet

"Ansøgere må påregne at blive anmodet om samtykke til en indhentelse af straffeattest."

(Snappet i 2005 fra en jobannonce hvor en skole i Århus søgte - en dansklærer!)

Hvor finder jeg Jerusalem?

Jeg er næsten færdig med at læse Selma Lagerlöfs roman Jerusalem om en flok svenske landsbyboere der danner en sekt og drager til Jerusalem for at leve i et kristent fællesskab hvor man ikke tager til ægte, men bruger al sin kærlighed på de fattige og syge. Romanen fremstiller denne idé som forkvaklet lige fra starten. Folk forlader deres hjemegn, deres fædrende gårde, deres slægtninge, deres pligter mod jorden. Alt sammen for som de tror at komme tættere på Gud. At betræde de samme gader som Jesus betrådte og derved føle nærhed med frelseren. Og de opdager at mens Sverige var frodigt og taknemmeligt mod dem som arbejdede og gjorde sin pligt, så er Jerusalem støvet, beskidt, ulidelig varmt, sygdomsbefængt og fuldt af ondsindet sladder som udlægger beboernes fromme levevis som løssluppen.

Man bør tjene Gud i sit kald, som Luther mener. Og altså ikke slippe alt hvad man har i hænderne og tro man tjener Gud bedre ved at rejse til Jerusalem eller sonstwo. Historiens hovedperson, Ingmar Ingmarsson er netop den der bliver hjemme og opgiver sin kærlighed til Gertrud for at beholde hans fædres gård.

Bille August filmatiserede Jerusalem i 1996 og jeg så den to år senere. Nu har jeg selvsagt lyst til at se den igen, men se dér om ikke det viser sig at den ikke er udkommet på dvd! Vel på vhs, men det er længe siden jeg havde et apparat der kunne afspille sådan nogle. Mon ikke nogen kan finde på en lejlighed til at få dem udgivet på DVD. Man kunne ellers have benyttet 100-året for romanen i 2001-2, men i stedet foreslår jeg den 20 november i år, som er hendes 150-års fødselsdag.

Hvis ikke denne udmærkede filmatisering af en god bog kommer ud på dvd, så bliver den optaget på min liste over gode, men utilgængelige film, som allerede tæller Når lysterne tændes og en nominee fra Oles bord på Statsbiblioteket, Ole Palsbos Ta', hvad du vil Ha' fra 1947.

Jeg er træt, mine fødder er kolde, mit tøj lugter af røget ål, og inden i mig strømmer højskolesangene, varme og livgivende, endnu en del af min bevidsthed, endnu klingende og vibrerende som de altid gør når vi har haft sangaften i SMÅ. Jeg ved intet, end ikke højskolen, jo måske, men så alligevel ikke, intet som kan måle sig med dem. Sangaftenerne er de aftener hvor SMÅ er størst, hvor det kristne og det fælles går sammen i en højere enhed, hvor jeg, der ellers altid tvivler, føler mig hjemme. Mere hjemme i de kristne sange som jeg ikke kan forstå, men som jeg kan nyde uden at være en del af en dagsorden. Min lille flugt ind i højskolens moderskød, som ikke kan findes hos højskolen selv når man én gang har forladt den. Det må findes andetsteds. Jeg finder det her.

Hundehovedet

Så kom jeg også igennem den, Hundehoved af Morten Ramsland. En bog som jeg husker blev omtalt meget da den udkom i 2005. Og jeg så vist også forfatteren i Deadline og alt muligt.

Bogen er en slægtsroman, hvilket vil sige en ordentlig samling røverhistorier. Det er ikke i sig selv interessant om de er autentiske eller ej og visse af historierne er givetvis ikke. Det var sikker sådan noget værten i Deadline spurgte om og som jeg ikke bed mærke i fordi jeg ikke havde læst bogen. Men jeg kan godt lide forstillingen om at slægtsromanen mest er en genre Morten Ramsland har valgt, og så digtet ud fra det. Fordelen er åbenlys, han får lejlighed til at skabe en masse små historier, lade farverige personer udfolde sig, skeje ud på hver deres måde i deres egen lille historie, som så lidt efter lidt væves sammen, og til sidst forbindes i en konkret situation, fortælleren Asger, som langt om længe er taget til Norge hvorfra han stammer og hvor hans Mormor lige er død.

Bogen minder lidt om Thomas Brussigs "Am kürzeren Ende der Sonnenallee" som også består af en strøm og en række hvirvler som udgøres af de forskellige bipersoner som konstant forsøger at løbe med historien. Jeg har opdaget at jeg rigtig godt kan lide denne slags fortælling fordi den drives frem af dens karakterer, af mennesker og deres særheder.

Dansk Fodgænger Forbund sætter sin vilje igennem.

Sort mystik

Sidste weekend var jeg til en meget fornøjelig fødselsdag med en masse mennesker hvoraf de fleste var folk jeg ikke havde mødt før. Derfor er det så meget desto herligere når man kan få gang i nogle gode diskussioner om de små mysterier i tilværelsen. Såsom denne dåse Nescafé, som ifølge etiketten indeholder "fuldt opløselig pulverkaffe". Det er en tilsnigelse. Frysetørret kaffe er ikke egentlig pulver, hvorimod helt almindelige kværnede kaffebønner er pulver. Den type kaffe må altså have førsteret til betegnelsen 'pulverkaffe'. De fleste i min omgangskreds plus og mig sagde hunden, bruger den uskønne hybrid 'instant kaffe'. Det lyder ikke videre godt, men er forståeligt. kaffen smager heller ikke særlig godt, så her passer tingene sammen.

Kunsten stiger imidlertid når vi går længere ned og læser "100% ren kaffe". Ahva? I modsætning til kaffeerstatning? Det er vist mere end 50 år siden folk drak erstatning mens de drømte om ægte kaffe. Men hvad skulle den ikke-rene kaffe ellers være? Måske er der tale om 100% ren arabica-kaffe. Det reklamerer man tit med fordi det er helt gratis. Næsten al filterkaffe er ren arabica, og det gælder lige fra den billigste Aldi-kaffe til den dyreste gourmet-kaffe fra Costa Ricas højland eller maven af et indonesisk desmerdyr. Men det er gratis at reklamere med, så det gør man. Dog er det første gang jeg har set en kaffe reklamere med at den er 100% kaffe...

Ib Birkedal og retsopgøret efter besættelsen

Så fik jeg også 'læst' dette lille værk af Peter Øvig Knudsen, Birkedal - en torturbøddel og hans kvinder. Mit første møde med Øvig var hans Rosenkjærforedrag på p1 hvor han talte om besættelsestiden, dens mennesker og de myter vi har bygget op siden. Her omtalte han blandt andet Ib Birkedal som en af de mest frygtede og grusomme forhørsledere Gestapo rådede over. Det var værre at komme i hænderne på ham end på end tysk officer. Det er en af de tragiske ejendommeligheder der gjorde sig gældende at dem der samarbejde aktivt og ud fra et ægte engagement ofte var slemmere end de slemme selv.

Det er nødvendigt at skelne - i det mindste i teorien. For den officielle samarbejdspolitik gjaldt det ifølge Søren Mørch om at forudse de krav der måtte komme fra besættelsesmagten og imødegå dem med indrømmelser der var mindre end kravene, men dog så store at kravene bortfaldt. Det var bureaukraten Erik Scavenius' princip for regeringsførelse under besættelse. En konkret udløber af det princip er den berygtede erklæring hvor Scavenius på baggrund af "de store tyske sejre der har slået verden med forbavselse og beundring" kalder til accept af en "nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab" og forudser "et nødvendigt og gensigtidt aktivt samarbejde med stortyskland". Ifølge Mørch var den erklæring netop en slags indrømmelse af den slags der ikke kostede noget som helst, men kunne skabe velvillighed hos Dr. Werner Best. Den tjente ikke folket til ære, men vel til gavn, hvilket var idealet for en bureaukrat som Scavenius.

Der foregik dog samarbejde af anden slags som gik ud over dette ideal. Der var de ægte danske nazister såsom Ib Birkedal Hansen og de øvrige medlemmer af hans gruppe. Af denne gruppe blev fire dømt til døden i retsopgøret efter besættelsen, men kun Ib blev henrettet, de tre andre fik livsvarigt fængsel. Retsopgøret varede fem år, og af de 46 der blev henrettet blev de somme af de første henrettet for langt mindre forbrydelser end dem som Helge Keil, Finn Prehn og John Kolling fra Birkedalgruppen blev benådet for.

Øvig siger det ikke, men det virker som om retsopgøret var et raseri der blussede op og efterhånden lagde sig igen. Justitsminister Steincke udstedte mange benådninger i 1950 også fordi det var politisk opportunt. Kun Ib Birkedal kunne man ikke benåde, og han blev således den sidste henrettede af 46. Det tal skal holdes op imod at de 102 dødsdomme som blev afsagt. Det ligner lidt sagen om den sidste henrettelse i fredstid af Jens Nielsen, som afsonede for ildspåsættelse og flere gange forsøgte at myrde en fængelsbetjent. Han blev benådet første gang og først anden gang dømte Højsteret ham nærmest modvilligt til døden. Han blev halshugget i 1892. Det officielle Danmark bryder sig ikke om dødsstraffen.

Man forestiller sig justitsminister Steincke med sved på panden og alles øjne rettet imod sig. Retsopgøret var en balancegang, ikke mindst fordi det officielle Danmark jo havde samarbejdet med Tyskland indtil 1943 og dansk Landbrug og industri havde nydt godt af eksporten til Tyskland. De fem magre år var ikke magre for alle. Her Gjaldt det i høj grad om at finde balancen mellem det man vurdrede som ægte, villigt samarbejde såsom Birkedals og det tvungne samarbejde som blev dikteret af 'nødvendighederne'. En meget pragmatisk og aldeles uheroisk kalkyle.

Og så var der selvfølglig de tilfælde hvor man fra officielt hold gik langt over stregen. Fra tysk side ønskede man at få uskadeliggjort de danske kommunister og det hjalp man dem villigt med, ja man sørgede for en sikkerheds skyld for at internere mange flere end tyskerne havde krævet - bemærk at det er et eklatant brud med Scavenius' førnævnte bureaukrat-ideal. I dag kan man næppe forestille sig hvordan man tænkte dengang, men på sin vis var kommunister værre end nazister. Samarbejdspolitikken blev vendt på hovedet og tyskerne samarbejdede med den danske regering i at slippe af med flest mulige kommunister.

Hans Scherfig øser al sin gift ud over dette kapitel af samarbejdspolitikken i Frydenholm fra 1962. Den er ganske læsværdig.

Drageløberen

Jeg tror det var Bibliopaten der priste denne bog af Khaled Hosseini i så uforbeholdent positive toner at jeg købte den på audible.com. Jeg startede med at høre den, men gik i stå efter en halv time (lydbøger måles i tid). Måneder henrandte, og pludselig var bogen kommet som film.

Det var en lidt blandet oplevelse. Filmen er meget flot og gennemført ned i mindste detalje. Jeg kan ikke sætte min finger på det, men jeg følte alligevel at noget manglede da jeg gik ud af biografen i mandags. Og da var det jeg besluttede at genoplive bogen.

I dag har jeg så gået smidt papir ud mens Khaled Hosseini har læst op af sin bog. Det er en ekstra finesse i denne indtaling at det er forfatteren selv der taler og udtaler alle navne korrekt; [Hass'an] [Af'hranistan] og andre navne som vi er vant til at høre med udtale tilpasset vestlige tunger. Bogen her er på mange måder en lige så god oplevelse som filmen. Hosseinis oplæsning gør historien autentisk og nærværende, og så er det en god historie hvor hovedpersonens jalousi skaber afstand til hans bedste ven og får ham til at svigte vennen i et afgørende øjeblik. Det skaber så dårlig samvittighed som plager ham så meget at han må skubbe vennen fra sig. Den indre konflikt er selvsagt mere udtalt i bogen end i filmen hvor den er svær at vise på lærredet. Det var nok det jeg savnede, for selv om der er masser af stof til flotte billeder i bogen, er det fortællerens indre konflikt der driver handlingen frem.