Isbjørnens Land (version 1.1)

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørnelabber. En modig isbjørn kastede sig ud i den lange svømmetur. Hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den nok et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk, og snart var den helt udhvilet. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring Den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte. En høj, kraftig mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en lille, bleg mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Dyr ønsker deres daglige føde, og så lidt afveksling som muligt, for afveksling er lig med fare. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder, ofte med fare for deres liv. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men et vink med en isbjørnelab kan let misforstås. Den lille, blege mand smed sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt mens manden greb noget aflangt.

Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den lille, blege mand vidste at fremmedlegemer altid var farlige. Han rettede sit gevær mod bjørnen og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Den store, hvide krop, faldt om så jorden rystede. Den var stadig våd af havvand. Men nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden og forgrenede sig til små bække af salt og blod, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem; de havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I dens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede, og blev ved at vokse i to døgn. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst og hvilede, mens det nye bjerg langsomt kølnede. Og se! på bjergets top samledes sne - hele den rundryggede bjergkam blev langsomt hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. Man mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, og det havde rislet folk så skønt ned ad ryggen. Man havde haft noget at snakke om, jojo, men så havde nogen skudt dyret, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandretur op på det store bjerg. Mange fra bygden tog med, og de gik længe opad i det askegrå terræn til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko, mens nogle begyndte at blive urolige. En enkelt besluttede at han ikke ville gå længere, og da han vendte hjemad fulgte tre andre med. En lille, bleg mand var fast besluttet på at fortsætte, og kaldte til opbrud. Han tog sin rygsæk på, og satte resolut sin støvle i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og folkene fra bygden så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe på ryggen, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af blodrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til det sårede bjerg og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en høj, kraftig mand vovede at bestige isbjørnebjerget. Han havde været med, da bjørnen blev skudt. Han var en eventyrer, og havde den dengang følt en dyb erbødighed for det stærke dyr. Tænk at svømme så langt over havet. Hvilken udlængsel!. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen, løftede armen og hilste mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en sky til vejrs. Ikke en røgsky som fra et gevær, mere som en venligt pust fra en isbjørnesnude på en frostklar dag i Grønland. Dampskyen opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.