onsdag den 4. juni 2008

Isbjørnens land

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørneluffer. En modig isbjørn kastede sig alligevel ud i den, svømmeturen, og hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring, den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, og det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte forbi. En mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en anden mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men den bageste mand smed nu sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt. Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den indfødte rettede et gevær mod den og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den hvide krop som havde tilbagelagt 500 km over havet. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem, havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I øens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede. I to døgn voksede bjerget. Samme tidsrum som isbjørnen havde brugt på at svømme fra Grøndland. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst der. Og se! på det nye bjergs top samledes sne. Langsomt blev hele toppen hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. De mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, men det havde man skudt, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandring op på det store bjerg. Mange landsbyboer tog med, og de gik længe opad til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko. Da de gik videre var det netop den mand, der havde skudt bjørnen, der satte den første fod i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og landsbyboerne så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af ildrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til den sønderskudte isbjørn og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en enkelt vovede at bestige isbjørnebjerget. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen og så mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en dampsky til vejrs, opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.